Om at overse at det er juleaften… eller noget…

Nå.

Men i fredags opdagede jeg noget, som jeg skulle have været med til. Noget som er gået min op-mærksomhed fuldstændig  forbi, og som fik mig til seriøst at overveje at springe på det første fly til Bordeaux for at være fremme lørdag morgen.

Var det min au-pair mors fødselsdag? Var det høstfesten efter årets exceptionelle høst i Saint-Emilion (det melder de selv dernedefra)? Var det juleaften? Nej, nej og nej – men det er skisme tæt på!

Nogen har fået den fremragende ide at arrangere en bogmesse i landsbyen La Brède syd for Bordeaux! Salon du livre de la Brède, med temaet Cultures et Civilisations du Monde.

http://www.labrede-montesquieu.fr/-Festival-des-Cultures-Latines-.html

http://www.labrede-montesquieu.fr/-Festival-des-Cultures-Latines-.html

A’hva’, tænker du måske… Men de, der kender mig, ved, hvor elektrisk jeg kan blive over sådan en nyhed, så nu skal jeg nok dechifrere, hvad det betyder:

  1. Saint-Emilion øst for Bordeaux er mit chez-moi i Frankrig, hvor min franske au-pair familie bor, som jeg stadig besøger med jævne mellemrum.
  2. Landsbyen La Brède syd for Bordeaux er Montesquieus fødested og hjemby. Han boede på Château de la Brède hele sit liv, når han da ikke lige føjtede Frankrig og Europa rundt for at indsamle dokumentation til sit storværk De l’esprit des lois (på dansk Om lovenes ånd).
  3. Jeg har arbejdet en del med Montesquieus værk på kandidatdelen af mine studier, og gør det sådan set stadig. Og jeg har, naturellement, besøgt Château de la Brède for nogle år siden.
  4. Bogmessen bliver holdt i tilbygningerne til Château de la Brède(!!)
  5. Jeg har altid syntes at verdenskulturer og civilisationer er et spændende tema.

Jeg mener: Er det så underligt at jeg var ved at springe på et fly?

Det er ikke fordi jeg behøver en undskyldning for at tage til Frankrig i almindelighed og Bordeauxområdet i særdeleshed, men nu er datoen noteret og jeg holder skarpt øje med, om arrangørerne gentager næste år, hvad der ser ud til at have et spændende potentiale. Jeg har allerede lagt de første skitser til en tur, der ud over deltagelse i Salon du livre de la Brède kunne indbefatte vinhøsten, høstfesten, au-pair mors fødselsdag, Caudalies spa og en tur til Bordeaux. Alt sammen inden for en god uges tid og inden for en radius på mindre end hundrede kilometer. Det er da win-win der vil noget :)!

Her kan du se det spændende program for weekendens løjer, og her er bogmessens facebookside med friske billeder fra messen.

Var det noget?

Måske vil du også synes om: