Om oversættelsesarbejde

Traduire

Når du læser en bog på dansk, der er oversat fra et andet sprog, sidder du måske nogle gange med oplevelsen af, at sproget ikke rigtigt flyder. Der er noget, der skurrer… Andre gange skænker du det ikke en tanke, men er fuldstændig opslugt af handlingen og beskrivelserne.

Det, du oplever, er oversætterens fortjeneste, resultatet af mange timers arbejde med sproget, med meningsbetydninger, gennemlæsninger, redigeringer og korrektur. Alt sammen med en solid baggrund af viden om ikke bare det sprog og den kultur, der oversættes fra, men også viden om den kultur, der oversættes til.

De betydningsbilleder, sproglige formuleringer kan fremkalde, er afgørende for, hvordan vi som læsere oplever teksten. Det hedder ’semantik’ på fagsprog. Et eksempel: Hvis der i en tekst står ‘En grøn skov’, vil det danne forskellige billeder hos læseren, alt efter om denne eksempelvis er svensk eller dansk. For svenskeren er ‘en grøn skov’ noget der henleder tankerne på de uendelige fyrreskove de har i Sverige, noget man kan fare vild i og som godt kan være lidt uhyggeligt. For en dansker vil ‘en grøn skov’ typisk fremkalde et billede af de grønne bøgeskove, vi har så mange af, og som for os betyder noget dansk, noget positivt. Et andet eksempel: Det franske sprog har flere verbaltider end vi har på dansk, og det giver et meget mere nuanceret spil i det tidslige rum i en fransk skønlitterær tekst. Det er også noget, en oversætter skal være meget opmærksom på.

Jeg har fået lov til at stille nogle spørgsmål om oversættelsesprocessen til en af de fremmeste og mest erfarne danske oversættere af fransk litteratur, docent emer. dr. phil, Hans Peter Lund:

Hvilke franske bøger har du oversat til dansk?

Listen er lang, mellem 40 og 50. Når jeg ser tilbage, hæfter jeg mig specielt ved Nathalie Sarraute: Barndom, Camus’ fire romaner og Claude Simon: Jardin des Plantes. Den sidste jeg har oversat er Victor Hugo: De elendige.

Finder du selv de bøger, du gerne vil oversætte fra fransk til dansk, eller er det et forlag, der kontakter dig?

I de fleste tilfælde har det været det sidste.

Hvor lang tid tager det typisk at oversætte en bog?

Afhængig af vind og vejr kan jeg vel oversætte 5-10 sider om dagen. Dertil et par gennemlæsninger og -rettelser. Og forlagets tekstredaktion. Og korrektur.

Hvilke oversættelsesproblematikker støder du typisk på?

Alle tænkelige. Mest måske de semantiske.

Hvilken bog er den sværeste, du har oversat?

Flauberts Madame Bovary. Det er svært at svare kort på, hvorfor den er den sværeste.Det har noget med et usædvanlig kompakt sprog at gøre, tror jeg.

– Hans Peter Lunds oversættelse af Madame Bovary blev anmeldt i Information, og anmeldelsen giver et meget fint indtryk af, hvilke betydningsbilleder, der er på spil i den franske originaludgave, og hvilken sproglig og kulturel viden der skal til for at få Flauberts særlige skrivestil frem i den danske oversættelse.

Hvis du vil vide mere om oversætterarbejde og hvilke udfordringer der ligger i en god oversættelse, kan jeg anbefale bogen Glas kaster skygge (1999) af Iben Hasselbalch. Den giver et meget konkret indblik i oversætterens værksted, set fra meget forskellige oversætteres synsvinkler, og har så bredt et sigte, at den er læseværdig for alle, der gerne vil vide noget mere om den praktiske oversættelsesproces.

Billede: Pixabay.com

 

Måske vil du også synes om: