Patrick Modiano: Les boulevards de ceinture

Modiano Boulevards2

ANMELDELSE

For ikke så længe siden skrev jeg om fransk litteratur på dansk, hvor jeg nævnte at Nobelprisvinderen Patrick Modiano var på min liste over ferielæsning. Her får du en anmeldelse af Forstædernes boulevarder, som blev oversat til dansk i 1974:

Patrick Modiano: Les Boulevards de ceinture (1972)
Dansk titel: Forstædernes boulevarder (1974)

Modianos roman fra 1972 er en fortælling om en søgen efter sit ophav i en urolig og usikker tid.

En ung mand (fortælleren) leder efter sin far, som han ikke har set i ti år. Han finder ham i en lille landsby ved Fontainebleau sydøst for Paris, hvor faderen plejer omgang med en række mere eller mindre anløbne personer fra Paris: En tabloidredaktør, en tidligere fremmedlegionær, en femme fatale og et par andre bikarakterer, der alle tilbringer weekenderne i landsbyen. 

Fra begyndelsen af romanen og hele vejen igennem er handlingen vævet sammen af erindringsbilleder: Et gammelt, støvet foto. Fortællerens første ankomst til landsbyen. Fortælleren der som 17-årig bliver hentet af sin far i Bordeaux, hvor han netop har bestået sin bac. Tiden i Paris, hvor han hjælper sin far med diverse lyssky forretninger og fremskaffelse af samlerobjekter til fanatiske samlere. Hændelsen, der skiller dem igen, og gensynet ti år senere, under 2. Verdenskrig, hvor han finder faderen i den lille landsby, og begynder at pleje omgang med gruppen af personer han omgås, uden at være sikker på om faderen genkender ham. Langsomt bliver fortælleren en del af gruppen, med det formål at komme tættere på faderen og finde ud af, hvem han egentlig er. En jøde? En flygtning? En bedrager?

Det er ikke en dramatisk handling, og der er ikke suspense indlagt, så man skal være til en beskrivende fortælling, der stykke for stykke (delvist) afdækker en fortid, for at kunne lide historien. Læser du den på fransk, ligger meget af styrken i erindringsbillederne i en kontinuerlig vekslen mellem de franske verbaltiders nutid og fortid.

Har du læst en god bog af en fransk forfatter? Har du lyst til at dele med os? Så skriv lidt om den i kommentarfeltet.

Måske vil du også synes om:
Cadenas fondus

Ringe af kærlighedslåsene

Kan du huske, at jeg skrev om kærlighedslåsene på Ponts des Arts?

Nu er der nogen der har fået en kanongod ide, så ihvertfald en lille del af metallet fra alle de mange tons låse fra broerne bliver genanvendt i samme ånd, som låsene oprindeligt blev hængt på broerne: Som et romantisk tegn på evig kærlighed.

I følge denne artikel på Le Figaro online, har en af de medarbejdere, der vedligeholder broerne i Paris, samlet afklippede hængelåse i flere år. På et tidspunkt blev han træt af at have dem liggende i sin bil, og fik så den geniale ide at få dem smeltet om til et nyt kærlighedssymbol – en ring.  I samarbejde med en designer, en smed der smelter metallet om og en guldsmed der laver ringene, blev Lock me Tender dannet, og de producerer ringene, som man kan købe direkte fra hjemmesiden. Paris’ bystyre, der opbevarer alle de mange tons hængelåse fra broerne, ønsker ikke at medvirke i projektet. Så projektet er af begrænset varighed, da medarbejderen ‘kun’ har 150 kg hængelåse på lager. Han havde ellers gerne set at overskuddet fra salget af ringene var gået tilbage i bystyrets pengekasse til vedligeholdelse af broerne. I stedet går 10% af overskuddet til at hjælpe de hjemløse, der lever under Paris’ broer.

Bague original couleur2

Ringene koster 79 € pr stk, og mon ikke de ender med at blive et samlerobjekt, når der ikke er mere messing at lave ringe af?

Fotos: Lock Me Tenders dossier de presse

Måske vil du også synes om:

Le calvados

P1020559

På vej hjemover fra vores tur til Normandiet, som du kan læse mere om her og her, kørte vi på strækningen mellem Bayeux og Caen, da det pludselig vrimlede med vejskilte af den slags, der reklamerer for gårdbutikker. Det gik ret hurtigt op for os, at vi var i Calvados-land. Ja, altså både departementet, der hedder Calvados, og området, hvor de dyrker æblerne der bliver til… calvados. Så vi tog en rask beslutning og kørte fra ved den første afkørsel, og fulgte skiltene til vi kom til den hyggeligste æblegård.

Det viste sig at være en æbleplantage, der havde været i familiens eje i lidt over hundrede år, og det var papi der stod bag disken. Han var meget snakkesalig og vi fik en masse at vide om produktionen, og blev endda inviteret med over til deres chais for at se tønderne med calvados og pommeau. Det er nemlig ikke ‘kun’ calvados der bliver lavet i området. Af æblerne laver man (i stigende alkoholprocentorden): æblejuice (0%), cider (4-6%), pommeau (17%) og calvados (40%). Der bruges forskellige æblesorter af varierende syrlighed og sødme for at opnå de forskellige smagsudtryk. Der blev delt så gavmildt ud af smagsprøver at vi til sidst var nødt til at sige nej tak. Vi havde stadig en del hundrede kilometer foran os. Det kunne ellers være blevet en festlig eftermiddag :)!

P1020558

– Og selvfølgelig skulle vi have nogle flasker med hjem. Både calvados, pommeau og cider, og både til os selv og familien. Kæreste kunne bedst lide calvados, der har styrke som en cognac. Jeg er mere til pommeau, den er ikke så stærk og mere rund i smagen.

Jeg måtte lede lidt efter navnet på plantagen, men det var denne æblegård, vi besøgte.

PS: Det udtales i øvrigt calvadoS (Jeg spurgte, fordi jeg altid selv har været i tvivl).

Måske vil du også synes om:
saint-emilion

Saint-Emilion

Saint-Emilion er mit franske ‘chez moi’. Når jeg er i Saint-Emilion er jeg ‘hjemme’ i Frankrig.

Sådan har det været, siden jeg landede i landsbyen en temmelig regnfuld januaraften i 1986 efter 24 timers togtur, og uden at kunne mere fransk end det, jeg havde lært i gymnasiet. Efter en del begyndervanskeligheder, der indbefattede skift af au-pair familie, var jeg hos den nye familie i næsten et år, og familien er blevet mine venner for livet. Jeg besøger stadig både dem og de andre venner jeg fik det år, og som hjalp mig igennem den første, besværlige tid. Hver gang er det som at komme hjem.

Saint-Emilions historie går ca 1.200 år tilbage, og er grundlagt omkring den grotte, hvor munken Emilion boede og havde sit virke i det 8. århundrede. Der er blevet dyrket vin omkring byen siden Romertiden, og det er på grund af den særlige, kalkholdige jordbund i området, at vinene er af så høj kvalitet. I 1999 blev byen sat på Unescos Verdensarvsliste.

Byen har et vinbroderskab, La Jurade de Saint-Emilion, hvis historie går tilbage til 1100-tallet. Dengang var det meste af regionen Aquitaine i den sydvestlige del af Frankrig under engelsk herredømme. Den engelske konge Jean sans Terre uddelegerede den daglige administration af byen til lokale embedsmænd (La Jurade), til gengæld kunne den engelske trone nyde godt af vinene fra Saint-Emilion. Denne lokale autoritet varede ved indtil Revolutionen i 1789. Efter 2. Verdenskrig genopstod La Jurade, denne gang som ambassadør og garant for kvaliteten af vinene fra appellationen Saint-Emilion.

La Jurade står i spidsen for to festligheder hvert år, hvor vinen fejres: la Fête de Printemps midt i juni, som fejrer vinstokkenes blomstring, og som slår tonerne an til le Ban des Vendanges i september, der officielt skyder høsten i gang. Traditionelt udråbes høstens start fra toppen af Tour du Roi, men festlighederne er dog mest af ceremoniel karakter. Alle i området ved, at der skal høstes når druerne er klar, hverken før eller siden, og beslutningen om at starte høsten tages ofte med få dages varsel.

Her kan du se billeder af La Jurade.

I år var Saint-Emilion med i opløbet om at blive le village préféré des Français, i en årlig konkurrence afholdt af tv-kanalen France 2. De deltagende landsbyer er blevet præsenteret i udsendelser i løbet af foråret, og mere end 155.000 seere deltog i afstemningen, hvor kriterierne var charme, skønhed, historie, kulturarv og autenticitet. Vinderen blev kåret i en tv-udsendelse på France 2 tirsdag aften, og det var landsbyen Ploumanac’h i Bretagne der løb med sejren. Her kan du se videopostkort, hvor de deltagende landsbyer bliver præsenteret.

Måske vil du også synes om:

Merci Professeur !

(Nørd-niveauet vil være støt stigende i dette indlæg, bare så du ved det!)

TV5Monde er en verdensomspændende public service kanal med programmer fra alle fransktalende lande, der har som sit erklærede mål at fremme udbredelsen af frankofon kultur og det franske sprog. Det betyder, at programfladen er fyldt med programmer, film og aktuelle indslag fra alle hjørner af den frankofone verden. Der er nyhedsudsendelser fra Canada, Afrika, Schweiz, Belgien og selvfølgelig Frankrig. Der er film og serier, quizprogrammer, børneprogrammer og dokumentarprogrammer. Nogle af dokumentarprogrammerne kan være op til to timer lange uden at miste momentum. Det er jo nærmest et uhørt scenarie på de danske tv-kanaler…

Og inden der kommer protester over at det alt sammen er på fransk: Ja, det er det (det er jo ligesom pointen…), men kanalen er begyndt at tekste flere af dokumentarprogrammerne og filmene på engelsk, så alle kan få noget ud af at kigge med. Mit sproglærergen havde jo helst set at de ville tekste programmerne på fransk, men kanalen mener at de får flere seere ved at tekste på engelsk (jeg ved det, fordi jeg skrev til dem og brokkede mig udtrykte min bekymring over kanalens anglificering). Men jeg kan godt følge deres argumentation. Et af mine absolutte yndlingsprogrammer er Des Racines et Des Ailes – et to timers dokumentarprogram der sendes hver uge – og det er de begyndt at tekste på engelsk. Og det betyder at Kæreste også kan følge med i programmet.

Så er der sprogprogrammerne (og nu bliver det lidt nørdet). En del af TV5 Mondes hjemmeside er dedikeret til at lære det franske sprog, og retter sig både til fransklærere og til dem, der gerne vil lære (mere) fransk. De dækker alle niveauer fra begynder (A1) til det højeste niveau (C2). Værsgo’ alle fransklærere, så er der inspiration til undervisningen!

Og så er der Merci Professeur ! (og nu bliver det virkelig nørdet!). Merci Professeur ! er et lille program på få minutter, hvor Bernard Cerquiglini hver dag svarer på et sprogspørgsmål. Det er en perle for nørder som mig. Se bare her:

Tv5 Monde har også en Facebookside, hvor de har hashtagget (håbløst ord, men det hedder det altså…!) Merci Professeur !, og hvor man kan (gen)se de fleste af de små sprogperler.

 

Måske vil du også synes om:

Fête de la Musique – Faites de la musique

FDM 2015

Hvert år den 21. juni afholdes Fête de la Musique over hele Frankrig. La Fête de la Musique er en fejring af musikken som kunstart, en folkelig begivenhed med gratis friluftskoncerter over hele Frankrig. Musikere fra alle kroge og niveauer indenfor musikken deltager, og det giver en enorm variation i de stilarter, man kan vælge imellem denne dag, fra metal, rock, pop, blues, jazz til kormusik, klassiske koncerter og kirkemusik.

Musikdagen blev søsat i 1982 af daværende kulturminister Jack Lang, der ønskede at få musikken bragt ud på gader og stræder til alles glæde og fornøjelse – både musikerne og publikum. Denne ene dag opfordres musikerne, både amatørerne og de professionelle, til at optræde gratis for at bringe deres kunstart ud til alle. Det er – i øvrigt – en meget fransk ting at gøre, det der med at gøre kulturen tilgængelig for alle. Det er af samme grund at der er gratis adgang til mange museer i Frankrig (dog varierer dagene og tidspunkterne, så tjek lige museets praktiske information inden du springer afsted).

Musikdagens slogan er Faites de la musique, som betyder ‘Lad os lave musik’. Udtalemæssigt lyder det fuldstændig som Festivalens navn Fête de la Musique, og er en elegant måde at kombinere navn og slogan på i marketingsøjemed. Det er også lidt nørdet, på den gode måde.

La Fête de la Musique er siden 1982 blevet en verdensbegivenhed, men ingen andre lande er (endnu) på højde med det omfang, dagen har i Frankrig. Prøv bare at se kortet her. Der er flere tusind arrangementer at vælge imellem i Frankrig, særligt i de store byer.

Jeg ved godt, at vi lige har passeret 21. juni og at der er et helt år til næste Fête de la Musique. Men her og her kan du se, hvor meget fest i gaden der var i søndags over hele Frankrig.

Har du oplevet La Fête de la Musique? Fortæl os om det ved at lægge en kommentar i kommentarfeltet – Du finder linket til kommentarerne øverst i indlægget, lige under overskriften.

Plakat: Fête de la Musique’s presseside

Måske vil du også synes om:

Lidt musik til at starte dagen på…

Kender du det at have en cd i bilen som man nærmest har hørt til døde gennem lang tid, og pludselig begynder man at lytte – altså virkelig LYTTE – til en af sangene. Og så bliver man helt rørt af ordene og spekulerer på, hvorfor filan man aldrig har bemærket den tekst før?

Det skete for mig her i weekenden. Jeg har Garou’s cd Au milieu de ma vie kørende i endeløs loop på cd-afspilleren (jajaja, jeg ved godt jeg burde variere mit musikudvalg i bilen noget mere…), men da jeg kun har 15-20 minutters kørsel mellem arbejde og hjem når jeg aldrig længere end til track 4 eller 5, når jeg hører den på vej hjem. Fordi jeg altid hører P4 om morgenen. Af en eller anden grund endte den på det sidste track på cd’en i lørdags, og så var det, jeg begyndte at lytte…

Garou har skrevet sangen Tu Sais til sin datter, og den handler grundlæggende om, at han jævnligt er nødt til at rejse fra hende for at arbejde, at hun skal holde hovedet højt når han er væk, og at han altid vil komme tilbage til hende. Og en dag vil det være hende, der rejser fra ham…

Du kan se videoen her.

Enkelt og meget smukt, ikke?

Om oversættelsesarbejde

Traduire

Når du læser en bog på dansk, der er oversat fra et andet sprog, sidder du måske nogle gange med oplevelsen af, at sproget ikke rigtigt flyder. Der er noget, der skurrer… Andre gange skænker du det ikke en tanke, men er fuldstændig opslugt af handlingen og beskrivelserne.

Det, du oplever, er oversætterens fortjeneste, resultatet af mange timers arbejde med sproget, med meningsbetydninger, gennemlæsninger, redigeringer og korrektur. Alt sammen med en solid baggrund af viden om ikke bare det sprog og den kultur, der oversættes fra, men også viden om den kultur, der oversættes til.

De betydningsbilleder, sproglige formuleringer kan fremkalde, er afgørende for, hvordan vi som læsere oplever teksten. Det hedder ’semantik’ på fagsprog. Et eksempel: Hvis der i en tekst står ‘En grøn skov’, vil det danne forskellige billeder hos læseren, alt efter om denne eksempelvis er svensk eller dansk. For svenskeren er ‘en grøn skov’ noget der henleder tankerne på de uendelige fyrreskove de har i Sverige, noget man kan fare vild i og som godt kan være lidt uhyggeligt. For en dansker vil ‘en grøn skov’ typisk fremkalde et billede af de grønne bøgeskove, vi har så mange af, og som for os betyder noget dansk, noget positivt. Et andet eksempel: Det franske sprog har flere verbaltider end vi har på dansk, og det giver et meget mere nuanceret spil i det tidslige rum i en fransk skønlitterær tekst. Det er også noget, en oversætter skal være meget opmærksom på.

Jeg har fået lov til at stille nogle spørgsmål om oversættelsesprocessen til en af de fremmeste og mest erfarne danske oversættere af fransk litteratur, docent emer. dr. phil, Hans Peter Lund:

Hvilke franske bøger har du oversat til dansk?

Listen er lang, mellem 40 og 50. Når jeg ser tilbage, hæfter jeg mig specielt ved Nathalie Sarraute: Barndom, Camus’ fire romaner og Claude Simon: Jardin des Plantes. Den sidste jeg har oversat er Victor Hugo: De elendige.

Finder du selv de bøger, du gerne vil oversætte fra fransk til dansk, eller er det et forlag, der kontakter dig?

I de fleste tilfælde har det været det sidste.

Hvor lang tid tager det typisk at oversætte en bog?

Afhængig af vind og vejr kan jeg vel oversætte 5-10 sider om dagen. Dertil et par gennemlæsninger og -rettelser. Og forlagets tekstredaktion. Og korrektur.

Hvilke oversættelsesproblematikker støder du typisk på?

Alle tænkelige. Mest måske de semantiske.

Hvilken bog er den sværeste, du har oversat?

Flauberts Madame Bovary. Det er svært at svare kort på, hvorfor den er den sværeste.Det har noget med et usædvanlig kompakt sprog at gøre, tror jeg.

– Hans Peter Lunds oversættelse af Madame Bovary blev anmeldt i Information, og anmeldelsen giver et meget fint indtryk af, hvilke betydningsbilleder, der er på spil i den franske originaludgave, og hvilken sproglig og kulturel viden der skal til for at få Flauberts særlige skrivestil frem i den danske oversættelse.

Hvis du vil vide mere om oversætterarbejde og hvilke udfordringer der ligger i en god oversættelse, kan jeg anbefale bogen Glas kaster skygge (1999) af Iben Hasselbalch. Den giver et meget konkret indblik i oversætterens værksted, set fra meget forskellige oversætteres synsvinkler, og har så bredt et sigte, at den er læseværdig for alle, der gerne vil vide noget mere om den praktiske oversættelsesproces.

Billede: Pixabay.com

 

Måske vil du også synes om:

Fransk litteratur på dansk

 

narrative-794978_640 Litteratur på dansk

 

Har du lyst til at læse fransk litteratur, men er lidt udfordret af en hel bog på fransk? Så se med her.

Der er i de senere år oversat og udgivet ikke så få franske bøger på dansk, takket være ihærdige ildsjæle – oversættere og små bogforlag – der brænder for fransk litteratur. Nogle af dem er folkene bag La Société danoise de littérature contemporaine en langue française (Dansk selskab for ny fransksproget litteratur, forkortet SLC).

Hmm, tænker du så måske… “Det lyder godt nok fint, det der Dansk selskab for…, er det mon noget for mig?” Men hør her. Det er kloge mennesker, der står bag. Folk der ved en masse om fransk litteratur, og som kan lære de fleste af os noget om det. Og som arrangerer seminarer, café- og debataftener på fransk eller dansk, alt efter anledningen. Der er plads til alle, bare man interesserer sig for fransk litteratur eller er nysgerrig på at lære noget (mere) om det. Til arrangementerne kan man møde inviterede forfattere, oversættere, forlagsfolk, teaterinstruktører. Næste arrangement er i Poesiens Hus i København d. 29. juni. Det er bare at melde sig til lige her.

SLC har også en Facebook side, hvor der jævnligt postes nyheder om arrangementer, nyudgivelser og andet stort og småt inden for fransk litteratur. Så kan man få nyt om fransk litteratur serveret direkte i sit feed.

Men tilbage til de franske bøger på dansk. SLC har de seneste par år lavet en oversigt over, hvilke franske bøger der er blevet oversat til dansk. Den kan du se her og her.

Mine personlige favoritter på listen er Anna Gavalda og Tahar ben Jelloun, mens Patrick Modiano står øverst på min liste over sommerferielæsning.

Anna Gavalda fik sit gennembrud i 1999 med novellesamlingen Je voudrais que quelqu’un m’attende quelquepart (Jeg ville ønske,  der var én, der ventede på mig et eller andet sted). Hun er universitetsuddannet, og man kunne forvente en intellektuel tone i hendes tekster, men hun skriver meget virkelighedsnært og til tider brutalt bramfri (og hylende morsomt). Enten elsker man den skrivestil eller også synes man den er for meget. Jeg synes hun skriver fantastisk.

Her kan du læse anmeldelser af Bare sammen, Billie og Livet er bedre, som alle tre er nævnt på SLCs lister.

Tahar ben Jelloun er en marokkansk forfatter, der skriver både skønlitterært og dokumentarisk med udgangspunkt i den arabiske virkelighed. Ofte er det meget personlige historier. I 2011 udgav han bogen L’étincelle, der er udkommet på dansk med titlen Det arabiske Forår. En skarp og på udgivelsestidspunktet brandvarm kommentar til begivenhederne i de nordafrikanske lande. Tabet, der er blevet udgivet på dansk i år, er en meget personlig beretning om en vens prostatacancer og konsekvenserne heraf. Du kan læse en anmeldelse af bogen her, og se ben Jellouns personlige hjemmeside her.

Patrick Modiano vandt Nobelprisen i litteratur i 2014 som den 15. franske forfatter, siden prisen blev indstiftet i 1901. Det satte skub i en stor efterspørgsel på hans bøger i Frankrig, og også de danske oversættere fik travlt. I år er to af hans romaner udkommet på dansk: Et forbasket forår og Smertepunktet, samlet i een udgivelse. Modiano kredser især om temaet Erindring (i bred forstand). Flere af hans bøger er tidligere udgivet på dansk, bl.a. Askeblomster, som du kan læse en anmeldelse af her.

Har du nogle franske bogfavoritter, oversat til dansk, du kan anbefale?

(Foto: Pixabay.com)

Måske vil du også synes om:
sainte-mere-eglise-normandiet

Normandiet 2

(Måske skal du lige finde dig en kop kaffe, for det bliver et lidt langt indlæg i dag.)

At se invasionsstrandene, kirkegårdene og museerne i Normandiet og dykke ned i historien bag D-dag on site er overvældende. Ganske enkelt overvældende. Først når man står og ser ud over Gold Beach ved Arromanches, hvor briterne gik i land og efterfølgende etablerede Mulberry Harbour, en kæmpestor, kunstigt anlagt havn, når man ser bredden og længden af Utah Beach, Omaha Beach, Juno Beach og Sword Beach og den store forskel i tidevandet, når man ser museerne og kirkegårdene, først da forstår man, hvor stor Operation Overlord var. Det er ganske enkelt ærefrygtindgydende, og man kan ikke undgå at føle sig ydmyg. Jeg kunne ihvertfald ikke…

Her er det mindesmærket ved Omaha Beach ved lavvande, og Utah Beach.

 

Den amerikanske kirkegård ved Omaha Beach. Der ligger mange af den slags kirkegårde i området, og hvert kors repræsenterer en soldat, der faldt under invasionen. Det er ret vildt at se, hvor mange soldater der døde i de dage for at befri Europa…

 

Allerede langvejs fra kan man i vandet ud for byen Arromanches se resterne af Mulberry Harbour, som briterne begyndte at konstruere bare tre dage efter landgangen den 6. juni 1944. Der blev fragtet monstrøse mængder af materiel i land via broanlægget i månederne der fulgte invasionen.

 

Den 14. juni 1944 gik General de Gaulle i land ved Juno Beach i den canadiske sektor, og her står La Croix Lorraine som mindesmærke. Charles de Gaulle spillede en væsentlig rolle for den franske modstandsbevægelse fra sit eksil i London under krigen, det er der skrevet rigtig mange historiebøger om. Han var en torn i øjet på både Roosevelt og Churchill, men de kunne ikke komme udenom at han var en nøglefigur i planlægningen af D-dagen. La Croix Lorraine var et symbol på de Frie Franske styrker under 2. Verdenskrig, og symbolet fulgte de Gaulle resten af livet.

P1020433 Normandiet

 

I byen Sainte-Mère-Eglise, hvor de første faldskærmssoldater landede natten til d. 6. juni, hænger der stadig en soldat i kirketårnet. Nejnej, altså ikke en rigtig en. Det er historien om den amerikanske soldat John  M. Steele, der sad fast i kirketårnet, og efter et par timer blev hentet ned af tyskerne og taget til fange. Han flygtede tre dage senere og kæmpede videre i krigen, og døde først i 1969.

P1020469

 

Hele området og meget af baglandet bag strandene er ladet med historien om D-dag, og man kan uden problemer få en uge til at gå med at dykke ned i historien. Man kan også nå at blive en lille smule mæt af det.

Vil du vide mere, er her forskellige links:

D-day Museum Arromanches

Charles de Gaulle

Airborne museum Sainte Mère-Eglise

Bayeux-tapetet og Calvados tager vi en anden gang. I morgen skal vi til noget helt andet.

Måske vil du også synes om: