Er franskmændene positive og optimistiske mennesker?

(Merci de trouver le texte original en français en bas)

Dorothée Franskmændene positive Dagens gæsteblogger er Dorothée Rokkjær, som er født og opvokset i franske Calais og har boet i Danmark de seneste 20 år. Dorothée er cand.mag i fransk sprog og kulturformidling, og har en Maîtrise de Langues Etrangères Appliquées (kandidatgrad i anvendte fremmedsprog) fra Frankrig. Sæt dig godt til rette, for her kommer nogle morsomme og særdeles rammende betragtninger over danske og franske kulturforskelle:

Hvis man slår op i ordbogen Larousse kan man blandt definitionerne på ‘optimisme’ finde den følgende: Sindstilstand med tilbøjelighed til at se tingene fra den gode side.

Fra et meget personligt perspektiv, der på ingen måde skal forestille at være generaliserende, har jeg besluttet at skrive en lille artikel om franskmændenes optimisme.

For hvis der er et karaktertræk ved franskmændene som jeg kender godt, og som springer mig så meget mere i øjnene efter mine 20 år i Danmark, så er det, at vi ikke er skabt til at leve i positivitet og konsensus.

Vi franskmænd elsker at diskutere, at have forskellige meninger, finde den lille negative side af tingene snarere end den positive side… Ja, indrømmet, det er helt normalt for os ikke at være enige!

Det betyder ikke at vi søger at skabe problemer der, hvor der ikke er nogen (ikke altid, i det mindste!), vi elsker bare livlige diskussioner og vi holder meget af ikke at være enige og at lufte vores meninger, ofte over et godt måltid mad.

Det ville nærmest blive opfattet som uhøfligt ikke at tale til sin bordherre eller –dame, og ikke at deltage i diskussionerne! Det forekommer mig at være langt fra den skandinaviske model, hvor det er at foretrække ikke at vise sig for meget frem og ikke provokere forsamlingen for meget, hvor det i en samtale er bedre at understrege de positive ting end de negative, og hvor det er velset at sigte efter enighed og falde i eet med massen…Helt sikkert en rest af den famøse Jantelov.

Altså en større kulturforskel mellem en dansker og en franskmand, hvad angår den positive eller negative måde at begå sig i en gruppe… Det, der ses som en nærmest positiv indstilling af den ene kan blive opfattet som en nærmest negativ indstilling af den anden, og vice-versa.

På den anden side, hvis man genlæser vores definition af ‘optimisme’ vil danskeren blive opfattet som en person med en optimistisk tilbøjelighed, idet han hæfter sig ved de positive elementer af en mening for at nå til enighed, mere end franskmanden, som søger at kritisere den udtrykte mening inden han accepterer den.

Ikke nemt at udlede en konklusion af alt dette uden at den bliver forhastet.

Men hvad sker der, når vi er trådt ud af gruppen? Når vi er alene ? Har vi, franskmænd, en mere positiv eller mere negativ holdning?

Endnu en gang, uden at ville generalisere, forekommer det mig, at franskmanden er et brokkehoved: man pruster, man kritiserer, man brokker sig endda over småting når man er helt alene… varmen i bussen, vejret, kommentaren fra en tv-vært, og så videre. Man brokker sig ‘bare fordi’, fordi man er vant til det. Man brokker sig næsten uden at gøre det med vilje, uden at det, man brokker sig over, rører en særlig meget… Kort sagt, man brokker sig uden at det fører videre. Det er som en samfundslov: Det er accepteret at brokke sig, og man tager sig ikke videre af det.

Franskmandens tendens til brok er et karaktertræk som jeg ikke rigtig genfinder hos danskerne. Denne måde at opføre sig på kan irritere en skandinavisk ægtefælle, som med det samme tror at man er i dårligt humør, at man har fået det forkerte ben ud af sengen… Men nej! Man er ikke nødvendigvis klar over at man er et brokkehoved, det er lidt som at trække vejret, det sker per automatik!

Vil det så sige at franskmændene ikke er optimistiske af natur? Ja se det er et ømfindtligt spørgsmål!

For det, der fik mig til at forlade Frankrig for 20 år siden, bortset fra det faktum at jeg var blevet hovedkulds forelsket i en dansker, er netop den tunge og triste side af et Frankrig, der forekom mig ikke at bevæge sig særlig meget, et Frankrig hvor enhver lyst til reformer førte direkte til strejke, et Frankrig hvor  ungdomsarbejdsløsheden var relativ høj (som den desværre stadig er i dag). Og så var selvfølgelig lysten til at se mig omkring, nysgerrigheden efter at opleve en ny kultur og at slå ind på en ny vej også med i overvejelserne, sammen med lysten til at forlade et land der forekom mig at være næsten fuldstændig stagneret.

Denne triste og pessimistiske side, som man dengang i Frankrig mente blot var en depression fordi århundredet var ved at rinde ud, mener jeg stadig er der. Det skal siges at den økonomiske krise, og nu også attentaterne, ikke er nemme ting at gennemleve, og at de helt sikkert bidrager til at forstærke den fremherskende pessimisme.

Så franskmændene er triste, vrisne og pessimister? Ja, og nej:

Jeg oplever dem ofte som bekymrede for deres fremtid og trætte af de vanskeligheder som Frankrig møder. Men jeg ved også at de er inderligt franske, i den positive betydning af ordet, det vil sige at de godt kan lide at hjælpe hinanden, at give og modtage, de elsker et godt måltid, sorgløsheden, humoren, spontaniteten i et improviseret måltid, når det handler om at forlænge et hyggeligt øjeblik mellem venner (« Har I lyst til at blive og spise med os i aften? »). En meget fransk måde at leve på, som de er vant til, og som er fyldt med små fornøjelser!!! Det er deres måde at være positive og møde problemerne på. En lille omgang mad sammen, det styrker moralen, ikk’? Det genoplader batterierne.

Jeg har bemærket at til forskel fra danskerne, så er franskmændene ikke opdraget til at være optimister og stolte af de positive sider af deres land. Det betyder at de lever i og nyder godt af Frankrigs utrolige rigdom og diversitet, men uden virkelig at gøre sig klart, hvor heldige de er.

Et held som turisterne gerne vil nyde godt af:

På førstepladsen over turistmål på grund af den utrolige variation i landskaberne og deres overrumplende skønhed, for rigdommen i kogekunsten og kvaliteten af vinene: Frankrig overrasker turisterne og de bliver ved med at komme tilbage på besøg.

Denne charmerende side af Frankrig, som turisten oplever, minder mig om en film med Meg Ryan, French Kiss, hvor den franske skuespillerinde henrykkes over den franske hjemstavn og over den utrolige variation i et land med 452 forskellige oste! Og hvor den vrisne franskmand der ledsager hende ikke ser noget særligt exceptionelt med denne ostehistorie: For ham er det bare ost.

Amerikaneren ser de gode sider ved Frankrig. Franskmanden ser dem ikke, så vant som han er med at nyde godt af dem.

Måske kunne hemmeligheden bag en større optimisme à la française begynde sådan her : At lære bedre at se de positive ting ved landet, for for at kunne se tingene fra den gode side er det nødvendigt først og fremmest at kunne se dem.

Og alligevel, hvis jeg husker ret, falder den amerikanske kvinde imod sin vilje for denne kritiske, utilfredse og koleriske franskmands charme. Så lad os slutte med en positiv bemærkning hvad angår franskmændene : Der skal noget af alt til at skabe en verden, og den franske ånd, ligeså rig på kritisk sans og provokationer som den er langt fra al lyksalig optimisme, har også noget at charmere med.

Oversættelse: Jette Odgaard Villemoes

La blogueuse du jour est Dorothée Rokkjær, originaire de Calais et habitant depuis vingt ans au Danemark. Dorothée est cand.mag i fransk sprog og kulturformidling (Maîtrise de langue et culture françaises) avec une Maîtrise de Langues Etrangères Appliquées obtenue en France. Asseyez-vous confortablement, voici quelques réfléxions drôles et très pertinantes sur les différences de culture entre les Danois et les Français.

Les Français sont-ils des gens positifs et optimistes?

Si l’on regarde dans le dictionnaire Larousse,  on peut y trouver parmi les définitions  de l’optimisme la suivante: Disposition d’esprit qui incline à prendre les choses du bon côté.

D’une manière très personnelle et qui en aucun cas ne prétend à la généralisation, j’ai décidé de vous écrire un petit papier sur l’optimisme des Français.

Car s’il est un trait de caractère des Français que je connais bien, et qui me saute d’autant plus aux yeux depuis mes 20 années d’expatriation, c’est bien que nous ne sommes pas faits pour vivre dans la positivité et le consensus.

Nous les Français, nous aimons discuter, avoir des opinions différentes, trouver le petit côté négatif des choses plutôt que le côté positif… oui, je l’avoue, ne pas être d’accord pour nous, et bien c’est normal !

Cela ne veut pas dire que nous cherchons à créer des problèmes là où il n’y en a pas (pas toujours du moins!), nous aimons juste les discussions animées et nous adorons  ne pas être d’accord et faire entendre nos opinions, souvent autour d’un bon repas.

Ne pas parler à son voisin de table, ne pas participer aux discussions serait presque considéré comme impoli! Bien loin du modèle scandinave il me semble où il est préférable de ne pas trop se montrer et de ne pas trop provoquer l’assemblée, où il vaut mieux dans une conversation souligner les choses positives que les choses négatives, et où viser le consensus et se fondre dans la masse est bien vu…un reste de la fameuse Jantelov très certainement.

Différence de culture majeure donc entre un Danois et un Français en ce qui concerne la manière positive ou négative de se comporter en groupe… ce qui est considéré comme une attitude plutôt positive par l’un peut être perçu comme une attitude plutôt négative par l’autre, et vice-versa.

D’autre part, si l’on relit notre définition de l’optimisme, le Danois, en se raccrochant aux éléments positifs d’une idée pour arriver au consensus, sera  plus perçu comme un être à tendance optimiste que le Français qui lui cherchera à critiquer l’idée émise avant de la valider.

Pas facile de tirer une conclusion de tout cela sans qu’elle soit hâtive.

Mais que se passe-t-il lorsque nous sommes sortis du groupe? Lorsque nous sommes seuls ? Sommes-nous, Français, dans une attitude plutôt positive ou plutôt négative?

Encore une fois sans prétendre généraliser, il me semble que le Français est d’ une nature râleuse : on souffle, on critique, on râle même tout seul et pour pas grand-chose…la chaleur dans le bus, le temps qu’il fait, le commentaire d’un animateur télé etc. On râle juste comme ça, parce qu’ on a été habitués. On râle presque sans le faire exprès, sans que ce contre quoi on râle nous touche profondément…bref on râle sans que cela aille plus loin. C’est comme un code de société: râler est accepté et on y prête pas plus d’ attention que cela.

La nature râleuse du Français est un trait de caractère que je ne retrouve pas trop chez les Danois. Cette façon de se comporter peut exaspérer un conjoint scandinave qui tout de suite croira que l’on est de mauvaise humeur, que l’on s’est levés du mauvais pied…mais non! On ne s’en rend pas forcément compte que l’on est d’une nature râleuse, c’est un peu comme respirer, c’est dire si l’on y attache peu d’attention!

Est-ce que pour autant cela veut dire que les Français ne sont pas de nature optimiste?

Eh bien la question est délicate !

Car ce qui m’a poussé à quitter la France il y a vingt ans, outre le fait que j’étais tombée éperdument amoureuse d’un Danois, c’est bien le côté lourd et morose d’une France qui me semblait ne pas trop bouger, une France où chaque envie de réforme menait directement à une grève, une France où le taux de chômage pour les jeunes était relativement élevé (comme il l’est encore aujourd’hui malheureusement). Et puis bien sûr l’envie d’aller voir ailleurs, la curiosité de m’immiscer dans une nouvelle culture, de prendre un nouveau chemin sont entrés en compte, à côté de l’envie de sortir d’un pays qui me semblait en pleine stagnation.

Ce côté morose et pessimiste, que l’on pensait à l’époque en France être une simple déprime de fin de siècle, je pense qu’il est toujours là. Il faut dire que la crise économique, et maintenant les attentats ne sont pas des choses faciles à vivre et qu’ils doivent certainement contribuer à amplifier le pessismisme ambiant.

Alors tristes, moroses, et pessimistes les Français? Oui, et non:

Je les trouve souvent soucieux de leur avenir et fatigués des difficultés que la France rencontre. Mais je sais aussi qu’ils sont profondément Français, dans le sens positif du terme, c’est-à-dire qu’ils aiment bien s’entraider, donner et recevoir, ils aiment la bonne table, l’insousciance, l’humour, la spontanéité d’un petit repas non prévu histoire de prolonger un moment agréable entre amis (vous resterez bien manger avec nous ce soir?) Toute une manière de vivre bien française, à laquelle ils sont habitués,  et qui est remplie de petits plaisirs!!! C’est leur manière à eux d’être positifs et de faire face aux problèmes. Une petite bouffe ensemble, ça remonte vraiment le moral, hein! Ca recharge les batteries.

J’ai remarqué qu’à la différence des Danois, les Français ne sont pas éduqués à être optimistes et fiers des côtés positifs de leur pays. Cela signifie que l’incroyable richesse et diversité de la France, ils vivent dedans et en profitent agréablement, mais sans se rendre véritablement compte de leur chance.

Une chance dont les touristes veulent profiter:

Destination  touristique numéro un pour la variété incroyable de ses paysages et leur surprenante beauté, et pour la richesse de sa cuisine et la qualité de ses vins. La France surprend les touristes et ceux-ci continuent de lui rendre visite.

Ce côté enchanteur que le touriste trouve à la France me rappelle un film avec Meg Ryan, French Kiss, où l’actrice américaine s’extasie devant le terroir français, devant l’incroyable diversité d’un pays avec 452 fromages différents! Et où le Français bougon qui l’accompagne ne voit pas quelque chose d’ absolument exceptionnel à cette histoire de fromage:  pour lui, c’est juste du fromage.

L’Américaine voit les bons côtés de la France. Le Français ne les voit pas, tout habitué qu’il est à en profiter.

Peut-être que le secret d’un plus grand optimisme à la française pourrait commencer par cela: apprendre à mieux voir les choses positives du pays, car pour pouvoir prendre les choses du bon côté, il faudrait avant tout les voir.

Et pourtant, si mes souvenirs sont bons, l’Américaine tombera malgré elle sous le charme de ce Français si critique, râleur et colérique. Terminons donc sur une note positive à l’égard des Français: Il faut de tout pour faire un monde, et l’esprit français, aussi riche de sens critique et de provocations qu’il est loin de tout optimisme béat, a de quoi charmer lui aussi.

Måske vil du også synes om:

Les Gorges du Verdon

Dagens gæsteblogger er Jens Peder Weibrecht, redaktør og ejer af Fransklisten, som jeg tidligere har omtalt her på bloggen. Jens Peder Weibrecht og hans hustru bor i Provence en stor del af året, og han fortæller her om Les Gorges du Verdon: 

paaske840074

Jeg takker for æren af at måtte skrive lidt på Jettes blog, og skriver lidt videre på hendes regionsbeskrivelse af Provence-Alpes-Côte d’Azur. Her finder man Europas svar på Grand Canyon: Les Gorges du Verdon. Ikke fordi jeg vil tage noget fra Grand Canyon, som jeg har oplevet for mange år siden, men les Gorges du Verdon er for mig en oplevelse af uhørt rang.

paaske840073

Den første gang jeg gik turen, var det med en lokal guide, og jeg fik oplevelsen af at forlade al civilisation og kaste sig ud i en voldsom oplevelse af naturens kræfter, at stå nede ved floden med stejle bjergsider op til 700 meter høje, ingen andre lyde end floden og enkelte fugle, en blå himmel højt oppe der spejlede sig i den grønne flod. Senere slæbte jeg mange gange gymnasieelever og modige voksne ud på en 14 km lang tur, der startede med, at vi gik stejlt ned mod floden Verdon, derefter mere eller mindre langs flodens bugtninger, til vi til slut vandrede gennem nogle meget mørke tunneller, der stammer fra et projekt om at opstemme en biflod til Verdon og skabe et fald, der kunne udnyttes til at lave elektricitet. Arbejdet blev stoppet på grund af krigen i 1914-18 (læs mere her).

paaske840062

I nogle år har vi haft en bolig i den lille by Callas, der ligger ca 25-30 km syd for les Gorges. Men at køre på de smalle veje ved la Corniche Sublime på sydsiden eller på la Route des Crètes på nordsiden i turistsæsonen kræver gode nerver, når man kører yderst, ser 600 m ned og så møder en af de moderne camping-cars, der jo efterhånden overgår lastbiler i størrelse. Bliv hellere væk og prøv at komme uden for sæsonen.

sept2015-01Når man er kommet gennem kløfterne, ser man pludselig en stor og uendelig blå sø. Den er kunstig, blev indviet i 1975 og hedder Lac de Ste-Croix. Den er på 2200 ha (ca 10×3 km) og går fra Pont de Galetas, hvor Verdon-floden forlader de stejle kløfter og breder sig ud i søen, til den når den hydroelektrisk dæmning ved Sainte-Croix. Der er mange muligheder for at sejle på søen, kun med elektiske motorer, hvis man ikke vil ro, padle, cykle eller hvad ved jeg. Badning i det klare vand er en store nydelse, lidt koldere måske end Middelhavet, men vi bader her dog helt til og med oktober. Fra september af kan man næsten have det hele for sig selv.

En enkelt landsby Les Salles sur Verdon blev revet ned og resterne ligger nu på bunden af søen, til gengæld byggede man en ny by på en skrænt over søen tæt på den oprindelige by. Noget turistet, men med et godt marked. En anden by ved søen er Bauduen, der ligger utroligt smukt og har mange og gode spisesteder, gamle gader, udsigter mm. Værd at besøge, som selve området i det hele taget.

sept2015-04-bauduen

Måske vil du også synes om:
baptiste-boryczka

Paris’ forstæder – les banlieues

(Merci de trouver le texte original en français en bas)

Dagens gæsteblogger er Baptiste Boryczka, forfatter til Korzen, der udkom i september 2015 på forlaget Lemieux Éditeur, og med endnu en roman på vej. Baptiste Boryczka flyttede til København fra Paris i 2003, og er opvokset i en forstad til Paris.

Selvfølgelig er der postkort-Paris. Som alle andre turister er det det, I kommer for. Caféerne med et forlorent provinsielt udseende, hvor stamgæsterne er dus med den vrisne krofatter. Metroen der lugter men som er så malerisk, at den mindste lyd af en harmonika, spillet af den lokale vagabond, får et romantisk skær. De folkelige kvarterer der forsvinder lidt efter lidt… Kvarterer, hvor immigranterne har indført deres lyde og nostalgiske lugte fra deres hjemland. Og så, selvfølgelig, Eiffeltårnet, Champs Elysées, Montmartre, Canal Saint-Martin og så videre. I kommer for at se alle disse ting, det er der intet i vejen med, og I skal nok opleve dem, bare rolig. Paris holder sine løfter.

Men mellem Charles de Gaulle lufthavnen og jeres hotel i det 9e arrondissement ligger der en verden, som I hurtigt kører igennem.  Denne verden, hvor tæt ved 10 millioner forstadsbeboere lever, vil man gerne skjule for turisterne. Man vil gerne glemme den. Den leverer selvfølgelig den helt nødvendige arbejdskraft til Paris for at byen kan bevare sit klassiske Amélie Poulain look, men uden at gøre væsen af sig forsyner den også hovedstaden med kunstnere og revolutionære strømninger. Stemplet som “soveby” og som “truende” er den ulykkeligvis også en scene for vold, had, tungsindighed og illegal handel. Så hvordan kan man indkredse disse forstæder, som selv pariserne fornøjer sig med at ignorere?

Jeg vil ikke tilskynde jer til at afkorte jeres besøg på Louvre for at fortabe jer mellem de grimme tårne med almennyttige boliger der skjuler himlen omkring Paris, men jeg vil stærkt opfordre jer til at interessere jer for denne kultur, for bedre at forstå det postkort-Paris I får præsenteret. Hvad med at se en af de klassiske film, der ufiltreret skildrer dagligdagen for forstadsbeboerne ? “La haine” (1995) af Mathieu Kassovitz, “Ma 6-T va crack-er” (1996) af Jean-François Richet eller “Raï” (1995) af Thomas Gilou vil uden tabuisering kaste jer ind i denne mystiske verden. Efter at have læst portrættet af forstaden Aubervilliers af Jacques Prévert i bogen Paroles, kan I medbringe en rå roman som “Kiffe kiffe demain” (2004) af Faïza Guère eller “Sarcelles-Dakar” (2006) af Insa Sané som rejsekammerat.

Forstædernes musik er ofte voldsom og svær at forstå, da det franske sprog i høj grad er blevet transformeret og beriget i teksterne. Renaud og Léo Ferré synger selvfølgelig om forstæderne, men at lytte til gruppen NTMs triste forudsigelser i sangen “Paris sous les bombes” (1995) eller Lofofora i “Peuh !” (1996) viser os i hvilken grad kunstnerne fra de belastede kvarterer kan være visionære. I en mere tilgængelig kategori tager Les Ogres de Barback-gruppens bagkatalog jer på en tur uden tilbageholdenhed ind i krinkelkrogene af forstadsbeboernes besværligheder.

Hvis I ikke desto mindre får lyst til at afkorte jeres besøg på Louvre efter at have set disse film, læst disse romaner og lyttet til musikken, så byder forstæderne på adskillige museer og kulturcentre der er værd at se nærmere på. Kunstmuseet MAC/VAL i Vitry og kunstcentret La Gallerie de Noisy-le-Sec koncentrerer sig især om samtidskunst og tilbyder enestående, skiftende udstillinger. MAC (Maison des Arts de Créteil) huser to sale til forestillinger på forkant med de banebrydende, kunstneriske strømninger. Forstæderne gemmer ligeledes på hundredvis af arkitektoniske vidundere, som I skulle prøve at opspore mellem to RER-stationer. De vegetationsbeklædte betonbakker i la Maladrerie i Aubervilliers (af Renée Gailhoustet) eller EDF boligerne i Ivry-sur-Seine (af Atelier de Montrouge) er glimrende eksempler på dette.

Oversættelse: Jette Odgaard Villemoes

Baptiste 2 forstæder banlieuesLe blogeur du jour est Baptiste Boryczka, auteur de Korzen, roman paru en septembre 2015 (Lemieux Éditeur), avec un deuxième roman à paraître. Baptiste Boryczka vit depuis 2003 à Copenhague. Il a grandi en banlieue parisienne.

Bien sûr il y a ce Paris de carte postale. Comme tous les touristes, vous venez pour cela. Ces cafés aux faux airs provinciaux où les habitués tutoient le patron bougon. Ce métro puant mais si pittoresque que le moindre air d’accordéon joué par le clodo du coin prend des allures romantiques. Ces quartiers populaires qui disparaissent peu à peu… des quartiers où les immigrés ont implanté leurs bruits et les odeurs nostalgiques de leur pays d’origine. Puis bien sûr, cette Tour Eiffel, ces Champs Elysées, Montmartre, le Canal Saint-Martin et tutti quanti. Vous venez pour tout cela, vous avez bien raison et vous l’aurez, pas d’inquiétude. Paris tient ses promesses.

Mais il y a un monde que vous traverserez rapidement entre Roissy Charles De Gaulle et votre hôtel du 9ème. Ce monde, où vivent près de 10 millions de franciliens, on aime le cacher aux touristes. On aime l’oublier. Il fournit évidemment la main-d’œuvre indispensable à Paris pour qu’il garde son look indémodable à la Amélie Poulain mais, mine de rien, il fournit aussi la capitale en artistes et courants révolutionnaires. Qualifié de « dortoir » et « craignos », il est malheureusement le théâtre de violence, de haine, de tristesse et de trafics. Alors comment saisir cette banlieue que les Parisiens eux-mêmes se complaisent à ignorer ?

Je ne voudrais pas vous inciter à écourter votre visite du Louvre pour vous perdre entre des tours HLM hideuses qui cachent le ciel autour de Paris, mais je vous encourage vivement à vous intéresser à cette culture afin de mieux comprendre le Paris de carte postale qui vous sera exposé. Pourquoi ne pas regarder un des films classiques qui dépeignent sans filtre le quotidien des banlieusards ? « La haine » (1995) de Mathieu Kassovitz, « Ma 6-T va crack-er » (1996) de Jean-François Richet ou « Raï » (1995) de Thomas Gilou vous plongeront sans tabou dans ce monde mystérieux. Après avoir lu le portrait d’Aubervilliers par Jacques Prévert dans Paroles, vous pourrez prendre comme compagnon de voyage un roman cru comme « Kiffe kiffe demain » (2004) de Faïza Guère ou « Sarcelles-Dakar » (2006) d’Insa Sané.

La musique des banlieues est souvent violente, difficile à comprendre tant le français y a été transformé et enrichi. Renaud et Léo Ferré chantent la banlieue évidemment, mais écouter les chansons tristement anticipatives de NTM dans « Paris sous les bombes » (1995) ou de Lofofora dans « Peuh ! » (1996) nous démontre à quel point les artistes des quartiers sensibles peuvent être visionnaires. Dans un registre plus abordable, l’œuvre des Ogres de Barback vous baladera sans retenue dans les méandres des difficultés banlieusardes.

Enfin, si voir ces films, lire ces romans en écoutant cette musique vous donne l’envie d’écourter votre visite du Louvre, la banlieue offre de nombreux musées et centres culturels dignes d’intérêt. Le MAC/VAL de Vitry et La Gallerie de Noisy-le-Sec s’intéressent principalement à l’art contemporain et offrent de superbes expositions temporaires. MAC (Maison des Arts de Créteil) abrite deux salles de spectacle à la pointe des courants artistiques novateurs. La banlieue recèle également de centaines de merveilles architecturales que vous devrez dénicher entre deux stations RER. Les collines de béton végétalisées de la Maladrerie à Aubervilliers (par Renée Gailhoustet) ou les logements EDF d’Ivry-sur-Seine (par Atelier de Montrouge) en sont de parfaits exemples.

Måske vil du også synes om:

L’Epiphanie – Helligtrekonger

Guldkroner

Hvor vi i Danmark slutter juledagene senest til nytår, og mange af os fejer julepynten og træet ud med tømmermændene 1. januar, så varer julefesten lidt længere i Frankrig.

Den 6. januar fejres l’Epiphanie. Det er dagen, vi kender som Helligtrekonger, men som vi egentlig ikke fejrer i Danmark. Det gør man derimod i Frankrig. I Spanien er Helligtrekonger en vigtig fejring og en fridag, men det er det ikke i Frankrig, hvor fejringen typisk lægges 2. søndag efter jul.

galette-des-rois

Fra gammel tid har det været en tradition at spise en galette des rois – en ‘Helligtrekongerskage’ – denne dag. En galette des rois er typisk lavet af butterdej med fyld af enten æblemos, creme, marcipanmasse eller andet. I fyldet gemmes en bønne (une fève), og den der får bønnen bliver konge (eller dronning) for en dag. Traditionen med bønnen der gemmes i kagen går efter sigende helt tilbage til romertiden, hvor det var en slave, der kunne være heldig at finde bønnen og blive konge for en dag. Man kunne forestille sig, at det måske er herfra vores tradition med mandlen i vores ris à l’amande kommer?

I slutningen af 1800-tallet begyndte man at putte små porcelænsfigurer i kagen i stedet for bønnen, noget som senere er blevet til figurer af plastic. Figurerne kan repræsentere figurerne fra la crèche de Noël – julekrybben – eller være miniatureudgaver af kendte tegneseriefigurer, dyr eller lignende. Det er meget ofte samlerobjekter, og man kan være heldig at finde figurer eller hele samlinger til salg på loppemarkeder i Frankrig. Her kan du se billeder af de små figurer.

Fotos: Pixabay.com

De nye storregioner i Frankrig

Gennem de seneste måneder, helt præcist siden begyndelsen af september, har jeg hver uge lavet en præsentation af en af de 22 regioner, som Frankrig har været opdelt i indtil 31. december 2015. 1. januar 2016 er de 22 franske regioner, som vi har kendt dem de seneste årtier, blev til 13 nye storregioner, hvortil der var regionsvalg i december.

De nye storregioner er (med forkortelsen – som franskmændene er så glade for – i parentes):

  1. Alsace-Champagne-Ardenne-Lorraine (ACAL), som består af Alsace, Champagne-Ardenne og Lorraine,
  2. Aquitaine-Limousin-Poitou-Charentes (ALPC), bestående af Aquitaine, Limousin og Poitou-Charentes,
  3. Auvergne-Rhône-Alpes (ARA), der består af Auvergne og Rhône-Alpes,
  4. Bretagne, der ikke er blevet sammenlagt med andre regioner,
  5. Bourgogne-Franche-Comté (BFC), der udgøres af Bourgogne og Franche-Comté,
  6. Centre-Val de Loire (CVL), der heller ikke er blevet sammenlagt med andre regioner,
  7. Corse (Korsika på dansk), der beholder sin naturlige, geografiske afgrænsning,
  8. Île-de-France (IDF), der heller ikke har ændret sig,
  9. Languedoc-Roussillon-Midi-Pyrénées (LRMP), Languedoc-Rousillon og Midi-Pyréenes, de to regioner der efter manges mening hører sammen historisk,
  10. Nord-Pas-de-Calais-Picardie (NPDCP), der består af de to nordligste regioner Nord-Pas-de-Calais og Picardiet,
  11. Normandie (som ikke har behov for en forkortelse), som er en sammenlægning af Haute-Normandie og Basse-Normandie,
  12. Pays de la Loire (PDL), som er identisk med regionen Pays de la Loire fra før 1. januar 2016, og
  13. Provence-Alpes-Côte d’Azur (PACA), der heller ikke er blevet sammenlagt med andre regioner.

Og så nåede vi til vejs ende med de franske regioner her på bloggen, men vi er slet ikke færdige med afdækningen af den franske geografi. I løbet af foråret skal vi blandt andet se på de oversøiske regioner, områder og departementer, der hører under eller har tilknytning til den franske stat, ligesom vi også skal se nærmere på de frankofone lande.

Men… Inden det går løs med alle planerne for bloggen her i 2016 skal jeg lige have en flytning overstået. Vi har nemlig købt hus, og skal male og flytte de første to uger af januar. Men I bliver ikke snydt for en daglig dosis Frankrig. Jeg har inviteret en række gæstebloggere, som vil fortælle om deres oplevelser med det franske.

Og ellers er jeg ikke længere væk end at jeg selvfølgelig vil svare på de kommentarer, der måtte komme :)

Måske vil du også synes om: