Michelin-stjerner

Etoile_Michelin-3.svgGuide_michelin_1929_couverture-edit Michelin-stjerner

Som du måske bemærkede, var der stjerneregn over landet i onsdags.

I takt med at Michelins inspektører får øjnene mere og mere op for det nordiske køkken, er hypen omkring uddelingen stigende. Således så vi i morgen-tvs bedste sendetid adskillige kamerahold i minutterne op til offentliggørelsen filme neglebidende, danske kokke rundt om i landet, der sad og stirrede som hypnotiserede på telefonen. Engang imellem hører man om, at en kok har begået selvmord, hvis vedkommende har mistet en Michelinstjerne, så der er enorm prestige forbundet med at få tildelt eller frataget en stjerne.

Ud over at det at få en Michelinstjerne (eller flere) selvfølgelig er en sublim anerkendelse for en køkkenchef og hans holds hårde arbejde – og hvem kan ikke lide at blive anerkendt – så ligger der også et element af lavpraktisk økonomi i det: Anerkendelse – i dette tilfælde en eller flere stjerner – giver flere gæster i restauranten og dermed mere omsætning.

Men hvad er historien bag de eftertragtede stjerner?

Vi skal helt tilbage til tiden omkring århundredskiftet 1800-1900 og de første automobiler, som dækproducenten Michelin leverede dæk til. Michelin blev grundlagt i 1889 i Clermont-Ferrand, og allerede få år senere var de toneangivende på det franske marked, ikke blot med dæk til de firehjulede, men også til de tohjulede. I de første cykelløb i Frankrig (Paris-Brest-Paris, Paris-Bordeaux-Paris og ikke mindst Tour de France) var Michelin også repræsenteret.

Med automobilet begyndte man at kunne bevæge sig mere og mere rundt i landet, og der blev behov for en guide, der anbefalede gode overnatningsmuligheder og restauranter til de rejsende. I år 1900 kom den første Guide Michelin, også kaldet ‘den røde guide’ (fordi Michelins turistguide er grøn, og deres landkort er gule). I 1931 blev tildelingen af stjerner til de bedste og mest anbefalelsesværdige restauranter indført i guiden, og det må siges, at det har grebet om sig siden: Fra usexede dæk til gastronomisk stjernehysteri på knap et århundrede – det er da marketing der vil noget!

Her kan du se den danske Michelinguide med de dugfriske stjerner, der gavmildt faldt over hele Danmark i sidste uge, og læse meget mere om guiden og stjernerne.

Billeder: Public domain

Martsfilm i biografen

Biograf2

Marts måned byder på et sandt overflødighedshorn af franske og frankofone film i biograferne, og der er noget for enhver smag.

Først og fremmest er Franske Film Mandage tilbage!

I mandags kørte den første film på programmet over lærrederne i Øst for Paradis i Aarhus og Grand Teatret i København, og der er mere guf på vej:

La Belle Saison (29. februar). Med Cécile De France, Izia Higelin, Noémie Lvovsky og Kévin Azaïs. Instruktør: Catherine Corsini. Filmen spiller både i Øst for Paradis og Grand Teatret.

Les Chevaliers Blancs (7. marts). Med Vincent Lindon, Louise Bourgoin og Valérie Donzelli . Instruktør: Joachim Lafosse. Filmen spiller kun i Grand Teatret.

Francofonia (14. marts). Med Louis-Do de Lencquesaing, Benjamin Utzerath og Vincent Nemeth. Instruktør: Aleksandr Sokurov. Filmen spiller kun i Grand Teatret.

Mustang (21. marts). Med Günes Sensoy, Doga Doguslu, Elit Iscan og Tugba Sunguroglu. Instruktør: Deniz Ergüven. Filmen er årets franske kandidat til Oscar-uddelingen, og vises både i Øst for Paradis og Grand Teatret. Filmen har ordinær premiere i begge biografer 31. marts.

Dheepan, der blev vist i mandags som den første af forårets Franske Film Mandage, har ordinær premiere i både Øst for Paradis og Grand Teatret 23. marts.

Franske Film Mandage er arrangeret af Institut Français i samarbejde med Grand Teatret i København og Øst for Paradis i Århus.

Der er mere filmguf for de frankofile i København og omegn i marts måned, for Cinemateket har et virkelig flot, fransk program i marts:

1. og 2. marts vises Babettes Gæstebud INKL. filmens overdådige festmiddag, der serveres i Cinematekets restaurant. (og jeg tror det vil være klogt at skynde sig, hvis man vil sikre sig en billet…)

4. marts vises Welcome, instrueret af Philippe Loiret og med Vincent Lindon i hovedrollen, 5. marts og 20. marts vises filmen Udflugt i det røde (originaltitel: Weekend), instrueret af Jean-Luc Godard, og 8. marts og 30. marts er det klassikeren La grande Illusion, med blandt andre Jean Gabin, der er på plakaten.

I anledningen af den Internationale Frankofonidag 20. marts, vises film fra syv frankofone lande i perioden 8.-30. marts. Det kan du se meget mere om HER.

Den 10. marts viser Cinemateket endnu en film af Jean-Luc Godard: Le Mépris med blandt andre Brigitte Bardot, Michel Piccoli og Jack Palance, og i serien Månedens Dokumentar vises dokumentarfilmen Vivant!, instrueret af Vincent Boujon, i perioden 24.-30. marts.

God weekend derude :)!

 

Måske vil du også synes om:

Saint-Pierre-et-Miquelon

Saint-Pierre-et-Miquelon

Saint-Pierre-et-Miquelon er tre små øer, der ligger ved Newfoundland i det nordlige Atlanterhav, ud for Canadas kyst. Øgruppen består af øerne Saint-Pierre, Grande Miquelon og Langlade, de to sidstnævnte er forbundet med af en smal landtange. Det samlede areal af de tre øer udgør ca 240 km2, eller knap så stort som Langeland (285 km2). Der bor heller ikke så mange mennesker, cirka 6300 mennesker fordelt på de tre øer, med langt den overvejende del af befolkningen (ca 5650 mennesker) boende på Saint-Pierre, hvor også områdets hovedby, Saint-Pierre, ligger.

Saint-Pierre-et-Miquelon er et Collectivité d’outre-mer under den franske stat, det vil sige et oversøisk territorium tæt tilknyttet den franske stat, men uden de samme, statslige rettigheder som de oversøiske departementer, der har samme status som de kontinentale departementer og regioner. Saint-Pierre-et-Miquelon har en beslutningsdygtig, demokratisk valgt forsamling – l’Assemblée déliberante – der er valgt for seks år ad gangen. Øgruppen er repræsenteret i det franske parlament med 1 senator og 1 medlem af Nationalforsamlingen. Den franske stat er repræsenteret i øgruppen med et præfektur. 

Saint-Pierre-et-Miquelon NLL France

De franske besiddelser i Nordamerika, da de var mest omfattende (kort fra Wiki Commons)

Som de fleste andre, oversøiske områder under den franske stat er også Saint-Pierre-et-Miquelons historie en del af den franske kolonihistorie. Øgruppen er den den sidste lille rest af et enormt område i Nordamerika, kaldet Nouvelle-France, som var under fransk herredømme fra omtrent midten af 1500-tallet frem til 1763. Området strakte sig fra det nordligste Canada og Labrador til Louisiana i det nuværende USA, og fra et godt stykke inde i det amerikanske Midtvesten næsten ud til østkysten. I den periode var englænderne også tilstede på kontinentet. Syvårskrigen fra 1756-1763 var populært sagt opgøret mellem de to europæiske kolonisatorer – englænderne og franskmændene – om herredømmet på kontinentet. Franskmændene blev smidt ud af Amerika da englænderne vandt, dog kun for selv at blive smidt ud af kontinentet få år senere under den amerikanske uafhængighedskrig. Fra 1816 blev øgruppen igen henhørende under den franske stat, og har været det siden.

Turistmæssigt er øen godt med, og der er flere muligheder for overnatning, både flerstjernede hoteller og bed&breakfast. Turisterne kommer især fra USA, Canada og Frankrig, og de fleste ankommer med båd fra Newfoundland, der ligger blot 25 km væk. I vinterhalvåret lægger krydstogtskibe til ved øerne. Det er i høj grad øernes natur og muligheden for at komme på sejlads ud for kysten og se hvaler, der får turisterne til at komme. Og ud fra billederne nedenfor at dømme, så er der en helt speciel charme på øerne, som kunne være spændende at opleve. Her kan du se øgruppens turistorganisations hjemmeside, og lige herunder er en knap 5 minutter lang lysbilledserie, der giver et godt indtryk af, hvordan der ser ud på øerne (du behøver ikke have lyd på). Det er ikke et bountyparadis som de fleste andre, franske oversøiske områder – det ligner mere Færøernes rustikke charme.

 

Måske vil du også synes om:

Ord der er (næsten) umulige at oversætte

IMG_0190 Oversætte ord

Har du nogensinde prøvet at forklare en, der ikke er opvokset i Danmark, hvad ordet ‘hygge’ egentlig dækker over? Det er ikke så nemt, vel? Mest fordi hygge ikke ‘bare’ er et ord, men også en følelse. En stemning. Man skal have oplevet den for at have en idé om, hvad det indbærer.

Jeg har tidligere skrevet lidt om oversættelsesarbejde her. Det er ikke altid så ligetil som man måske skulle tro. Sværest er det med de betydningsbærende ord og sætninger, som ikke har nogen direkte parallel på et andet sprog.

Forleden faldt jeg over ordet dépaysement. Kender man lidt til fransk, kan man genkende ordet ‘pays’, som betyder ‘land’. Den første stavelse ‘dé-‘ kunne i denne forbindelse betyde noget med ‘ud-‘ eller ‘af-‘. Og det giver ikke meget mening… Men intuitivt kunne man få en ide om at ordet betyder noget i retning af ‘ud af landet’ eller måske endda ‘eksil’. Det er ikke helt forkert, men det er heller ikke helt rigtigt.

Så vi må til ordbøgerne.

Ifølge Det Franske Akademis egen ordbog har dépaysement to hovedbetydninger: Det kan i den konkrete forstand betyde “Changement de pays, de lieu. (Quasi-)synon. exil”, altså “skift af land, [eller] sted” og er næsten synonymt med ‘eksil’. Men altså kun næsten… I videre betydning er det “Changement généralement volontaire de mode de vie, d’occupations, d’habitudes“, det vil sige “Overvejende frivilligt skift af levemåde, beskæftigelse [eller] vaner”. Den anden hovedbetydning er figurativ: “Désarroi d’une personne placée dans un cadre inhabituel, un milieu inconnu, une situation inattendue“, der betyder “En persons forvirring over at være blevet placeret i en uvant ramme, ukendte omgivelser, en uventet situation”.

Går vi til den efter min mening bedste dansk/fransk/danske ordbog, Blinkenbergs blå firebinds ordbog, bliver ordet oversat til “Bortsendelse til (el. hensættelse i) et fremmed land (el. uvante omgivelser), fjernelse fra vante omgivelser; / Hjemløshed, forladthed[sfølelse]; / fremmedfølelse, fremmedgjorthed”. (Se opslaget online her).

Opsummeret kan man sige, at oversættelsen af dépaysement i høj grad afhænger af, om vi har at gøre med en positiv eller negativ sammenhæng. Avoir besoin de dépaysement betyder at have brug for nye omgivelser eller brug for luftforandring (med andre ord: Ferie eller for eksempel nyt job), men se sentir dépaysé betyder at føle sig fremmedgjort eller ‘ude af sin komfortzone’.

Så ligesom vi har ord på dansk, der kan være svære at forklare, har fransk (og andre sprog, selvfølgelig) også ord, der er svære at oversætte direkte, men kræver en (længere) forklaring.

Har du andre eksempler på franske eller danske ord, der er umulige at oversætte? Del dem gerne med os i kommentarfeltet.

Måske vil du også synes om:

Mød den marokkanske forfatter Abdellah Taïa i Aarhus

Abdellah_Taïa_20130220 wiki Marokkanske forfatterVi har de seneste uger været omkring forskellige perspektiver ved frankofonien, senest anmeldte jeg denne bog om frankofon litteratur.

Nu får de heldige – det vil sige dem, der bor i Aarhus og opland – muligheden for at møde en frankofon forfatter i samtale med sin danske oversætter. Onsdag d. 2. marts kan du nemlig møde den marokkanske forfatter Abdellah Taïa, der er i Danmark på et 14-dages ophold, inviteret af Aarhus Litteraturcenter.

Abdellah Taïa er født i 1973 og forfatter til flere romaner, hvoraf L’armée du salut (Seuil 2006), er oversat til dansk med titlen Englene fra Frelsens Hær (forlaget Arvids). Snart udkommer Une mélancolie arabe (Seuil 2008) på dansk med titlen Arabisk Vemod, også fra det danske forlag Arvids. Englene fra Frelsens Hær blev filmatiseret i 2014.

Abdellah Taïas forfatterskab kredser om temaer som frihed og menneskerettigheder, herunder religion og seksualitet. Du kan se mere på Abdellah Taïas egen hjemmeside her (klik på billederne for at få mere information).

Forfattermødet er arrangeret af Authors in Aarhus, der er et samarbejde mellem Hovedbiblioteket og Aarhus Universitet. Samtalen foregår på engelsk, og vil primært dreje sig om forfatterskabet og Taïas filmatisering af romanen L’armée du salut. Der vil være mulighed for at købe den danske oversættelse af romanen og få den signeret af forfatteren.

Abdellah Taïa, onsdag d. 2. marts kl. 19.00 til 20.30 på Dokk1, Store sal, Hack Kampmanns Plads, 2, 8000 Aarhus C. Billetter til kr 50,00 (kr. 30,00 for studerende) kan købes her, eller ved indgangen.

Måske vil du også synes om:

Kæphest #3: Sagde han virkelig det?

I sidste uge udfoldede jeg historien bag dette citat. Det gjorde jeg, fordi historien bag er en skæv vinkel på en ret afgørende, historisk begivenhed OG fordi citatet kan verificeres. Roosevelt har rent faktisk sagt/skrevet ordene.

Le Procope, Paris Voltaire

Le Procope, Paris

Montesquieu, en af de franske oplysningsfilosoffer og ham, der har formuleret tredelingen af magten i den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt i storværket Om Lovenes Ånd, citeres ofte for at have sagt: Vérité dans un temps, erreur dans un autre – der betyder noget i retning af ‘Hvad der er rigtigt i en tidsalder er forkert i en anden’. Det citat kan også verificeres. Meget ofte kildeangives det bare ikke, og så får det lidt karakter af name dropping. Ordene falder i brevromanen Lettres persanes (Persiske breve, brev LXXIII i førsteudgaven). Montesquieu skrev romanen i 1721, 27 år før storværket Om Lovenes Ånd, der udkom i 1748 (og, i parentes bemærket, blev inspirationsgrundlag for de fleste af den vestlige verdens forfatninger i det følgende århundrede).

Nå. Men hvor tit har vi ikke hørt den franske oplysningsfilosof Voltaire citeret for følgende: “Jeg er uenig i det, du siger, men jeg vil til min død forsvare din ret til at sige det!”

Hva’? Ret tit, ikke? Specielt når debatbølgerne går højt om ytringsfrihed og tolerance holder nogle debattører sig ikke for gode til at bruge det i flæng. Også dem, man måske ville forvente vidste, at det der med at citere bliver mere troværdigt, når man angiver kildestedet til citatet, og ikke bare namedropper en eller anden kendt filosof/forfatter/[indsæt selv].

Der er bare det ved det, at Voltaire aldrig har sagt eller skrevet ovenstående. Ingen steder i hans omfattende livsværk kan man finde ovenstående sætning. Og jo, man kan godt uddrage ovenstående sætning som en konklusion på tværs af hele forfatterskabet, men det er ikke det samme som at citere Voltaire for at have udtalt eller nedfældet sætningen. Han har aldrig formuleret den.

Jeg har læst en del af Voltaire, men ikke alt. Og det kunne selvfølgelig være, at jeg tager fejl. Så jeg sætter mit eksemplar af denne bog på højkant til den, der præcist kan fortælle mig, hvor i forfatterskabet – altså i hvilken bog/roman/brevveksling – Voltaire skulle have formuleret sætningen.

Mandagsudfordring, lige dér :)!

Måske vil du også synes om:

Mayotte

Mayotte

Øen Mayotte ligger i den nordlige del af Mozambiquekanalen, på nordsiden af Madagascar, og godt halvvejs mellem Madagascar og det afrikanske kontinent. Øens areal er ca 375 km2 – til sammenligning er danske Langeland 285 km2. Mayotte består primært af to større øer, Grande-Terre og Petite-Terre, samt en række mindre øer.

Mayotte er en af Frankrigs fem oversøiske regioner, der har status af Régions mono-départementales, det vil sige at de to normalt forskellige, administrative enheder, region og departement, er sammenfaldende. Mayottes departementsnummer er 976. Den administrative hovedby er Mahmoudzou, der ligger på Grande-Terres østlige del.

Med øens status som fransk, oversøisk departement under den franske stat, er øen også en del af EU som det, der benævnes ‘Région ultrapériphérique’. I modsætning til de fire andre, oversøiske regioner (Guadeloupe, Martinique, Fransk Guyana og La Réunion), har Mayotte kun een, demokratisk valgt forsamling, der repræsenterer både departementsråd og regionalråd. Øen er repræsenteret med to senatorer i det franske senat og to medlemmer i den franske nationalforsamling. Som i de kontinentale regioner er den franske stat repræsenteret på Mayotte med et præfektur.

Mayotte var i århundreder et sultanat, og var anerkendt som sådan indtil 1800-tallet. I starten af 1500-tallet blev øen kortlagt og sat på søkortene af portugiserne, men de fleste europæiske skibe undgik at bruge øen som anløbshavn på deres vej til og fra Asien. Undervejs i øens historie har der været indvandringer fra både det afrikanske kontinent og fra Madagascar, og det førte til en del uroligheder i 1800-tallet. I et forsøg på at bilægge stridighederne hidkaldte den regerende sultan i 1832 en diplomat og tidligere konge fra Madagascar, Andriantsoly, der arvede sultanatet. Det lykkedes ham ikke at bilægge stridighederne, og i mangel på allierede tog han kontakt til franskmændene, og solgte øen til Frankrig i 1841.

I 1958, da den 5. republiks forfatning var ved at falde på plads, stemte Mayottes indbyggere for at øen skulle have status af fransk, oversøisk departement, og derved forblive en tæt tilknyttet del af republikken. I 2011 fik øen status af oversøisk region på linie med de fire andre, ovenfor nævnte.

Mayotte byen Sada

Udsigt over byen Sada på Mayottes vestkyst

Selvom livet i dag er fredeligt på øen, er Mayotte ikke en destination der ligger højt på rejsebureauernes hitliste. Det er selvfølgelig muligt at flyve til øen: En returbillet fra København går typisk via Paris og Nairobi eller Île de la Réunion, koster på den anden side af 10.000 kroner, og rejsetiden vil ligge fra 20 timer og opefter… Mayottes turisme er ikke specielt udviklet, og mulighederne for overnatning vil typisk være bed & breakfast i den billige ende eller luksushoteller i den dyre ende.

Mayotte Trevani plage

Trévani-stranden på Mayottes nordkyst

Men når man er nået frem og har fået sig indkvarteret, er øen et paradis at gå på opdagelse i. Hvide sandstrande omkranser øen, og man kan tage på vandreture i de skovklædte bjerge, plukke bananer eller kokosnødder, eller dykke i lagunen og se kæmpeskildpadder, hvaler og eksotiske fisk. Eller tage båden fra Grande-Terre til Petite-Terre, og vandre omkring den smaragdgrønne Dziani-sø, et krater fra en udslukt vulkan.

Dziani-søen på Petite-Terre

Dziani-søen på Petite-Terre

Det kan godt ske, at Mayotte ikke ligger højt på turisternes ønskeliste over destinationer, men lur mig, om ikke det kommer til at ske i løbet af de kommende år.

God weekend :)!

Fotos: Pixabay.com

Måske vil du også synes om:

Roosevelt, Churchill og de Gaulle

Kender du det med at der kan dukke de mærkeligste ting op fra gemmerne, når man beslutter sig for noget oprydning? Jeg har haft det her udklip liggende i min årskalender i flere år, og havde glemt alt om det. Jeg er en af dem, der ikke bruger papirkalender mere, så årskalenderen var røget i skrivebordsskuffen, og dukkede op under den oprydning, der nærmest per naturlov følger i kølvandet på en flytning.

Roosevelt-DeGaulle

Det er sakset fra Jyllands-Posten i januar 2000, og det spidder med få ord, hvor stor en hovedpine de Gaulle var for de allierede under 2. Verdenskrig, hvor meget de (på det tidspunkt) undervurderede ham, og hvor meget hans stædige indsats for at Frankrig skulle spille en central rolle, ikke blot blandt de allierede under krigen men også på verdensscenen efter krigen, satte grå hår i hovedet på særligt Churchill.

I januar 1943 blev der afholdt en konference i Casablanca, hvor de allierede statsledere mødtes for at diskutere det videre forløb i kampen mod Nazityskland og planerne for den senere invasion i Nordfrankrig. Konferencen var også en anledning til officielt at anerkende De Frie Franske, som de allierede gerne så ledet af Charles de Gaulle og en anden fransk nøgleperson, general Henri Giraud, i fællesskab. De Gaulle, der var i eksil i London under krigen, var lidt af en sten i skoen for Churchill.

General Giraud deltog også i konferencen,  og han og de Gaulle kunne ikke døje hinanden. Det er ham, vi ser give de Gaulle et håndtryk i videoen ovenfor.

Churchill og Roosevelt var de naturlige ledere af de allierede, og havde en omfattende korrespondance under krigen. I et memo fra Roosevelt til Churchill, dateret i maj 1943, foreslår Roosevelt en omorganisering af ledelsen af De Frie Franske, en omorganisering der vil gøre de Gaulle overflødig. Og så falder ordene: I do not know what to do with de Gaulle. Possibly you would like to make him governor of Madagascar! *)

Churchill fik ikke lejlighed til at sende de Gaulle hen, hvor peberet gror. Han gik i land med de allierede i Normandiet få dage efter D-day i juni 1944, og ved befrielsen af Paris i august 1944 gik (gik!) han i triumftog ned ad Champs-Elysées.

Resten er historie.

*) Churchill and Roosevelt, Volume 2: The Complete Correspondence, p. 211, edited by Warren F. Kimball.

Måske vil du også synes om:

La bise – kindkys på fransk

questionI tirsdags i kommentarfeltet skrev Kristina: Jeg kom til at tænke på et emne som forvirrer især udlændinge, men også franskmænd pga de regionale forskelle, nemlig la bise.

Og det har hun helt ret i, for det er ikke så ligetil. For hvor mange kindkys giver man? Og til hvem? Og hvilken kind skal man begynde med?

Jeg har spurgt lidt rundt, hvad man gør i de forskellige egne af Frankrig, for der er regionale forskelle, og det er ikke altid logisk. Fælles er dog, at kindkys primært er mellem kvinder, eller en kvinde og en mand, mens mænd oftest giver hinanden hånden. Det mest udbredte er at man starter med højre kind, men igen: i nogle egne af Frankrig starter man med venstre kind.

Dorothée fra Calais fortæller, at reglen her er 4 kindkys blandt venner, familie og kolleger, altså med mennesker man kender godt. Mændene giver som regel håndtryk, hvis de kun kender hinanden perifert eller slet ikke. Hun fortæller videre, at i Valenceområdet (syd for Lyon), hvor en af hendes veninder er fra, er det 3 kindkys.

Blot 3 timers kørsel syd for Valence, i Callas tæt ved Middelhavskysten, fortæller Jens Peder at normen er 2 kindkys blandt venner. Han fortæller videre at det også i Marseille er normalt med 2 kindkys, og kun mænd der kender hinanden meget godt eller er i familie giver 2 kindkys.

Solveig, der bor i Champagne-Ardenne, fortæller, at der ikke er nogen regler (for antal kindkys), og fortsætter: I min familie fire kys, i hvert fald i en del af familien, i andre familier og venner to eller tre eller fire, nogle familier kysser mændene hinanden (som i min), andre gør ikke.

Kristina, der bragte emnet på bane i kommentarfeltet i tirsdags, bor i Caen i Normandiet. Her er reglen 4 kindkys, mellem kvinder eller kvinde/mand. Ikke mænd imellem. Kristina fortæller videre: Jeg har lagt mærke til at min store datter på 12 er begyndt at “faire la bise” med sine veninder efter at hun begyndte i collège sidste år, men ikke alle veninder. Sjovt nok er det kun med de nye veninder og nye drengevenner, mens hun ikke gør det med sine gamle og bedste veninder og drengevenner, som hun har kendt i årevis. Min datter udtaler også det er totalt kikset at nogle faktisk kysser rigtigt, det skal man endelig ikke gøre.

Som Dorothée også nævner det ovenfor, så er det almindeligt at man også er på kindkys med kollegerne, i visse sammenhænge. På Kristinas arbejde gør man det normalt ikke på arbejdspladsen, men hun fortæller at hvis man møder kollegaer udenfor arbejdstiden kan man sagtens “faire la bise”. […] Dog bruges det at “faire la bise” på mit arbejde, når vi kommer tilbage efter sommerferien, men aldrig med dem der er højere i hierakiet end en selv.

Mogens (som i Frankrig kaldes Maurice fordi det er helt umuligt at sige ‘Mogens’ på fransk) og hans hustru har et hus i Loupian tæt ved Montpellier, og her er reglen helt klar: Det er tre bises. Point final ! […] Der kan så være forskel på, hvor hurtigt man kommer på bise. Vi har en fransk veninde i Meze (ca. 3 km. fra os). Hun har boet 25 år i Danmark som chef for det franske turistbureau i Danmark. Hende traf jeg første gang i den lokale cave cooperative, hvor hun med høj stemme på dansk spurgte, hvem der ejede den dansk indregistrerede bil udenfor. Jeg svarede, at det var mig. Hun gik hen til mig, præsenterede sig og gav mig 3 bises. Mogens oplever også en modsatrettet kulturforskel, når franskmænd og danskere skal hilse på hinanden: […] For fransmænd er bise helt naturligt, hvilket vi kolde nordboere skal vænne os til. Derimod føler de det grænseoverskridende og alt for intimt, hvis man vil give dem et kram.

Personligt har jeg mest erfaring fra det sydvestlige Frankrig (departementet Gironde og nærmere bestemt Saint-Emilion og omegn), og her er reglen 2 kindkys, begyndende med højre kind. Men hvis man er i en situation, hvor man ikke har set hinanden længe og er superglade for at ses igen, kan man godt give 4 kindkys. Men igen, det er en balance, og min tommerfingerregel plejer at være at jeg lader den indfødte franskmand tage ‘têten’.

Så hvis man ikke er vant til kindkysseri og forudser en situation, hvor det kan ske, er mit bedste råd lige at forhøre sig diskret på forhånd – f.eks. hos værten/værtinden, hvis man er inviteret til middag og der kommer andre. Og hvis man ikke har mulighed for det, så gå ud fra at det er 2 kindkys, begyndende med højre kind. Kender man slet ikke personen, kan man starte med at give hånd, og lade det være op til franskmanden at tage initiativet til at faire la bise. Og skulle det ske at man alligevel havner i en akavet situation, så tag det fra den humoristiske side. Værre er det heller ikke, og der er som regel forståelse for, at man som ikke-franskmand er uvant med situationen. Og så er ‘faire la bise’ jo også et glimrende samtaleemne om kulturforskelle, og en måde at få brudt isen på. Bare husk at man ‘kysser’ ved blot at sætte kind mod kind, ikke læberne!

Hvad er din oplevelse med franske kindkys? Fortæl os gerne om det i kommentarfeltet.

Måske vil du også synes om:

Verden på fransk – en antologi om litterær frankofoni

Verden på fransk frankofoniANMELDELSE

Er begrebet ‘litterær frankofoni’ en fiks og færdig pakke, der kan forklares som “litterære værker af ikke-kontinentale forfattere, der skriver på fransk”? Er det litteratur skrevet på fransk? Er det postkolonial litteratur? Er det litteratur, som er skrevet i en lokal, men fransk påvirket kultur?

Så snart man begynder at lukke op for ‘pakken’, åbner der sig imidlertid en sand Pandoras æske af forklaringer og perspektiver, som alle på hver sin vis bidrager til at belyse den komplekse størrelse, som ‘litterær frankofoni’ eller ‘frankofon litteratur’ i virkeligheden er.

‘Verden på fransk’ er en række danske litteraturforskeres vellykkede forsøg på alligevel at indkredse, hvad der gemmer sig bag begrebet.

Udgangspunktet for antologien er det litterære manifest, der i 2007 blev trykt avisen Le Monde, og som var underskrevet af 44 fransksprogede forfattere, heriblandt Nobelprisvinderen J.M.G. Le Clézio og flere andre forfattere, der har vundet prestigefyldte, litterære priser, blandt andre Boualem Sansal (Algeriet) og Dany Laférrière (Haiti/Canada). Underskriverne af manifestet ønskede en langt mere perspektiveret opfattelse af, hvad fransksproget litteratur er for en størrelse, og omdrejningspunktet i manifestet er et opgør med Paris og det kontinentale Frankrig som centrum for fransk litteratur, hvor de ‘andre’ fransksprogede forfattere ses som værende ‘ude i periferien’ – ‘periferien’ her forstået som de oversøiske områder og tidligere kolonier. Manifestet er optrykt i dansk oversættelse sidst i antologien, men kan med fordel læses først, så man har en baggrund for at følge bedre med, når man kaster sig ud i bogens bidrag, der fra forskellige vinkler forsøger at indkredse og belyse den uhåndterlige størrelse, som ‘frankofon litteratur’ reelt er.

Synes du, det lyder helt vildt langhåret og slet ikke noget for dig? Tro mig, hvis du er bare lidt interesseret i fransk(sproget) litteratur, så skal du læse denne bog.

Bogens første del kommer omkring den begrebshistoriske baggrund for betydningen af litterær frankofoni (eller frankofoni tout court) (Lisbeth Verstraete-Hansen), til et blik på de algierske forfatteres dilemmaer, spændt ud mellem at skrive på fransk eller arabisk og skrive/ikke skrive om kolonikrigen og den smertefulde algierske borgerkrig (Simon Hartling), til et bidrag om den martinikanske forfatter Edouard Glissants begreber ‘littérature-monde’ eller ‘chaos-monde’, der kan bruges til en indkredsning af det flyvske begreb (Heidi Bojsen). Videre får vi et spændende indblik i den haitianske litteraturs “før-og-efter jordskælvet i januar 2010”, hvor der tages udgangspunkt i Dany Laférrières tekst om jordskælvet Tout bouge autour de moi (den danske oversættelse har fået titlen Alting skælver omkring mig) og Yanick Lahens Failles for at vise, hvordan temaerne Identitet, Sted og Erindring spiller en væsentlig rolle (Ann-Sophie Persson). Haiti var i øvrigt den første franske koloni, der kæmpede sig til selvstændighed i 1804. Bogens første del sluttes med en artikel om ‘Oversættelsens poetik og den frankone erfaring’ (Steen Bille Jørgensen), en gennemgang af de to temaer hos marokkanske Driss Chraïbi (L’inspecteur Ali fra 1991) og Ahmadou Kourouma fra Elfenbenskysten (Allah n’est pas obligé  fra 2000). Bidraget bevæger sig på et relativt højt, litteraturanalytisk niveau, og man skal nok kende til de to forfattere for at få det fulde udbytte af artiklen.

Anden del af bogen indeholder en interviewdel, hvor Sébastien Doubinsky interviewer syv udvalgte, frankofone forfattere. Forfatterne præsenteres alle for de samme spørgsmål, og det er interessant at se, hvordan svarene falder forskelligt, alt efter forfatternes geografiske (Senegal, Québec, Haiti, Montréal, Togo) placering og deres egen, litterære gerning.

Tredie og sidste del af bogen er syv ikke tidligere oversatte tekster, der giver et billede af den litterære frankonis udvikling fra 1952 (Frantz Fanons Sort hud, hvide masker) og frem. Teksterne er ledsaget af en introduktion (Mads Anders Baggesgaard), der introducerer og perspektiverer teksterne. Det ovenfor nævnte manifest fra 2007 (For en ‘littérature-monde på fransk) er en af de syv tekster, som alle med fordel kan læses inden man tager hul på Baggesgaards introduktion til teksterne.

Så svaret på mine indledende spørgsmål øverst er snarere: “Nej, det er det på ingen måde”, “både-og” og “meget mere”. Frankofoni som litterært begreb er en uhåndterlig størrelse, charmerende og vidtrækkende i al sin kulturelle diversitet. Frankofon litteratur er ikke ‘bare’ centrum (Paris) versus periferien, men snarere et kontinuerligt sam- og modspil mellem de to, eller, som nogle gerne ser det: En verden uden centrum, en littérature-monde, med Edouard Glissants ord.

‘Verden på fransk’ kommer vidt omkring i sin perspektivering på begrebet ‘litterær frankofoni’, og vi får således både forskernes forsøg på at indkredse, hvad det er for en størrelse, vi hører forfatternes perspektiv, og via syv tekster, manifester og foredrag får vi et indblik i den historiske udvikling, den frankofone litteratur har været igennem indtil i dag. ‘Verden på fransk’ er et vellykket forsøg på at indkredse, hvad litterær frankofoni er for en størrelse, og hvad det dækker over. Antologien er spændende at læse og blive klogere på, og alle artikler er spækket med noter og bibliografier for dem, der vil vide mere.

Verden på fransk, redigeret af Steen Bille Jørgensen og Mads Anders Baggesgaard. Aarhus Universitetsforlag (2015).

Måske vil du også synes om: