Den Franske Bogcafé i København

Bogcafe2For nogle uger siden var vi omkring la rentrée littéraire i Frankrig, som nærmest er boghandlernes og de litterært interesseredes svar på juleaften. Vi kiggede på månedsmaga-sinet LIREs anbefalinger, og så også på Frankrigs største, uafhængige boghandels coup de coeurs, favoritter, til efter-årets og vinterens læserier.

Men vi har også bogkloge mennesker her til lands, der kan hjælpe os med at finde den rigtige bog på fransk.

I Fiolstræde 16 i København, lige bag Københavns Universitets fine gamle bygninger, ligger Den Franske Bogcafé. Seks trin op og skarpt til højre træder man ind i en Aladdins hule for frankofile og litterært interesserede. Duften af frisk kaffe er det første, der slår en i møde. Den Franske Bogcafé er nemlig ikke bare en boghandel. Det er også en café, hvor man man få morgenmad à la française med juice, croissant eller pain au chocolat, eller til frokost en quiche lorraine eller croque monsieur.

Men det er bøgerne på fransk, der er passionen og rygraden i boghandlen. Midt i efterårssæsonens travlhed har indehaveren, Casper Black, taget sig tid til at svare på mine spørgsmål om aktiviteterne.

Bogcafeen har eksisteret siden 2005 og lever i bedste velgående. Ud over bogcafeens kerneydelse, bogsalget, støtter i også aktivt fransk kulturliv i Danmark. Hvilke aktivi-teter er kommet til siden caféens start?

Som boghandler er det nok lidt atypisk, at jeg næsten altid går med kokkeforklæde, men det illustrerer meget godt, hvordan vi arbejder. Bøgerne er i centrum og det er dem, som vi ånder for, men kaffe og mad er en uundværlig del af vores butik. Vi arrangerer også kulturelle og litterære arrangementer med forfattere, temaaftener eller f. eks. en fransk Trivial Pursuit-aften som forleden uge. Og ja, så udgiver vi også oversat litteratur på forlaget Bobo – Den Franske Bogcafes Forlag.

Bogcaféen sælger primært franske bøger, dvd’er med og uden undertekster, spil mv. Hvis man ikke er så stærk i at læse fransk, kan man så også købe danske over-sættelser af franske bøger hos jer?

Ja. Vi har et mindre udvalg, men de sælger ikke så godt. Det skyldes nok, at de franske udgaver står lige ved siden af til under det halve.

La rentrée littéraire i Frankrig byder i dette efterår på næsten 400 franske ny-udgivelser, og næsten 600 hvis man tæller oversættelserne af udenlandske bøger til fransk med. Det er jo næsten en umulighed at have overblik over så mange ud-givelser, endsige at få dem læst, men alligevel: Har I nogle favoritter blandt nyudgivelserne, I kan anbefale?

Uha. Ja, der er mange. Personligt vil jeg fremhæve Jacob, Jacob af Valérie Zenatti om en fransk jøde i mellemkrigstidens Algeriet og hans skæbne som soldat mod tyskerne. Men også Mathias Enards Boussole, der er en stort tænkt og skrevet roman om de kulturelle og litterære tråde mellem Vesten og Mellemøsten. Fortalt fra en østrigsk musikkenders briller! Ellers er der selvfølgelig også Delphine de Vigan, der sidst udgav den fremragende “Rien ne s’oppose à la nuit”, og nu igen tager afsæt i det selvbiografiske med D’après une histoire vraie.

Enard Boussole

Den Franske Bogcafé har jævnligt arrangementer og aktiviteter for publikum. Det kan du orientere dig nærmere om på bogcafeens hjemmeside.

Den Franske Bogcafé, Fiolstræde 16, 1171 København K.

Korsika

Korsika ligger som en perle i det azurblå Middelhav, nord for øen Sardinien og lige vest for Italien, og er på grund sin geografiske beliggenhed naturligt afgrænset som administrativ region under den franske stat. Øen har særstatus som region, idet den har mere selvstyre og udøvende magt end det er tilfældet med de øvrige 21 regioner. På grund af Korsikas særstatus vil den heller ikke blive sammenlagt med andre regioner, når den franske regionsreform træder i kraft 1. januar 2016. Øens administrative hovedby er Ajaccio.

Korsikas knap 9000 kvadratkilometer er delt op i to departementer: Corse-du-Sud (2A) og Haute-Corse (2B)

Nogle forbinder ordet Korsika med partisaner og den uigennemtrængelige maki i de korsikanske bjerge. Der har da også i mange århundreder været en modstandsbevægelse mod det franske overherredømme. Korsika var den del af bystaten Genova i flere århundreder, indtil øen erklærede sig som uafhængig stat i 1735, og nedskrev verdens første statsforfatning. Den franske konge Louis XV ville ikke anerkende øen som uafhængig republik, og sendte sin hær for at underlægge sig den i 1769.

Samme år blev en vis Napoléon Bonaparte født i Ajaccio.

De rebelske korsikanere ville dog ikke umiddelbart acceptere at blive underlagt den franske stat, og i 1794 – mens franskmændene var travlt optagede af Revolutionen – forhandlede lederen af det uafhængige Korsika, Pascal Paoli, om en afståelse til englænderne. Englænderne jog franskmændene væk fra øen, og i ca. to år, fra 1794 til 1796, var Korsika uafhængigt af Frankrig, men med en engelsk vicekonge. Øen blev overtaget af franskmændene igen i 1796. I 1799 blev Napoléon Bonaparte Frankrigs førstekonsul ved et statskup der afsluttede revolutions-tiåret. I 1804 kronede han sig selv til kejser i Notre-Dame kirken i Paris.

Napoléons kroningsceremoni i Notre-Dame kirken i Paris 1804 (Jacques-Louis David)

Napoléons kroningsceremoni i Notre-Dame kirken i Paris 1804 (Jacques-Louis David)

Korsika er for mange lig med herlige badeferier og betagende smuk natur, og det var da også det indtryk vi fik, da Tour de France i 2013 for første gang nogensinde tog til Korsika, og løbets første tre etaper blev kørt på den smukke ø. I tre dage kunne vi se åndeløst smukke panoramabilleder live fra hele øen, og jeg er ret sikker på at det har givet øen et boom i turistindtægterne.

Øen selv sælger sig på sine enestående naturoplevelser med muligheder for vandreture i bjergene og makien, sejlture omkring øen, uendelige hvide sandstrande med det azurblå vand. Men også øens gastronomi og kunsthåndværkerne, og den varierede kultur, der har været under indflydelse fra både Italien, England og Frankrig er værd at gå på opdagelse i. Du kan drømme dig væk i mange smukke billeder fra øen samt forslag til oplevelser på Korsikas officielle turistside her.

Kysten ved Bonifacio

Kysten ved Bonifacio

Korsikas bjerge

Korsikas bjerge

De fleste danskere ville nok foretrække at flyve til Korsika, og det vil være en god ide at holde øje med charterselskabernes tilbud, da muligheden for selv at sammensætte sin flybillet er relativt dyr. En hurtig søgning på Momondo giver nogle ret pebrede returpriser.

Det kan også lade sig gøre at sejle til Korsika, hvis man vil have bilen med og kombinere en ferie i Sydfrankrig med nogle dage på Korsika. Der er flere færgeruter at vælge imellem, og de sejler både fra Marseille, Toulon og Nice.

Har du været på Korsika? Hvad synes du? Fortæl os gerne om det i kommentarfeltet :)

Om tog og mobiliteten i 1800-tallet

Claude Monet - Gare saint-Lazare (1877) tog mobilitet

Claude Monet – Gare saint-Lazare (1877)

Monet-udstillingen på ARoS gøres der en del ud af togets rolle i udviklingen af impressio-nisternes malemåde og mulighed for at komme ‘på landet’. Og det er også en revolutionerende transportform der udbredes i Europa op gennem 1800-tallet, som har alt at gøre med opfindelsen af dampmaskinen i England i slutningen af 1700-tallet og udviklingen af de dampdrevne loko-motiver.

I Danmark åbnede den første jernbanestrækning mellem København og Roskilde i 1847, og først i 1862 åbnede den første strækning i Jylland, mellem Århus og Randers. Men selvom man var tidligt ude i Frankrig med at få anlagt jernbanestrækninger, var man alligevel bagefter i forhold til England og Belgien. Selvom de første planer for jernbanedrift blev forelagt Napoléon allerede i 1814 kom man ikke videre på det tidspunkt. Delvist på grund af Napoléons nederlag ved Waterloo, men også fordi det franske vejnet var veludviklet, og man dertil havde nettet af floder og kanaler, der blev brugt som transportnet. Men i 1831 blev den første jernbanestrækning for betalende passagerer åbnet mellem Lyon og Saint-Étienne, og derfra fortsatte udviklingen med stadig større fart. I 1848 var der jernbanestrækninger primært fra Paris til Normandiet, mod grænsen til Belgien og mod syd til Orléans. I 1870’erne var det meste af Frankrig forbundet af jernbanen.

Det er jo ikke fordi folk ikke rejste, før dampmaskinen blev opfundet og jernbanenettet blev anlagt. Varestrømme og handelsruter eksisterede allerede på tværs af grænser og oceaner før jernbanens fremkomst. Men det gjorde at verden blev mindre, fordi man kunne rejse hurtigere og komme længere væk. Opfindelsen af dampmaskinen førte også til udviklingen af dampskibene, og dermed også de store oceangående passagerskibe. Det har jeg skrevet lidt om her.

Så man kan godt sige, at udviklingen af de moderne transportformer er en af de bagvedlig-gende årsager til udbredelsen af impressionismen, så kunstnerne kunne komme ud i landskaberne og ud til kysten, og Paul Durand-Ruel, der var kunsthandleren og galleriejeren bag mange af de impressionistiske udstillinger, kunne udstille i New York i 1886.

Vi skal også ud at rejse her på bloggen. Læs med, når vi i morgen tager til Korsika.

Monet i eksil i London og Holland

Det var en stor fornøjelse at se Monet – Lost in Translation udstillingen på ARoS i lørdags, og jeg skal helt sikkert ind og se den igen, for at få flere detaljer med.

Der er imidlertid een ting, der har undret mig siden: Hvorfor valgte Monet at drage i eksil under den fransk-tyske krig i 1870-1871? Krigen varede kun få måneder fra juli 1870, over fransk-mændenes endelige nederlag i september 1870 ved Sedan i Champagne-Ardenneregionen til januar 1871, hvor fredsaftalen blev underskrevet. Hvorfor fandt han det nødvendigt at flygte fra en så kortvarig krig? Forklaringen viser sig at være ret nærliggende: Ved krigens udbrud var han nygift og knap 30 år gammel. Han ønskede ikke at blive indkaldt til krigstjeneste, og drog i eksil i London.

Heldigvis, fristes man næsten til at sige. For eksilet i London bliver et afgørende vendepunkt i hans karriere. Her møder han ikke blot kunsthandleren, den franskfødte Paul Durand-Ruel, der ud-breder kendskabet til de impressionistiske malere ved at udstille dem i sine gallerier i London og Paris, og senere New York. Han stifter også bekendtskab med de engelske landskabsmalere, og in-spireres i særlig grad af William Turner, lyset i hans billeder og hans måde at male tågen ved Themsen på.

Inden han rejser hjem til Frankrig igen, opholder Monet sig i ca. fire måneder henover sommeren 1871 i Zaandam nord for Amsterdam i Holland. Ikke lang tid, skulle man mene, men længe nok til at han får malet omkring 25 malerier og skitser. Og længe nok til at have gjort et uudsletteligt indtryk på byen, så der i dag eksisterer en fond – Claude Monet in Zaandam – der arbejder på at udbrede kendskabet til Monets korte men produktive ophold i byen. Og ser man på de malerier fra perioden som hjemmesiden viser, er det tydeligt at Monets værker er kommet et skridt nærmere den impressionistiske stil, der får sit “officielle” startskud året efter, i 1872, med maleriet Impression Soleil levant.

Monet_Impression_soleil_levant

Resten er, fristes man til at sige, historie….

Monet – Lost in Translation

Monet banner

I faget videnskabsteori på universitetet for snart mange år siden lærte jeg det mærkeligste ord. Simulacrum. Ordet er latin og betyder ‘billede’ eller ‘efterligning’. Den (meget) forenklede for-klaring fra læreren på ordets betydning var, at det betyder en kopi af en kopi, hvor originalen var blevet væk.

Hvorfor hedder udstillingen ‘Monet – Lost in Translation’?

Mit bedste bud er, at undertitlen egentlig skal tages ret bogstaveligt. Jeg har før fortalt jer om både oversættelsesarbejde og kulturelle overførsler her på bloggen, og vi er altså ude i noget af det samme. Et kulturelt fænomen der tages fra sin oprindelige kultur og overføres til en mod-tagerkultur, hvor det efterfølgende lever sit eget liv (næsten da). For eksempel en bog, der over-sættes fra originalsproget til et modtagersprog, og efterfølgende versioner af bogen ikke gen-oversættes, men blot opdateres fra den tidligere oversatte version. Et maleri af en berømt maler, der kopieres og reproduceres til plakater, kalendere, krus, indkøbsnet, [indsæt selv], og lever sit eget liv som kopi i modtagerkulturen. En kopi af en kopi, hvor originalen er blevet væk.

ARoS vil hjælpe os med at finde originalen igen, og det er netop det anderledes perspektiv der gør, at det er en spændende udstilling.

Vi mener allesammen at vi kender Monet, fordi vi er blevet stopfodret med hans billeder op gennem 1990’erne, hvor alle med bare en smule indretningsinteresse havde en eller flere Monet-plakater hængende i stuen, havde en årskalender med 12 forskellige vinkler på åkanderne hængende i køkkenet, eller andre objekter med impressionistiske motiver. Men kender vi ham?

Selve udstillingen starter på en banegård, komplet med aviskiosk og banegårdsur. Herfra går turen med “tog” fra Paris gennem landskaberne til Le Havre. I 1847 blev jernbanen ført fra Paris ud til Normandiet, og det gav malerne (og alle andre parisere) bedre muligheder for at komme ud på landet. Med ‘toget’ føres vi ikke blot med malerne ud i landskaberne, men også tilbage til tiden, hvor de originale værker blev til.

Det er dog ikke kun Monet, der er repræsenteret på udstillingen, omend han som impres-sionismens ophavsmand er det bærende element og navnet der sælger billetter. 18 af de 49 udstillede værker er af Monet, men der er også malerier af blandt andre Camille Pissaro, Edgar Degas, Alfred Sisley, Pierre-Auguste Renoir og Berthe Morisot, svigerinde til Édouard Manet (der var et forbillede for impressionisterne). Udstillingen igennem følger vi malerne rundt i de land-skaber, de malede, og vi er med i London, hvor Monet maler motiver mens han er i eksil under den fransk-tyske krig i 1870-1871. Der er også åkandemalerier, men de originale, vægstore åkande-malerier, som Monet også malede, er ikke med på ARoS.  En kopi(!) af et af dem er dog sat op på en stor væg i udstillingen.

Forleden, da jeg fortalte at jeg skulle ind og se udstillingen, var kommentaren fra en af mine venner, at Monet på ARoS umiddelbart lød for sikkert og for kedeligt. Sikre billetindtægter og noget, vi sikkert allerede har set før. Men hun var dog også frisk på at skulle afsted, da hun havde læst om, hvordan udstillingen er arrangeret.

Og det er (også) udstillingens perspektivering der gør den spændende, og jeg kan kun anbefale at man tager ind og ser den. Ser de originale malerier, der er oprindelsen til de reproducerede plakater vi kender. Fordyber sig i farver, lys og penselstrøg, ser at Monet er (meget) andet end åkandemotiver, og at man med udstillingens afsluttende ord

“…dykker ned i det liv, der udspillede sig omkring de impressionistiske malere for at forstå, hvad der drev dem […] Derfor er deres værker alt andet end klicheer”.

Monet sort-hvid

Det er bjergtagende at gå rundt mellem så mange originale impressionistiske værker og opleve dybden, det flimrende lys og penselstrøgene i den ægte vare. Noget der aldrig vil kunne ses i en kopi af en kopi.

Originalen er heldigvis ikke blevet væk. Gå ind og se den på ARoS.

Monet – Lost in Translation, ARoS Kunstmuseum (Århus). 9. oktober 2015 til 10. januar 2016. På hjemmesiden kan man også købe billetter til særomvisninger.

Monet rainbow panorama

Har du også været inde og se udstillingen? Hvad synes du?

PS: Hvis du ikke allerede har læst indlægget om mit besøg i Monets have i Giverny, kan du læse det her.

Champagne-Ardenne

Regionen Champagne-Ardenne ligger lige øst for Parisregionen. Mod nord grænser regionen op til Belgien, mod øst regionen Lorraine og mod syd Bourgogne.

Champagne-Ardenne består af fire departementer: Ardennes (08), Aube (10), Haute-Marne (52) og Marne (51). Regionens administrative hovedby er Châlons-en-Champagne.

Regionen har fra tidlige tider haft den franske trones særlige bevågenhed. I 498 blev frankernes konge Clovis I døbt i Reims, og det blev indledningen til en lang tradition for de franske konger til ved tronbestigelsen at blive salvet i katedralen i Reims. Regionen havde sin del af stridighederne under La Guerre de Cent Ans (Hundredårskrigen fra 1337-1453), men efterfølgende blomstrede regionen op, blandt andet på grund af beliggenheden omtrent midt imellem Nordeuropa og Sydeuropa. Regionen blev vært for nogle store, årlige markeder – Les foires de Champagne – hvor omrejsende købmænd og handlende mødtes og solgte deres varer.

Århundreder senere fandt flere berømte slag sted i området. I 1814 udkæmpede Napoléon sit sidste slag mod russerne og østrigerne inden han blev sat i husarrest på Elba. I 1870, da krigen mellem Frankrig og Prøjsen brød ud, tabte Frankrig og Napoléon III slaget ved Sedan, og de prøjsiske tropper fortsatte mod Paris. Under 1. Verdenskrig var Marneområdet både i 1914 og 1918 skueplads for kampe mellem Frankrig og deres allierede mod Tyskland. Under 2. Verdenskrig invaderede Tyskland Frankrig via Ardennerne i maj 1940, og det var også i Ardennerne i den nordlige del af regionen at Tyskland forsøgte deres sidste, store offensiv i december 1944, som dog slog fejl, og et halv år senere var 2. Verdenskrig slut.

Omdrejningspunkterne for turismen i regionen er primært de historiske steder og gastronomien, og for de fleste en oplagt mulighed for at gå på opdagelse i Champagnedistriktets verdensberømte vine. Vindistriktet Champagne ligger omkring Reims, og det er kun mousserende vine fra dette distrikt der har lov til at bruge betegnelsen ‘champagne’. Derfor kan man man ofte se betegnelsen ‘méthode champenoise’ eller ‘crémant’ på mousserende vine der kommer andre steder fra.

champagneprop

Katedralen i Reims, som jeg efterhånden har omtalt nogle gange her på bloggen, vil være incontournable for de historieinteresserede, alene på grund af dens lange historie med de mange kongesalvelser, men også på grund af den gotiske arkitektur, Du kan se billeder af katedralen her.

Croix Lorraine på Juno Beach (Normandiet)

I den sydlige del af regionen ligger byen Troyes, hvor man kan gå på opdagelse i byens historiske centrum med dens mange bindings-værkshuse, der er flere hundrede år gamle. Tager man route departementale D619 fra Troyes østpå gennem nationalparken Parc naturel régional de la fôret d’Orient, ender man i landsbyen Colombey-les-Deux-Églises i departementet Haute-Marne. Her havde Charles de Gaulle en ejendom, hvortil han trak sig tilbage efter at han forlod fransk politik i 1969, og døde blot 18 måneder senere. I landsbyen ligger i dag et stort museum og dokumentationscenter – Mémorial Charles de Gaulle – med et 44 meter højt Croix Lorraine mindesmærke i parken. Korset, der var symbolet på de frie franske styrker under 2. Verdenskrig, fulgte Charles de Gaulle resten af livet.

 

Har du besøgt Champagne-Ardenneregionen? Fortæl os gerne om det i kommentarfeltet!

God weekend :)

PS: Den store Monet-udstilling åbner på ARoS i Århus i dag – læs mere på bloggen på mandag!

(Billeder: Pixabay.com og privatfoto)

Le Procope

For lige at blive lidt i Oplysningstidens århundrede (1700-tallet), som vi kort rundede i forgårs….

Der er en restaurant i Paris, som er en af dem, man skal have prøvet ihvertfald een gang. Le Procope er Paris’ ældste café/restaurant, og dens historie går helt tilbage til 1686, perioden hvor Solkongen Ludvig d. 14. regerede og Versailles blev opført. Op gennem 1700-tallet holdt de franske oplysningsfilosoffer Voltaire, Diderot, Rousseau med flere til på caféen, og senere også Revolutionens tilhængere.

Det image lever restauranten stadig af.

Men uanset om man som mig er en historienørd (både historisk historie og en god historie i al almindelighed…) eller om man ikke aner en pind om den slags historiske vingesus og heller ikke interesserer sig for den slags, så er restauranten et besøg værd. Netop fordi indretningen oser af historie, og man ikke kan undgå, at det gør indtryk (man kunne måske ligefrem få lyst til at gøre sig klogere på disse perioder i fransk historie). Jeg har haft to af mine tre poder med, de var ca. 16 da vi var der, og det er jo typisk en aldersgruppe der ikke lader sig imponere af noget som helst der bare lugter lidt af historie. Begge var behørigt imponerede af de tykke (tykke!) gulvtæpper, de gamle træpaneler, tapeterne, guldrammerne, de store spejle og hele atmosfæren.

Menukortet tilbyder det klassiske franske køkken og langtidssimrede retter. Vi fik foie gras og andepaté til forret, en velsmagende coq au vin til hovedret (der kom en gryde på bordet til 3 personer, og så kunne vi spise løs. Og der var rigeligt). Til dessert flamberede pandekager.

Restauranten kunne sagtens have ladet stedets historie afspejle sig i prisniveauet, men madens gode kvalitet taget i betragtning er niveauet absolut rimeligt. Betjeningen er venlig og de taler gerne engelsk (Kæreste var med), men som flere steder i det franske får man alligevel liiige lidt ekstra service, hvis man taler fransk. Således fik min gastronomi-interesserede søn lov til at komme med hen til gasblusset for at se tjeneren tilberede de appelsinmarinerede og Grand Marnier-flamberede crêpes.

Le Procope, 13, Rue de l’ancienne comédie, 75006 Paris.

Franske Filmmandage: Une Heure de Tranquillité

I mandags var der Franske Filmmandage i Øst for Paradis og Grandteatret, og det lykkedes mig endelig at komme afsted.

Filmen Une Heure de Tranquillité er en komedie. En typisk fransk en af slagsen. Jeg kom til at tænke på klicheen med manden i huset, der låser sig inde på toilettet bare for at få fred for larmende børn, hustru, naboer og hvad der ellers måtte være af forstyrrende elementer i en dagligdag.

Hovedpersonen Michel, spillet af Christian Clavier (som blandt mange andre roller har spillet titelrollen i Asterix-filmene og den tro væbner Jacquouille i Les Visiteurs) låser sig dog ikke inde på toilettet, men alt hvad han ønsker sig er en times fred og ro i stuen, så han kan lytte til den perle af en gammel jazz-plade, han tilfældigt har fundet på et loppemarked, førsteudgivelse og alting. Han er tandlæge med stor pariserlejlighed, lettere neurotisk kone og en doven søn på 30, der endnu ikke er flyttet hjemmefra. Alle vil have noget af ham, og han vil bare have fred i en time.

Hans passion er musik og han har en stor pladesamling, men tilsyneladende ingen i hans omgivelser har tænkt sig at give ham lov til at lytte til hans nyeste fund: Hustruen der vil bekende en affære, de ‘polske’ håndværkere der arbejder sort i hans lejlighed med at renovere et rum, moren der konstant ringer, elskerinden der absolut må tale med ham, sønnen der har installeret en stor, illegalt indvandret familie i sit loftsværelse, naboerne der gør klar til opgangens ‘komme-hinanden-ved-fest’, husholdersken, der blander sig i tide og utide…. Alle forhindrer de ham i at få fred til at lytte til sin nyerhvervelse. Og det er egentlig handlingen i filmen. Alle disse forstyrrelser, der forhindrer en mand i at få lov til at fordybe sig i sin passion.

Det er ikke stor filmkunst, men det er fransk komedie når den er sjov på den klukleende måde. Der er alle klicheerne: Parforholdsproblemer, affærer à la française, umulige børn, la bonne (husholdersken), la concierge i stueetagen, og en mand, der egentlig gerne bare vil have et frikvarter fra det hele for at lytte til sin musik.

Filmen er instrueret af Patrice Leconte, efter et teaterstykke af samme navn. Stykkets forfatter, Florian Zeller, har bearbejdet teaterforlægget til et filmmanuskript, efter at det spillede med stor succes på Théâtre Antoine i Paris i vinteren 2013-2014, med Fabrice Lucchini i hovedrollen som Michel.

Kulturelle overførsler

Transferts1

Jeg har tidligere skrevet om oversættelsesarbejde her på bloggen, og om, hvilken indsigt i både afsenderkulturen og modtagerkulturen oversætteren skal være i besiddelse af. Når du for eksempel sidder og læser en god bog i sofaen, der er oversat fra et andet sprog til dansk, så sidder du ikke blot med resultatet af en (forhåbentlig) vellykket oversættelse i hænderne. Du sidder også med en kulturel overførsel.

‘Kulturel overførsel’ er et teoretisk begreb, en metode til beskrivelse af overførslen af et kulturelt fænomen (forstået i bredeste forstand) fra en oprindelseskultur til en modtagerkultur. Og det er vel at mærke ordet ‘overførsel’ der er i fokus her, hvilket i de fleste tilfælde vil sige ‘overførsel’ fra et land til et andet. Begrebet dækker langt mere end ‘bare’ fænomenets vej fra een kultur til en anden. Når man undersøger en kulturel overførsel handler det om at se på, hvordan fænomenet (f.eks. en bog) rejser fra oprindelseskulturen til modtagerkulturen, hvem der initierer (formidler) overførslen, hvordan bogen bliver modtaget, og hvordan den, helt konkret og i mere abstrakt forstand, bliver modtaget, forstået og indoptaget af modtagerkulturen og dens publikum.

Forskningen i kulturelle overførsler blev formaliseret og teoretisk beskrevet af professor Michel Espagne fra École Normale Supérieure i Rue d’Ulm i Paris og hans tyske kollega Michel Werner op gennem 1980erne, hvor de manglede et metodeværktøj til mere præcist at beskrive og indfange alle facetter af de fransk-tyske interkulturelle relationer, de arbejdede med. I 1999 udgav Michel Espagne Les transferts culturels franco-allemandes (Presses Universitaires de France – PUF), som teoretisk beskriver metoden og anvender den på en lang række eksempler i spændingsfeltet Frankrig-Tyskland.

Et eksempel
Jeg skrev i 2004 speciale om modtagelsen i Danmark af Montesquieus værker, særligt Lettres Persanes (1721) og De l’Esprit des Lois (Om Lovenes ånd) (1748). Det udsprang af en undren over, hvorfor et værk med så omfattende indvirkning på den vestlige verdens demokratiske grundlove og statsindretninger var så fraværende i nutidig dansk forskning. I værket formulerer Montesquieu, inspireret af John Locke, tredelingen af statsmagten i den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt. Om Lovenes Ånd fandt ret hurtigt efter udgivelsen i 1748 vej til Danmark, idet den allestedsnærværende og vidt berejste Ludvig Holberg, som kunne fransk, havde et eksemplar af værket i en 1749-udgave. Holberg og andre fra datiden universitære elite – blandt andre statsråden Kofod Ancher og professor ved Sorø akademi Jens Sneedorff – debatterede flittigt Montesquieus ideer, og Holberg kritiserede dem i mange af sine epistler med udgangspunkt i sin dansk/norske forståelse, og med nogle misforståelser af Montesquieu til følge. Og netop her er det at man kan begynde at se på, hvordan et værk forstås i modtagerkulturen.

I 1770 udkom en komplet oversættelse til dansk af De l’Esprit des Lois, hvilket betød endnu en kulturel overførsel af samme værk. Værket var allerede tilstede i Danmark og blev debatteret, men med oversættelsen fik den brede danske befolkning, der ikke kunne fransk, adgang til værket og dermed Montesquieus ideer. Værket er først blevet genoversat igen i 1998.

I eksemplet med Montesquieu, som jeg har forenklet en hel del, har vi altså både en oprindelseskultur, en modtagerkultur, en initiator/formidler og en (ny) forståelse af værket ud fra modtagerkulturens referenceramme. At den kulturelle overførsel af Om Lovenes Ånd foregik relativt hurtigt i 1700-tallet kan tilskrives Holbergs internationale orientering. I 2006 udkom en antologi redigeret af Michel Espagne – Le prisme du Nord – hvor mange forskellige bidragydere tegner et billede af de kulturelle overførsler, der har fundet sted til og fra det nordligste Europa i perioden 1750-1920. Jeg var så heldig at få antaget et kapitel om netop den kulturelle overførsel af Om Lovenes Ånd.

I vores digitale 21. århundrede går tingene selvsagt meget hurtigere, og man skal nogle gange holde tungen lige i munden, hvis man skal forsøge at følge et kulturelt fænomens vej fra en udgangskultur til en modtagerkultur. Nye sange, nye bøger, rejsebeskrivelser fra fjerne lande – det hele lander i vores indboks eller vores Facebook feed i løbet af få sekunder….

Centre-Val-de-Loire

Regionen Centre-Val-de-Loire ligger ikke helt i centrum af l’Héxagone, og så lidt alligevel. Som vi har gjort tidligere kan vi placere en knappenål der hvor de tre regioner Centre-Val-de-Loire, Bourgogne og Auvergne mødes. Det punkt er ret præcist midt i Frankrig, og regionen Centre-Val-de-Loire ligger nordvest for dette punkt, og syd for regionen Ile-de-France. Før 2015 hed regionen Centre, men i januar 2015 blev det ved lov vedtaget at ændre regionens navn til Centre-Val-de-Loire.

Regionen består af seks departementer: Cher (18), Eure-et-Loir (28), Indre (36), Indre-et-Loir (37), Loiret (45) og Loir-et-Cher (41). Regionens administrative hovedby er Orléans.

Regionens historie er tæt knyttet sammen med det franske kongedømmes historie i middelalderen og renæssancen, da flere af de franske konger residerede både i Paris og i området i og omkring Orléans og Loiredalen i flere århundreder. Under la Guerre de Cent Ans – hundredårskrigen der varede fra 1337 til 1453 – var Orléans besat af englænderne fra 1428 til 1429, hvor franskmændene med Jeanne d’Arc i spidsen befriede byen (Jeanne d’Arc blev, som det er de fleste bekendt, nogle år senere blev brændt på bålet, beskyldt for kætteri). Befrielsen af Orléans i 1429 blev indledningen til enden på englændernes tilstedeværelse i det franske kongerige. Hundredårskrigen sluttede i 1453 med englændernes endelige nederlag i slaget ved Castillon øst for Bordeaux, i Aquitaineregionen. Efter afslutningen af de mange års ufred kom bedre tider og middelalder blev afløst af renæssance, særligt efter 1515, da François Ier kom til magten.

Særligt på strækningen fra Orléans til Tours ligger der rigtig mange slotte langs eller i nærheden af Loire-floden, som er bygget af de franske konger i middelalderen og renæssancen. Renæssanceslottet Chambord er måske det mest kendte af dem alle, bygget af François Ier i 1520erne, men også Chenonceau, der er bygget tværs over floden Cher, Château de Blois og fæstningen Chinon er slotte, der er et besøg værd.

Katedralerne i Chartres og Orléans har også en særlig historie i forhold til de franske kongers salvelsesceremoni – Le Sacre. Le sacre – salvelsen – var en religiøs ceremoni der indsatte kongen i en position så det reelt kun var Gud, der var over ham. Denne ceremoni har i langt de fleste tilfælde med de franske konger fundet sted i katedralen i Reims, men i nogle få tilfælde i middelalderen er den foregået i katedralen i Orléans. En enkelt gang har katedralen i Chartres også lagt kirkerum til en kongelig salvelse. Det var i 1594, da Henri IV blev salvet.

Privatfoto

Katedralen i Chartres

Bemærkelsesværdigt mange forfattere gennem århundrederne er enten født i regionen eller har haft tilknytning til den. Blandt de kendteste kan nævnes:

François Rabelais, der skrev værkerne Pantagruel og Gargantua i den tidlige franske renæssance, er født i Chinon i slutningen af 1400-tallet (vi læste begge værker på 1. år på universitetet, og de fleste på holdet tænkte gaaaaaaaab inden vi gik i gang, men begge bøger er faktisk forrygende morsomme).

Pierre de Ronsard, født i byen Couture-sur-Loir i 1524 og renæssancedigter.

René Descartes, matematiker og filosof, blev født i byen La Haye en Touraine (syd for Tours) i Indre-et-Loire departementet i 1596. Descartes er måske mest kendt for værket Discours de la Méthode og sætningen Cogito ergo sum (Jeg tænker, altså er jeg). Byen har i dag taget navn efter sit berømte bysbarn og hedder… Descartes.

Honoré de Balzac, forfatteren til La Comédie Humaine, er født i Tours i 1799. La Comédie Humaine består af ca 50 romaner og noveller, og han nåede ikke at blive færdig med sit projekt inden han døde som 51-årig. Det er et imponerende omfangsrigt værk, taget i betragtning at det er frembragt i løbet af ca. 20 maniske arbejdsår, og med datidens håndskrevne manuskripter og langsommelige trykkeproces in mente.

George Sand, som trods det maskuline kunstnernavn var kvinde, dramatiker og forfatter, blev født i  1804, og voksede op i byen Nohant-Vic i departementet Indre. Hun var meget frigjort set i datidens lys, og havde affærer med flere af tiden kendte kunstnere, blandt andet komponisten Chopin.

Anatole France blev født i Paris 1844 og levede det meste af sit liv der, men boede ved sin død i Saint-Cyr-sur-Loire tæt ved Tours. Anatole France, der betragtes som en af sin tids største forfattere, modtog Nobelprisen i litteratur i 1921, og var livet igennem engageret i den franske samfundsdebat.

Marcel Proust blev født i Paris i 1871, og hans tilknytning til Centre-Val-de-Loire regionen er mere indirekte. Han levede i Paris, men barndomsferierne, som er beskrevet i På sporet af den tabte tid, foregik i byen Illiers-Combray, der ligger i departementet Eure-et-Loir sydvest for Chartres.

Billeder: Pixabay.com og privatfoto