Februarfilm i biografen

Biograf Februarfilm

Det er blevet sidst på måneden, og vi skal se lidt på, hvad der kommer af franske film i biograferne.

Cinemateket har fransk filmguf for alle pengene her i februar! Se bare her:

Onsdag d. 10.februar, i serien ‘Historien om Oscar’, vises Den store Illusion (La grande Illusion) fra 1937, instrueret af Jean Renoir og med Jean Gabin i en af hovedrollerne.

Søndag d. 14. februar inviterer Cinemateket til ‘En bid af Paris’, med hele tre film, buffet med coq au vin og musikensemble fløjet ind fra Frankrig. “En sanserejse til det gamle Ménilmontant” lover programmet. Læs mere om det spændende arrangement her.

Torsdag d. 18. februar er der Soirée filles, hvor filmen Mademoiselle C, om Carine Roitfeld, der revolutionerede det franske Vogue, vises. Der er cocktails, middag og film for 200 kr. Læs mere her.

Fredag d. 19. februar er der Serge Gainsbourg aften, hvor hans film-selvportræt Gainsbourg par Gainsbourg vises. Det kan du læse meget mere om her.

Franske Film Mandage starter op igen efter julepausen, men programmet er ikke offentliggjort endnu. Sløret er dog blevet løftet for åbningsfilmen: Mandag d. 22. februar vises Cannes guldpalmevinderen fra 2015, Dheepan, af instruktøren Jacques Audiard, men kun i Grandteatret i København. Filmen har først premiere i Øst for Paradis i Aarhus 24. marts.

Og så er der stadig franske film online på My French Film Festival, hvor man for meget små penge kan sidde hjemme i stuen og se franske film. Festivalens kortfilm er tilmed gratis, og man kan være med til at stemme på, hvilke(n) film der skal vinde i konkurrencen (psst…! Man kan vælge sprog på siden, og for eksempel få den vist på engelsk i stedet).

God weekend :)

Måske vil du også synes om:

Hvad er ‘frankofoni’ for en størrelse?

Verden Hvad er frankofoni

Du har sikkert hørt ordet ‘frankofoni’ før. Måske har du undret dig over, hvad det indebærer, selvom du godt er klar over, at det har noget med fransk at gøre.

Ordet betegner forskellige perspektiver af det sprog- og kulturfællesskab, som det franske sprog udgør. Hvis man slår op i Larousse online får man definitionen ‘Ensemble des pays qui ont en commun l’usage, total ou partiel, de la langue française’ (På dansk: De lande der, helt eller delvist, har brugen af det franske sprog til fælles). Det er også den primære betydning af ordet, men der er flere nuancer, der spiller ind, og ihvertfald tre forskellige, men beslægtede, perspektiver, bliver normalt defineret:

  1. Frankofoni er, i sin primære betydning, det at tale fransk i det fællesskab af lande/befolkningsgrupper udenfor det kontinentale Frankrig, der taler sproget. Det er typisk fransktalende lande, hvor fransk enten er officielt sprog eller modersmålssprog, (stats)administrationssprog eller landets andet eller tredje sprog.
  2. Ordet kan også betegne organisationen Organisation Internationale de la Francophonie (ofte forkortet OIF). OIF er den internationale sammenslutning af fransktalende lande, hvor fransk er officielt sprog eller modersmålssprog (som defineret under punkt 1).
  3. Endeligt betegner ordet ‘frankofoni’ ikke blot det fransksproglige fællesskab men i høj grad også det kulturelle fællesskab der er indenfor det fransksproglige fællesskab. Eller måske burde man snarere tale om den kulturelle diversitet, for der er et meget vidt spænd mellem de forskellige, lokale kulturer der har fransk som fællessprog.

I slutningen af 1800-tallet blev betegnelsen udelukkende brugt geografisk til at betegne de fransktalende lande udenfor det kontinentale Frankrig. Først efter 2. verdenskrig begyndte betegnelsen at få en mere kulturel betydning i retning af et interessefællesskab. Det var der forskellige årsager til. Blandt andet det engelske sprogs fremmarch efter krigen og ønsket om at værne om det franske sprog, men også de franske kolonier, der for en dels vedkommende fik selvstændighed, mens sproget alligevel var så forankret i kolonien at det blev bevaret, officielt eller uofficielt, efter at landet havde opnået selvstændighed.

Ifølge den internationale organisation for Frankofoni (den jeg nævner under punkt 2) er fransk det 5. største sprog i verden, så der er stadig alle mulige grunde til at kaste sig ud i at lære sproget, hvis du ikke allerede taler fransk.

Der er International Frankofonidag den 20. marts, så jeg planlægger at køre et lille frankofonitema her på bloggen, sideløbende med temaet om de franske oversøiske regioner. Så hæng på og læs med :)!

Måske vil du også synes om:

Fransk Guyana

Fransk Guyana

Fransk Guyana ligger på Sydamerikas nordkyst, hvor det grænser op til Brasilien mod øst og syd og Surinam mod vest. De omkring 300 kilometer kystlinie ligger ud til Atlanterhavet.

I lighed med Guadeloupe er Fransk Guyana en région monodépartementale, det vil sige at regionen kun består af eet departement. Ligesom alle de franske, kontinentale departementer har et nummer, så har også de oversøiske departementer et nummer. Fransk Guyana har nummer 973. Den administrative hovedby er Cayenne, der ligger ved kysten.

Fransk Guyana har status af fransk region på linje med de kontinentale regioner, og er også en del af EU som det, der benævnes ‘Région ultrapériphérique’. Regionen har både et regionsråd og et departementsråd, og er repræsenteret både i det franske senat og nationalforsamlingen. Alle love, der vedtages i det kontinentale Frankrig gælder også her, men når lokale forhold spiller ind kan lovene tilpasses. Som i de franske kontinentale regioner er den franske stat repræsenteret i Fransk Guyana med et præfektur.

Fransk Guyana stranden Cayenne

I 1498 var Christopher Columbus på en af sine mange opdagelsesrejser til Amerika, og sejlede langs kysten forbi Guyana til Venezuela. Han gik dog ikke i land, og først i begyndelsen af 1600-tallet, da andre europæiske kolonimagter fulgte i kølvandet på Columbus, kom der britiske, hollandske og franske kolonister til nordkysten af Sydamerika. i 1676 kom den franske del af Guyana definitivt ind under den franske trone og Louis XIV. Men hvor Britisk Guyana og (hollandske) Surinam blev selvstændige i henholdsvis 1966 og 1975, blev Fransk Guyana knyttet endnu tættere til den franske stat i 1982, da området fik status af fransk region med rettigheder på linje med de kontinentale regioner.

Fra begyndelsen af 1850’erne under Napoléon III og det 2. kejserrige begyndte Frankrig at sende fangeskibe til Guyana, hvor straffefangerne blev interneret på især Djævleøen, der er en af tre små øer ud for kysten. En deportation til Djævleøen var på den tid lig med en dødsstraf, da mange af fangerne bukkede under for diverse tropesygdomme. En af de mest berømte fanger, der blev deporteret til Djævleøen, var Alfred Dreyfus, hovedpersonen i Dreyfus-affæren, der rasede i Frankig omkring århundredskiftet 1800-1900. Dreyfus var en af de få der overlevede Djævleøen. Deportationerne fortsatte helt frem til mellem de to verdenskrige.

Fransk Guyana fyrtårn Kourou

Er fransk Guyana et rejsemål i dag? Ja, det er det bestemt! Ud over de mange smukke sandstrande med palmer oser regionen af kolonihistorie, og hovedbyen Cayenne byder på lokale markeder og shopping på Avenue du Général-de-Gaulle. Ved kystbyen Kourou ligger det europæiske rumagentur ESAs affyringscenter, hvor man fra en observationspost kan se opsendelsen af Arianeraketterne. Faktisk er Ariane 5 planlagt til opsendelse netop i dag! Man kan også besøge rummuseet, men guidede rundvisninger skal bookes forud. Du kan læse mere om ESA her

Fransk Guyana Ariane

Ligesom man kan besøge fængselsøen If ud for Marseilles kyst (du ved, der hvor greven af Monte-Christo sad fanget), så kunne det jo være spændende, hvis man kunne komme på en sejltur fra Kourou og ud til Djævleøen. Men øen er lukket for offentligheden, angiveligt fordi det er for farligt at sejle derud på grund af strømforhold og undersøiske klipper. Avisen Libération bragte i 2004 en artikel om netop Djævleøen og dens tidligere tvangsanbragte indvånere. Den kan du læse her.

Fotos: Pixabay.com

Måske vil du også synes om:

Om politikere der skriver bøger

Sarkozy bog Politikere skriver bøgerIgår udkom Nicolas Sarkozys seneste bog La France pour la vie på forlaget Plon. I bogen reflekterer han over især sin forgangne præsidentperiode og de personer, der krydsede hans vej. Og selv om han selv anfører, at bogen ikke er en programerklæring til det kommende præsidentvalg i 2017, hvor han forventes at stille op igen, så kan man alligevel godt se bogen som et forsøg på at rette op på svipsere i hans 5 år som Frankrigs præsident.

Set fra et almindeligt dansk synspunkt er bogudgivelsen måske ikke specielt interessant. Man skal være frankofil med interesse for det franske politiske system og persongalleri for at have interesse i bogen. Og dem, der er det, ved også godt hvor de skal finde bogen. Hvis du har lyst til at læse et eksklusivt uddrag af bogen, fik avisen Le Figaro æren af at bringe dette i fredags. Den artikel kan du læse her.

Det, der er mere interessant i forbindelse med gårsdagens bogudgivelse er, at endnu en fransk politiker har udgivet en bog. Og det forhold er interessant, for her har vi en typisk dansk-fransk kulturforskel.

Mig bekendt er der vist ikke mange andre danske politikere end Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller, der har udgivet bøger – og korrigér mig gerne, hvis jeg tager fejl. Men i modsætning til danske politikere, så er der en tradition for at franske (top)politikere skriver bøger: Og de bevæger sig indenfor ganske forskellige genrer som memoirer, bøger om litterære eller historiske personligheder (filosoffer, forfattere, konger osv) og tanker og refleksioner over [indsæt-selv], poesiantologier mv. F.eks. tidligere præsidenters compte-rendu over deres præsidentperiode: Charles de Gaulles Mémoires er ret omfattende og hans bibliografi er alenlang, Georges Pompidou skrev ikke blot sine erindringer men udgav også en poesiantologi, Jacques Chirac har skrevet om sin præsidentperiode og det har François Mitterrand også. Alain Juppé (borgmester i Bordeaux og tidligere premierminister) er en habil Montesquieu-kender, François Bayrou (formand for centrumpartiet UDF) har skrevet en udmærket bog om Henri IV (kongen der angiveligt sagde ‘Paris er vel en messe værd‘). Og Sarkozys bogudgivelse igår er ikke hans første. I 2006 udgav han bogen Témoignage i forbindeles med at han stillede op til præsidentvalget, som han som bekendt vandt.

De ovennævnte er bare nogle ganske, ganske få af den lange liste af franske politikere der dyrker deres intellektuelle side og udgiver bøger om dette og hint. Nogle af dem er glimrende forfattere, andre får drøje hug for deres (skrive)stil. Man ser ofte i Frankrig at kritik af formen (skrivestil/fejl i grammatikken/stavningen osv) går frem for kritik af indholdet – budskabet – så at sige.

Det bliver interessant at se anmeldelserne af Sarkozys nye bog. Han er en af dem der tidligere har fået tæsk for sin skrivestil…

Måske vil du også synes om:

En ordbog om forelskelse i Paris

Dictionnaire amoureux 2 ordbog forelskelse

ANMELDELSE

Arj vel….? Man kan da ikke sætte ‘ordbog’ og ‘forelskelse’ sammen, kan man?

Nogen kan. På fransk kan man. Oven i købet med en dobbeltbetydning. Dictionnaire amoureux de Paris er sådan en bog. Oversat til dansk kan titlen både betyde En forelsket ordbog om Paris og Den forelskedes ordbog til Paris.

Et venligt menneske har netop foræret mig bogen, tilsendt fra Frankrig, og der har stået Paris hen over hele min weekend. I en grad, så vi også har booket flybilletter og hotel til forårets Paristur! Så kunne man jo passende genlæse denne fabelagtige bog om Paris:

Den her skal du læse

Jeg har allerede kastet mig over planlægningen, for det er første gang, Kæreste og jeg skal afsted helt alene uden at jeg skal være guide for nogen, og vi skal se steder som jeg ikke har været før, og som jeg er blevet inspireret af, efter at vi havde tema om Paris på bloggen i august. Hvis du vil læse de indlæg, så brug bloggens søgefelt i højre kolonne, skriv PARIS, så får du alle Paris-indlæggene frem.

Men tilbage til den forelskedes ordbog: Det siger sig selv, at en forelsket, der udtaler sig om genstanden for sin forelskelse, mildt sagt er subjektiv. Men det gør ikke noget. Vi har alle hver ‘vores’ Paris, og det er jo bare spændende og inspirerende at læse om de andres, ikke?

Emnerne er, naturligvis, alfabetiseret fra A-Z. Det er jo en ordbog, vi sidder med. Forfatteren Nicolas d’Estienne d’Orves gør det i øvrigt fra starten klart, at det er HANS Paris det drejer sig om, og at bogen ikke er en turistguide eller en historiebog. Det er alt, hvad HAN elsker ved Paris, det drejer sig om. Humoristisk og charmerende bliver vi ført fra A til Z, fra kærligheden til l’Accordéon (harmonikaen) og et opstød over, hvordan instrumentet bliver mishandlet når (illegale?) musikanter springer på metroen og tvangsindlægger passagererne til et nummer. Til la Circulation (trafikken) i Paris og hvorfor han aldrig selv har ført et automobil indenfor La périphérique, videre over de parisiske caféers Garçons (M/K, bien entendu), der måske/måske ikke er lige så slemme som deres rygte, les Halles, der over fem sider beskrives med vemod og længsel tilbage mod de tider, da det var Paris’ fødevaremarkeder, der holdt til der. De to operaer, Bastille og Garnier, får også flere sider med på vejen, ligesom les Ponts (Paris’ broer), og det at være fodgænger (Piéton) i byen. Bare for at nævne nogle ganske få af de emner, der bliver taget op.

Cirka 250 (jeg siger cirka, for jeg talte forkert flere gange…) indgange har ordbogen. Faktisk er det mere overskueligt at gå til indholdsfortegnelsen, løbe den igennem for at se, hvad der kunne friste, og så slå op. Der er til mange timers fornøjelig læsning (og en ‘rigtig’ ordbog læser man jo heller ikke fra ende til anden, men slår op i…), en fyldig bibliografi hvis man vil læse mere og både et navne- og stedregister som man også kan slå op i. Med andre ord: Masser af inspiration med et glimt i øjet, til din næste tur til Paris.

Dictionnaire amoureux de Paris af Nicolas D’Estienne d’Orves, PLON Paris (2015)

Måske vil du også synes om:

Vichy-arkiverne

Vichy-arkiverne

Kort fra commons.wikimedia.org

I slutningen af december 2015 var der nogle gengivelser i de danske dagblade af et telegram fra Ritzaus Bureau/Agence France-Presse om at Vichy-arkiverne var blevet åbnet for offentligheden. Det fangede min opmærksomhed, men jeg fik ikke kigget nærmere på det dengang, da jeg stod foran 14 dages flytterod, så jeg lod det i første omgang ligge. Men det er en interessant historie, så nu får den alligevel lige et par ord med på vejen.

Nazitysklands besættelse af Frankrig og det officielle Frankrigs samarbejde med tyskerne er et ømfindtligt kapitel i fransk historie, som franskmændene ikke er særligt stolte af. Frankrig blev invaderet i maj 1940, og i juli blev der indgået våbenhvile. I mellemtiden havde de franske ledere ikke kunnet blive enige om, hvorvidt man skulle kæmpe eller overgive sig. Charles de Gaulle, der på det tidspunkt var general i den franske hær, ville kæmpe, mens Marskal Pétain og hans støtter ønskede en våbenhvile. De Gaulle rejste til London for at få de allieredes støtte, og imens kuppede Pétain sig til magten. I juli 1940 indgik Pétain våbenhvile med tyskerne, og Frankrig blev groft sagt delt i to, som du kan se på kortet. Pétains regering og statsadministration tog sæde i kurbyen Vichy i den ‘frie’ del af Frankrig, deraf navnet ‘Vichy-regimet’.

Det er ikke spørgmålet om kamp eller våbenhvile, man ikke er så stolt af. Det er graden af det aktive samarbejde, Vichy-regimet lagde for dagen i forhold til tyskerne, hvad angår antisemitiske love, jødedeportationer, anholdelser af modstandsfolk og så videre, der kaster skygger over den franske indsats under 2. Verdenskrig.

Og det er dokumenter fra denne periode, som der nu er åbnet for.

Men hvad betyder det for historieskrivningen? Jeg har spurgt Carsten Løfting, som er lektor emeritus ved Aarhus Universitet og historiker med Frankrig som speciale, og han er enig med de franske historikere, der er blevet citeret i blandt andet Le Monde og France Info, at åbningen af arkiverne ikke har den store betydning. Og så alligevel.

De franske forskere har allerede haft adgang til arkiverne i mange år via dispensationer, omend det har kostet uendelige mængder af tid og papirnusseri at opnå adgangen. Så man har allerede kendskab til mange forhold fra Vichy-regimets tid, og der er ingen der forventer, at åbningen af arkiverne vil føre til sensationelle afsløringer eller en omskrivning af historien. Og det er nok også derfor, bemærker Carsten Løfting, at nyheden har fået så sparsomme kommentarer i medierne. Men åbningen af arkiverne for den brede offentlighed betyder, at alle i princippet nu har adgang, og dermed også private, der kunne ønske at undersøge deres egen (familie)historie. Det vil desuden kunne kaste mere lys over den udrensning, der fandt sted, men ifølge de franske historikere skal man som sagt ikke forvente de store sensationelle afsløringer.

Måske vil du også synes om:

Guadeloupe

Guadeloupe

Guadeloupe ligger i det caribiske hav, i den halvmåneformede række af øer der går fra Puerto Rico i nord til Grenada i syd. Guadeloupe består af to øer adskilt af et smalt stræde: Basse-Terre mod vest og Grande-Terre mod øst. De to øer er tilsammen knap 1500mk2 store. Til den statsadministrative enhed som Guadeloupe udgør, hører også de to små øer La Désirade og Marie-Galante, samt to små ø-grupper: Les îles de la Petite-Terre og Îles des Saintes.

Guadeloupe er en région monodépartementale, og det betyder egentlig bare at regionen kun består af eet departement. Ligesom alle de franske, kontinentale departementer har et nummer, så har også de oversøiske departementer et nummer. Guadeloupe har nummer 971. Den administrative hovedby er Basse-Terre.

I dag har øen status af fransk region på linje med de kontinentale regioner, og er også en del af EU som det, der benævnes ‘Région ultrapériphérique’. Valutaen er euro, og sundhedsvæsnet er af europæisk standard. Øen har både et regionsråd og et Conseil général (et departementsråd), og er repræsenteret både i det franske senat og den franske nationalforsamling. Alle love, der vedtages i det kontinentale Frankrig gælder også på Guadeloupe, men som de andre franske regioner kan loven justeres i visse tilfælde, når lokale forhold spiller ind. Modsat er den franske stat tilstede på øen med et præfektur (som det også er tilfældet i de kontinentale regioner).

Guadeloupe kanoner

Guadeloupes historie er præget af den europæiske kolonisering af de vestindiske øer. I 1493 gik Christopher Columbus i land på Guadeloupe under sin anden tur til Amerika, og navngav øen Santa Maria de Guadalupe efter byen Guadalupe i Spanien, hvor han havde opholdt sig i et kloster efter den første tur til Amerika i 1492. Øen var under spansk herredømme frem til 1635, hvor franskmændene tog øen i besiddelse. Kardinal Richelieu havde dannet Compagnie des Îles d’Amérique, som havde til opgave at udvide den franske kolonisering af de caribiske øer. Guadeloupe har været fransk lige siden, omend englænderne med jævne mellemrum forsøgte at overtage øen i 1700-  og 1800-tallet, og senest under Napoléon, hvor han sendte en mindre hær over Atlanten for at forsvare øen. Efter 2. Verdenskrig fik øen status af oversøisk departement på lige fod med de kontinentale departementer.

Guadeloupe både

Som jeg fortalte i fredags, så ligger Guadeloupe nummer 11 på New York Times’ liste over steder, avisen anbefaler at besøge i 2016. Og der er garanti for både bountystrande og fantastiske scenerier.

Hvad skal man så se på øen? Når man er blevet mæt af hvide sandstrande og svømning og dykning i det azurblå vand, kan man tage på opdagelse i de smukke omgivelser, og besøge rom-destillerierne, kakaoplantagerne eller måske orkidéparken på den nordlige del af Basse-Terre øen. Eller man kan kaste sig ud i det kreolske køkken og opleve de for os nordboere eksotiske retter med indslag af lokale fisk og skaldyr, som for eksempel blæksprutte eller søpindsvin.

Guadeloupe orkide

Der er direkte flyvninger fra Paris til Guadeloupe (det tager ca. 8 timer), så det er egentlig bare at finde en forbindelse fra Danmark til Paris, hvis man har lyst til at komme afsted.

Har du været på Guadeloupe? Fortæl os gerne om det i kommentarfeltet – måske kender du nogle listige steder man bare skal opleve på øen.

Fotos: Pixabay.com

Måske vil du også synes om:

Det oversøiske Frankrig

Toutes DROM COM 2 Oversøiske Frankrig

I efteråret var vi igennem alle de franske regioner i l’Héxagone, som franskmændene kalder det kontinentale Frankrig. Men som du sikkert ved, så er der mere til det geografiske Frankrig end dets europæiske grænser. Frankrig har en række oversøiske besiddelser, som alle i forskelligt omfang er et levn fra den franske kolonitid. I daglig tale bliver disse oversøiske områder med den vanlige franske hang til akronymer (forkortelser af lange og ofte dødbesværlige navne) kaldet les DOM-TOMles Départements d’Outre-Mer – les Territoires d’Outre-Mer – eller som de også kaldes efter en forfatningsrevision for nogle år siden: les DROM-COMles Départements et Régions d’Outre-Mer – les Collectivités d’Outre-Mer.

Som du kan se af kortet ovenfor, så ligger disse områder spredt rundt i hele verden. Nogle af dem har et udstrakt selvstyre, andre er direkte underlagt den franske stat. Befolkningstallet i de forskellige områder ligger mellem 0 (nul) og knap 500.000. Jeg har givet områderne forskellige farver, sådan at områderne med en rød cirkel er DROMs – departementer med samme status som de kontinentale departementer, mens områderne med en grøn cirkel er COMs – collectivités (og Territoire for de arktiske øers vedkommende).

Området med den blå cirkel var lidt af en overraskelse for mig: Jeg kendte til alle de andre områder, men havde aldrig hørt om Clipperton før. Det er en lillebitte, ubeboet atol på ca 9 km2 som er direkte henhørende under det franske ministerium for de oversøiske områder. Den franske minister for de oversøiske områder hedder i øvrigt Madame la ministre George Pau-Langevin, og er oprindeligt fra Guadeloupe.

Alle disse eksotiske steder skal vi kigge nærmere på her i foråret. I morgen begynder vi i Caribien med netop Guadeloupe.

Måske vil du også synes om:

Perrault – Eventyr og arkitektur

Forleden, 12. januar for at være helt præcis, fortalte den lille animerede doodle på Googles startside, at Charles Perrault ville være fyldt 388 år. Jeg må sige at jeg blev lidt imponeret, for godt nok bliver berømte personligheder jævnligt ‘fejret’ på Googles forside, men når vi taler om franske forfattere, så er Charles Perrault ikke lige ham, der bliver trukket af stalden først. Vi er helt tilbage i Solkongens, Ludvig d. 14., århundrede: 1600-tallet. Og navnet ‘Charles Perrault’ siger måske ikke de fleste danskere noget. Men hvis jeg nu siger Den lille Rødhætte, Blåskæg, Den bestøvlede kat, Askepot, Tommeliden, Feerne, Prinsessen i den sovende skov, så ved du godt, hvad det drejer sig om.

Charles Perrault var, ud over at være forfatter og medlem af Académie française, også embedsmand i Solkongens administration og tæt på en af kongens mægtigste ministre, Colbert. I slutningen af 1600-tallet begyndte han at nedskrive de mundtligt overleverede historier, eventyr, som typisk blev fortalt af ammer og barnepiger til børnene, og i 1697 udkom de samlet under titlen Contes de ma mère d’Oye (på dansk Gåsemors eventyr). Eventyrene blev hurtigt meget populære, men i starten af 1700-tallet begyndte man i Frankrig i stedet at interessere sig for de orientalske eventyr, da 1001 Nats Eventyr blev oversat til fransk, og Perraults eventyr gled i baggrunden. Først i 1800-tallet blev de genopdaget, og blandt andre Brødrene Grimm gendigtede nogle af dem. Prinsessen i den sovende skov (La belle au bois dormant) blev til Tornerose, og Den lille Rødhætte fik en lykkelig slutning: I Charles Perraults version bliver bedstemor og den lille rødhætte spist af ulven. Punktum. Hos Brødrene Grimm bliver de begge reddet af skovhuggeren, der sprætter ulven op. Og det er Brødrene Grimms versioner af eventyrene, vi kender her i Danmark. I 1860’erne blev en pragtudgave af Perraults eventyr, med illustrationer af  Gustave Doré, udgivet. Den udgave kan købes her på dansk.

Bonusinfo: Når talen falder på Louvre, så tænker vi på pladsen med pyramiden, der er omkranset af de 2 lange øst-vestgående fløje. Men Louvres facade mod øst med den lange kolonnade er mindst lige så seværdig. Charles Perraults bror, Claude Perrault, er arkitekten bag den lange kolonnade med dobbeltsøjlerne. Opgaven fik han efter at Charles havde lagt et godt ord ind for ham overfor Kongen og Colbert, mens den berømte arkitekt og billedhugger Bernini, som mange Rom-farende kender fra hans arbejder i Rom og særligt Peterskirken (blandt andet baldakinen over det centrale alter), blev forbigået i den anledning.

Louvres facade mod øst (gravering fra Jean Mariette: L’Architecture francoise (Paris, 1738))

Måske vil du også synes om:
Miroir d'eau Bordeaux

Franske destinationer i 2016

Pyyyyha, så blev den flytning overstået…. Jeg synes ikke det er sjovt at flytte. Det er vanvittigt trættende og ret grænseoverskridende, men hvad gør man ikke for at få mere plads? Jeg har for eksempel mit helt eget kontor nu! Her skal jeg sidde og arbejde og skrive indlæg til jer, og forhåbentlig med tiden også lave andre spændende ting, som I læsere også vil kunne få fornøjelse af. Jeg glæder mig til at tage hul på 2016!

Jeg vil gerne sige tusind tak til Connaissances’ gæstebloggere, som de seneste to uger har trådt til med indlæg, som jeg håber I har fundet lige så spændende og relevante som jeg har: Baptiste Boryczka, Jens Peder Weibrecht og Dorothée Rokkjær.

Vi skal have taget hul på 2016, og hvor skal vi rejse hen i år? Måske er I allerede ved at tænke på steder, I har lyst til at rejse hen i år?

New York Times har offentliggjort en liste på 52 steder, de anbefaler som rejsemål i 2016, og Frankrig er ganske pænt repræsenteret: Faktisk er Bordeaux landet på en 2. plads over de anbefalede rejsemål, og det kan jeg jo kun være enig i, da det er “min” hjemegn i Frankrig.

Bordeaux er en spændende by, der oser af både gammel historie og modernitet. Den ligger i hjertet af et af verdens mest berømte vinområder, og der er masser at se, hvad enten man er til hardcore shopping, gastronomi, kulturarv eller oenoturisme. ‘Oenoturisme’ – eller ‘vinturisme’ – er et begreb, der vinder frem i Frankrigs vinområder, og kort fortalt handler det om at vinbønderne og vinproducenterne åbner mere op for turister, med oplevelser i vinmarkerne, besøg på châteauerne, vinsmagninger og så videre.  I Saint-Emilion kan man for eksempel komme på vinsmagnings-kursus.

I juni 2016 åbner La Cité du vin i Bordeaux. Det er en ambitiøs satsning, som skal føre formidlingen af vinproduktionen og dens historie ind i det 21. århundrede. Komplekset er en blanding af kulturcenter og interaktivt formidlende museum, der fortæller om baggrunden for vinproduktionen og dens tusindårige historie i alle facetter. Et spændende sted med en exceptionel arkitektur ved bredden af Garonnefloden i det nordlige Bordeaux.

Hvad der ellers er at se i og omkring Bordeaux har jeg tidligere skrevet om. Det kan du læse mere om her, her og her.

Men andre franske byer og områder er også med:

Guadeloupe, en af de franske oversøiske regioner, ligger nummer 11 på New York Times’ liste over steder, avisen anbefaler at besøge i 2016. Øgruppen ligger i Caribien, og der er garanti for palmer og sandstrande.

På 28. pladsen ligger øen Saint Helena, og jo, jeg ved godt at den ikke er fransk, men engelsk. Men for de frankofile er den interessant, fordi Napoléon sad i husarrest der efter nederlaget ved Waterloo i 1815 og frem til sin død i 1821. Den lille ø i Sydatlanten byder desuden på nogle helt fantastiske naturscenerier. Også Lonely Planet har øen på sin hitliste for 2016.

Byen Colmar i Alsace ligger nummer 37 på New York Times listen, og Île de Ré ved den franske Atlanterhavskyst ligger nummer 40.

Og så har Lonely Planet Auvergne med de mange vulkankratere på deres top 10 over regioner, de anbefaler at besøge i 2016. Auvergne er måske en lidt overset region, men der er faktisk en hel del at se.

Er du ved at lægge ferieplaner for 2016? Hvor skal I hen? Del gerne dine overvejelser i kommentarfeltet, til inspiration for os andre.

God weekend :)!

 

Måske vil du også synes om: