Patrick Modiano: Les boulevards de ceinture

Modiano Boulevards2

ANMELDELSE

For ikke så længe siden skrev jeg om fransk litteratur på dansk, hvor jeg nævnte at Nobelprisvinderen Patrick Modiano var på min liste over ferielæsning. Her får du en anmeldelse af Forstædernes boulevarder, som blev oversat til dansk i 1974:

Patrick Modiano: Les Boulevards de ceinture (1972)
Dansk titel: Forstædernes boulevarder (1974)

Modianos roman fra 1972 er en fortælling om en søgen efter sit ophav i en urolig og usikker tid.

En ung mand (fortælleren) leder efter sin far, som han ikke har set i ti år. Han finder ham i en lille landsby ved Fontainebleau sydøst for Paris, hvor faderen plejer omgang med en række mere eller mindre anløbne personer fra Paris: En tabloidredaktør, en tidligere fremmedlegionær, en femme fatale og et par andre bikarakterer, der alle tilbringer weekenderne i landsbyen. 

Fra begyndelsen af romanen og hele vejen igennem er handlingen vævet sammen af erindringsbilleder: Et gammelt, støvet foto. Fortællerens første ankomst til landsbyen. Fortælleren der som 17-årig bliver hentet af sin far i Bordeaux, hvor han netop har bestået sin bac. Tiden i Paris, hvor han hjælper sin far med diverse lyssky forretninger og fremskaffelse af samlerobjekter til fanatiske samlere. Hændelsen, der skiller dem igen, og gensynet ti år senere, under 2. Verdenskrig, hvor han finder faderen i den lille landsby, og begynder at pleje omgang med gruppen af personer han omgås, uden at være sikker på om faderen genkender ham. Langsomt bliver fortælleren en del af gruppen, med det formål at komme tættere på faderen og finde ud af, hvem han egentlig er. En jøde? En flygtning? En bedrager?

Det er ikke en dramatisk handling, og der er ikke suspense indlagt, så man skal være til en beskrivende fortælling, der stykke for stykke (delvist) afdækker en fortid, for at kunne lide historien. Læser du den på fransk, ligger meget af styrken i erindringsbillederne i en kontinuerlig vekslen mellem de franske verbaltiders nutid og fortid.

Har du læst en god bog af en fransk forfatter? Har du lyst til at dele med os? Så skriv lidt om den i kommentarfeltet.