Hvad mener du?

Sidste fredag, tidligt om morgenen, var en bus med omkring 50 glade pensionister på vej fra landsbyen Petit-Palais-et-Cornemps i Gironde. De skulle på en dagsudflugt til Béarn i Pyrenæerne. De nåede aldrig længere end til lige syd for den lille by Puisseguin, før bussen kolliderede med en lastvogn, der i et vejsving var skredet ud og blokerede den smalle vej, som der er så mange af i området. Bussens chauffør havde ikke en chance for at undgå kollisionen, men  var snarrådig nok til at åbne bussens døre lige inden kollisionen. Ved sammenstødet brød bussen omgående i brand og var lynhurtigt omsluttet af flammer. Kun 8 personer nåede ud. Resten, 41 personer i bussen og 2 personer i lastbilen, omkom i flammerne. Den lille landsby og de omgivende små byer, hvorfra de ældre kom, er hårdt ramte. Alle kender alle i de små samfund, og alle kender nogen der har mistet, eller kendte en eller flere af de omkomne.

Det er den værste trafikulykke i Frankrig siden 1982, og nyheden nåede også de danske medier sidste fredag. Den forsvandt dog ret hurtigt fra det danske nyhedsbillede, og hvis man vil vide mere skal man til de franske medier, særligt regionalavisen Sud-Ouest.

Allerede fredag eftermiddag var de lokale politikere til stede på ulykkesstedet, således også Bordeaux’ borgmester Alain Juppé. Søndag eftermiddag blev der afholdt en march i Petit-Palais-et-Cornemps til minde om de omkomne, med deltagelse af omkring 5000 mennesker fra lokalområdet. At de lokalt valgte politikere også mødte op, kan man for så vidt godt forstå. I tirsdags var imidlertid både præsident François Hollande og det meste af regeringen og de lokalvalgte politikere til stede til en mindehøjtidelighed i landsbyerne Puisseguin og Petit-Palais-et-Cornemps.

Daniel Cohn-Bendit (tidligere EU-parlamentsmedlem for De Grønne) og Frédéric Saint Clair, der er tidligere rådgiver for Dominique de Villepin, og i dag kommunikationskonsulent, kritiserede i skarpe vendinger præsidenten og det meste af regeringen for at stille op til mindehøjtidelighed tirsdag i den lille landsby (man ser en uendelig kortege af ministerbiler på de små veje for sig…) i et forsøg på at profilere sig politisk. Således mener Cohn-Bendit at der er himmelvid forskel på om præsidenten deltager i en lokal mindehøjtidelighed (der, hvor forfærdelige omstændighederne end måtte være, er upolitisk), og om han deltager i en demonstration/mindehøjtidelighed efter attentatet på Charlie-Hebdo, der, igen, er forfærdelig og rystende, men politisk. Frédéric Saint Clair er endnu skarpere i sin kritik: Nok er 43 døde et højt antal, men hvad med de resterende tusindvis af trafikdræbte? Og hvis præsident og regering udfolder så meget retorik og deltagelse som det skete i dette tilfælde, hvad så når det bliver virkelig alvorligt? Og Saint Clair holder sig ikke tilbage fra at mene, at det værste er, når politikerne vender selvtilfredse tilbage til regerings-kontorerne i Paris, og deres embedsmænd efterfølgende holder øje med meningsmålingerne for at se, om deres deltagelse har gjort en forskel…

Vi ser en lignende tendens herhjemme og i resten af Europa, at politikere og kongelige stiller op til mindehøjtideligheder. Er det rettidig omhu for de berørte borgere, eller er det profilering af egen politiske position på bekostning af mennesker i dyb sorg?

Hvad mener du?

Måske vil du også synes om:

Novemberfilm i biografen

Film

Det er snart november, og det er tid til en oversigt over den kommende måneds franske film i danske biografer.

I rækken af Franske Film Mandage i november er følgende film på programmet:

Une histoire de fou (2. november). Med Ariane Ascaride, Grégoire Leprince-Ringuet og Syrus Shahidi i hovedrollerne. Instruktør: Robert Guédiguian. Spiller både i Øst for Paradis i Aarhus og Grand Teatret i København.

La Glace et le ciel (9. november). Med Claude Lorius og Michel Papineschi i hovedrollerne. Instruktør: Luc Jacquet. Filmen spiller kun i Grand Teatret i København, og er arrangeret i samarbejde med CPH:DOX.

L’Homme qu’on aimait trop (16. november). Med Catherine Deneuve, Guillaume Canet, Adèle Haenel og Jean Corso. Instruktør: André Téchiné. Spiller både i Øst for Paradis i Aarhus og Grand Teatret i København.

Love (30. november). Med Karl Glusman, Aomi Muyock og Klara Kristin. Instruktør: Gaspard Noé. Spiller både i Øst for Paradis i Aarhus og Grand Teatret i København.

Franske Film Mandage er arrangeret af Institut Français i samarbejde med Grandteatret i København og Øst for Paradis i Århus.

Torsdag den 5. november kl 19.30 er der Fransk Lounge aften i Øst for Paradis i Aarhus med premiere på filmen L’ombre des femmes. Efter filmen er der fransk inspireret lounge i caféen. Billetter kan bestilles her.

Og så spiller Den franske Forbindelse iøvrigt stadig i både Grand Teatret og Øst for Paradis. Den franske Forbindelse (La French) er instrueret af Cédric Jimenez, og har Gilles Lellouche og Jean Dujardin i hovedrollerne som henholdsvis politimanden Pierre Michel og den hårdkogte gangsterboss Gaëtan ‘Tany’ Zampa.

Den fransk skuespillerinde Léa Seydoux, som vi kender fra Adèles Liv og Journal d’une femme de chambre, spiller i øvrigt med i den nye James Bond film Spectre, der har premiere i morgen.

Hvilke film skal du ind og se?

Billede: Pixabay.com

Måske vil du også synes om:

Haute-Normandie

Regionen Haute-Normandie ligger i det nordvestlige Frankrig, hvor den smukke kystlinie ligger ud til den Engelske Kanal. Mod vest grænser regionen op til Basse-Normandie, mod øst til Picardiet og Ile-de-France, og mod syd til regionen Centre-Val-de-Loire.

Regionen er opdelt i departementerne Eure (27) og Seine-Maritime (76), og regionens hovedby er Rouen.

Hele det område, der kaldes Normandiet i dag, og som består af de to administrative regioner Basse-Normandie og Haute-Normandie, har i mange århundreder været en relativt stabil størrelse. Beliggenheden ved den Engelske Kanal har gjort området følsomt for invasioner gennem århundrederne, fra vikingernes hærgen omkring år 800-900 til den franske trones familiære skærmydsler med den engelske: Herredømmet over regionen har skiftet side gennem tiden, men kom endeligt ind under den franske trone efter La Guerre de Cent Ans (Hundredårskrigen) der sluttede i 1453. Det var i øvrigt under Hundredårskrigen at Jeanns d’Arc i 1431 blev brændt på bålet i Rouen for kætteri.

Le Havre, der ligger ved Seinens udløb i den Engelske Kanal er Paris’ havneby, der blev anlagt som havneby af François Ier kort efter hans tronbestigelse i 1515. Det medvirkede til områdets økonomiske opblomstring, der blev forstærket, da dampmaskinen blev opfundet, og især de store rederier begyndte at lade deres oceangående passagerskibe bruge havnen som udgangspunkt for de transatlantiske ruter fra ca. midten af 1800-tallet.

Da togstrækningen fra Paris til Le Havre blev ført igennem i 1847 betød det, at de parisiske kunstnere og det bedre borgerskab kunne komme ‘på landet’. Monet tog til Rouen og malede katedralen i mange belysninger, og til Etrétat, hvor han malede kysten med den karakteristiske klippeformation. Gustave Flaubert, der er født i Rouen, lod handlingen i sin mest berømte roman, Madame Bovary, foregå i omegnen af Rouen.

Der er mange ting at se for den, der tilbringer sin ferie i Haute-Normandie. Jeg nævner tit de franske katedraler, men de er som regel også altid et besøg værd. Katedralen i Rouen er ingen undtagelse, med sine mange tårne, hvoraf det højeste knejser 151 meter over gadeplan. På 6. etape af Tour de France 2015, der gik fra Abbéville til  Le Havre, gik ruten langs kysten forbi blandt andet Fécamp og ned mod Etrétat, hvor vi fik nogle fabelagtige panoramaer af kystlinien. Man kan køre i bil langs det meste af kysten, og opleve nogle fantastiske landskaber med vue ud over den Engelske Kanal. I Le Havre krydser man over Seinen på broen Pont de Normandie og er snart i badebyen Deauville, der med sine brede strande og fashionable hoteller har været blandt parisernes foretrukne badebyer i mange år.

Pont de Normandie

Pont de Normandie (privatfoto)

I den sydligste del af departementet Eure, lidt uden for byen Vernon, ligger Giverny, med Monets berømte hus og have. og ikke så langt derfra ligger byen Evreux.

Gastronomisk er regionen præget af nærheden til havet, og fisk og skaldyr er fremherskende på menukortet.

Generelt kan man dog sige, at selvom det geografiske område Normandiet i dag er to admini-strative regioner, Haute-Normandie og Basse-Normandie, så er historien, kulturen (og gastrono-mien) fælles, og det er svært at trække en skarp skillelinie for, hvad der er “typisk” for den ene og den anden region. Når den franske regionsreform træder i kraft til nytår vil de to regioner således – naturligt, kunne man sige – blive forenet til een, administrativ enhed, der kommer til at hedde Normandie.

Har du været i Normandiet? Hvad synes du var det mest spændende at opleve i regionen?

Måske vil du også synes om:

Cannelés bordelais

Forleden kom jeg forbi en køkkenudstyrsbutik, der næsten (næsten…) kan måle sig med Dehillerin i Paris. De har ret mange af de specialforme som man ellers skal til Frankrig efter, og det gør den ret interessant at besøge. Og de havde canneléforme! Både de originale kobberforme og silikoneforme. De originale koster omkring 135 kroner for en (een! som i 1!), så jeg købte en silikoneform til 8 stk i stedet. Den kostede 87 kroner. Det var mere til at have med at gøre.

Hvis du ikke har lyst til at finde ud af, hvordan man laver cannelés bordelais, men bare gerne vil vide, hvorfor de hedder sådan, så scroll bare ned i bunden af indlægget.

Opskriften kommer her:

Til 16 stk skal man bruge

½ ltr mælk
50 gr. smør
½ stang vanille

2 hele æg
2 æggeblommer
250 gr. sukker
100 gr. mel
en knivspids salt

2-3 spsk. rom

Godt med smør til at smøre formene med.

Den halve vanillestang flækkes og kornene skrabes ud. Mælk og smør kommes i en gryde og vanillen tilsættes. Det hele varmes op til kogepunktet (pas på mælken ikke brænder på).

Imens kommes de to æg og de to blommer i en skål og håndrøres så æggene lige er samlet. Herefter kommes mel, sukker og salt i, og der røres grundigt. Konsistensen er tyktflydende.

Når mælken er varmet godt op, hældes til en start lidt af det i dejen, og der røres grundigt til mælken er fordelt. Så hældes resten af mælken i, og der røres grundigt igen. Dejen bliver tynd som pandekagedej, OG DET ER MENINGEN! Til allersidst hældes rommen i.

Sættes til afkøling i køleskabet 1-24 timer (man kan sagtens lave dejen dagen før og så vente til den følgende dag med bagningen). Afkølingen er primært for at sikre, at dejen og smagen ’sætter sig’.

Canneléformene smøres grundigt, og dejen hældes i til ca. 1 cm under kanten. Det er en rigtig god ide at sætte silikoneformen, på en fast bageplade INDEN man hælder dejen i formene.

Og her kommer så tricket, for det endelige resultat afhænger i høj grad af bagetiden: De første 20 minutter bages kagerne ved så høj en temperatur som silikoneformen kan tåle, det vil sige ca. 225-230 grader. Den høje temperatur er med til at give den sprøde, karamelliserede overflade. Efter 20 minutter sænkes ovntemperaturen til 180 grader, og kagerne bages yderligere

35 minutter, hvis de skal være lyse
45 minutter, hvis de skal være mellemfarvede
55 minutter, hvis de skal være brune
+55 minutter, hvis de skal være endnu mørkere.

Mit resultat på billedet er med de 55 minutter, og jeg synes, der er plads til forbedring. De falder også en smule sammen.

TIP: Vent med at tage kagerne ud af formen til den er kølet ned til håndvarm temperatur. Man kan enten prikke kagerne ud af formen ved at prikke i midten af bunden, man kan også være heldig at kunne vende dem ud. Det kommer an på, hvor grundigt formene er blevet smurt.

Cannelés10

Kagerne hedder cannelés bordelais fordi de kommer fra Bordeaux. Det er en typisk specialitet fra Girondeområdet, og den kan føres tilbage til 1700-tallet. Navnet kan ses stavet både canelé og cannelé, men det har ikke noget at gøre med kanel (cannelle på fransk). Navnet har sin oprindelse i ordet cannelure, (på dansk ‘rille’).

Måske vil du også synes om:

Dette er ikke en anmeldelse

I maj 2004 (jeg ved det præcist, for jeg har artiklen endnu!) læste jeg en spændende artikel i Samvirke om en ukendt dansker i Paris, der i 1930erne lavede nogle ret spektakulære fotomontager til ugeavisen Marianne. Marianne var ejet af Gallimard, og dets redaktør var den navnkundige journalist og forfatter Emmanuel Berl.

Marianne nr. 360

Artiklen var skrevet af Gunner Byskov, studieleder ved Medieskolerne i Viborg. Han havde opdaget nogle af fotomontagerne under en studietur til Paris, og var mildt sagt overrasket over at finde ud af, at de var lavet af en dansk fotograf i 30ernes Paris. Overrasket, fordi han underviste (og gør det stadig) blandt andet i fotohistorie på Medieskolerne, og her var noget, han ikke vidste. Så han begyndte at grave. Og undersøge. Og researche. På det tidspunkt, artiklen i Samvirke blev trykt, var han stadig i begyndelsen af sin odyssé for at finde ud af, hvem Marinus Jacob Kjeldgaard var, manden bag fotomontagerne. På en helside i artiklen var billedet af Hitler, der står med en kæmpe pikkelhue (den prøjsiske soldaterhjelm) og forsøger at presse den ned over en globus. Billedets titel er Rien que la terre… Gunner havde oversat det Intet andet end jorden. Som den korreksende og nøjeregnende franskstuderende jeg var på det tidspunkt, skrev jeg til ham og komplimenterede ham for en spændende artikel og et spændende projekt, men der var så liiiige den her lille oversættelsesnuance: Rien que la terre skulle oversættes Intet mindre end kloden.

Jeg havde været lige så nøjeregnende ved tidligere lejligheder, når en journalist eller lignende havde lavet en fodfejl i en artikel om noget fransk (det er jeg holdt op med!), så jeg regnede egentlig ikke med at høre videre til sagen. Men Gunner skrev tilbage. Med tak. Og om jeg så ikke også lige kunne oversætte…..? Det blev for mit vedkommende starten på et fornøjeligt forløb, hvor der nogle gange kunne komme en mail sidst på aftenen, fordi han arbejdede på projektet i sin fritid: Om jeg ikke lige kunne oversætte….? Kender du til….? Hvad betyder…? Ikke særlig tit, men nok til at jeg fik en følelse af at få lov til at kigge med over skulderen på ham, og følge med i afdækningen af, hvem Marinus var. En enkelt gang var jeg i Paris i andet ærinde, men benyttede lejligheden til at tage ud på et afsidesliggende bibliotek i Versailles, hvor der var et studenterspeciale om karikaturtegninger, som Gunner gerne ville have fingre i. Utallige er de gange, han selv har været på research i og omkring Paris. Det er et forløb, jeg er taknemmelig over at have været en lille del af.

Venligst stillet til rådighed af Gunner Byskov

I 2007 udkom resultatet af Gunners imponerende gravearbejde: Bogen Marinus – Karikaturtegner med Kamera. Året efter udkom den franske udgave Marinus & Marianne – Photomontages satiriques 1932-1940. Bøgerne fortæller historien om ikke bare Marinus, men også om ugeavisen Marianne, om det politiske klima i Frankrig, Paris og Europa i 1930erne, og giver en indføring i fotografiets og fotomontagens historie. Og der er også 60 af Marinus’ bedste fotomontager, ud af de ca. 250 man kender til. Alle 60 montager er forklaret og analyseret, så man forstår den politiske samtid, de er en satirisk kommentar til.

Marinus

Det er spændende læsning, og begge bøger fik flotte anmeldelser, både i Frankrig og herhjemme.

Værket Danske i Paris som jeg omtalte i sidste uge, slutter ca. omkring 1935. Marinus boede i Paris fra ca. 1909, men han levede dog ret anonymt, og det er måske derfor, at han ikke er nævnt i værket. Det kan også være at hans ugentlige, satiriske stikpiller til Hitler og nazisterne i særdeleshed, og de europæiske toppolitikere med videre i almindelighed, simpelthen har været for stærk kost for den danske redaktør og pengemændene bag udgivelsen af Danske i Paris, hvis de overhovedet har kendt til, at det var en dansker der stod bag. Det kan man kun gisne om… Marinus lagde aldrig navn til fotomontagerne.

Du kan læse mere om Marinus på Gunners hjemmeside (søg efter ‘Marinus Jacob Kjeldgaard’), og har du lyst til at købe bogen, kan den danske udgave vistnok stadig købes online, eller ihvertfald lånes på biblioteket. Den franske udgave er udsolgt fra forlaget. Måske kan man være heldig at finde den online.

Har du lyst til at se Gunners tips til Paris, så kig her.

Billedmaterialet er venligst stillet til rådighed af Gunner Byskov.

Måske vil du også synes om:

Er du ryger og skal til Paris?

Så se lige her:

Hvis du har været i Paris har du sikkert bemærket, at der ligger rigtig mange cigaretskodder på gaderne, særligt i og omkring ristene ved træerne i en gade, i kloakkerne eller bare i rendestenen. Det tager op til 12 år for et cigaretskod at blive nedbrudt, og i den tid går det ud over træernes rødder og grundvandet.

Nu er bystyret i Paris blevet trætte af svineriet med cigaretskodder i det offentlige rum. De offentlige gadefejere samler 350 tons cigaretskodder op hvert år. 3 5 0 tons! Det er 350.000 kilo! Jeg ved ikke, hvad et cigaretskod vejer, men det må altså være sindssvagt mange cigaretstumper.

Så fra 1. oktober koster det altså 68 € i bøde, hvis man bliver taget på fersk gerning i at smide et cigaretskod. Det er i omegnen af 500 kroner. At betale ved kasse 1. Så er du advaret!

Det skal så lige siges, at der er blevet opstillet 30.000 skraldespande rundt om i byen, udstyret med en cigaretsluknings-indretning. Så det er altså ikke blevet forbudt at ryge på gaden (endnu), man må bare ikke smide skoddet fra sig længere.

Problemet med cigaretskodderne har været støt stigende de seneste mange år, muligvis efter at rygere blev forvist fra caféerne og restauranterne, det skal jeg ikke kunne sige. Men det er ikke et nyt problem. Således er tegningen ovenfor (fra 1890erne) et portræt af en opsamler af cigaretstumper i Paris.

Tegningen fandt jeg i Danske i Paris gennem Tiderne, som jeg omtalte i går. Den er af den danske maler og tegner Vilhelm Tilly, der i mange år boede i Paris, og blandt andet leverede illustrationer til Paul Strauss’ Paris Ignoré, et værk med 550 illustrationer fra Paris’ gader og stræder (så vidt jeg har kunnet finde ud af).

Du kan læse mere om forbuddet her.

God weekend :)

Måske vil du også synes om:

Danskere i Paris

Ret ofte fanger jeg i forbifarten en bogtitel, som jeg med sikkerhed ved, at jeg skal have kigget nærmere på. Det fører ind imellem til nogle lidt for store bunker bøger, og det fører også nogle gange til, at jeg får nogle bøger hjem fra Statsbiblioteket som helt klart er blevet hentet i det fjerneste hjørne af bibliotekets mange, lange underjordiske gange. 3-bindsværket Danske i Paris gennem Tiderne, redigeret af Franz von Jessen og udgivet i 1936, er en af dem. Titlen dukkede op da jeg læste denne her.

3-bindsværket dækker ikke mindre end elleve århundreder, fra vikingerne frem til 1930erne, og er det, vi i dag ville kalde en antologi. En samling af selvstændige artikler af forskellige fagfolk inden for deres respektive vidensområder. Det er i sig selv en fornøjelse at læse et ældre dansk, og blot ud fra skrivestilen at kunne se, hvor meget det danske sprog har ændret sig siden 1930erne. Således kan man fornøje sig med dobbelt aa, substantiver med stort begyndelsesbogstav og en formidlende skrivestil, hvor de enkelte forfattere ikke holder sig tilbage for at komme med subjektive vurderinger af de ting, der skrives om.

I indledningen skriver redaktør Jessen i januar 1936 blandt andet:

“Værkets Formaal er at skildre den danske Pariser-Kolonis Historie gennem Tiderne. Ved ‘Koloni’ forstaas ikke de Grupper af Danske, som til enhver Tid – af mere eller mindre tilfældige Aarsager – kan have været samlet i Frankrigs Hovedstad, men saadanne danske Personligheder, der under Ophold i Paris har hentet Impulser af Betydning for deres Livsgærning [sic] eller har udøvet en Virksomhed, bestemt af Stedets særlige Vilkaar og med Virkning for deres Indsats i dansk Aandsliv under alle Former […] Værket er skrevet af Fagmænd. Det har imidlertid været tilstræbt at gøre det tilgængeligt for saa vid en Læsekreds som muligt og derved fremme et af Foretagendets Formaal: at sprede Kendskab til den Betydning, fransk aandsliv og fransk Kultur, med danske Pariserfarere som Mellemled, gennem Tiderne har haft for Danmark”

Så det er altså ikke de almindelige mennesker, vi skal høre om, men dem, der har gjort en forskel. For at nævne nogle få af de mange ‘Personligheder’ Jessen henviser til, kan vi ud over de danske gesandter (ambassadører) i byen gennem århundrederne, blandt andet læse omfattende beskrivelser af Holbergs ophold i Paris, om Jens Baggesen, Malthe Conrad-Bruun, Eckersberg og mange andre kendte danskere inden for kunsten og litteraturen gennem tiden, der har hentet inspiration i byen, eller ligefrem har slået sig ned der.

Eksempelvis H.C. Andersen, der i følge beskrivelsen i værkets bind 2 var i Paris hele otte gange fra 1833 og frem, og blandt sine bekendtskaber i byen talte Victor Hugo, digteren Lamartine, Honoré de Balzac, Alexandre Dumas d.æ. (ham med De tre Musketerer), og digteren Heinrich Heine, der havde oversat Den standhaftige tinsoldat ‘til sin hustrus store fornøjelse’. Andersen var iøvrigt lidt af en berømthed i Frankrig allerede mens han levede.

Værket igennem ses det, at de kulturelle påvirkninger mellem Frankrig og Danmark har været livlige op gennem århundrederne, måske endda mere fra Frankrig mod Danmark end omvendt, og måske mere, end man lige går og forestiller sig. Der er mange spændende historier at hente i værket, og jeg vil bestemt ikke udelukke at der dukker flere guldkorn op her på bloggen i den kommende tid.

Måske vil du også synes om:

Franche-Comté

Regionen Franche-Comté ligger i det østlige Frankrig, hvor regionen mod øst grænser op til Schweiz, mod vest til regionen Bourgogne. Mod nord grænser Franche-Comté op til regionerne Champagne-Ardenne, Lorraine og Alsace.

Regionen består af tre departementer: Doubs (25),  Jura (39) og Haute-Saône (70), samt det lille departe-ment Territoire de Belfort (90).

Regionens administrative hovedby er Besançon.

Op gennem århundrederne har regionen haft forskellige tilhørsforhold alt efter, hvilke konger og adelige der har haft herredømmet over regionen. Beliggende cirka midt i det hele har området således været underlagt romerriget, frankerriget, de burgundiske hertuger og grever, den franske trone, den spanske trone, det tyske kejserrige, blot for at nævne nogle stykker.

Der er et område i regionen, som er særligt interessant. Le Territoire de Belfort er i dag et lille departement i Franche-Comté, men historisk set er det ret nyt. Området “opstod” efter den fransk-preussiske krig i 1870-1871 (som jeg efterhånden har nævnt nogle gange her på bloggen, så mon ikke den krig snart skal have sit eget indlæg…). Ved fredsaftalen efter krigen, som preusserne vandt, blev det nordøstlige Frankrig delt mellem Preussen og Frankrig. Det foregik primært efter et sprogligt princip, hvor Alsace og en del af Lorraine, hvor befolkningen var tosproget, gik til det tyske kejserrige, undtagen den allersydligste del af Alsace, Belfort-området, der forblev fransk, da fransk var det primære sprog i området. Det var dog også delvist på grund af områdets modstand mod Preussen under krigen. Det var ikke lykkedes den preussiske hær at indtage Belfort. I lang tid have området status af ‘territoire’, men i 1922 fik det status af fransk departement.

I regionens hovedby Besançon kan man besøge den berømte fæstning – Citadellet – fra 1600-tallet, der er opført på Unescos verdensarvsliste, eller gå på opdagelse nedenfor fæstningen i den gamle bydel, der har fået tilnavnet ‘La Boucle’, da den netop ligger indenfor en næsten 360 graders sløjfe som floden Doubs slår på stedet. Eller man kan besøge huset i Grande rue nummer 140, hvor Victor Hugo blev født.

Citadelle Besancon

Udsigt over Besançon fra Citadellet (pixabay.com)

Dole i departementet Jura eller byen Belfort i departementet Territoire de Belfort har også historiske bymidter, der fortæller om århundreders historie. Og hvis det bliver for meget med al den historie kan man jo tage et smut til storbyen Genève, der ligger ved sydspidsen af regionens grænse til Schweiz.

Fra de sydlige udløbere af Vogeserbjergene i den nordlige del af regionen til Jurabjergene i syd er der overalt i regionen storslået natur, der indbyder til vandreture, sejlsport, kano- og kajakroning.

Gastronomisk er der også oplevelser at hente. Særligt kendt er regionen for sine oste, især le comté, der er god som smelteost og har sin helt egen plads i den regionale hovedret fondue comtois. De regionale vine er fra Jura, og absinth, la fée verte, blev og bliver igen produceret i Pontarlier i departementet Doubs. Den mytiske grønne drik blev forbudt i Frankrig i 1915, men i 2011 blev forbuddet ophævet, og der produceres igen absinth i Pontarlier. Faktisk er det blevet gjort til lidt af en turistattraktion i dag, idet man kan følge La route touristique de l’absinth fra Pontarlier til Le Val de Travers på den schweiziske side af grænsen, og besøge destillerier, museer og butikker undervejs.

Måske vil du også synes om:

Soupe à l’oignon

Jeg fik lyst til at lave fransk løgsuppe i går aftes, så jeg tænkte at den skulle I også have fornøjelsen af :). Det er jo lækkert med en suppe på en kold efterårsaften. Ingredienserne er ret enkle og noget, de fleste har i huset. Det tager lidt tid at lave selve suppen, men smagsmæssigt betaler det sig.

Til ca. 3 portioner skal man bruge

ca. 400 gr. mellemstore løg (vægten er løgene i pillet tilstand)
30 gr. smør
1 strøget spiseskefuld mel
1 liter kogende vand
salt og peber

Til gratinering skal bruges

3-4 tynde skiver ristet baguette pr. portionsskål
ca. 50 gr. revet ost pr. portionsskål (f.eks. Comté, Emmentaler, Gruyère eller Mozarella, alt efter smag og behag)

Løgene skæres i skiver (jeg foretrækker kvarte skiver), og brunes i smørret. Løgene skal karamellisere – det er hele hemmeligheden ved suppen, hvis den ikke skal smage af opvaskevand. Det er her, suppen tager tid. Ca. 20-25 minutter ved mellemvarme for at få løgene så brune, og det er vigtigt at røre tit så de ikke brænder på, men blot karamelliserer. Så vær tålmodig, det betaler sig smagsmæssigt. Løgene taber ca. tre fjerdedele i volumen undervejs.

Når løgene er brune tilsættes 1 strøget spiseskefuld mel og der røres rundt til melet er opsuget. Herefter tilsættes noget af det kogende vand og der røres kraftigt, så melet ikke klumper. Derefter tilsættes resten af det kogende vand. Lad suppen koge ca. 15 minutter, eller indtil suppen er reduceret med ca. en fjerdedel. Smag til med salt og peber.

(Her kan man så køle suppen af indtil den skal spises, f.eks. hvis man laver den dagen før. Ellers fortsættes direkte til næste trin).

Tænd ovnens grill. Suppen fordeles i ovnfaste portionsskåle. 3-4 skiver baguette lægges i hver skål (de skal være hårdt ristede – de bliver bløde under gratineringen men den ristede smag bevares), og der toppes med revet ost. Hvor meget ost afhænger af smag og behag. Jeg bruger rigeligt, måske 50-75 gram per person. Så sættes skålen ind under grillen i en 10 minutters tid, eller indtil osten er tilpas gylden. Det er igen smag og behag. Serveres direkte fra ovnen.

Velbekomme :) !

Måske vil du også synes om:

Om at overse at det er juleaften… eller noget…

Nå.

Men i fredags opdagede jeg noget, som jeg skulle have været med til. Noget som er gået min op-mærksomhed fuldstændig  forbi, og som fik mig til seriøst at overveje at springe på det første fly til Bordeaux for at være fremme lørdag morgen.

Var det min au-pair mors fødselsdag? Var det høstfesten efter årets exceptionelle høst i Saint-Emilion (det melder de selv dernedefra)? Var det juleaften? Nej, nej og nej – men det er skisme tæt på!

Nogen har fået den fremragende ide at arrangere en bogmesse i landsbyen La Brède syd for Bordeaux! Salon du livre de la Brède, med temaet Cultures et Civilisations du Monde.

http://www.labrede-montesquieu.fr/-Festival-des-Cultures-Latines-.html

http://www.labrede-montesquieu.fr/-Festival-des-Cultures-Latines-.html

A’hva’, tænker du måske… Men de, der kender mig, ved, hvor elektrisk jeg kan blive over sådan en nyhed, så nu skal jeg nok dechifrere, hvad det betyder:

  1. Saint-Emilion øst for Bordeaux er mit chez-moi i Frankrig, hvor min franske au-pair familie bor, som jeg stadig besøger med jævne mellemrum.
  2. Landsbyen La Brède syd for Bordeaux er Montesquieus fødested og hjemby. Han boede på Château de la Brède hele sit liv, når han da ikke lige føjtede Frankrig og Europa rundt for at indsamle dokumentation til sit storværk De l’esprit des lois (på dansk Om lovenes ånd).
  3. Jeg har arbejdet en del med Montesquieus værk på kandidatdelen af mine studier, og gør det sådan set stadig. Og jeg har, naturellement, besøgt Château de la Brède for nogle år siden.
  4. Bogmessen bliver holdt i tilbygningerne til Château de la Brède(!!)
  5. Jeg har altid syntes at verdenskulturer og civilisationer er et spændende tema.

Jeg mener: Er det så underligt at jeg var ved at springe på et fly?

Det er ikke fordi jeg behøver en undskyldning for at tage til Frankrig i almindelighed og Bordeauxområdet i særdeleshed, men nu er datoen noteret og jeg holder skarpt øje med, om arrangørerne gentager næste år, hvad der ser ud til at have et spændende potentiale. Jeg har allerede lagt de første skitser til en tur, der ud over deltagelse i Salon du livre de la Brède kunne indbefatte vinhøsten, høstfesten, au-pair mors fødselsdag, Caudalies spa og en tur til Bordeaux. Alt sammen inden for en god uges tid og inden for en radius på mindre end hundrede kilometer. Det er da win-win der vil noget :)!

Her kan du se det spændende program for weekendens løjer, og her er bogmessens facebookside med friske billeder fra messen.

Var det noget?

Måske vil du også synes om: