paris-udsigt-eiffeltårnet

Byernes by

Jeg kan ikke komme uden om det.

Frankrig er jo så meget mere end bare Paris. Der er så mange smukke egne man kan tage på opdagelse i, fra de brede strande i nord til Provences solbeskinnede kyst. Fra vinmarkerne i Bourgogne til Bordeaux, Languedoc og alle de andre appellationer. Fra Pyrenæernes skipister til Alpernes. Gastronomi, kultur og historie. Sproget. Litteraturen. Menneskene.

Men så er der Paris.

Paris bliver man aldrig færdig med, og har man først fået byen ind under huden er den nærmest afhængighedsskabende. Mange af de Parisfarere, jeg kender, skal helst til Paris ihvertfald een gang om året, og jeg har det selv på samme måde.

Jeg var i Paris for første gang som almindelig turist i 1987, hvor vi så alle seværdighederne. Eiffeltårnet, Notre-Dame, Pompidoucentret, stormagasinerne på Boulevard Haussmann, Sacré-Coeur, Place du Tertre med malerne, Louvre, Champs-Elysées og-så-videre-og-så-videre….. Og dem skal man se, ingen tvivl om det.

Anden gang jeg var afsted var på studietur i 1999 som 1. års studerende, sammen med hele årgangen fra uni og to undervisere. En uge på fuldt drøn med kulturhistorisk anskuelses-undervisning lige dér, i Paris. Det var en øjenåbner af de helt store. Oven i hatten strejkede de metroansatte, eller også var det bare togførerne, det husker jeg ikke lige, metroen kørte ihvertfald ikke de fleste af de dage, vi var der. Så vi gik. Travede Paris tynd. Og jeg lærte en vigtig pointe dengang, som jeg senere har praktiseret i vidt omfang. Paris skal opleves på gadeplan. Det er selvfølgelig sin sag at gå fra Latinerkvarteret til Sacré-Coeur, men står valget mellem at tage metroen et par stop eller gå, så vælger jeg som regel at gå. Det er dér, man opdager de små gader, de sjove butikker, gadelivet, de lokale. Det er ved at gå gennem kvartererne at man opdager landsbystemningen i Paris, finder en park som ikke ret mange turister kender, eller en bistro som de lokale frekventerer.

Siden dengang har jeg været i Paris utallige gange. På opdagelse på egen hånd, eller som guide, hvor turene har haft et tema. Og hver gang opdager jeg nye ting og ser byen fra et nyt perspektiv. Og der er stadig mange hjørner af Paris, jeg har tilgode at opdage.

På en blog om Frankrig er Paris ikke til at komme udenom. Så glæd dig! Fra på mandag er der temadage om Paris på bloggen, hvor jeg fortæller om egne oplevelser (og en fantastisk bog om Paris, jeg er ved at læse), og erfarne Parisfarere vil fortælle om byen set fra deres perspektiv. For der er lige så mange vinkler på Paris som der er mennesker der besøger byen. Og vi kan allesammen lære af hinanden.

Så skriv endelig løs i kommentarfeltet undervejs og fortæl os om dine oplevelser i Paris. Kender du nogle listige steder? Fortæl os om dem, så vi alle sammen kan få glæde af det og opdage nye sider af byernes by.

Kan du ikke vente til mandag? Så kan du læse her, hvad jeg har skrevet om at vælge hotel i Paris.

God weekend!

Måske vil du også synes om:

Der er strejke i Paris!

Jo, der er!

Men ikke en af de helt store med flag og faner og ballade. Det er en af de mere upåagtede af slagsen. Faktisk skal man lede lidt på de parisiske avisers websider for at finde noget om sagen. Det er les dames pipi, de uundværlige tissekoner toiletdamer som vi allesammen kender, der strejker. Dem, der rengør og passer de offentlige toiletter ved de parisiske monumenter, sælger hygiejneprodukter og andre småting, og ellers myndigt styrer strømmen af turister ind og ud af de små rum.

I januar var det på de parisiske banegårde, den var gal. Fordi SNCF (De franske Statsbaner) valgte ny rengøringsleverandør, hollandske 2theloo. Toiletdamerne var bange for at miste deres arbejde, fordi 2theloo ikke mente at de var forpligtede til at overtage ansættelserne af damerne. Og som altid i Frankrig: Vi strejker først og forhandler bagefter! Dengang i januar endte det efter en uges strejke med at fagforeningen fik forhandlet en overtagelse af damernes ansættelseskontrakter igennem, og at 2theloo også betalte deres løn i den uge, de strejkede.

Og nu er den så gal igen på de offentlige toiletter, der ligger ved mange af seværdighederne i Paris, som dem ved Notre-Dame, Triumfbuen og ved Sacré-Coeur. Mange af damerne er ældre, måske ikke ved deres bedste helbred, og har for manges vedkommende arbejdet i flere årtier ved disse offentlige toiletter. Man forstår godt, at de er nervøse ved situationen. Årsagen er den samme som på banegårdene. 2theloo har overtaget koncessionen af mange af toiletterne og mener ikke, de er forpligtede til at overtage de ansatte. Så med fagforeningssyndikaterne i ryggen er damerne gået i strejke. Rengøringen og vedligeholdelsen af toiletterne er udliciteret af Paris’ byråd, der forsøger at finde en løsning på situationen med deres nye leverandør af ydelserne.

Men 2theloo giver sig ikke sådan uden videre. Hvis de skal overtage de ansatte ved de offentlige toiletter vil damerne blive kaldt til samtale en for en for at få afklaret, om de kan tjene penge til firmaet. Og hvis de bliver (gen)ansat, bliver det uden overenskomst og deres mangeårige anciennitet. Der er ikke noget at sige til at fagforeningerne er på banen.

Måske vil du også synes om:

Tid til eftertanke…

Touren er slut. Det er mandag, og for nogle er det første arbejdsdag efter ferien. Nogle har sikkert allerede Tourabstinenser. Andre er lykkelige for at der ikke cykler mænd i lycrabukser rundt i deres fjernsyn længere.

Det er tid til lidt eftertanke…

De sidste tre uger har bloggen fulgt Tourfeltet rundt i Frankrig, og indlæggene har afspejlet de områder i Frankrig som feltet passerede. (Du kan se alle Tour-indlæggene ved at klikke på tagget ‘Tour de France’ ude i højre kolonne (scroll lidt ned)).

Jeg har haft en fest med at skrive indlæggene, og selv om jeg ikke har været uden for landets grænser i sommer, så har jeg alligevel været hele Frankrig rundt, og hentet ting og sager op fra erindringen og fra det skatkammer af gode historier, nye som gamle, som Frankrig er. Med andre ord: Jeg elsker det, og hvis du tror jeg er træt, så tro om igen: Jeg er først lige startet! Men der skal også være mening med galskaben. 7 blogindlæg om ugen er måske lige i overkanten. Så frekvensen vil gå ned til de 4-5 indlæg jeg skrev om ugen, før Touren startede.

Da jeg for et par måneder siden startede bloggen for min egen skyld, som en slags skriveværksted, blev den ret hurtigt til et hjertebarn. Jeg kommer rundt i mange afkroge af det franske og jeg får afløb for min skrivelyst, nøjagtig som jeg gerne ville det. I er mange der følger med, og der kommer nye til hver dag. Det betyder at I er mange, der sætter pris på en daglig dosis Frankrig, og jeg er dybt beæret og taknemmelig over at I har lyst til at læse med.

Men jeg vil gerne høre, hvad DU synes…

Jeg har masser af ideer, så jeg løber ikke tør foreløbig, men måske er der et eller flere emner, du synes fortjener at blive taget op?

Skriv gerne i kommentarfeltet (det er du altid velkommen til), men hvis du synes det er lidt grænseoverskridende, så er du også altid velkommen til at skrive en mail til mig i stedet.

Bloggen har i øvrigt en Facebookside som du finder her, og hvis du gerne vil have en mail direkte i din indbakke når der er nyt på bloggen, så klik på Bloglovin’ linket i højre kolonne.

Bloggen holder lige en lille pause, men vender tilbage om nogle dage.

Vi ses :)!

Måske vil du også synes om:
stranden-paris

På stranden i Paris

Der er fest på Champs Élysées i dag. Tourfeltet rammer Paris på 21. og sidste etape, efter at have cyklet 3500 kilometer de sidste tre uger. Flere kvarterer vil være helt lukket for trafik, og der forventes pænt mange mennesker på og omkring Champs Élysées.

Der er også mange der er flintrende ligeglade med hele balladen og tager til stranden i stedet.

I Paris.

Siden i mandags har Paris Plages været åben, og for alle dem, der af forskellige årsager ikke kommer på badeferie ved havet, er det en kærkommen lejlighed til alligevel at komme til stranden. Det er 14. gang i år at der indrettes strand midt i Paris ved Seinen. 5000 tons sand er spredt ud på en ca 2 kilometer lang strækning langs højre Seinebred mellem Louvre i vest og Pont de Sully i øst, på pladsen foran Paris’ rådhus og ved Bassin de la Villette. Med strandstole, palmer, parasoller og alting.

Som altid med tiltag der influerer mange mennesker (og deres skatteyderpenge), er der også kritiske røster. Ikke alle parisere synes det er en god ide. Nogle havde gerne set pengene brugt på andre ting, nogle brokker sig over at man ikke kan bade, andre synes Paris Plages er for overrendt…

Men for dem, der vælger at benytte sig af tilbuddet om at tage til stranden midt i Paris, er der petanquebaner og strandaktiviteter for børnene, dans og fester for de voksne, tai-chi kurser hver dag og mange andre aktiviteter, hvis man ikke er til at ligge i en strandstol og lave ingenting…

Feltet kører i dag 21. og sidste etape fra Sèvres – Grand Paris Seine Ouest til Champs Elysées.

 

Måske vil du også synes om:

Om nogle helt særlige hårnålesving

Det er lørdag.

I dag køres Tourens sidste Alpeetape før paradekørslen i Paris i morgen.

Feltet slutter dagens etape med opkørslen gennem de 21 hårnålesving til toppen af det legendariske Alpe d’Huez. Det er ca 14 kilometer med en gennemsnitlig stigningsprocent på 8%, og der vil stå tilskuere i tusindvis i hårnålesvingene.

Men det bjerg, de skulle op ad i torsdags for første gang i Tourens historie var en helt særlig udfordring. 18 hårnålesving på bare 3 kilometer asfalteret gedesti med en gennemsnitlig stigningsprocent på 8,2. Det siger sig selv at tilskuere var forment adgang til stigningen. Prøv at se her (Bare slå lyden fra, hvis du ikke gider høre rapmusik – billederne taler for sig selv)

Jeg er imponeret.

Ikke over at rytterne klarede det – selvfølgelig gjorde de det. Men tænk lige, at der er nogle der har bygget den vej!

Seks år tog det, fra 1928-1933, for at gøre det lettere at komme til landsbyen Montvernier, der ligger på plateauet ovenfor stigningen.

Feltet kører i dag 20. etape fra Modane Valfréjus til Alpe d’Huez.

Måske vil du også synes om:

Et berømt bysbarn

Stendhal

I dag skal feltet køre i en stor cirkel rundt i bjergmassivet nordøst for Grenoble. Mens de gør det, har du måske lyst til at kigge lidt nærmere på byen, hvis du ikke nåede det i går?

Et af Grenobles mest berømte bysbørn hedder Henri Beyle. Du kender ham måske bedre under pseudonymet Stendhal. Han var forfatter og levede fra 1783 til 1842. To af hans kendteste romaner hedder Le Rouge et le Noir (1830) og La Chartreuse de Parme (1839). Måske har du læst (uddrag af) dem i gymnasiet?

Hmm…. Ja, OK… Det er måske ikke lige 1800-tals romaner man kaster sig over, hvis man har lyst til at stifte nærmere bekendtskab med fransk litteratur. Men er du bare en smule interesseret i fransk historie, politik og samtidsbilleder, så er Stendhal ikke et dårligt valg.

Stendhal var livet igennem vidne til nogle af de største omvæltninger i Frankrigs historie, fra Revolutionens ti år, Napoleons magtovertagelse til Napoleonskrigene og Napoleons fald. Han var udsendt til Italien i en periode og udviklede her en dyb kærlighed til landet. Indtil Napoleons fald i 1815 var han ansat i statsadministrationen og deltog i flere af Napoleons kampagner, blandt andet den fatale Ruslandskampagne, der blev begyndelsen til enden for Napoleon. Da Napoleon faldt mistede Stendhal sit arbejde og helligede sig sit forfatterskab.

Indtrykkene fra Italien og Napoleonstiden går som en rød tråd gennem forfatterskabet, men også de politiske stridigheder op gennem 1820erne til Julirevolutionen i 1830 afspejles. I romanen Le Rouge et le Noir (Rødt og Sort) følger vi hovedpersonen, den ambitiøse unge Julien Sorel, der har læst Napoleons erindringer (Mémorial de Sainte-Hélène, skrevet af Emmanuel Las Cases), og drømmer om selv at blive noget stort. Som et produkt af revolutionstiden ved den unge Julien, at det at blive til ‘noget’ ikke handler om at blive født i den rigtige sociale klasse men om handling og gerninger. Romanen er en blanding af romantisme på baggrund af en realistisk beskrivelse af samtiden.

La Chartreuse de Parme (Klosteret i Parma) fra 1839 kredser igen om Napoleonstemaet, med den unge hovedperson Fabrice del Dongo i centrum. Handlingen udspringer fra Napoleons erobring og besættelse af Italien og følger Fabrice, der noget naivt iagttager Napoleons tilbagekomst fra Elba og beslutter at følge ham. En af romanens mest berømte scener er en meget livagtig gengivelse af slaget ved Waterloo, som Fabrice deltager i. Efter krigsbegivenhederne vender Fabrice tilbage til Parma, og efter mange romantiske og svigefulde, politiske forviklinger ender han med at blive prædikant. Som Le Rouge et le Noir er denne roman også en blanding af romantisme og realisme.

Stendhals forfatterskab omfatter både dokumentariske beskrivelser, skønlitterære romaner og noveller, og kun en lille del er oversat til dansk. Det er dog muligt at læse både Le Rouge et le Noir og La Chartreuse de Parme i nutidige, danske oversættelser. Følgende af hans værker har jeg fundet oversat:

Hertuginden af Palliano (La Duchesse de Palliano i novellesamlingen Chroniques italiennes 1837-1839) Oversættelsen er fra 1969

Vandringer i Rom (Promenades dans Rome – 1829)
Oversættelsen er fra 1982

Rødt og Sort (Le Rouge et le Noir – 1830)
Den seneste oversættelse er fra 2004

Klosteret i Parma (La Chartreuse de Parme 1839)
Den seneste oversættelse er fra 2006

Om Kærligheden (De l’Amour – 1822)
Oversat i 2011

Har du læst Stendhal? Hvad synes du? Er han hamrende kedelig set med nutidige øjne, eller er det spændende at dykke ned i beskrivelsen af en anden tid?

Tourfeltet kører i dag fra Saint-Jean-de-Maurienne til La Toussuire – Les Sybelles.

Måske vil du også synes om:

Le Vercors

Tourfeltet kører i dag nordpå fra Gap ind i Alperne. De kommende tre dage bliver hårde etaper i bjergene, og vi skal nok få set en del drama, inden målstregen på Alpe d’Huez lørdag. Etapen går forbi Le Massif du Vercors og byen Grenoble, på vej til målet i Saint-Jean-de-Maurienne.

Bjergmassivet Le Vercors er i dag nationalpark med rige muligheder for vandringer, cykling eller klatring, og om vinteren kan man stå på ski i området. Der er mange skipister, både alpine og langrend. Men massivet er måske mest kendt for den rolle, det spillede under 2. Verdenskrig som skjulested for den lokale franske modstandsbevægelse. Flere egne af massivet er vanskeligt fremkommelige, og det gjorde det muligt for modstandsfolkene at gemme sig for de tyske soldater, der ikke kendte området.

Under 2. Verdenskrig var Frankrig delt i overordnet set to zoner. Demarkationslinjen gik tværs gennem landet fra øst til vest, men drejede sydpå og inkluderede hele Bordeauxområdet ned til den spanske grænse. Området nord for demarkationslinjen med området i det sydvestlige Frankrig var besat af Tyskland. Området syd for demarkationslinjen og øst for det sydvestlige Frankrig var Zone libre (frizone), hvor landet ikke var officielt besat, men regeret af Marskal Pétain i spidsen for en fransk marionetregering. Le Vercors lå i den frie zone, men området øst for massivet var besat af Italien, på det tidspunkt Tysklands allierede.

I november 1942 blev området invaderet af Italien og Tyskland, og det førte til oprettelsen af modstandsgrupper i bjergmassivet. Dygtige organisatorer sørgede for at modstandsbevægelsen i Vercors fik en central rolle i forberedelsen af de allieredes invasion af Sydeuropa, der var under planlægning. Det gik imidlertid galt lige før invasionen. I sommeren 1944 kom koden til modstandsbevægelsens mobilisation via radioen, og henved 4000 modstandsfolk og mange utrænede unge frivillige gjorde sig klar. Trods opfordringer til forsigtighed troede modstandsfolkene på nedkastning af tunge våben og ammunition, og hejste et så stort trikoloreflag at det kunne ses af tyskerne i Grenoble. Den tyske reaktion kom omgående. 15.000 tyske landtropper støttet af faldskærmssoldater angreb området, og modstandsbevægelsen i området blev nærmest udslettet henover sommeren 1944. Men deres arbejde fra 1942 og frem forsinkede den tyske hær så meget, at de i sidste ende ikke kunne få fremrykket tropper nok til at dæmme op for invasionen af Normandiet i juni 1944 og invasionen fra syd i august 1944.

Det er begivenheder, der som så mange  andre fra 2. verdenskrig har sat sig dybe spor i lokal-befolkningerne i Europa. I 1994, på 50-års dagen for modstandskampene i le Vercors, blev et mindesmærke indviet. Det kan du se her.

Er du ikke så interesseret i 2. Verdenskrigs historie? Så prøv at se her, hvad Grenobleområdet ellers kan byde på.

Etapen i dag går fra Gap til Saint-Jean-de-Maurienne.

Foto: Mont Aiguille, Vercors (Pixabay.com)

Måske vil du også synes om:
mimosa-grasse-verdens-parfumehovedstad

Verdens parfumehovedstad

Omtrent en times kørsel sydøst for dagens etapes sydligste punkt ligger Grasse. Eller, fra Middelhavskysten: 20 kilometer nord for Cannes. Er man på badeferie ved Côte d’Azur er byen et oplagt mål for en dagsudflugt.

I Grasse har man i mange århundreder produceret råmateriale til hele verdens parfumeindustri. Råmateriale vil sige koncentrerede, æteriske olier udvundet af blomster fra de mange blomstermarker omkring byen. Det er særligt lavendel, jasminer, orangeblomster, liljer, roser og mimoser der dyrkes, og det er ikke svært at forestille sig oplevelsen af at stå ved sådan en mark på en flimrende varm solskinsdag og indsnuse den berusende duft af en hel mark af blomster. Har du oplevet lavendelmarkerne i Provence, hvis duft hænger i hele landskabet, ved du, hvad jeg mener. Det er ikke uden grund at Grasse er et verdensnavn i parfumeuniverset.

Lavendel

I byen ligger Musée International de Parfumerie, et museum der fortæller parfumens og duftenes historie fra Antikken til vore dage. I tilknytning til museet er en oplevelseshave, hvor man kan se – og dufte – de mange forskellige slags blomster, der udvindes olier af.

Rose

Jasmin

En af Oplysningstidens meste berømte malere, Jean-Honoré Fragonard, er født i Grasse i 1732, og byens museum for deres berømte bysbarn rummer en stor samling af hans malerier. Malerierne er typiske udtryk for den franske rokoko i 1700-tallet.

Her kan du se billeder og læse mere om museerne i Grasse.

Har man lyst til at prøve at lave sin egen parfume eller eau de toilette, tilbyder flere af byens fine gamle parfumerier – Fragonard, Molinard og Galimard, introduktionskurser for private til parfumens verden. De tre parfumerier tilbyder også gratis rundvisninger i deres fabrikker, hvor der fortælles om deres produktion af parfume.

I byen ligger også organisationen af parfumeproducenter med en tilknyttet uddannnelsesinstitu-tion for dem, der gerne vil uddanne sig inden for faget. Tv5 Monde sendte for et stykke tid siden en dokumentarudsendelse om skolen, der får besøg af professionelle fra hele verden, der ønsker at videreuddanne sig på kurser af kortere eller længere varighed. Her kan du se et klip fra programmet.

Men… Der ER altså andre ting at tage sig til i Grasse. Der er mulighed for golf, vandreture i bjergmassivet eller mark- og havevandringer, besøg i grotter, rideture og mange andre friluftsaktiviteter, hvis byens parfumeunivers ikke er det, der trækker mest. Eller man kan følge La route Napoléon, der går igennem byen og videre nordpå til Grenoble. La route Napoléon er den vej, Napoleon fulgte mod Paris, da han i 1815 undslap fra øen Elba og i 100 dage generobrede magten, indtil det endelige nederlag ved Waterloo.

Har du lyst til at læse om et parfumehus, jeg er særlig pjattet med? Så se her.

Feltet nærmer sig Alperne, og kører i dag fra Digne-les-Bains til Pra Loup

Fotos: Pixabay.com

Måske vil du også synes om:

En klassiker

IMG_0241

Måske nogle vil synes, at det er lidt for nemt at trække en gammel traver af stalden, nu feltet er i det nordlige Provence. Men det ER en klassiker, vi skal omkring i dag. Det er svært for franskinteresserede at sige ‘Provence’ uden at nævne Marcel Pagnol i samme åndedrag. Primært på grund af Claude Berris filmatiseringer af Jean de Florette og Manon og Kilden fra 1986 og Yves Roberts filmatiseringer af Min fars store dag og Min mors slot fra 1990, som alle fire var bragende filmsucceser, også her i landet. Så meget, at de efterfølgende blev udgivet på dvd med danske undertekster. Det er langt fra alle franske film, det sker for.

Grunden til at jeg alligevel trækker ham frem i dag er, at det i år er 120 år siden han blev født. Og der foregår en hel del i Provence i den anledning – nærmere betegnet i og omkring Pagnols fødeby Aubagne. Fra juni og året ud er der guidede vandringer i og omkring Aubagne, i bjergmassivet omkring Garlaban med besøg på de steder, vi kender fra hans bøger og barndomserindringer. Der er teaterforstillinger, filmfremvisninger, litterære caféaftener og udstillinger, altsammen for at fejre Pagnol.

IMG_0242

Pagnols værker strækker sig fra teaterstykker til film til bøger. Hans første stykke, Topaze, fik premiere i Paris i oktober 1928 og blev en stor succes. Allerede året efter var Topaze blevet oversat til dansk, og havde premiere i september 1929 på Dagmarteatret. Hans næste stykke, Marius og opfølgeren Fanny havde begge dansk teaterpremiere i starten af 1930’erne. Teaterstykkerne Marius og Fanny fik en opfølger – César – skrevet direkte til det store lærred, da Pagnol kastede sig over filmproduktion. Det var i starten af 30’erne, hvor talefilmen holdt sit indtog.

Det vi dog bedst kender ham for i Danmark er hans barndomserindringer og Kilden i Provence.

I 1986 blev Kilden i Provence genfilmatiseret af instruktøren Claude Berri. Fortællingens to dele blev til to biograffilm, Jean de Florette og Manon og Kilden. Den helt igennem tragiske historie udspilles med de smukke, provençalske landskaber som kulisse, og med Daniel Auteuil, Yves Montand og Gérard Depardieu i de bærende roller. Begge film er udgivet på dvd i Danmark.

I 1990 kom filmatiseringerne af barndomserindringerne La Gloire de mon père (Min fars store dag) og Le Château de ma mère (Min mors slot). Begge film er udgivet på dvd med danske undertekster. Det er begge meget varme film, der på een gang får barndommens uskyldighed, de bjergtagende provençalske landskaber, varme sommerdage og lyden af cikader til at træde helt igennem på lærredet (eller skærmen), og indhylle publikum i en varm drøm om Provence. På en kold og mørk vinteraften i lille Danmark kan jeg godt finde på at sætte filmene på, bare for at få varmen og drømme mig lidt væk.

Følgende danske oversættelser af Pagnols bøger har jeg fundet på Statsbiblioteket i Århus:

Pagnols barndomserindringer:

Min fars store dag (La gloire de mon père)
Min mors slot (Le château de ma mère)
De søde hemmeligheder (Le temps des secrets)
Den sorte skole (L’école noire)
Forelskelsernes tid (Le temps des amours)

Kilden i Provence 1-2:

Jean de Florette
Manon og kilden

Daniel Auteuil, der spiller den ulykkeligt forelskede Ugolin i filmatiseringen af Kilden i Provence, instruerede i 2011 Pagnols La fille du puisatier, som i Danmark er udgivet med titlen Brøndgraverens datter. I 2013 instruerede han filmene Marius og Fanny, som kan købes på dvd, men uden danske undertekster.

Tourfeltet kører i dag den første etape i Alperne, fra Bourg-de-Péage til Gap

I morgen tirsdag holder bloggen hviledag.

Fotos: Le Figaro’s hors série nummer om Pagnol i anledning af 120-året. Tegningen på forsiden er af Albert Dubout og lavet til La Gloire de mon père da den udkom i 1958 .

Måske vil du også synes om:

Pavebyen

Dagens etape i Tour de France er, hvad de der ved noget om sagen kalder en ‘transportetape’. Det vil sige en etape der grundlæggende set skal ‘transportere’ feltet fra et Tour-højdepunkt (Pyrenæerne… ja, haha…!) til et andet (Alperne). Men det betyder ikke, at etapen ikke kan blive spændende. Det betyder heller ikke, at vi ikke kan finde noget andet at kigge på mens de cykler.

Knap halvanden times kørsel syd for dagens etapeafslutning i Valence ligger Avignon. Pavernes by og vært for en årlig teaterfestival. Avignon ligger hvor floden Durance løber sammen med Rhonefloden. Byens historie kan føres tilbage til bronzealderen, men den er nok mest kendt for perioden 1309-1378, hvor den katolske kirkes overhoved have sæde i byen på grund af religiøse stridigheder i Rom. Pave Gregorius XI vendte i 1370’erne tilbage til Rom, men det var ikke velset i de øverste gejstlige, katolske cirkler, der var splitttede. I årene 1378 til ca. 1420 var der en pave i Rom, men også en ‘antipave’ i Avignon. Det er en lang og kompliceret historie som der er skrevet tykke historiebøger om…

Siden 1947 er der hvert år blevet afholdt en teaterfestival i Avignon. Festivalen afholdes i juli måned, og varer 3 uger. Den 69. udgave afholdes i øjeblikket, og byder på en perlerække af teaterforestillinger, både de avantgardistiske og de mere traditionelle. Mere end fyrre teaterforestillinger spilles på henved tyve forskellige spillesteder, og der bydes også på konferencer, debatter og udstillinger. Jeg har ikke selv oplevet teaterfestivalen, men den er på listen næste gang turen går til Sydfrankrig.

Har du oplevet festivalen i Avignon? Fortæl os gerne om det i kommentarfeltet.

Her kan du læse mere om festivalen og se det store programudvalg.

Feltet kører i dag fra Mende til Valence.

Foto: Pavepaladset i Avignon (Pixabay.com)

Måske vil du også synes om: