Les Restos du Coeur

Et par måneder efter at jeg ankom til Frankrig i januar 1986, omkring det tidspunkt hvor jeg begyndte at kunne forstå så meget fransk at jeg kunne følge med i radioen og på fjernsynet, var der en sang som blæste igennem det hele og blev spillet igen og igen. Den hed ‘Les Restos du Coeur‘ (direkte oversat: ‘Hjertets restauranter’)  og på det tidspunkt vidste jeg ikke lige, hvad det drejede sig om. Sangen var skrevet og fremført af sangeren Jean-Jacques Goldman, som var (og er) en af de største og mest populære musikere i Frankrig, i samme liga som Johnny Halliday. En aften i juni, hvor jeg sad og så fjernsyn med min au-pairfamilie, blev de pludselig meget stille da nyheds-oplæseren fortalte, at en der hed Coluche var blevet dræbt i en trafikulykke.

Coluche var en elsket komiker, der ikke holdt sig tilbage for at gøre grin med tabuer, moralen og politikerne. I en radioudsendelse i september 1985 luftede han en ide om at lave et suppekøkken, en restaurant, der skulle uddele gratis måltider til de fattige og de hjemløse. Det var i perioden, hvor den vestlige verdens musikere indspillede støttesange til fordel for Afrika – vi kender alle Do they know it’s Christmas og We are the World. Men Coluche ville hjælpe de ubemidlede i Frankrig, og for at rejse penge til sagen bad han Jean-Jacques Goldman om at skrive en sang, og fik flere andre kendte til at medvirke til indspilningen: Ud over Coluche og Jean-Jacques Goldman selv medvirker Yves Montand, Michel Drucker og Michel Platini i videoen. Sangen er ikke bare typisk 80’er stil, den er også meget typisk for Jean-Jacques Goldmans 80’er sound. Den blev selvsagt en dundrende succes, og tjente mange penge ind til den spirende organisation Les Restos du Coeur. Allerede den første vinter blev over 8 millioner gratis måltider serveret for de fattige.

I juni 1986 blev Coluche dræbt i en motorcykelulykke, og mange troede at organisationen ville dø uden ham som drivkraft. Men de mange tusind frivillige løftede opgaven. Organisationen voksede og fik flere og flere filialer rundt om i Frankrig, og kan i disse dage fejre 30 års jubilæum. Ifølge deres egne tal er over 128 milioner gratis måltider blevet serveret i de 2111 Restos du Coeur rundt om i Frankrig alene i år. Ud over de årlige Les Enfoirés koncerter, der indsamler penge til organisationen, støtter mange virksomheder og private mennesker organisationen, og ligeledes EU og den franske stat.

Kritikerne mener, at det er en falliterklæring for staten at der er så mange ubemidlede franske borgere, der er afhængige af hjælp fra en humanitær organisation…

Du kan læse mere om Les Restos du Coeur her, og her kan du læse en artikel om en af de frivillige, der har været med siden starten.

Måske vil du også synes om:

Nye billeder

Jette

Foto: Sacha Odgaard Villemoes

Da jeg startede bloggen i det sene forår, var det, som jeg tidligere har fortalt, mest for min egen skyld, som en slags skriveværksted. Det er en daglig fornøjelse at dykke ned i min franske rygsæk og finde gamle og nye ting frem som jeg kan skrive om, lære mere om, og ikke mindst dele med alle jer, der læser med herinde.

Skrivelysten var (og er stadig!) stor, men dengang i maj havde jeg ikke lige helt gennemtænkt det der med et billede af mig på bloggen. Sagen er at jeg var rodet ud i noget med noget kemoterapi sidste efterår, og mit lange hår var blevet til noget meget (MEGET) kort noget. Og selv om de oplyser om alle mulige (og umulige) bivirkninger af det der gift, så var der sgu ingen der fortalte mig, at mit hår ville være gråt da det kom igen. Det syntes jeg ærlig talt var ret strengt! Men den slags er der jo heldigvis råd for.

Så altså. Jeg var ret ambivalent omkring ikke at have mit lange hår længere, og valgte i starten at lægge nogle ‘normale’ billeder af mig selv på bloggen. Men der arbejdes på sagen (altså det lange hår) og her er jeg i helt frisk version fra i søndags i det fantastisk smukke efterårsvejr ved Tangkrogen i Århus.

Foto: Sacha Odgaard Villemoes

Måske vil du også synes om:

Bretagne

Bretagne ligger som en halvø ud til Atlanterhavet, med den Engelske Kanal langs nordkysten og Biscaya-bugten langs sydkysten. Kyststrækningen rundt langs Bretagne er nok noget af det smukkeste og vildeste stykke kyst man finder i Frankrig.

Regionen har 4 departementer: Côtes-d’Armor (22), Finistère (29), Ille-et-Vilaine (35) og Morbihan (56). Regionens adminitrative hovedby er Rennes.

Regionen er historisk set præget af den keltiske og bretonske kultur, der gennem nogle årtusinder har givet gensidige påvirkninger mellem de britiske øer og det europæiske fastland. Den keltiske kultur blev udbredt til de britiske øer omkring 400 f.v.t., og senere (ca år 500 e.v.t.) rejste mennesker fra de områder, vi i dag kender som Cornwall og Wales over den Engelske Kanal til halvøen, som dengang hed Armorica. Briterne kristnede området og kaldte det Bretagne.

Regionen var plaget af vikingernes plyndringer i 900-tallet, men forblev et hertugdømme med skiftende alliancer med henholdsvis den engelske og den franske trone indtil 1532, hvor regionen blev endeligt underlagt den franske trone. Frem til den franske revolution i 1789 blomstrede området, idet det lå centralt for de maritime handelsveje mellem Syd- og Nordeuropa, og ligeledes var udgangspunkt for den første franske kolonisering af Amerika i 1600-tallet.

Den dag i dag er regionen stadig stærkt præget af keltisk og bretonsk kultur, og en del mennesker i regionen (men ikke så mange som før i tiden) er tosprogede, enten fransk/bretonsk i den vestlige del af regionen, eller fransk/gallo i den østlige del.

Vue over Saint-Malo

Vue over Saint-Malo

En ferie i Bretagne vil helt naturligt være præget af regionens nærhed til havet. Bretagne er den region i Frankrig, der har den længste kyststrækning. Fra Saint-Malo på regionens nordkyst ud til den engelske Kanal, vestpå til Brest og Quimper, og videre langs sydkysten til den smukke Golfe du Morbihan, er der masser af muligheder for at bade, tage på sejlture, fiske, eller bare nyde den fantastiske natur. Inde i landet kan man gå på opdagelse efter sporene fra kelterne og de oprindelige bretoner, og finde forhistoriske steder fra kelternes tid, og fæstninger og slotte fra regionens tid som hertugdømme.

Typiske egnsretter i Bretagne er – det giver næsten sig selv – fisk og skaldyr i stort set alle afskygninger, landet langs kysterne af regionens fiskere. Og i lighed med andre kystbyer langs Atlanterhavskysten er østersdyrkning også meget udbredt. Andre egnsretter som man skal prøve, hvis man er i Bretagne, er de bretonske pandekager, der fås både i en (salt) hovedretsversion med forskelligt fyld (f.eks. skinke, æg og revet ost), eller i en dessertversion hvis man har en sød tand. Les galettes, som er en lidt undseelig men meget velsmagende småkage lavet af, hvad vi i Danmark ville kalde mørdej, er også noget, man ikke kommer uden om i Bretagne.

Hvis du har lyst til at læse lidt mere om den keltiske kultur, har jeg skrevet et lille indlæg om det, som du kan læse her.

Foto: Pixabay.com

Måske vil du også synes om:

Oktoberfilm i biografen

Biograf oktoberfilm

Franske Film Mandage er klar med efterårsprogrammet, og der kan ikke være mange undskyldninger for ikke at komme i biografen og se nye franske film de næste mange mandage.

Det er Institut Français der arrangerer filmmandagene i samarbejde med Grandteatret i København og Øst for Paradis i Århus, og de kommende mandage i oktober er følgende franske film på plakaten:

3 Coeurs (28. september). Med Benoit Poelvoorde, Charlotte Gainsbourg, Chiara Mastroianni og Catherine Deneuve i hovedrollerne. Instruktør: Benoît Jacquot.

Une heure de tranquilité (5. oktober). Med Christian Clavier, Carole Bouquet, Valerie Bonneton og Rossy de Palma. Instruktør: Patrice Leconte.

La tête haute (19. oktober). Med Catherine Deneuve, Sara Forestier, Benoit Magimel og Rod Paradot. Instruktør: Emmanuelle Bercot.

Journal d’une femme de chambre (26. oktober). Med Léa Seydoux, Vincent Lindon og Clotilde Mollet. Instruktør: Benoît Jacqout.

Og så spiller både Eden og Den franske Forbindelse iøvrigt stadig i både Grandteatret, Øst for Paradis og Nicolai Bio i Kolding:

Eden er en kærligheds- og dannelseshistorie, der udspilles omkring den elektroniske musikscene i Paris i 1990’erne – med duoen Daft Punk i begivenhedernes centrum. Filmen er instrueret af Mia Hansen-Løve, der trods sit (meget) danskklingende navn er født i Paris.

Den franske Forbindelse (La French) er instrueret af Cédric Jimenez, og har Gilles Lellouche og Jean Dujardin i hovedrollerne som henholdsvis politimanden Pierre Michel og den hårdkogte gangsterboss Gaëtan ‘Tany’ Zampa.

God weekend :)!

Måske vil du også synes om:

På sporet… #4

Når talen falder på Prousts storværk På sporet af den tabte tid lyder det meget ofte i næste åndedrag: ‘Det er ham med madeleinekagen’. Og lige præcis ‘det med madeleinekagen’ var noget af det, jeg gerne ville finde ud af, da jeg satte mig for at læse værket. Hvorfor er det, at det altid er dét afsnit, der bliver gjort synonymt med hele værket, der, trods alt, fylder flere tusind sider?

Kort fortalt handler afsnittet om, at hovedpersonen en vinterdag kommer frysende hjem. Hans mor tilbyder ham en kop lindeblomstte og en madeleinekage for at få varmen. Han har ikke for vane at drikke te, men idet han tager den første mundfuld med en smule madeleinekage dyppet i, bliver han øjeblikkeligt i erindringen ført tilbage til sin barndom og de søndage, hans tilbragte hos tante Léonie i Combray.

På sporet af den tabte tid er – mere end noget andet – en erindringsroman. Og netop erindringen om madeleinekagen er den port til hele barndomsuniverset, der åbner sig for hovedpersonen, og slår tonen an til resten af værket. Derfor er passagen så vigtig.

Jeg tror, vi alle på et eller andet tidspunkt har oplevet at en lyd, en duft eller en smag har udløst en erindring hos os om noget vi har oplevet tidligere. Og netop erindringer, der aktiveres af sanserne, er noget man arbejder målrettet med i for eksempel ældreplejen. I Den gamle By i Århus er der indrettet en lejlighed fra 1950’erne, netop med det formål at erindringsformidle. Her arbejder man særligt med ældre demente, der ved besøg i lejligheden – med kaffe, kringle, fællessang omkring klaveret mv – får lukket op for ‘glemte’ erindringer, netop ved at man stimulerer deres sanser for at bringe dem tilbage i tiden, så at sige. Det kan du læse meget mere om her.

Og ja – jeg har også prøvet at bage madeleinekager! Og det skal du selvfølgelig ikke snydes for, så opskriften kommer her:

3 æg
200 gr. mel
150 gr. sukker
200 gr. smeltet (det skal være helt smeltet og tyndtflydende!) smør
10 gr. bagepulver
0,5 dl mælk
vanillepulver eller revet citronskal

Jeg brugte et (hånd)piskeris til at blande med, og det fungerer fint.

Mel og bagepulver blandes, og de tre æg tilsættes og røres. Sukkeret tilsættes, derefter mælken og vaniljen/citronskallen. Det smeltede smør tilsættes til sidst i en tynd stråle og blandingen piskes igennem. Dejen bliver relativt tyndtflydende og det skal den være.

Formene smøres med et tyndt lag smør og drysses med et tyndt lag mel (f.eks. gennem en sigte), og dejen hældes i. Den hæver en del så der skal kun fyldes op til lige under kanten af formen. Hvis du bruger samme form til 2. (og 3.) omgang, kan det godt betale sig at vaske formen og smøre den og drysse med mel igen. Kagerne bliver kun pænere af det. Jeg var doven, og det gav smæk i anden omgang kager, der ikke var så nemme at få ud af formen.

Bages i ovnen på 200 grader.

Hvor mange kager du får ud af det og hvor lang tid de skal bage kommer an på, hvor store dine madeleineforme er. Mine forme er lidt i den store ende, så de skulle bage 15 minutter. Jeg fik 24 kager ud af portionen.

Det er faktisk overraskende nemt og hurtigt at lave kagerne. De kan gemmes nogle dage i en tætsluttende kagedåse, men de er bedst når de er friskbagte.

Og lindeblomstteen? Den kan man i dag købe primært i helsekostbutikker. Den dufter og smager af blomster og honning og minder mig om noget, jeg i skrivende stund ikke helt kan få hold på…

Måske vil du også synes om:

På sporet… #3

Proust ryg

For ikke så længe siden annoncerede jeg, at vinterens læseprojekt er Marcel Prousts storværk På sporet af den tabte tid. Udgaven, jeg sidder med, er Gallimards Quarto, med hele værket samlet i eet bind, som Proust selv havde ønsket, det skulle udgives.

Det er der både plusser og minusser ved, skal jeg hilse og sige.

Jeg kan godt lide at have tingene samlet eet sted, og at kunne bladre frem og tilbage i værket uden at skulle have fat i flere forskellige bøger. Til gengæld er det ret tungt, i sådan helt fysisk forstand, at sidde med hele værket i een udgave. Det er altså ikke liiige en bog man smutter ned i tasken når man skal med bussen eller andre steder hen. Eller tager med i seng som godnatlæsning. Så den ligger på bordet ved siden af mit sofahjørne, så det er aftenlæsning inden sengetid, med mindre der undtagelsesvist skulle være noget interessant i fjernsynet…

Så nu er jeg nået igennem første del af Du côté de chez Swann (Swanns verden). Og hvad tænker jeg så?

Altså. Jeg har ikke tænkt mig at levere en litterær analyse af værket, men blot fortælle om mine indtryk og ting jeg undres over under læsningen. Der er folk der forsker på fuld tid i På sporet…, og dem vil jeg trygt overlade de litterære udredninger til.

Sproget er flydende, og det er faktisk forbavsende få ord, jeg er nødt til at slå efter (hvad det så siger om mit ordforråd eller Prousts skrivestil skal jeg lade være usagt…), men man skal ind imellem holde tungen lige i munden under læsningen, for de ‘udflugter’ hovedpersonens erindringer/tanker tager på, mens han ligger der søvnløs, er nogle gange meget livagtige, og man skal lige minde sig selv om at det er en søvnløs’ flashback erindringer, man er ved at læse. Og så er jeg endnu ikke skræmt af de mange tusind sider. Sideantallet er jo ikke værre end de store bestsellere som nogle rask væk pløjer igennem.

Der er to ting, der især har gjort indtryk efter at have læst de første sider: Den magiske lanterne, og erindringen om Madeleinekagen og lindeblomstteen, som begge beskrives i denne første del af Swanns Verden.

På nogle af de allerførste sider beskrives en erindring om en magisk lanterne, som hovedpersonen havde stående på sit værelse som barn,og som projicerede billeder fra historien om Geneviève af Brabant op på væggen . Faktisk måtte jeg læse afsnittet flere gange for at forstå, hvordan den lampe mon fungerede. Det viser sig at være en (som jeg ser det) petroleumslampe med en linse og en anordning, som man kunne køre billedslides igennem. Samme princip som det lysbilledapparat, jeg husker fra min barndom.

Madeleinekagen og teen fortæller jeg om i morgen, hvor jeg også kommer lidt ind på, hvad det er for en slags erindringer, Proust beskriver i værket.

Måske vil du også synes om:

Bourgogne

Bourgogneregionen ligger næsten lige midt i Frankrig. Den knappenål, vi satte i midt kortet i sidste uge, da det handlede om Auvergne, sætter vi lige igen, der hvor regionerne Centre-Val-de-Loire, Bourgogne og Auvergne mødes. Bourgogne ligger nordøst for dette punkt.

Regionen består af fire departementer: Côte-d’Or (21), Nièvre (58), Saône-et-Loire (71) og Yonne (89). Regionens hovedby er Dijon.

Som Lars delte med os i kommentarfeltet i sidste uge, så har området været skueplads for gallernes oprørskampe mod Julius Cæsar, hvor gallerhøvdingen Vercingetorix stod i spidsen for gallernes modstand i år 52 f.v.t. Først ved slaget ved Gergovia (som historikerne mener ligger ved Clermont-Ferrand), hvor gallerne vandt. Senere på sommeren 52 f.v.t belejrede Cæsar byen Alésia (som historikerne mener lå ved byen Alise-Sainte-Reine nordvest for Dijon). Gallerne tabte dette slag, der kvalte den sidste modstand mod den romerske besættelse af landet. Hvis du synes der ringer en klokke eller to, så er det sikkert fordi du har læst Asterix. Der er refereret til historien om det tabte slag ved Alésia og høvding Vercingetorix flere steder i Asterix albummene.

Bourgogne var senere i mange århundreder et selvstændigt hertugdømme, men kom ind under den franske trone i 1477. Helt frem til Revolutionen havde området udpræget selvstyre.

En ferie i området vil måske oplagt komme til at handle om vin. Bourgogne er, som Bordeaux-området, synonym med produktionen af nogle af verdens bedste vine. Men der er mange andre ting at opleve i regionen. Dijon har tilnavnet capitale des ducs de Bourgogne – hovedstad for Bourgognes hertuger. Navnet henviser til dengang Bourgogne var et hertugdømme, og hertugerne havde deres hovedsæde – eller hof – i byen. Le Palais des Ducs et des Etats de Bourgogne er et besøg værd, eller hvad med en tur på segway rundt i Dijons historiske centrum?

Er man ikke til de mange museer der beskriver regionens historie tilbage til romertiden og frem til vores dage (eller har ungerne bare fået nok…), så er Alésia MuseoParc, et udendørs museum der viser resterne af den befæstede by Alésia og hele historien omkring slaget ved Alésia, en oplagt mulighed for et besøg. Museets fortælling om slaget er pænt hjulpet på vej af historierne fra Asterix-albummene og dramadokumentariske opførelser af slaget. Samme sted står en 6,5 meter høj statue af Vercingetorix.

Gastronomisk er der meget at komme efter i Bourgogneregionen. Kvæg, fjerkræ og oste hører til kerneprodukter i landbruget, men også – og særligt – sennep fra Dijon, hvor Maille har produceret sennep og vineddiker siden 1747. En anden specialitet fra området, som jeg personligt holder meget af, er crème de cassis (solbærlikør). Af solbærlikøren, der typisk serveres som en digéstif (til kaffen EFTER desserten), kan man lave en kir, en apéritif, hvor solbærlikøren blandes med kold hvidvin. Skal der være fest kan man lave en kir royal, hvor hvidvinen skiftes ud med champagne.

Måske vil du også synes om:

Claude Monet kommer til Århus!

Privatfoto monet århus

Privatfoto

Ok så. Måske ikke mesteren selv, men flere af hans kendteste værker. Sammen med flere af de mest berømte franske impressionister.

Kunstmuseet ARoS åbner d. 9. oktober for udstillingen ‘Monet – Lost in Translation’, med i alt 49 impressionistiske værker, heraf 18 af Claude Monet. Ifølge museets hjemmeside vil udstillingens sigte være ‘…at bevæge sig i spændingsfeltet mellem den nutidige overeksponering af den impressionistiske kunst og det oprindelige udgangspunkt for de impressionistiske malere.’

For de hurtige (tilmelding er påkrævet) er der foredrag om Monet søndag d. 11. oktober kl. 14.00, og der arrangeres også særomvisninger i løbet af udstillingsperioden. Du kan læse meget mere om udstillingen på ARoS’ hjemmeside her.

Udstillingen løber frem til 10. januar 2016.

Har du lyst til at læse om dengang, jeg besøgte Monets have i Giverny, så klik her. I indlægget finder du også et link til den fine kortfilm om Linnea i malerens have.

Måske vil du også synes om:
pont-des-arts

Det franske Akademi

I Frankrig har de en flere hundrede år gammel og meget agtværdig institution, hvis fornemste opgave er at røgte det franske sprog og den korrekte brug af fransk. L’Académie française kan føre sin historie tilbage til 1635, hvor kardinal Richelieu formaliserede Akademiet som institution med det formål at værne om det franske sprog. Han fastsatte desuden, at akademiet skulle bestå af 40 medlemmer.

Ud over akademiets primære formål, at pleje og røgte det franske sprog, fik akademiet blandt andet til opdrag at udforme en ordbog over det franske sprog. Ordbogen eksisterer og udvikles den dag i dag, hvor den endda kan findes i en online udgave. Den kan du se her. Derudover uddeler Akademiet hvert år en række litterære bogpriser, blandt andre Le Grand Prix du roman, der uddeles for 100. gang i år, samt legatansøgninger til blandt andre franske studerende.

Nogle af Frankrigs fremmeste intellektuelle sidder i akademiet, hvortil man skal indstilles, og derefter skal der stemmes om optagelse. Et medlem der vælges ind i akademiet er valgt ind for livet, hvilket vil sige at en stol først bliver ledig når vedkommende dør. De 40 stole er nummererede og personlige, og for hver stol kan man spore medlemmerne tilbage til 1635. I øjeblikket sidder der 39 medlemmer i akademiet, idet stol nummer 5 er ledig, da ‘indehaveren’, forfatteren Assia Djebar, døde tidligere i år. I betragtning af akademiets mange århundreder på bagen og dens målsætning kunne man forledes til at tro at institutionen er meget lukket og elitær. Det elitære kan diskuteres, men de er faktisk forbavsende åbne på deres hjemmeside. Her kan man blandt mange andre spændende ting finde en oversigt over de nuværende 39 medlemmer, iklædte deres flotte grønne uniformsjakker og kårder. Senest er den haitianske forfatter Dany Laférrière blevet optaget i akademiet. Og så har siden en feature for dem der synes, det er spændende at nørde rundt i akademiets historie (mig-mig-mig!): Ude højre kolonne på siden med de 40 medlemmer er der en søgefunktion, hvor man gå på opdagelse i akademiets 728 medlemmer gennem tiden, helt tilbage til 1635. Stol for stol, navn for navn eller akademiets sammensætning på en bestemt dato. Uhh, det er da vanvittigt interessant!

Hva’? Nej?

Jo det er! Gennem tiden er mange af Frankrigs fremmeste intellektuelle fra forskellige områder i samfundet repræsenteret i akademiet. Man kan lære meget af at rode lidt rundt i den funktion.

I Danmark har vi Dansk Sprognævn, som vel nok er den danske institution der kommer tættest på Académie françaises sproglige formål. Forskellene mellem de to institutioner er dog til at tage og føle på: Et fransk akademi der dyrker det intellektuelle, kulturen og det elitære i deres sprogarbejde, mens den danske pendant er langt mere pragmatisk i tilgangen, uden de nogle gange vidtløftige traditioner, Académie française er rundet af. Og hvor Dansk Sprognævn gerne tager nye ord ind og byder sprogets udvikling velkommen, er akademiet i høj grad optaget af at holde det franske sprog rent.

Heldigvis udvikler fransk sig og er lige så levende som andre sprog, hvilket blandt andet kan ses i den legen med sproget der ligger i le verlan, en slags fransk ‘bakken snagvendt’. Også de seneste års stigende anglificering af fransk, båret på vej af blandt andet internettet, har givet akademiet hovedbrud. Det er den evige diskussion mellem sproglig udvikling og sproglig udvanding, som vi også har set det her i landet.

Måske vil du også synes om:

Basse-Normandie

I serien om de franske regioner er vi i dag nået til regionen Basse-Normandie, som ligger i det nordvestlige Frankrig ud til den Engelske kanal.

Regionen består af tre departementer: Calvados (14), Manche (50) og Orne (61). Regionens administrative hovedby er Caen.

Historisk set har Basse-Normandie været skueplads for en lang række invasioner, både af fjendtlig og allieret karakter. I 800-tallet var det vikingerne, der invaderede området, men blot et par århundreder senere var det hertugen af Normandiet, Guillaume le Conquérant (på dansk Wilhelm Erobreren), der gjorde udfald mod England ved slaget om Hastings i 1066, hvor han underlagde sig den engelske trone. Det slag er blevet udødeliggjort på Bayeux-tapetet, som jeg har skrevet om her. Under Hundredårskrigen (La Guerre de Cent Ans), som egentlig varede 116 år (fra 1337 til 1453), kæmpede englænderne og franskmændene om området, og det var under den engelske trone indtil franskmændene vandt det endelige slag ved Castillon i Aquitaine, der afsluttede den lange krig.

Den kendteste og mest omfattende invasion af området er dog Operation Overlord, der fandt sted 6. juni 1944, og var de allieredes første skridt til befrielsen af Europa under 2. Verdenskrig. Invasionen var en gigantisk, logistisk og menneskelig præstation, hvis omfang man først bliver klar over, når man står på invasionsstrandene og ser, hvilke dybe spor invasionen trak, og stadig trækker, i området. Museer, soldaterkirkegårde med endeløse rækker af hvide kors og davidsstjerner, resterne af briternes Mulberry Harbour ved Arromanches… Jeg besøgte området for nogle år siden, det kan du læse mere om her.

P1020469

Privatfoto

For turisten er der mange ting at se. Alene invasionsstrandene, museerne og alt omkring Operation Overlord kan man sagtens bruge en uges tid på. På vestkysten af Cotentinhalvøen, den kyststrækning der går fra Cherbourg i nord til Mont Saint-Michel i syd, er der nogle fantastiske naturoplevelser at hente, med især nogle uendelige udsigter over havet fra høje udsigtspunkter, og strande der nærmest fortaber sig i horisonten.

Gastronomisk er området præget af især fisk og skaldyr, der landes i fiskerihavnene langs regionens kyst. En helt særlig oplevelse er det at besøge det lille fiskerleje Barfleur, hvor der især landes blåmuslinger, og så sætte sig på en café med udsigt over havnen og spise en portion Moules, der netop er blevet hentet fra en af fiskerbådene.

Privatfoto

Privatfoto

Og – selvfølgelig – kan man ikke sige Normandiet uden at sige calvados. Drikken, der har fået sit navn efter departementet (eller omvendt, det kan diskuteres…), er lavet af æbler. I netop Calvados departementet ligger Calvadosproducenterne side om side, og æbleplantagerne kan ofte ses selv fra motorvejen. Er du i området, så giv dig selv den oplevelse det er at besøge en æbleplantage, smage på herlighederne og måske, måske ikke, lige tage en lur bagefter, for man kan godt blive lidt svimmel af de gode sager. Vi besøgte en æbleplantage, og den kunne ikke have været mere tilfældigt udvalgt. Vi så et skilt langs motorvejen og tog den næste afkørsel. Og fik en fantastisk oplevelse ud af det. Se bare her.

Måske vil du også synes om: