Nouvelle-Calédonie

Nouvelle-Calédonie

La Nouvelle-Calédonie – eller Ny Caledonien – ligger i Stillehavet godt 1200 kilometer nordøst for australske Brisbane, og godt og vel 1900 kilometer nord for New Zealandske Auckland. Fra Ny Caledonien ligger Wallis-et-Futuna godt 2200 kilometer længere østpå, ude i Stillehavet. Ny Caledonien er en øgruppe ligesom de fleste andre franske områder i Stillehavet, men er dog lidt mere overskuelig end for eksempel Fransk Polynesien, der med sine 118 øer spredt ud over et område på størrelse med Europa. Ny Caledonien består af en stor ø, Grande Terre, og en række mindre øer i umiddelbar nærhed heraf. Det samlede areal udgør lidt over 18.500 km2. Til sammenligning er Jylland knap 30.000 km2.

Ny Caledonien er et Collectivité d’Outre-Mer ’sui generis’ under den franske stat. Sui generis betyder ‘i sin egen art’ eller ‘ i sin egen klasse (i en klasse for sig), og det refererer i korte træk til, at Ny Caledonien i 1998 i hovedbyen Nouméa underskrev en aftale med den franske stat om overdragelse af en lang række statsadministrative områder, og om at der på et tidspunkt mellem 2014 og 2018 skal afholdes folkeafstemning om øens forfatningsmæssige status. Sui generis betyder altså i tilfældet med Ny Caledonien at øgruppen har en unik status blandt de franske oversøiske områder, og at der i nær fremtid muligvis bliver tale om selvstændighed eller blot endnu mere autonomi, alt efter udfaldet af folkeafstemningen.

Nouvelle-Calédonie coucher soleil

I 1774 sejlede James Cook forbi øerne, og navngav dem New Caledonia efter Skotland (der på latin hed Caledonia). Da de europæiske missionærer satte ud for at kristne befolkningerne i Stillehavet i 1800-tallet, fulgte også de franske missionærer med. I 1843 ankom franske missionærer til byen Balade på Grande Terres nordkyst, og ti år senere, da Napoléon III søgte nye områder til at indrette kolonier for deporterede straffefanger, var det Ny Caledonien, admiral Fébvrier-Despointes udså sig, og straffekolonien blev anlagt på Île des Pins, den ø der ligger stik syd for Grande Terre.. Siden 1853 har øgruppen været under fransk herredømme. Under 2. verdenskrig havde 50.000 amerikanske soldater base på øen, der efter krigen fik status af Territoire d’Outre-Mer.

Det tager godt og vel halvandet døgn at flyve til Ny Caledonien. Fra luften kan man se den godt 400 kilometer lange ø Grande Terre, der er gennemskåret af en bjergkæde fra den ene spids til den anden. På den vestlige side af bjergene finder man åbne vidder der ligger i læ for vindene, mens den østlige side er domineret af tropisk regnskov. Øens højeste bjerg er mont Panié der er lidt over 1600 meter højt. En stor del af øgruppens mange tropiske laguner er kommet på UNESCOS verdensarvsliste, og der er rige muligheder for dykning på revene. Af overnatningsmuligheder er der alt fra campingpladser til bed & breakfast og flerstjernede hoteller, men selvom turismen er i fremgang, er den stadig ikke på højde med for eksempel Fransk Polynesien – omend mange krydstogtskibe lægger til i Noumea.

Nouvelle-Calédonie rocher Ile des Pins

Det er jo sådan, at det ikke er alle billeder, man finder på Google som man må bruge uden tilladelse. De få billeder ovenfor har jeg fundet på Pixabay.com (som man gerne må bruge, da fotograferne har afgivet brugsrettighederne til billederne). Her kan du se mange flere billeder fra Ny Caledonien, og få et godt indtryk af, hvor smukt der er.

Måske vil du også synes om:

Aprilfilm i biografen

Biograf

Det er snart april, og vi skal se på, hvilke franske film biograferne byder på i den første rigtige forårsmåned.

Franske Film Mandage, der er et samarbejde mellem Institut Français og biograferne Øst for Paradis (Aarhus) og Grand Teatret (København) fortsætter med et spændende program i april, og lægger ud med en ret kontroversiel film på mandag.

Made in France (4. april). med blandt andre Malik Zidi, François Civil og Nassim Si Ahmed. Instruktør: Nicolas Boukhrief. Made in France skulle have haft premiere i Frankrig sidst i november, men dens handling ligger så tæt på terrorbegivenhederne i Paris 13. november, at det blev besluttet at udskyde premieren. Nu har du mulighed for at se filmen i både Øst for Paradis og Grand Teatret.

Marguerite (18. april). Med Catherine Frot, André Marcon, Michel Fau og Christa Théret. Instruktør: Xavier Giannoli. Titelrollen som Marguerite spilles af Catherine Frot, som du måske kender fra den hjertevarme film Odette Toulemonde, der er lavet over Eric Emmanuel Schmitts fine lille novelle i novellesamlingen af samme navn. Marguerite spiller både i Øst for Paradis og Grand Teatret, og har ordinær premiere i danske biografer 28. april (jojo, ikke bare i Øst for Paradis og Grand men skam også i Cinemaxx og Nordisk Films biografer!).

Markedets lov – La Loi du marché (25.april). Med Vincent Lindon, Karine de Mirbeck og Matthieu Schaller. Instruktør: Stéphane Brizé. Spiller både i Øst for Paradis og Grand Teatret.

Filmene Dheepan og Mustang, der også har været vist til Franske Film Mandage, spiller stadig i begge biografer. Jeg har skrevet en anmeldelse af Dheepan her, hvis du har lyst til at læse den.

Cinemateket fortsætter perlerækken af franske filmoplevelser i april (og maj). 8 film af (og med) den franske filminstruktør Jacques Rivette, der døde sidste år, er på programmet i april. Blandt andet La Religieuse med den danske skuespillerinde Anna Karina, og to film over romaner af Honoré de Balzac (La duchesse de Langeais og den tretten timer(!) lange film Noli me Tangere, der dog er delt i to). Se oversigten og filmbeskrivelserne her.

Skal du i biografen og se franske film i april?

Måske vil du også synes om:
Les Halles

Les Halles genindvies

“Châtelet – Les Halles… Châtelet – Les Halles!”

For den nyankomne Parisfarer er den mekaniske meddelelse i RER-togets eller metroens højttalere det første indtryk, man får af Les Halles – de berømte parisiske Haller. Første gang er intonationen let stigende, anden gang let faldende.

Er det her, den tilrejsende skal af, venter der et virvar af underjordiske gange man skal igennem. Enten for at komme op i dagslyset, eller for at finde den næste metro. Er det første gang, vores Parisfarer er i byernes by, er der ikke noget at sige til at det er overvældende. Châtelet – Les Halles er verdens største underjordiske togstation og Paris’ absolutte knudepunkt for togtrafikken. Både den regionale (RER-linierne) og den lokale (Metroen). Mere end 750.000 mennesker passerer dagligt det parisiske knudepunkt.

Hvis vores Parisfarer skal lidt længere, og slipper for at stå af i denne myretue, skal han til gengæld sikkert besøge Les Halles en af de dage, han er i byen. For det er han blevet anbefalet – og det er på hans turistguides top 10 liste over ting, man skal se i Paris. Men da han ankommer til Hallerne til fods, er det i dag synet af en kæmpemæssig byggeplads, der møder ham. Og måske bliver han så modløs af synet at han skynder sig videre. Uden at opdage Forum les Halles, det kæmpemæssige indkøbscenter der ligger under jorden.

Måske fortæller vor vens turistguide ham, at Les Halles fik sit navn efter de bygninger, der i århundreder har ligget der, hvor der nu er en kæmpe byggeplads. At der var tale om et kæmpestort fødevaremarked, som kan dateres helt tilbage til 1100-tallet. I århundreder har pariserne handlet blomster, frugt og grønt, fisk og kød og andre dagligvarer på dette sted. Hvis han var ankommet til Paris i 1780’erne, lige før den franske revolution, kunne han have gået en tur på markedet sammen med Louis-Sébastien Mercier, der gennemtravede byen på kryds og tværs og udgav sine observationer i værket Le tableau de Paris. Heri skriver Mercier blandt andet om Hallerne at […] Quand les Maîtres d’hôtels ont pris dans leurs grandes hottes tout ce qui leur convient, les servantes arrivent avec leurs tabliers ; c’est un débat éternel. […] (Når hushovmestrene har lagt det, de skal bruge, i deres store kurve, ankommer tjenestepigerne med deres forklæder; det er en evig forhandling [prutten om priserne]). Mercier beretter også, at en buket violer koster to louis om vinteren, og at man kan købe 1/16 skæppe nye ærter (ca 800 gram) for 100 écus.

Les Halles_de_Paris,_1863

Victor Baltard, Hallerne i Paris 1863

 

Les_Halles-Léon_Augustin_Lhermitte 1895

Léon-Augustin Lhermitte: Les Halles (1895)

I sidste halvdel af 1800-tallet blev området renoveret, og Victor Baltards ikoniske, grønne pavilloner blev opført. De stod der frem til 1960’erne, hvor fødevaremarkedet der med handel til både private og professionnelle havde vokset sig så stort at det blev flyttet til Rungis syd for Paris. Her omsættes der i dag for knap 9 milliarder euro om året. Da fødevaremarkedet var flyttet ud, forsvandt de grønne pavilloner fra jordens overflade. Der blev indrettet en park på området i stedet, og i årtier har Les Halles primært været en underjordisk affære, med togstationen og det store shoppingcenter, biografer og en svømmehal.

Hvis vores Parisfarer er heldig at være i Paris om en uge, den 5. april, kan han være med til genåbningen af området efter en omfattende ombygning. På pladsen, hvor de grønne pavilloner lå i et århundrede, er der blevet opført en kæmpe canopée – en overdækkende struktur der dækker hele pladsen. Og det underjordiske shoppingcenter er blevet totalt renoveret. Om nogle år står hele togstationen også færdigrenoveret, og efter sigende skulle virvaret af gange blive mere logisk.

Ombygningen startede i 2010, og har indtil videre kostet et milliardbeløb – i euro.

Hvis du er i Paris og er interesseret i byens historie, så er det Musée Carnavalet i Maraiskvarteret, du skal finde.

Billeder: Public domain og privatfoto

Måske vil du også synes om:

Dheepan

Foto: Paul Arnaud - Why Not Productions

Foto: Paul Arnaud – Why Not Productions

Den franske film Dheepan, der er instrueret af Jacques Audiard, vandt Guldpalmen ved Cannes Filmfestival sidste år, og fik 7 nomineringer til Césaruddelingen for nylig (hvor Sidse Babett Knudsen, i parentes bemærket, løb med prisen for bedste kvindelige birolle i filmen Hermelinen, som vi får at se til Franske Film Mandage sidst i maj). Den anmelderroste film havde fransk premiere i august sidste år og dansk premiere i onsdags, så da jeg fik en invitation* til at komme ind og se Dheepan, sagde jeg selvfølgelig ja tak.

Filmen starter under den Sri Lankanske borgerkrig, hvor den tidligere soldat Dheepan i en flygtningelejr sættes sammen med en kvinde og en pige, han ikke kender, for at flygte til Europa under påskud af, at de er en familie. De ender i Frankrig, hvor løgnen om “den lille familie” får dem igennem immigrationsmyndighedernes interviews, og de bliver placeret i en forstad til Paris, i måske en af de værste banlieues, man kan forestille sig. Boligblokkene, som bliver filmens sceniske baggrund, skildrer virkeligheden på det franske samfunds absolutte bund, i en forstad hvor den lokale mafia styrer et parallelsamfund. Her skal den lille “familie” forsøge at få en dagligdag i et nyt land til at fungere. Dheepan bliver den nye vicevært for nogle boligblokke, hvor rivaliserende mafiabander kæmper om herredømmet. Sideløbende hermed kæmper de med sproget og forsøget på at finde sig til rette i et nyt land. Det går langsomt fremad, og på et tidspunkt i filmen er der nærmest idyl: De er på picnic med andre tamiler i lokalsamfundet, de lader til at have fundet sig til rette med hinanden som familie, men samtidig lurer noget grumt i baggrunden. Dheepan bliver opsøgt af fortiden, og i den rå ghetto de bor i udløser det alle hans overlevelsesinstinkter fra krigen som soldat. Efter et skuddrama mellem de rivaliserende bander, som hans “kone” og “datter” fanges i , vil “konen” videre til England, hvor hendes kusine bor. Dheepan vil ikke med, men på et tidspunkt er voldshandlingerne mellem de rivaliserende bander eskaleret i en grad, så han selv bliver dybt involveret.

Filmens synsvinkel ligger hos de tre hovedpersoner, der kommer så langt væk fra deres egen kultur som det næsten er muligt at komme, og forsøger at skabe sig et nyt og bedre liv i et for dem fuldstændig fremmedartet land med mærkelige skikke og handlemåder, som de slet ikke forstår. I et interview med France Culture, som du kan høre her, fortæller filmens instruktør, Jacques Audiard, at Dheepan er delvist inspireret af den franske oplysningsfilosof Montesquieus Lettres persanes (Persiske breve**). Lettres persanes er i grove træk en fortælling om to persere, der i 1700-tallet rejser fra Persien til Paris, hvorfra de beretter om dette mærkelige folk og deres sæder og skikke. Hovedtemaet er blikket udefra, altså hvordan folk fra en helt anden kultur betragter den franske levevis. Men romanen er samtidig et spejl, som Montesquieu holder op for læseren (franskmanden anno 1711-1721), så denne kan se (og reflektere over), hvordan det franske samfund fungerer. Der er meget langt fra de filosofiske betragtninger der udfoldes i Lettres persanes til filmen Dheepan, men genklangen af temaet om et spejl, der holdes op for filmgængeren for at vise forstædernes rå virkelighed fra et udefrakommende perspektiv, er til stede.

På denne baggrund står et andet af filmens hovedtemaer, nemlig hvordan tre for hinanden ukendte mennesker udadtil skal lade som om de er en rigtig familie, og hvordan de prøvelser, de gennemgår undervejs, langsomt skaber den samhørighed som er i en ‘rigtig’ familie, og hvordan deres følelser for hinanden langsomt udvikles i positiv retning.

Dheepan er en barsk beretning om forsøget på at skabe et nyt og bedre liv et andet sted, og skuespillernes præstationer står stærkt og troværdigt. Vi ser, hvad de tre nyankomne ser, og er lige så uforstående som dem, for detaljerne i begivenhederne bliver ikke udpenslet. Vi kan kun gisne om detaljerne, som de gør. Hvis man kan tale om at filmen er en kommentar til noget, er den snarere en kommentar til virkeligheden i de parisiske forstæder, end den er en kommentar til den flygtningekrise, Europa i øjeblikket står i.

Filmen spiller i Øst for Paradis i Aarhus og Grand Teatret i København, og varer 1 time og 54min. Med danske undertekster.

* Jeg var inviteret i biografen af Camera Film, den danske distributør af Dheepan.

** Hvis der sidder en forlagsredaktør og læser med her, og som synes det er en fremragende ide at få udgivet Montesquieus Lettres persanes på dansk, så giv lige lyd! Jeg er i fuld gang med at oversætte, men har ikke fundet et forlag endnu…

Måske vil du også synes om:

Fransk Polynesien

Polynésie française

Fransk Polynesien – la Polynésie française – er en øgruppe på 118 små øer, der ligger spredt ud over et område i Stillehavet, der er på størrelse med hele Europa. Øgruppen ligger godt og vel midtvejs mellem USA og Australien, og lægger man arealet af alle de små øer sammen udgør de cirka 4200 km2. Til sammenligning er Fyns areal 3100 km2. Øgruppen administreres fra byen Papeete, der ligger på en af de største øer i arkipelaget, Tahiti. 

Fransk Polynesien er et Collectivité d’Outre-Mer, det vil sige et fransk, oversøisk område med en høj grad af lokalt selvstyre. Øgruppen har en præsident, der er valgt af territorialforsamlingen for Fransk Polynesien ved almindeligt stemmeflertal. Hvor den franske stats repræsentant i de kontinentale eller oversøiske regioner normalt kaldes en præfekt, hedder denne repræsentant i Fransk Polynesien en højkommissær. Fransk Polynesien er repræsenteret i det franske Parlament med 2 senatorer og 3 medlemmer af Nationalforsamlingen. 

Allerede i slutningen af 1500-tallet opdagede Spanien en del af øgruppen, som de kaldte Marquesas-øerne (der blev til les Îles Marquises, da franskmændene tog over). Øen Tahiti blev dog først opdaget i 1760erne, da først kaptajn Wallis fra Storbritannien (som øen Wallis i Wallis-et-Futuna er opkaldt efter) og senere den franske opdagelsesrejsende Louis-Antoine Bougainville gik i land på Tahiti. Senere var også den navnkundige kaptajn Cook omkring Tahiti og Fransk Polynesien. I slutningen af 1700-tallet sloges franskmændene og englænderne om koloniherredømmet over området, og franskmændene besatte Marquesas-øerne. I 1840’erne var det Tahiti, som efter nogle årtier endte med at blive et fransk protektorat, der i 1880’erne blev endeligt ratificeret af den lokale konge. I starten af 1900-tallet var de sidste øer i arkipelaget blevet underlagt det franske protektorat. 

I modsætning til Wallis-et-Futuna og Mayotte, der ikke har en særlig veludviklet turismeindustri, er turismen i Fransk Polynesien en af de primære indtægtskilder. Det er en lang rejse man skal på, for at komme dertil. Ihvertfald et døgns rejse, typisk via Paris og Los Angeles, før man lander på Tahiti. Det er muligt at købe pakkerejser fra Danmark der inkluderer fly, hotel, nogle måltider og udflugter. Priserne starter ved omkring 25.000 kr for 2 uger. Sammensætter man selv sin rejse eller vil på ø-hop mens man er i paradis, bliver prisen for en pakkerejse en del højere. 

I det solbeskinnede tropeparadis er der rige muligheder for at dykke på koralrevene og se de farvestrålende tropefisk, eller se hvaler. Man kan gå på opdagelse i Tahitis grønne skove, eller besøge markedet i Papeete, der bugner af eksotiske frugter, grøntsager og blomster. Eller hvad med at prøve en overnatning i et af husene på pæle i en dybblå lagune, som måske er indbegrebet af et tropisk paradis for de fleste.

Man kommer måske kun så langt væk een gang i sit liv, og jeg tror at hvis vi nogensinde fik realiseret en 2-3 uger i Fransk Polynesien, så skulle der spares op, så vi virkelig kunne få en ordentlig en på opleveren… Nyd bare billederne her :)

Polynésie française BoraBora

Polynésie française fisk

Polynésie française solnedgang

Polynésie française - Moorea

Polynésie française BoraBora3

Polynésie française ananas

Polynésie française BoraBora2

Billeder fra Pixabay.com

Måske vil du også synes om:

Brug din telefon til at opdage Paris’ skjulte historie

For at fortsætte i sporet fra indlægget i går, så handler dagens indlæg også om Paris under turistoverfladen, men på en måde så du – i helt bogstavelig forstand – kan bidrage. Hvordan du kan det, vender jeg tilbage til om lidt.

Et af de mål jeg har med Connaissances.dk er at komme ud i hjørnerne af og under overfladen på, hvad Frankrig er for en størrelse. For Frankrig er så meget mere end turist-Paris og Provence i sommerferien (selvom det absolut også ligger højt på min liste!). Der er bare så meget mere at gå på opdagelse i. Det var nogenlunde samme vinkel, Baptiste lagde i sit gæsteindlæg om Paris’ forstæderVed at komme ud i krogene opdager man nye, berigende ting i perspektivet på det franske. De fjerne oversøiske områder, de frankofone forfattere, citater der gemmer på en sjov/skæv/ukendt/[indsæt selv] historie, som denne her. De skjulte ting under overfladen. Den slags er jeg pjattet med.

Nå, men til sagen: Brèves d’Histoire er en hjemmeside og en app (det sidste er det vigtigste!), der ved hjælp af geolokation fortæller skjulte historier fra Paris (Brève betyder her en kortfattet nyhed) ‘Skjulte’ forstået på den måde, at det kan være en sten i en husmur, et (skud)hul i en facade, et ændret gadeskilt eller en gammel husmur bevaret i en nyere. ‘Geolokation’ fordi app’en guider dig rundt i Paris for at finde de skjulte steder. Det handler om detaljer, der fortæller spændende historier for den, der har lyst til at dykke ned i dem. Og de er alle steder i Paris’ gadebillede. De fleste er gratis og offentligt tilgængelige, og ofte handler det blot om at løfte blikket eller bare se nærmere efter. På hjemmesiden kan man selvfølgelig se alle de steder, der er registreret indtil nu, men det geniale er at Gino Appert, der står bag projektet, har lavet en app, så man med sin smartphone kan gå rundt og se de steder der indtil nu er kortlagt. Det er selvfølgelig sin sag som dansker at roame i Paris’ gader (det er vist stadig pænt pebret at gøre det…), men så kan man planlægge sin tur rundt til Paris’ skjulte historie fra hotellets wi-fi forbindelse i stedet for. App’en kan hentes på Brèves d’Histoires hjemmeside.

Det virkeligt geniale er at alle kan bidrage, så hvis DU kender til et skjult sted i Paris, der er værd at omtale, så kan du uploade det på hjemmesiden. Der er registreret mere end 200 steder i Paris på nuværende tidspunkt, og der kommer hele tiden nye til. Projektet er Ginos personlige enmandsprojekt (man kan støtte ham ved hjælp af crowd-fundinglinket ‘Faire un don‘ på hjemmesiden), så derfor er det ikke oversat til andre sprog endnu.

Jeg har allerede downloadet app’en, og den skal prøves når jeg om ikke så længe skal til Paris.

Er det noget du kan bruge, næste gang du er i Paris?

Måske vil du også synes om:

Humans of Paris

Du kender sikkert Humans of New York. Facebooksiden, som jævnligt poster billeder af mennesker fra New York, og hvor vi samtidig får de unikke, personlige historier, som hvert enkelt menneske på billederne fortæller. Meget ofte rørende, men også sjove historier, som personen på billedet fortæller om sig selv. Fotografen bag, den 32-årige Brandon Stanton, har indtil videre taget omkring 5000 portrætter, og har også været i Iran og tage billeder efter det samme koncept: At portrættere alle slags mennesker og fortælle en bid af deres historie for derigennem at illustrere, at vi trods kultur, religion og hudfarve alle er unikke individer, hvis historier vi på hver vores vis kan identificere os med.

Hvad har det med Frankrig at gøre?

Jo… Jeg opdagede tilfældigt forleden at der også findes en Humans of Paris. Det er den 18-årige fotograf Marco Hazan, der efter samme koncept som Humans of New York gennemvandrer Paris for at tage portrætter og fortælle historier. Det er der indtil videre kommet en bog ud af, med forord af selveste Yann Arthus-Bertrand. Bogen blev udgivet i oktober sidste år ved hjælp af crowd-funding. Som ved Humans of New York er det også primært på Facebook mere end på hjemmesiden, at dialogen blomstrer. Jeg synes det er en både smuk og meget sympatisk måde ved hjælp af billeder og en tekst at illustrere menneskers mangfoldighed, og hvor ens vi i grunden er, når der bliver ridset lidt i overfladen og fortalt en personlig historie. Samtale fremmer som bekendt forståelsen.

Her kan du finde Humans of New Yorks Facebookside, og her finder du Humans of Paris‘. God fornøjelse med at dykke ned i historierne, der er til nogle timers læsning :).

Abdellah Taïa: Arabisk vemod

Abdellah_Taïa_20160302 1ANMELDELSE

Egentlig er dette en dobbeltanmeldelse, for jeg købte begge Abdellah Taïas bøger der er oversat til dansk, den aften jeg var til forfatterarrangement på Dokk1, og i det følgende kommer det til at handle om begge romaner, da de falder i en naturlig forlængelse af hinanden.

De første to dele af Englene fra Frelsens Hær er en række erindringsbilleder fra jeg-fortællerens barndom, hvor vi i romanens første del får beskrevet familiens dagligdag med far, mor og ni søskende i varme, levende billeder. Kun faderen og storebroren har deres egne værelser, moren sover i samme værelse som de resterende otte børn (to drenge og seks piger). Med andre ord er der ikke mange hemmeligheder at skjule. I romanens anden del er fokus på storebroren Abdelkébir, den elskede storebror, forældrenes førstefødte, som man fornemmer er noget helt særligt. Op gennem teenageårene stiger jeg-fortællerens betagelse af storebroren, til en dag han indser, at han er homoseksuel. Romanens to første dele er gennemsyret af Marokkos varme og livlige mangfoldighed på godt og ondt, og det står i skærende kontrast til tredie og sidste del, hvor jeg-fortælleren lander i Genève en kold septemberdag, og for alvor føler ikke bare kulden men også en fortvivlende ensomhed. Han, der hele sit liv har været vant til at have mennesker – familie – omkring sig alle døgnets timer. Hans redning bliver en taxachauffør der viser ham vej til Frelsens Hærs herberg, hvor han bor nogle dage og føler sig velkommen.

I Arabisk vemod er det samme jeg-fortæller der fortsætter i sporet fra Englene fra Frelsens Hær, men i denne roman er der primært fokus på hans voksenliv, med en udforskning af hans seksualitet, kærlighedsliv, skiftende partnere og følelser, og med flere omvæltende livsbegivenheder som scenisk baggrund. Fra barndommens gade, hvor han er tæt på at blive voldtaget af en rivaliserende drengebandeleder, til den altopslugende besættelse af Javier, der fuser ud i ingenting. I Kairo forsøger han at glemme Javier og få ham ud af “systemet”, og på et tidspunkt er han så vaklende i sine eksistentielle overvejelser at angst og panik overmander ham, og han mister det mentale fodfæste for en stund, men bliver reddet af en lille dame, der viser sig at være jøde. Den unge, arabiske homoseksuelle mand bliver reddet af en gammel jødisk kvinde: “Alt det, man havde fortalt mig, indprentet i mig, uden at jeg ønskede det, fordampede med et slag. Der var kun mennesket tilbage. En kvinde. Som mig. Ingen forskel.” (s. 94).

I sidste del beretter jeg-fortælleren om Slimane, kæresten som han levede intenst sammen med i to år, og hvor forholdet endte i jalousi og magtbegær, og jeg-fortælleren må afbryde det for at få sin identitet – og integritet – tilbage.

En af de grundregler, man normalt får indprentet i litteraturtimerne er, at forfatter og fortæller IKKE er den samme og ikke må forveksles. Den holder ikke helt i disse to romaner. Jeg-fortælleren hedder Abdellah, og det skinner meget tydeligt igennem i begge romaner at de i høj grad er selvbiografiske, at det er hans eget liv, oplevelser og relationer til andre mennesker, der fortælles om. De gennemgående temaer er identitet (hvem er jeg), og frihed. Frihed til at være den, han er, anderledes end de andre, og kampen for at bevare sin personlig integritet i en verden, der ikke altid accepterer homoseksualitet, og slet ikke i Marokko, hvor det er forbudt. Et andet, gennemgående tema er at følge sine drømme, at kæmpe for dem, og for sig selv. At vakle, miste troen på sig selv (og på sin Gud), og komme op igen og videre. Eksistentielle problemstillinger, som de fleste kæmper med fra tid til anden, og derfor kan identificere sig med. Stærkest i romanerne står den måde, hvorpå Abdellah møder andre mennesker på: Åbent, nysgerrigt og fordomsfrit. Det var samme indtryk af forfatteren Abdellah Taïa, jeg gik hjem med efter arrangementet på Dokk1. Og i den forbindelse bliver ovenstående citat et omdrejningspunkt: Vi er alle (kun) mennesker.

Hele vejen igennem begge romaner står beskrivelserne af Marokko, af stævnemøder, af familien og de skiftende partnere som sitrende, vibrerende nærvær. Læseren mærker Marokkos varme, storbyernes heksekedel, Genèves reserverede kølighed, fortællerens frustrationer og ulykkelige kærlighedseventyr eller de tindrende lykkelige stunder.

Romanen L’armée du salut udkom i Frankrig i 2006, og blev filmatiseret af Abdellah Taïa selv. Filmen havde premiere i maj 2014. I 2015 udkom romanen på dansk med titlen Englene fra Frelsens Hær (124 sider). Une mélancolie arabe udkom i Frankrig i 2008, og udkom på dansk med titlen Arabisk vemod (124 sider) den 4. marts i år, dagen for forfatterarrangementet på Dokk1 i Aarhus. Begge romaner er oversat af Simon Hartling og udgivet på forlaget Arvids.

Måske vil du også synes om:

Wallis-et-Futuna

Wallis-et-Futuna

I rækken af de franske, oversøiske områder er vi nået til Wallis-et-Futuna, der ligger så langt væk fra det kontinentale Frankrig som man næsten kan komme. I Stillehavet, godt 2000 kilometer nord for New Zealand og godt og vel 500 kilometer vest for Amerikansk Samoa ligger Wallis-et-Futuna, der består af tre mindre øer: Futuna og Alofi, der ligger cirka 200 kilometer syd for øen Wallis, hvor Wallis-et-Futunas hovedby, Mata’utu, ligger. De tre øers samlede areal udgør ca. 140 km2 – Wallis er knap 76 km2, Futuna godt 46 km2 og Alofi er knap 18 km2 stor. Til sammenligning er danske Læsø omkring 110 km2, mens Fanø er knap 60 km2.

Den lille øgruppe består af tre bittesmå kongedømmer, der er sammenfaldende med det Collectivité d’outre-mer under den franske stat, som de tre øer udgør. Øen Wallis (Uvéa på lokalsproget) er det ene af dem, og Futuna er delt i to små kongedømmer. Den franske stat er repræsenteret i øgruppen med en præfekt, mens lokalsamfundet har to repræsentanter i det franske parlament: 1 senator og 1 medlem af Nationalforsamlingen.

Futuna og Alofi blev opdaget af hollænderne i starten af 1600-tallet, men det var først i 1768 at den franske opdagelsesrejsende Louis-Antoine de Bougainville gik i land på Futuna under sin jordomsejling. I 1766 blev Wallis opdaget af englænderne, da kaptajn Samuel Wallis gik i land. Øerne var ret uinteressante i europæisk perspektiv, og først i 1830’erne nåede de katolske missionærer frem, og få år senere var øerne omvendt til katolicismen. I 1880’erne bad først overhovedet på Wallis om fransk protektorat, og nogle år senere bad også de to konger/høvdinge på Futuna om fransk protektorat. Siden har øerne hørt til den franske stat, og i forhold til den franske kolonihistorie er det en ret atypisk historie.

Wallis-et-Futuna satellite Futuna_and_Alofi

Satellitbillede af Futuna og Alofi

For turisten ligger Wallis-et-Futuna meget langt væk. Næsten så langt væk, man overhovedet kan komme fra Danmark. Det kan godt lade sig gøre at flyve til både Wallis og Futuna, men man skal væbne sig med tålmodighed. På godt et døgn kan man via to flyskift lande i Noumea i fransk Ny-Caledonien. Herfra er der lokalfly et par gange om ugen til Wallis – det er en tur på ca 5 timer…. Så har man sat sig for at rejse så langt, er det nok en god ide at sætte mere end en uge eller to af til det. 

Wallis_and_Futuna_regions_map

Men når man så først er nået frem er der gode indkvarteringsmuligheder og bountystrande for alle pengene. De fleste vil måske vælge at blive på Wallis, men vil man videre til Futuna er det yderligere en times flyvning. Og hvad kan man så lave på Wallis, altså ud over at ligge på stranden? Tilsyneladende ikke så meget. Her kan du læse en morsom beskrivelse (på fransk) af, hvad der er at tage sig til på øen. Blogindlægget er nogle år gammelt, så det kan jo være at tingene har udviklet sig siden. Her kan du se en lokal guide til Wallis, med de fineste billeder, men det  ser ud til at turismen på Wallis-et-Futuna stadig har en del udvikling foran sig, hvis de lokale overhovedet er interesserede i at blive overrendt. Man kunne have en formodning om at det ikke er tilfældet…

Billeder: Wiki Commons

Måske vil du også synes om:

“Jeg kaprede Dem ved Palais-Royal…”

“Je vous ai prise au Palais-Royal…”

Kendere af den franske 1800-tals forfatter Honoré de Balzac ved garanteret, præcis hvor i hans litterære livsværk La Comédie Humaine ovenstående udbrud står og dirrer… Det vender vi tilbage til.

De fleste Parisfarere har været en tur inde i Palais-Royals smukke park, der ligger ved siden af Louvre, og det er nok mest parken, man som turist går efter. Den er et smukt åndehul i den travle by, og de omkransende fløje af paladset lukker byens larm ude, så man kan nyde et øjebliks fred og ro, og måske sin frokost. Hvis du har været der, har du sikkert også bemærket de lange søjlegange rundt langs hele bygningen på den indvendige side, parksiden. Paladset blev bygget i 1632 af kardinal Richelieu, og paladset hed Palais-Cardinal mens han residerede der. Da han døde blev det overtaget af Louis XIV (Solkongen), og har siden heddet Palais-Royal. I dag huser paladset blandt andet La Comédie française og Statsrådet (le Conseil d’État).

Palais_Royal,_Paris_-_interior_courtyard_detail wiki commons

Palais_Royal,_Paris_-_arcade wiki commons

Søjlegangene har ikke været der altid. De kom til 1780’erne, hvor der også blev indrettet butikker, cafeer, restauranter og spillesteder (som i: hasardspil). I perioden frem til 1830’erne var Palais-Royals søjlegange Paris’ centrum for fest og ballade, for natteravne, Napoléons krigsveteraner og letlevende piger.

Og hvad har det så at gøre med Balzac, sidder du måske og tænker… Jo… Det er nogle gange de mærkeligste ting, man kan finde ud af, når man sidder og læser og undres over noget. Sætningen ovenfor giver ikke meget mening for en nutidig læser. Den hænger bare der på siden og dirrer dramatisk. For en læser på den tid, hvor teksten blev skrevet (1832 med senere rettelser), gav det mening uden yderligere forklaring: Det er en kvinde, der afsløres som tidligere prostitueret.

Colonel ChabertHelt præcist falder sætningen i Balzacs novelle Le colonel Chabert, da han, efter sin ‘genopstanden’ fra de døde på en af Napoléons slagmarker, ved sin advokats mellemkomst konfronterer sin hustru, der har giftet sig igen og er blevet en formuende grevinde, der absolut ikke er interesseret i, at hendes første ægtemand vender tilbage. Hun benægter endda hårdnakket at genkende ham. Og så bliver han rasende og minder hende om, hvor hun kommer fra… Le colonel Chabert er gennemgående en grusom historie om penge og magtbegær, og sætningen føjer endnu et lag til historien: En væsentlig pointe skjult i en enkelt sætning, der dramatisk hænger i luften.

Novellen er oversat til dansk i 1963 med titlen Oberst Chabert. Den blev genoptrykt i 1995, da en filmatisering med Gérard Depardieu som obersten fik premiere. Desværre blev oversættelsen ikke opdateret samtidig og virker noget démodée, men den kan dog sagtens læses alligevel, hvis du har mod på at stifte nærmere bekendtskab med Honoré de Balzac på dansk.

Et hurtigt opslag på bibliografi.dk viser, at der er en del af Balzacs værker, der er blevet oversat til dansk, men også at det er ved at være et stykke tid siden. Sproget kunne godt tåle en opdatering til mere nutidigt dansk. Opfordringen er hermed givet videre til forlagene.

Fotos: Wiki Commons samt eget foto

Måske vil du også synes om: