Skal du gå til fransk til efteråret?

Parlez-vous-francais

Aftenskolesæsonen starter snart. Hvis du ikke allerede går til fransk, så er det måske nu, det skal være? Her får du et udvalg af de aftenskoler, der udbyder franskkurser med snarlig kursusstart.

De store landsdækkende er aftenskoler er FOF (Folkeligt OplysningsForbund) og AOF (Arbejdernes OplysningsForbund). Begge aftenskoler har en solid tradition for kurser på alle niveauer i rigtig mange sprog, og selvfølgelig også i fransk. De forskellige lokalafdelinger under de to oplysningsforbund er selvstændige enheder, så alt efter, hvor i landet du bor, vil du måske derfor opleve forskelle i udbuddet og i de sprogtests, du kan tage for at finde dit niveau. AOFs sprogtest giver for eksempel kun en indikation af dit skriftlige forståelsesniveau grammatisk set, de tilbyder ikke en test af dit mundtlige niveau. Det samme gør sig gældende for FOF Århus. FOF København tilbyder en halv times online Skype test med en sprogunderviser, hvor man kan få testet fire færdigheder for sit mundtlige niveau: Læse, lytte, redegøre og samtale. FOF Århus har til gengæld en Sprogdag torsdag d. 27. august fra kl. 15-18, hvor du kan møde op og komme til at tale med en sproglærer indenfor det sprog, du gerne vil lære eller genopfriske, og få vurderet dit niveau.

Både FOF og AOF starter kursussæsonen i uge 38 (fra 14. september). Du finder FOFs og AOFs landsdækkende hjemmesider her og her, hvorfra du kan finde din lokale afdeling.

Bor du i København, kan du også gå til fransk på Studieskolen og på Institut Français.

Studieskolen har franskkurser på alle niveauer, og en grundig sprogtest, der består af en skriftlig del og en del hvor du skal lytte. Testen tager mellem ½ – 1½ time, så sørg for at have god tid, inden du kaster dig ud i det. På Studieskolen starter de nye forløb ca. hver 9. uge.

Institut Français, som er den franske ambassades kulturafdeling, har ligeledes franskkurser på alle niveauer – også for børn fra 8 år og opefter – og her kan man også tage en sprogtest for at finde sit niveau. Institut Français udbyder ligeledes kurser i fransk kultur og aktuelle emner. Næste kursusstart er i uge 36 (fra 31. august).

Bor du i Århus, udbyder FO (Frit Oplysningsforbund) også franskkurser på flere niveauer, og også med kursusstart i uge 38. Dem kan du se her.

De fleste aftenskoler bruger efterhånden den fælles europæiske referenceramme for sprog, som gør det nemmere at sammenligne niveauer på tværs af de europæiske sprog. Mange undervisnings-materialer anvender efterhånden også disse angivelser, så du kan forholdsvist nemt finde materialer til selvstudium, hvis du hellere vil det.

Så hvad enten du vil til at lære fransk, genopfriske det du allerede kan eller følge et kursusforløb i fransk litteratur, kulturhistorie eller aktuelle emner, så spring ud i det og bliv klogere på, hvad Frankrig er for en størrelse!

Har du allerede tilmeldt dig? Hvad skal du gå til – og hvor?

Hæng på og læs med igen i morgen, hvor det handler om Alliance Française.

Måske vil du også synes om: