eiffeltårnet-aften

Courage !

Jeg lader normalt ikke realpolitiske diskussioner eller analyser finde vej til bloggen. Ikke fordi det ikke er interessant, men der er andre end mig, der er meget bedre til den slags. Men begivenhederne i Paris i går aftes skal ikke stå ukommenterede her på bloggen.

Min grundlæggende intention med Connaissances.dk er at formidle min kærlighed og dybe passion for Frankrig og for fransk og frankofon kultur, som jeg ved, jeg deler med rigtig mange. Det skal her på bloggen handle om alle de ting, vi som frankofile elsker ved La France.

Men Frankrig er også omdrejningspunktet for 1700-tallets europæiske oplysningstid. Montesquieu gav os De l’esprit des lois, Voltaire tordnede mod intolerance, religiøs fanatisme og for ytringsfrihed, Rousseau skrev om opdragelsen af den ideelle borger og indretningen af det ideelle demokrati. Diderot var erklæret ateist. Alle var de dog inspireret af filosoffer i andre europæiske lande, særligt Holland og England. Den første menneskerettighedserklæring fra 1789 – Déclaration des droits de l’homme et du citoyen – var inspireret af den amerikanske uafhængighedserklæring fra 1776, der igen var inspireret af den europæiske oplysningstids ideer. Den første danske Grundlov fra 5. juni 1849 er inspireret af Oplysningstiden.

Det er derfor, når vi ser den slags terrorangreb i Europa, at det ikke bare et angreb mod det pågældende land, men et angreb mod hele den ide, den vestlige verdens demokratier hviler på. Og som er udsprunget af vores fælles europæiske tankegods og kulturarv. I videre forstand er det et angreb på hver enkelt af os.

Jeg sidder med en blanding af sorg og dyb medfølelse lige nu, iblandet en stor bekymring for, hvor det her ender. For hvis vi ikke forstod det med 9-11, eller med angrebet på Charlie Hebdo i januar, så står truslen krystalklar nu, efter gårsdagens angreb i Paris. Samtidig skal vi huske på at nuancere tingene og ikke generalisere: Ikke alle troende er ekstremister. Og vi skal ikke lade nogle få individer bombe os tilbage til middelalderlige tilstande.

Skal jeg til Frankrig igen? Ja, det skal jeg!

Skal jeg til Paris igen? Ja, det skal jeg!

Min kærlighed til og passion for Frankrig er intakt og større end nogensinde, og nogle få galninge skal ikke forhindre mig i at besøge et land og en kultur, jeg elsker så højt.

Måske vil du også synes om:

Languedoc-Roussillon

Regionen Languedoc-Roussillon ligger i Sydfrankrig, og er den ene af de to regioner, der ligger ved Middelhavskysten. Øst for Languedoc-Roussillon ligger regionen Provence-Alpes-Côte d’Azur, mod nordøst ligger regionen Rhône-Alpes. Nordpå grænser Languedoc-Roussillon op til Auvergne, og mod vest Midi-Pyrénées. Regionen er en af de tre regioner, der mod syd grænser op til den spanske grænse.

Regionen består af fem departementer: Aude (11), Gard (30), Hérault (34), Lozère (48) og Pyrénées-Orientales (66). Regionens administrative hovedby er Montpellier.

I 700-tallet invaderede maurerne Spanien, og på et tidspunkt rakte de besatte områder op nord for Pyrenæerne og et stykke ind i Languedoc-Roussillon området. På den spanske side af grænsen startede generobringen af Spanien i 1200-tallet, og maurerne blev fordrevet fra det meste af Spanien, undtagen Granada, der først faldt i 1492. Nogle af de maurere der flygtede fra den spanske generobring slog sig ned i Languedoc-regionen, der indtil Revolutionen var nogenlunde identisk med de to nuværende regioner Midi-Pyrénées og Languedoc-Roussillon.

I 1100-tallet opstod den religiøse bevægelse katharerne i Languedoc-området. Det var en asketisk, kristen sekt som var en torn i øjet på den katolske kirke, der anså katharerne som værende kættere, da deres tro ikke fulgte den katolske kirkes retningslinjer. Efter flere årtiers korstog, ført af forskellige parter i Frankrig, blev katharerne udslettet, og efterfølgende kom området ind under den franske trone.

Navnet ‘Languedoc’ kommer i øvrigt fra et af de lokale sprog, der i mange århundreder er blevet talt i området: Langue d’Oc.

Regionen byder på mange forskellige oplevelser, og der er noget for enhver smag. Helt oplagt er det at tage på badeferie ved Middelhavskysten, men skulle det ske at man blev træt af strand og badedyr (eller at vejret blev dårligt), så er der også spændende ting at tage sig til i baglandet. Det kunne være en dagsudflugt til Carcassonne i departementet Aude, eller en tur til Parc National des Cévennes i departementet Lozère, som jeg skrev om i juli, da Tourfeltet kørte igennem området. Her ligger også en af de smukkeste underjordiske grotter, der er åben for publikum, Aven Armand grotten. Cirka 100 kilometer længere mod sydøst ligger en anden seværdig underjordisk grotte: La Grotte des Demoiselles.  Shoppinggenet kan man få plejet i for eksempel Montpellier eller Perpignan.

Regionen lægger jord til verdens største vinområde, hvor nogle af Frankrigs bedste vine dyrkes, både rødvine, hvidvine og rosévine. Appellationen ‘Roussillon’ dækker omtrent halvdelen af departementet Pyrénées-Orientales fra Middelhavskysten og vestpå, mens appellationen ‘Languedoc’ dækker en stor del af departementerne Aude og Hérault samt et mindre område i departementet Gard. Ud over den rige repræsentation af de lokale vine, er der også mulighed for at smage fisk og skaldyr fra Middelhavet, der primært landes i Sète, eller, som det er tilfældet de fleste steder i Frankrig, at gå på markedet og købe lokalt dyrkede eller fremstillede fødevarer, såsom frugt, grøntsager og oste.

Måske vil du også synes om:
Le-relais-de-lentrecôte

Le Relais de l’Entrecôte

For et par år siden var jeg i Paris med svigermekanikken. Den ene af mine svogre har været på en del forretningsrejser til byen, så han kender flere gode restauranter. En af dem er Relais de l’Entrecôte, som jeg flere gange er vendt tilbage til, når jeg har været i Paris.

Man kan ikke bestille bord, men møder op og stiller sig i kø, ligesom på Chartier. Konceptet er enkelt og menukortet (måske lige undtaget dessertkortet) er til at overskue. Der er én forret, en grøn salat, og én hovedret, bestående af mør entrecôte, pommes frites og restaurantens egen grønne pebersauce i rigelige mængder. Ifølge restauranten er opskriften hemmelig, men der er ingen tvivl om at den er smørbaseret. Når man har spist første runde hovedret kommer servitricen og fylder op igen, og man kan uden problemer spise sig mæt, bare i hovedretten. Jeg har endnu ikke oplevet, at kødet ikke var stegt præcist, som jeg havde bedt om det, og det er lækkert og mørt.

Dessertkortet kan til gengæld gøre den mest hardcore dessertelsker vakkelvorn. Det fylder en hel, håndskreven side, og tæller mange af de klassiske franske desserter. Og der er ikke tale om små portioner. Er man ikke blevet mæt af forret og hovedret, så bliver man det med garanti af desserten.

Privatfoto

Privatfoto

Man kan som regel sige en del om betjeningen på de parisiske restauranter, og det er ikke altid i den pæne ende af registret, men der er ikke noget at udsætte på servitricerne her. De er søde, imødekommende og effektive, og hvis der skulle være en der har fødselsdag stiller hele betjeningen sig op for at synge Joyeux Anniversaire, komplet med fyrværkeri i desserten og alting. Jeg har oplevet det nogle gange, og det ender som regel med at de fleste af gæsterne synger med og klapper. Indretningen er den typiske parisiske bistrostil, og alle servitricer er klassisk klædt i sort, med hvide forklæder, så man føler sig sat nogle årtier tilbage.

Prisen for forret og hovedret lå på 25€ sidst jeg var der, hertil skal så lægges drikkevarer, dessert og kaffe. Det er ikke en restaurant man sidder og hænger på i flere timer, men skal man have et hurtigt måltid mad og så videre ud i byen, er den et glimrende valg.

Le Relais de l’Entrecôte findes tre steder i Paris (Saint-Germain-des-Prés, Montparnasse og tæt ved Champs Elysées), samt i Genève.

PS: Er du i Paris i julen, så bliver der her disket op med en stribe guldkorn til, hvor man kan spise sit måltid juleaften. (Og jeg er i øvrigt enig i Louises vurdering af Chartier: Det er et charmerende sted, men kvaliteten af maden og betjeningen har kendt bedre tider…)

Måske vil du også synes om:

De franske republikker

franske republikker

Eugène Delacroix (1830): La liberté guidant le peuple

På et eller andet tidspunkt er du sikkert stødt på beskrivelsen ‘Den 5. republik’ om Frankrigs politiske grundsten, forfatningen. Måske har du så tænkt ‘ hvorfor den 5. – hvad med de fire andre?’ Hver gang forfatningen er blevet skrevet om har det været på baggrund af begivenheder, der har medført en så fundamental ændring af den franske statsstyring at det har skabt en ‘ny’ republik.

1. republik: 1792-1799

Frankrig var i mange århundreder, helt frem til Revolutionen i 1789, et kongedømme. Denne lange periode i fransk historie bliver som regel kaldt l’Ancien Régime, som direkte oversat betyder ‘det gamle regime’ eller ‘den gamle styreform’. Revolutionen startede med stormen på Bastillen 14. juli 1789, men kongen blev ikke umiddelbart væltet. Først i september 1792 blev monarkiet afskaffet, og Ludvig d. XVI blev sendt i guillotinen i januar 1793. Hans dronning, Marie-Antoinette, fulgte efter i oktober 1793. Den 1. republik sluttede i november 1799 med Napoléons statskup, som også satte punktum for revolutions-tiåret.

I 1804 udnævnte Napoléon sig selv til kejser, og perioden frem til 1815 og hans endelige fald i 1815 benævnes Premier Empire (1. kejserdømme). Herefter  kom den periode der kaldes La Restauration, idet kongedømmet blev genindført. Frem til 1848 regerede Ludvig XVIII, Charles X og Louis-Philippe Ier.

2. republik: 1848-1852

I 1848 gik det imidlertid galt igen, og Louis-Philippe måtte abdicere. Den provisoriske regering udråbte den 2. republik og indførte stemmeret, pressefrihed og tillod befolkningen at samles offentligt. I forfatningen blev der indskrevet valg til en nationalforsamling og valg af en præsident, der skulle sidde i 4 år. Den valgte præsident skulle udpege en regering. Ifølge forfatningen kunne præsidenten ikke genvælges og han kunne ikke opløse nationalforsamlingen. Ved præsidentvalget i december 1848 blev Louis Napoléon Bonaparte, Napoléons nevø, valgt til præsident med et stort stemmeflertal. Men netop på grund af forfatningsbestemmelsen kunne han ikke genvælges som præsident fire år senere, i 1852. Så han begik statskup og fik manøvreret sig til en udnævnelse som kejser. Perioden kaldes Deuxième Empire (2. kejserdømme).

3. republik: 1871-1940

Det andet kejserdømme varede indtil det forsmædelige nederlag til preusserne i september 1871, hvor Napoléon III blevet taget til fange. To dage senere blev den 3. republik udråbt. Trods vedvarende politiske stridigheder er den 3. republik indtil videre den længste periode i Frankrig med republikken som styreform. Den holdt helt frem til udbruddet af 2. verdenskrig og Nazitysklands besættelse af Frankrig.

4. republik: 1945-1958

Efter 2. Verdenskrigs slutning begyndte arbejdet med at skabe en ny republik. Charles de Gaulle, som havde været de Frie Franskes stemme fra London under hele krigen, blev regeringschef, mens arbejdet med den nye forfatning stod på. Diskussionerne gik blandt andet på, om man skulle have et eller to kamre (Nationalforsamling og Senat). De Gaulle ønskede at præsidenten skulle have stærke beføjelser, men det kom han ikke igennem med, og han valgte at trække sig i januar 1946. i oktober 1946 blev den 4. republiks forfatning vedtaget. Republikkens præsident skulle vælges af Nationalforsamlingen for en periode af syv år, men uden beslutningsbeføjelser. Det, som vi ville kalde en kransekagefigur. Balanceringen af statsmagten mellem Nationalforsamlingen, regeringen og republikkens præsident havde sine svagheder, og man var yderligere udfordret af forsyningsproblemerne efter krigen, samt kolonikrige i blandt andet Indokina og Algeriet. I foråret 1958 blev regeringen væltet af Nationalforsamlingen, og Charles de Gaulle blev bedt om at danne en ny regering.

5. republik: 1958-

De Gaulle fik ret hurtigt forhandlet en ny forfatning på plads, og denne gang fik republikkens præsident stærke beføjelser, med ret til alene at kunne udøve den fulde magt i særligt alvorlige krisesituationer. Præsidenten udpeger premierministeren, der danner regering. Landet fik en Nationalforsamling og et Senat, og forfatningsrådet – le Conseil constitutionnel – blev oprettet. De Gaulle var præsident indtil 1969, hvor han trådte tilbage. I 2000 blev det ved et referendum vedtaget at ændre forfatningen, så præsidenten kun kan vælges for fem år ad gangen, istedet for de oprindelige syv. Med mellemrum blusser diskussionen om en 6. republik op, da mange mener at forfatningen fra 1958 er ved at være en kende forældet, særligt på grund af de meget stærke magtbeføjelser, der ligger hos landets præsident.

Ovenstående er en ultrakort lynoversigt over de fem republikker. Der er skrevet tykke historiebøger om dem, så har du lyst til at vide mere, er det bare med at kaste sig ud i det.

Måske vil du også synes om:

Om variation og ‘les fondamentaux’

Vi kommer langt omkring her på bloggen, og det er hele grundideen i indlæggene: At komme ud i de forskellige hjørner og kroge af den franske og frankofone kultur. I går handlede det om mine indtil nu ikke særligt vellykkede forsøg på at lave crème brûlée. I fredags var det om efterårets franske bogpriser.

Jeg skriver indimellem nogle indlæg, hvor nogle måske vil tænke ‘det véd jeg da godt’. For andre er det ny viden eller nogle brikker der bliver sat på plads som grundlag for en større og bedre forståelse af franske og frankofone forhold. Man kunne kalde indlæggene ‘back to basics’ eller ‘les fondamentaux’. Og dem skal der også være plads til, ligesom der skal være plads til de mere nørdede indlæg.

For eksempel skrev jeg i starten af bloggens levetid et indlæg om, hvor mange Napoléoner, der var. Fordi jeg har oplevet flere gange, at det skaber forvirring. Eller at der rent faktisk er styr på nummereringen af Paris’ postnumre, og hvis man kender ‘systemet’, er det ret nemt at finde rundt i byen og finde adresser. Serien af indlæg om Frankrigs regioner er et andet eksempel på, hvad jeg vil kalde ‘les fondamentaux’ for en større forståelse af Frankrig.

I den mere nørdede ende har vi været omkring en rebus (og en anekdote), og der har også været flere indlæg om sprog og grammatik, for eksempel det her eller dette her. Nogle gaber kæberne af led over den slags indlæg, andre vil synes at det er sjovt og spændende.

Variation er en god ting, og der skal være plads til det hele. I morgen får du for eksempel en oversigt over de franske republikker. Jep, franskmændene er ved nummer fem af slagsen. Læs mere i morgen.

PS: Overvejer du at tage til Paris på juleshopping eller bare opleve Paris i julebelysning? Så har Louise Sandager skrevet et spændende blogindlæg om netop det, propfyldt med information om Paris i julemåneden.

Måske vil du også synes om:

Crème brûlée #1

creme-brulee

(Foto: Pixabay.com)

Pfffffff….

Det var meningen, I skulle have en lækker lille opskrift på crème brûlée her til morgen. Sådan en nem lille en man hurtigt kan bikse sammen og lade stå i ovnen en times tid, og tadaaa, så er der crème brûlée. Med en fin gul farve og den der helt perfekte skærefasthed, som skeen rammer efter at være brudt igennem det karamelliserede rørsukker,

Vi har været væk hele weekenden, men jeg prøvede tre gange i sidste uge. Alle tre gange gik det galt i bageprocessen. Jeg har prøvet med og uden vandbad, med og uden varm mælk, lige lidt har det hjulpet….. Og nu har jeg så mange æggehvider i overskud at vi skal leve af marengs og kokosmakroner det næste lange stykke tid (Ja det er ikke fordi at jeg hører høje protesthyl over det, vi har en del søde tænder i familien, men alligevel…)

Jeg tester videre og det skal nok lykkes på et tidspunkt, men jeg vil rigtig gerne høre, om der er andre end mig, der er udfordret, og om der måske er nogen der sidder med en idiotsikker måde at lave crème brûlée på? Bruger I vandbad eller ej? Hvor mange æg bruger I? bruger I både fløde og mælk (og skal det være sødmælk)? Skriv gerne om det i en kommentar.

God mandag :)

Måske vil du også synes om:

Efterårets franske bogpriser 2015

bestsellers

I starten af september skrev jeg nogle indlæg om La rentrée littéraire i Frankrig. Det er en stor begivenhed hvert år, og i år var der knap 400 franske nyudgivelser på vej. Hertil skal lægges alle de internationale udgivelser, der er blevet oversat til fransk.

Siden har boghandlerne, de almindelige læsere og magasinredaktørerne forsøgt at få og give et overblik over de mange udgivelser. Således eksempelvis månedsmagasinet LIRE og Frankrigs største, uafhængige boghandel, Mollat i Bordeaux. Der tegner sig ret hurtigt et billede af nogle favoritter blandt årets udgivelser, ligesom forventningerne til de store, etablerede forfattere som regel er ret store.

Men de mange nyudgivelser er blot første trin i en længere proces omkring la rentrée littéraire. I løbet af september og oktober bliver flere titler nominerede af de mange franske bogjuryer, hvoraf nogle er endog meget prestigefyldte, og i slutningen af oktober og starten af november begynder prisregnen.

En af de mest prestigefyldte er Prix Goncourt, som i denne uge blev tildelt Mathias Énard for romanen Boussole. L’Académie Goncourt, som står bag prisen, er et litterært selskab der blev stiftet tilbage i 1900. Selve prisen er på 10€ (TI euro!), men som akademiet gør opmærksom på deres hjemmeside er det ikke den økonomiske pris, men det store oplagstal, der følger med tildelingen af Le Prix Goncourt, der tæller.

Prix Renaudot er en anden af de store priser, og den blev i år tildelt Delphine Vigan for romanen D’après une histoire vraie. Prisen blev indstiftet i 1926 af en række litteraturkritikere, og der knytter sig en interessant historie til selve prisuddelingen: Prisen uddeles ved samme lejlighed som Prix Goncourt, på restaurant Drouant i Paris den første tirsdag i november. Selvom de to priser ikke er organisatorisk forbundne er Prix Renaudot en slags supplering af Goncourt, idet Prix Renaudot ofte går til en af de finalister, der ikke når i mål til en Goncourt pris.

Det franske Akademi har også en bogpris – Le Grand Prix de l’Académie. Den blev i år uddelt for 100. gang, og noget usædvanligt til to forfattere mod normalt en. I år til Boualem Sansal for romanen 2084 La fin du monde og Hédi Kaddour for romanen Les Prépondérants.

Le Prix Médicis er endnu en af de store bogpriser, der blev uddelt så sent som i går. Den gik til Nathalie Azoulai for romanen Titus n’aimait pas Bérénice. Le prix Décembre gik i år til Christine Angot for Un amour impossible, og Prix Femina gik til debutforfatteren Christophe Boltanski for La cache.

Prisregnen fortsætter et stykke tid endnu.

NB! Det er i øvrigt i dag at du kan komme til foredrag om sidste års litterære Nobelprisvinder, franske Patrick Modiano. Det foregår på Godsbanen i Aarhus kl. 16.00, og er arrangeret af SLC og lektor Steen Bille Jørgensen fra Aarhus Universitet. Du kan læse mere om arrangementet her.

Måske vil du også synes om:

Île-de-France

Regionen Île-de-France ligger i Nordfrankrig, hvor den grænser op til regionerne Picardiet mod nord, Champagne-Ardenne mod øst, Bourgogne mod sydøst, Centre-Val-de-Loire mod sydvest og Haute-Normandie mod nordvest.

Regionen består af 8 departementer: Essonne (91), Hauts-de-Seine (92), Paris (75), Seine-et-Marne (77), Seine-Saint-Denis (93), Val-de-Marne (94), Val-d’Oise (95), Yvelines (78).

Departementet Paris (75) (der geografisk svarer til byen Paris), ligger i centrum af regionen, omkranset af departementerne Hauts-de-Seine (92), Seine-Saint-Denis (93) og Val-de-Marne (94). I en ring udenom disse fire departementer ligger departementerne Essonne (91), Seine-et-Marne (77), Val-d’Oise (95) og Yvelines (78). Regionens hovedby er [tadaaa!] Paris.

Île-de-France er arealmæssigt en af de mindste regioner i Frankrig, men befolkningsmæssigt er det den region i Frankrig der har flest indbyggere, knap 12 millioner mennesker. Befolkningstætheden er højest i Paris, og falder gradvist, jo længere ud mod regionens grænser, man kommer.

Navnet Île-de-France går mange århundreder tilbage. Île betyder ø på fransk, og navnet er en reference til det flade sletteområde der ligger nord for Paris og Seinen, og strækker sig fra departementet Val-d’Oise i vest, henover Seine-Saint-Denis til Seine-et-Marne i øst. Hvis du har kørt i bil til Paris og er ankommet nordfra, har du måske bemærket det flade landskab nord for byen, der hvor man passerer forbi Roissy-Charles de Gaulle lufthavnen? Eller hvis du har taget motorvejen øst om Paris, den der kaldes La Francilienne, har du sikkert også bemærket det flade landskab.

Området der i dag udgør den administrative region Île-de-France har, siden omkring år 1000 og med skiftende grænser, været kongeligt område – domaine royal – hvorfra de franske konger op gennem århundrederne har erobret mere og mere land, indtil Frankrig fik den størrelse, landet har i dag. Det er også en af forklaringerne på, at Frankrig som nation altid har været meget centralt styret: Alting udgik fra Parisområdet. Hvis man kigger på et landkort ses det endda på vejnettet.

Hvad skal man så se, hvis man opholder sig i regionen Île-de-France? Paris er jo selvskrevet, men byen har sit eget liv her på bloggen (prøv bare at klikke på ‘Paris’ i tag-skyen ud i højre kolonne). Så hvad er der ellers?

Helt oplagte valg er for eksempel Versailles-slottet i departementet Yvelines. Det ligger ca en times kørsel med tog fra det centrale Paris, hvis man er i byen og har brug for at komme lidt væk. Byen Rambouillet, også i departementet Yvelines, huser slottet af samme navn, som er den franske præsidents residens og som fra tid til anden huser udenlandske statsoverhoveder. I området nordvest for byen ligger nationalparken Parc naturel régional de la Haute Vallée de Chevreuse, et stort skovområde, der indbyder til naturoplevelser, cykel- og gåture. I byen Fontainebleau i departementet Seine-et-Marne ligger slottet Fontainebleau, hvor franske konger og dronninger har opholdt sig siden Middelalderen. Slottet og byen ligger omgivet af 25.000 hektar skovområde.

Og så er det svært at komme uden om Disneyland Paris i Marne-la-Vallée, især hvis man har børn. Parken kan også nås i tog fra det centrale Paris, så man kan kombinere de to ting. Min erfaring da vi var i Disneyland med 3 børn for nogle år siden var, at en dag i parken er for lidt. Den er stor, der er mange ting at se, og en del ståen i kø til de forskellige forlystelser. Vi var der to dage, men så havde vi (læs: de voksne) også fået nok. Man er totalt disneyficeret til sidst.

Disneyland Paris (privatfoto)

Disneyland Paris (privatfoto)

Har du besøgt nogle steder i regionen uden for Paris? Eller måske Disneyland? Hvad synes du? Del gerne dine erfaringer med os i kommentarfeltet.

Måske vil du også synes om:

A Mano – marokkansk mosaikkunst med mere

Måske har du bemærket det mosaikbord, jeg normalt bruger, når jeg tager billeder af mad eller en bog? Jeg er blevet spurgt, hvor jeg har det fra, så jeg har været en tur i Jægergårdsgade i Aarhus, hvor butikken A Mano ligger, og hvor jeg købte bordet  for syv år siden.

Da jeg kommer ind i butikken er indehaveren, Torsten Hansen, ved at gøre morgengymnastik. Det kalder han det daglige arbejde med at bære de smukke, men tunge cafeborde ud. Da dagens motion er overstået, kommer han og sætter sig til en snak om, hvor bordene kommer fra, og hvordan de er lavet.

Butikken, virksomheden og brandet A Mano, der betyder ’håndlavet’ på spansk, blev til efter en længere familierejse i autocamper i 1998, der blandt andet gik til Marokko. Da familien kom hjem havde de autocamperen fyldt op med marokkopuder, og det blev starten på A Mano, som  i dag har gjort Torsten til Nordeuropas største producent af marokkopuder. Butikken er fyldt med dem, men mosaikbordene tager også en del plads op, og det er dem, jeg er kommet for at høre nærmere om.

Torsten fortæller, at importen af mosaikbordene kom til i 2002. Hvert bord består af en bordplade, hvor han selv designer de forskellige mønstre og farver. De håndlavede keramikfliser kan være enten glaserede eller uglaserede. De tilhuggede fliser bliver monteret i en jernramme med armeret beton, og bordpladen er tung nok til at ligge fast på bordstellet i smedejern, når den bliver lagt ovenpå. Han arbejder på at lave bordpladerne i fiber i stedet for, så de bliver lettere at have med at gøre. Cafépersonale, der dagligt skal sætte borde og stole frem udendørs, og sætte dem væk igen om aftenen, vil helt sikkert blive glade for det tiltag, men der er endnu et stykke vej, før ideen er færdigudviklet.

A Mano 1a Marokkansk mosaikkunst

A Mano 6 Marokkansk mosaikkunst

Sydlandsk og skandinavisk stil

Marokkanske Marrakech er blevet et yndet turistmål, og den varme og farverige stil som vi oplever når vi er på ferie på sydlige destinationer (f.eks. også Provence) forelsker vi os i, og vil også have derhjemme. Eksempelvis har A Mano leveret marokkanske caféborde og spiseborde til hotel Villa Provence i Aarhus samt til adskillige restauranter og cafeer i byen. ”I starten havde vi mere farverige borde i butikken”, fortæller Torsten, og fortsætter: ”Men farver som gul, orange og blå passer bare ikke rigtigt til den danske/skandinaviske boligstil. Det er svært at omplante sydens varme boligstil til det kolde Skandinavien og de danske parcelhuse, så med tiden er farvevalget af klinkerne blevet tilpasset, så bordene passer bedre til de nedtonede farver, vi bruger her”. Danskerne har skullet vænne sig til stilen, og ved at tilpasse farvevalget i klinkerne til beige plus en farve eller to mere har han ramt den skandinaviske smag, og bordene er blevet en succes.

Produktionen

Hvert enkelt bord er designet af Torsten selv, hvorefter han sender bestillingen til sin marokkanske samarbejdspartner i Marrakech. Her har hans samarbejdspartner tre små fabrikker, hvor bordene laves, og ligeledes stolene i smedejern, som Torsten også har designet. Torsten fortæller, at hans bestillinger beskæftiger 8-12 familier i byen, det varierer fra produktion til produktion. Fair trade er en vigtig del af virksomhedens filosofi og bliver tilstræbt i videst muligt omfang. Og, tilføjer Torsten, ”Vi er meget opmærksomme på, at der ikke foregår børnearbejde, så det bliver der løbende tjekket op på”. Hver tredje måned tager han til Marrakech for at bese produktionen og sine bestillinger, og overvåger personligt at de bestilte varer er i orden og kommer med i containeren til Danmark.

En meget lang tradition

Det mosaikarbejde, der ligger bag de marokkanske mosaikborde, har en århundredlang historie. Det gamle kunsthåndværk går helt tilbage til Maurernes tid og deres besættelse af Spanien, der varede indtil slutningen af 1400-tallet. Maurerne kom fra det nordvestafrikanske område, delvist det nuværende Marokko og Algeriet, og de tog deres håndværk og rigt udsmykkede arkitektur med. Har du været i Granada og set Alhambra fæstningen, har du sikkert også set de rigt udsmykkede vægge med mosaikker.

I dag eksisterer mosaikkunsten primært i Marokko, men det er de samme, gamle håndværkstraditioner og fremgangsmåder, der ligger til grund for de rigt udsmykkede mosaikker. I byen Fes i Marokko ligger der en skole, der uddanner folk i det ældgamle håndværk.

Det hele begynder med en lille flise på 10×10 cm, der farves med glasur i primært blå, grønne, gule, røde og hvide nuancer, og brændes. Herefter bruges en skabelon til at ridse formen på den enkelte mosaikklinke – der kaldes en ’zellige’ – op på flisen. Dygtige og præcise arbejdere hugger derefter hver enkelt zellige ud af flisen. De mest anvendte former er firkanter, trekanter og sekskanter, men også stjerneformer og mere organiske former anvendes.

Nogle borde er meget rige på mønstre og kan tage uger at lave. Det er Le Mâllem, håndværksmesteren, der har til opgave at sætte alle zelliges sammen til de smukke geometriske eller blomsterinspirerede  motiver, ofte på baggrund af en matematisk formel. Her kan du se eksempler på de smukke mønstre. Disse kan ikke sælges her i Skandinavien, siger Torsten (det er det med den sydlandske kontra den skandinaviske stil), men det er det samme, hundredårige håndværk der ligger bag de borde, som Torsten designer og sælger i butikken.

Her kan du se, hvordan processen fra støbningen af grundflisen til det færdige bord foregår.

Kendskabet til marokkopuderne og bordene har de seneste 15 år bredt sig som ringe i vandet og det resulterede i forrygende travlhed. Virksomheden vokser, og de har ikke haft behov for at reklamere ret meget. Det har længe været ham selv og hustruen, der har drevet virksomheden, men på et tidspunkt blev det for meget og Torsten var nødt til at drosle kraftigt ned. Som han siger: ”Der skal også være plads til at vi har det godt”. Børnene er store nu og hjælper til, og de vil gerne træde ind i firmaet, så han arbejder på at finde egnede lokaler i København til en ny butik. Det nye sted skal være et miks af café/brasserie, galleri og showroom. Planen er samtidig at introducere endnu flere forskellige størrelser puder og flere stolemodeller. ”Jeg arbejder på at designe den ultimative stol, som skal være en stabelstol, men det er ikke helt i mål endnu”, siger Torsten. Til foråret bliver butikken i Aarhus bygget om og udvidet.

Sidder du nu og tænker, at sådan et bord kunne du også godt tænke dig?

Torsten fortæller, at A Manos hjemmeside i øjeblikket er under omlægning, men når den kommer op igen, vil den også indeholde en onlineshop, hvor man selv vil kunne designe sit mosaikbord med farver og mønster. Leveringstiden vil være ca. 3 måneder fra bestillingen er afgivet.

Og se så lige her et tilbud, Torsten kommer med til Connaissances’ læsere: Hvis du er blevet fristet af de smukke borde og gerne selv vil eje et, så gå ind i butikken (eller ring og få en snak med Torsten) og sig kodeordet ’Connaissances’. Så får du 20% rabat på det bord, du køber. Tilbuddet til Connaissances’ læsere er gældende hele november til og med mandag d. 30. november.

TIP: Har du lyst til at prøve at lave mad i en rigtig tagine? Sådan nogle har Torsten også. Du kan se dem i hans 2. butik/udstillingslokale på Frederiks Allé 101, ca. 150 meter fra butikken A Mano i Jægergårdsgade 53. Taginerne forhandles i 4 størrelser, og koster fra 95 til 295 kr.

Har du lyst til at læse historien om familiens rejse og om marokkopuderne, der blev starten på det hele, så er her en artikel i Jyllands-Posten fra december 2014.

A Mano, Jægergårdsgade 53, 8000 Aarhus C. Telefon 86123150, Mail: butik@amano.dk

La trêve hivernale

Istapper

Forestil dig, at du ikke har kunnet betale din husleje de seneste måneder, og står for at blive sat ud af kongens foged. Hvis du bliver sat på gaden, har du ingen steder at flytte hen. Det er sent efterår, og vinteren, der måske bliver frysende kold, står for døren. Der kan være mange forskellige årsager til, at nogle mennesker havner i den ulykkelige situation, og vinterperioden er nok den værste tid på året at blive sat ud af sin bolig.

I Danmark er der ingen pardon, uanset hvornår på året en udsættelse af et lejemål måtte ske. I Frankrig har de en lov, der kaldes La trêve hivernale. Trêve betyder våbenhvile eller pusterum, hivernale betyder vinterlig. Kort fortalt går den ud på, at i perioden 1. november til 31. marts må en udlejer ikke sætte en lejer på gaden på grund af manglende betalinger af husleje. Uagtet at udlejeren har taget juridiske skridt til en udsætning, skal processen sættes i bero indtil perioden udløber næste forår – hvor den så kan genoptages. De seneste år har loven også omfattet et forbud mod at lukke for el og gas i perioden. Der gælder dog den undtagelse, at hvis der er sørget for genhusning til den samlede husstand, så må udlejer gerne gennemføre udsættelsen.

Loven blev indført i 1954, hvor vinteren var særligt streng, og mange hjemløse døde i kulden. Abbé Pierre (ham med Emmaus-bevægelsen) og hans folk havde i årene forinden brugt mange kræfter på at samle tøj og effekter ind, og særligt om vinteren uddele mad og tæpper til de hjemløse. Han så et stigende behov for at hjælpe dem, og forsøgte at råbe politikerne op. I en radioappel fik han ligeledes mobiliseret hjælp fra hele landet, og der blev indsamlet mange millioner franc til at lette situationen for de hjemløse. Det blev starten på organisationen Fondation Abbé Pierre, der stadig hjælper de svageste i samfundet med deres boligsituation.

De truede lejeres ‘fredningsperiode’ fører hvert år til en stigning i udsættelserne inden 1. november, der tager til igen, når perioden udløber sidst i marts. Så problemet er langtfra løst, det bliver bare udskudt.

Du kan læse mere i artiklen her, og denne artikel i Le Monde fokuserer på den fortsatte stigning i udsættelserne siden den økonomiske krises start i 2008.