En velduftende lykkebringer

liljekonval lykkebringer

Har du oplevet at være i Frankrig 1. maj, eller måske er du endda i Frankrig på søndag? Så læg mærke til at der vil være liljekonvaller – muguets – alle steder. ALLE steder! Den hvide, velduftende lykkebringer med de store grønne blade og de smældende røde faner vil kæmpe om franskmændenes opmærksomhed på søndag. Uden at de to begivenheder i øvrigt har noget med hinanden at gøre.

Traditionen kan spores helt tilbage til renæssancen, hvor den franske konge Charles IX begyndte at forære hoffets damer liljekonvaller hvert forår. Det siges, at den hvide blomst bringer lykke til modtageren, og det kunne den franske sanger Félix Mayol ihvertfald skrive under på. I 1895 stod han af toget i Paris 1. maj og blev modtaget af en veninde, der gav ham en liljekonval til knaphullet. Samme aften fik han stor succes med sin optræden på et af Paris’ koncertsteder, og efterfølgende blev hans turné rundt i landet en stor succes.

Senere tog de franske modehuse traditionen op, og gav deres syersker en liljekonval hvert år den 1. maj, for at fejre foråret. Det bredte sig senere til modehusenes kunder, og derfra videre ud i Paris og resten af landet. Christian Dior brugte de hvide klokker som husets mærke i en periode, og også parfumehusene har kastet deres kærlighed på den velduftende blomst. Især Guerlain har skabt – og skaber stadig – parfumer med liljekonval som den mest fremtrædende duftnote.

Hvorfor det netop er 1. maj, der er dagen for at forære den lykkebringende blomst til dem, man holder af, melder historien ikke noget om. Men forårsbebuderens lykkebudskab eksploderer i Frankrig på denne dato. Der omsættes liljekonvaller for henved 30 millioner euro hvert år i Frankrig, hvor 85% af liljekonvallerne kommer fra Nantesområdet, og en stor del af resten fra Bordeaux. Og så er det i øvrigt den eneste dag i året, at private må stille sig op i det offentlige rum og sælge liljekonvaller fra egen have, uden at have tilladelse fra myndighederne.

…Og hvis du er heldig at få en liljekonvalranke med lige præcis 13 klokker, så skulle den være ekstra lykkebringende.

God weekend :)!

Foto: pixabay.com

Majfilm i biografen

biografen

Så er det ved at være sidst på måneden, og det betyder at vi skal se på, hvilke franske film der spiller i biograferne den kommende måned.

Franske Film Mandage, der er et samarbejde mellem Institut Français i København og de to biografer Øst for Paradis i Aarhus og Grand Teatret i København, fortsætter perlerækken af film i maj, hvor blandt andre Catherine Deneuve, Jean Rochefort, Fabrice Lucchini og ikke mindst vores egen Sidse Babett Knudsen er at finde på rollelisterne.

Min fars store rejse – Floride (2. maj). Med Sandrine Kiberlain, Laurent Lucas, Anamaria Marinca og altid veloplagte Jean Rochefort. Instruktør: Philippe Le Guay. Spiller både i Øst for Paradis og Grand Teatret. Filmen får ordinær premiere den 12. maj i begge biografer.

Évolution (9. maj). Med blandt andre Max Brebant, Roxane Duran og Julie-Marie Parmentier. Instruktør: Lucile Hadzihalilovic. Spiller både i Øst for Paradis og Grand Teatret.

Det spritnye testamente – Le tout nouveau testament (23. maj). Med Pili Groyne, Benoît Poelvoorde, Catherine Deneuve, François Damiens og Yolande Moreau. Instruktør: Jaco Van Dormael. Spiller både i Øst for Paradis og Grand Teatret. Filmen får ordinær premiere 9. juni i begge biografer.

Hermelinen – l’Hermine (30. maj). Med Fabrice Luchini, Sidse Babett Knudsen, Eva Lallier, Corinne Masiero og Sophie-Marie Larrouy. Instruktør: Christian Vincent. Spiller både i Øst for Paradis og Grand Teatret. Filmen får ordinær premiere d. 4. august i Øst for Paradis.

Du kan stadig nå at se flere af de film, der var på Franske Film Mandages program i april. Både Mustang, Dheepan, Marguerite og Markedets lov spiller stadig, men kun kort tid. Tjek Øst for Paradis og Grand Teatrets hjemmesider for detaljer.

Uden for Franske Film Mandages program har Øst for Paradis yderligere to franske film på programmet. For få dage siden havde filmen Valley of Love premiere i Øst for Paradis, hvor Gérard Depardieu og Isabelle Huppert spiller hovedrollerne. 12. maj har Mon Roi ordinær premiere i Øst for Paradis, den kan du læse mere om og se trailer her.

Cinemateket viser også franske film i maj måned. I serien Copenhagen Brain Films viser Cinemateket den 13. maj Luc Bessons seneste film Lucy fra 2014. Inden filmen giver hjerneforsker Albert Gjedde en introduktion til filmen og dens temaer.

Serien med Jacques Rivettes film fortsætter. Du kan se her, hvilke film af Rivette der vises i maj måned.

Jeg skal helt sikkert i biografen i maj – skal du?

Måske vil du også synes om:
Marianne république

5 hurtige om Marianne

  1. Marianne er personifikationen af den franske republik og det franske folks frihed – la liberté. Vi ser hende ofte portrætteret som en buste af en ung, yppig kvinde. Når vi sender postkort hjem fra ferierne i Frankrig (er der stadig nogen, der gør det?) er det Marianne, der er afbildet på frimærkerne, og vi finder også hendes portræt på de franske mønter. Det er også Marianne, vi ser på Eugène Delacroix’ billede fra 1830.
  2. Marianne bærer en frygisk hue, der siges at stamme fra frigivne romerske slaver, der bar den som tegn på at de var frie. Huen og symbolikken blev overtaget af de franske revolutionære under 1789-revolutionen, og blev et ikon for Revolutionen og den frihed, befolkningen kæmpede for.
  3. Fornavnene Marie og Anne var meget udbredte i 1700-tallet, særligt i den jævne del af befolkningen. I 1792 blev navnet Marianne første gang brugt i en vise der hyldede den nye republik, og dermed forbandt det folkelige navn med republikken.
  4. Den 3. republik, der opstod i kølvandet på det franske nederlag til prøjserne og Pariserkommunen i 1871, tog Marianne til sig som symbol på Republikken, og buster af hende blev opstillet på borgmesterkontorer og i statslige bygninger.
  5. Der er tradition for at unge smukke franske skuespillerinder står model til busten af Marianne. Med jævne mellemrum vælger Frankrigs borgmestre en ny model. Blandt de mest kendte, der har stået model, er Brigitte Bardot (selvfølgelig!), Mireille Mathieu, Catherine Deneuve (naturellement !) og Laetitia Casta (som du måske kender fra filmatiseringen af Pigen med den blå cykel, eller fra skønhedsgiganten L’Oréals reklamer).
Måske vil du også synes om:
saint-tropez-ramatuelle

Saint-Tropez og Ramatuelle

For et par år siden var vi på sommerferie i Saint-Tropez, nærmere betegnet lige uden for den lille landsby Ramatuelle. Vi havde booket et mobilhome på campingpladsen Les Tournels, der ligger på en bakke med udsigt over Middelhavet. Campingpladsen er firestjernet, med både stort badeland, restauranter og cafeer, et supermarked og en kiosk. Strengt taget behøver man ikke forlade pladsen, mens man er der. Kun fem minutters kørsel fra campingpladsen ligger en bred og lækker badestrand, hvor man dagen igennem kan følge med i de store rigmandsyachter, der ankrer op ud for kysten.

Men selvfølgelig skal man ud og opleve noget. Det skal vi jo. Man kører jo ikke næsten 2000 kilometer for kun at ligge på stranden. Vi gjorde ihvertfald ikke. Det er nærmest et must at tage en tur ind til Saint-Tropez for at opleve byen, men hvis man forventer en mondæn, pulserende by, så er det et pænt stykke fra den halvsøvnige landsbystemning, vi landede i. Der sker mest nede omkring havnen. Det er her, alle de store yachter lægger til og provianterer, og man kan få set nærmere på den vilde luksus, nogle har råd til at sejle rundt i. Ramatuelle er derimod en mere autentisk, hyggelig landsby, med ugentlige markeder som vi kender det fra mange franske byer.

Det er oplagt at tage på dagsture langs kysten, og besøge Marseille, Toulon, Cannes eller måske så langt som til Nice. Men der ligger også masser af oplevelser og venter i Middelhavskystens bagland, og de smukke bjerglandskaber, der danner ramme om Marcel Pagnols barndomserindringer. Nogle bogstavelig talt bjergtagende landskaber og udsigter ligger og venter i Les Gorges du Verdon, som dette gæstebloggerindlæg beretter mere om. Fra Ramatuelle tager det et par timer at kommer derop, men så bliver man også belønnet med udsigter som disse her:

I morgen får du 5 hurtige om Marianne, så hæng på og læs med!

Måske vil du også synes om:

Nøddeknækkeren

nøddeknækkeren

Nej, det skal ikke handle om opera i dag, selvom overskriften måske indikerer det. Det er en helt anden nøddeknækker det skal handle om. Og heste.

Jo, du læste rigtigt: Heste.

Noget af det, jeg elsker allermest ved oversættelsesarbejdet er, at det er ligesom at lægge et puslespil. Nogle gange sidder man med den der møgirriterende brik, som bare ikke vil passe ind. For oversætteren er det som regel et ord, der den irriterende brik. En nød, der er svær at knække. Og på samme måde som man bliver svært tilfreds, når man endelig har fundet ud af, hvor brikken skal ligge, så får man samme begejstrede følelse, når det lykkedes med ordet.

For nylig stødte jeg på et fransk ord, som simpelthen ikke har en dansk gengivelse: Pas-de-mule. Jeg vidste på forhånd, at det havde noget med heste at gøre, men pas betyder skridt, og mule betyder muldyr, så jeg var pænt meget på herrens mark. Og min alvidende Blinkenberg måtte for en gangs skyld melde hus forbi. Efter nogen søgen på franske sider og ordbøger fandt jeg ud af, at pas-de-mule også kunne hedde montoir. Og så kunne Blinkenberg være med igen. Men ikke med eet dansk ord. Det findes ikke. Så for at være helt sikker måtte jeg have fat i en ordbog fra dengang, man brugte heste som transportmiddel i byerne, altså fra før automobilet holdt sit indtog. Den slags kan man godt finde digitaliseret på Google, men jeg er heldig at have en stående fra 1852, som jeg samlede op i en bogbunke engang. Den kunne heller ikke give mig et dansk ord, men måtte bruge flere ord for at forklare det. Hvilket undrer mig, for vi må have brugt samme genstand her til lands…

Men hvad er montoir så for noget??

Det er simpelthen en sten, en trefod i smedejern eller en lille trappe, som fine damer, præster (i præstekjoler) eller ældre mennesker brugte til at stige til hest!

Og så ser man jo omgående for sit indre blik Milady fra De Tre Musketerer stige op på hesten og sætte sig i damesadlen med sin kæmpestore krinolinekjole brusende ud over det hele, ikke?

Her kan du se et billede af en pas-de-mule i smedejern.

God weekend :)!

Måske vil du også synes om:
Sommerferie i Frankrig

Sommerferie i Frankrig?

Er I ved at planlægge sommerferien i Frankrig, eller mangler I lidt inspiration til, hvor I skal hen eller hvad I skal se?

Der er masser af inspiration at hente i indlæggene her på bloggen.

Sidste år under Touren fulgte bloggen feltet Frankrig rundt, med et nyt indlæg for hver etape. Da det ikke er alle, der er lige så tosset med Tour de France som jeg er (selvom vi er nogle stykker), og TV2 og andre medier har meget mere forstand på det sportslige end mig, så blev hvert blogindlæg under Touren en spejling af det område, feltet kørte igennem den pågældende dag. I indlæggene kan du hente inspiration til ting, der er værd at se eller undersøge nærmere. Indlæggene starter her, og fortsætter kronologisk frem til det sidste Tour-indlæg her.

I løbet af efteråret skrev jeg cirka et indlæg om ugen om de 22 franske regioner, der pr. 1. januar blev til 13 storregioner. Hvert af indlæggene indeholder både historisk information og forslag til, hvad man kunne se når man er på ferie i området, og mange af indlæggene har eksterne links, hvis du vil undersøge videre. Du finder indlæggene ved at søge på ‘regioner’ i søgefeltet ude i højre kolonne (eller på regionens navn). Ellers tjek indlægget her, hvor jeg opsummerer på de kontinentale regioner i forbindelse med reformen, og linker til alle indlæggene.

I januar skrev flere medier om rejsedestinationer i 2016, og der var flere franske bud på de lister som blandt andre New York Times og Lonely Planet udsendte. Det skrev jeg et indlæg om her, hvor du også kan finde masser af inspiration og eksterne links ud til den store verden.

Så søg løs i søgefeltet ude i højre kolonne, eller, hvis du har god tid, løb indlæggene igennem kronologisk. Dem finder du også ude i højre kolonne under ‘arkiver’.

I år skal vi til de franske alper og Annecy, og jeg glæder mig vanvittigt!

Hvor skal I hen?

Måske vil du også synes om:
Le coq den galliske hane

5 hurtige om hanen

  1. Le Coq – hanen – har været symbol på Frankrig siden Antikken, hvor landets navn var Gallien. På latin hedder en hane ‘gallus’, det samme ord man brugte om en galler. Den galliske hane blev dengang præget på de galliske mønter.
  2. Hanen forsvandt som nationalsymbolet i middelalderen, men fra 1500-tallet så man den igen afbildet på mønter, sammen med – eller på modsatte side af – kongen. Hanen var symbol på årvågenhed og mod, og derfor ser man den også ofte på krigsmonumenter over faldne soldater.
  3. Hanen blev trukket frem i forreste række som nationalsymbol under Revolutionen, men da Napoléon I kronede sig selv til kejser nægtede han at bruge hanen som personligt symbol. Han foretrak ørnen, der var det romerske symbol på militære sejre, og bien, der var symbol på udødelighed og genopstandelse.
  4. Napoléon III havde, som sin berømte onkel, kun hån tilovers for den galliske hane, og genoptog ørnen og bien som symboler på det 2. kejserdømme. Men da kejserdømmet faldt med krigen mod preusserne i 1870-1871 blev den galliske hane igen nationalsymbol under den 3. republik, der fulgte efter kejserdømmet. I slutningen af 1800-tallet byggede man en ny gitterlåge til den franske præsidents officielle residens, Elyséepalæet, hvor hanen troner øverst på lågen. Og der sidder den stadig. Det kan du se billeder af her.
  5. Den galliske hane er i dag også kendt som sportssymbol for Frankrig, da flere franske sportsorganisationer har le coq inkorporeret i deres logo. Den franske sportstøjsgigant Le Coq sportif har ligeledes hanen i sit logo.
Måske vil du også synes om:

3 mere til den frankofile

Boll-Johansenx3 frankofile bøger

Jeg har tidligere omtalt Bjørn Bredals bøger her på bloggen, der nærmest er obligatorisk læsning for dem, der gerne vil forstå de der franskmænd lidt bedre.

En anden dansk forsker og formidler af indtryk fra l’Héxagone er Hans Boll-Johansen, hvis tre bøger om franskmændene og de dansk-franske kulturforskelle også er et bekendtskab værd for os, der forsøger at blive klogere på sagen.

Bogen De franske fra 1992 er et forsøg på at indkredse den franske folkesjæl. Hvis du har forsøgt at forstå, hvad la grandeur française – den franske storhed – er for noget, hvorfor franskmændene er så stolte af deres sprog, hvad det er med deres historiske bevidsthed, der er på et helt andet niveau end danskernes, den katolske kirkes rolle, hvorfor lange besøg i franske boghandler og intellektuel dannelse er ’helt normalt’ i Frankrig, hvorfor deres uddannelsessystem er så elitært (modsat vores pædagogiske system), hvad det er for noget med deres forhold til tyskerne, hvorfor de altid har sloges med englænderne, hvad de mener om danskerne (ikke ret meget i 1992, kan jeg afsløre…), så er det denne bog, du skal læse. Med 24 år på bagen er den måske en smule bedaget, men den er absolut ikke forældet. Det er store emner og spørgsmål, Boll-Johansen forsøger at give svar på i indkredsningen af det særligt franske.

I bogen Ved bordet  – madkultur i syd og nord fra 2003, tager Boll-Johansen os med på en gastronomisk rejse i kulturforskellene mellem Danmark og Frankrig, og det er spændende læsning. God mad er jo noget, vi alle sammen kan forholde os til. Den gastronomiske rejse starter med Karen Blixens Babettes gæstebud, hvor modsætningsforholdet mellem den danske (vestjyske) puritanisme og den finere franske gastronomi virkelig sættes på spidsen (tænk bare på Gabriel Axels filmatisering af novellen…), og vi følger Boll-Johansens videre færd gennem skønlitteraturens, filosofiens og idéhistoriens beskrivelser af maden og måltidet som en sansningens nydelse, krydret med afstikkere til diverse kogebøger undervejs. Alt sammen i et forsøg på at forstå danskernes madpakker med tre flade rugbrødsmadder i forhold til franskmændenes tre-retters frokostmåltid, som han oplevede det i sine fem år som dansk lektor ved et fransk universitet. Og det er ikke så højtravende som det måske kunne lyde. Man er godt underholdt undervejs og får sig en del aha-oplevelser.

Den sidste bog i Boll-Johansens trilogi er De danske og de franske fra 2007, og her får læseren virkelig serveret nogle solide kulturforskelle. Hvor det i den første bog fra 1992 handler om franskmændene selv, er det i denne bog danskernes syn på franskmændene, der er udgangspunktet. I indledningen definerer Boll-Johansen ’frankofiliens tre grundtyper’: Den sensuelle, den politisk motiverede og den intellektuelle. Hvor de fleste af os hører til ’den sensuelle’ – os der bare elsker alt ved Frankrig, er den intellektuelle grundtype dem, der kaster sig over fransk filosofi og litteratur, mens dem der hører under den politiske grundtype er spredt over det politiske spektrum, og mange har en veneration for revolutionen. Faktum er at mange af os i en vis grad nok tilhører alle tre typer. Gennem 20 kapitler, der veloplagt og skarpt kommer omkring danskernes syn på franskmændene, får vi afdækket mange facetter: Libertineren, flanøren, levemanden, la femme fatale, moden, sproget, det europæiske projekt, og mange flere

Alle tre bøger er udkommet på Gyldendal, og kan lånes på biblioteket eller købes på nettet.

Måske vil du også synes om:

Fransk forår i Aarhus

Fransk forår

Er der noget bedre end at sidde på en café i Paris, mens den lune parisiske forårssol kaster sine milde stråler ned over zinkbordet der næsten blænder, hvis det ikke var fordi espressoen og fadet med de lune croissanter tog det værste genskær? Hvor træerne og buskene er blevet lysegrønne, og kirsebærtræerne i parken bag Notre Dame kirken står i fuldt flor?

Nej vel?

Den oplevelse kan du nu få i hjertet af Aarhus, når Folkestedet i Carl Blochsgade slår dørene op for Fransk Forår i weekenden 21-22 maj, med en overflod af franske indtryk.

Fransk forår 2

Der var nu ikke så meget forår over Folkestedets omgivelser i går, da jeg var forbi for at tale med Søren Krogh Rasmussen, der er tovholder på Fransk Forår. Det var faktisk gråt og småkoldt. Men Folkestedets ‘baghave’ har en græsplæne der ligger direkte ned til Aarhus å, hvor piletræernes lange grene hænger ud over vandet. Og det er ikke svært at forestille sig, at det aarhusianske forår vil stå i fuldt flor den 21.-22. maj. Søren fortæller, at når de slår dørene op lørdag den 21. maj kl 10, vil gæsterne blive mødt at duften af friskbagte croissanter, crêpes og nybrygget kaffe.

”Vi er stadig i planlægningsfasen”, understreger han, og fortsætter: ”Det summer af ideer i arbejdsgruppen, og vi er slet ikke færdige med at lægge programmet”. På nuværende tidspunkt er der dog flere aktiviteter, der er programsat. Blandt andet vil der være pétanque-turnering og fransk kunstgalleri, hvor tre herboende franske billedkunstnere udstiller og fortæller om deres værker. Derudover er der arrangeret fire vinsmagningsrunder i løbet af lørdag eftermiddag, hvor man kan smage på økologiske vine fra Roussillon. Lørdag aften står i den franske visetraditions navn, når Claude Chichon og Den Franske Trio spiller de kendte franske viser – fra Edith Piaf til Jacques Brel – akkompagneret af en omgang lækker, fransk tapas til ganen. Claude Chichon har boet i Danmark i mange år, og du kender ham måske fra ARoS udstillingen Pas de Deux Royal, hvor Dronningen og Prinsgemalen udstillede sammen.

”Arbejdsgruppen summer og bobler af ideer, og der vil komme mange flere ting på programmet i den kommende tid”, fortæller Søren. ”Vi har en ide om at få nogle klassiske, franske biler udstillet, men det er stadig på tegnebrættet, og vi mangler lige at få nogle ting på plads, så den er ikke sikker endnu. Hele huset kommer til at summe af franske indtryk, fransk musik og duften af fransk mad, og også privatpersoner kan deltage aktivt. Hvis man har franske ting at sælge kan man få en bod. Vi har allerede aftaler med en boghandel, en antikvitetshandler og flere andre. Men alle kan få en bod, den eneste betingelse er, at det er franske ting, man har at sælge”, slutter Søren, inden han haster videre til næste møde.

Folkestedet i Aarhus er et medborgerhus for alle, og primært drevet af frivillige. Der er gratis adgang til Fransk Forår, men der skal købes billetter til vinsmagningen (vær opmærksom på at der er deadline for køb af billetter 11.maj) og viseaftenen.

Hold godt øje med Folkestedets hjemmeside og Fransk Forårs Facebookside. Der kommer mange flere ting på programmet i de næste uger. Er du interesseret i at få en bod, så kan du kontakte Søren direkte på mail rsok[a]aarhus.dk

Og er der noget bedre end at sidde i den danske forårssol og få kaffe, hvis man også man få en sprød, friskbagt croissant til?

Måske vil du også synes om:

Clipperton

Clipperton

Clipperton, eller Île de la Passion, som den også hedder på fransk, er en lillebitte ø i det østlige Stillehav, cirka 1200 kilometer sydvest for den Mexicanske vestkyst. Øen er så lille, at man knap kan kalde den en ø. Faktisk er den så lille, at det vil være mere præcist at tale om et koralrev med en smal cirkel af land. Øen er cirka 6km2 stor, hvoraf kun de 2 km2 er landjord, der omkranser en lagune. Bortset fra en klippe der rager 29 meter op over havoverfladen er øen så flad, at den jævnligt oversvømmes når det er hårdt vejr i regionen. Clipperton er, selvfølgelig fristes man til at sige, ubeboet.

Clipperton er et Territoire d’Outre-Mer, der statsadministrativt hører direkte under den franske stat, nærmere betegnet ministeriet for de oversøiske områder. Højkommissæren for Fransk Polynesien har ansvaret for den daglige administration af den lille ø. Højkommissæren er det samme som en præfekt, der er statens repræsentant i en given fransk region.

Øen blev opdaget af franskmændene i starten af 1700-tallet, på en Langfredag, der på fransk hedder Vendredi saint. De begivenheder, der før påsken ledte til Jesus’ korsfæstelse, kaldes på fransk la Passion du Christ. Deraf atollens navn og forbindelsen til påsken: Île de la Passion. Gennem tiden har øen været ‘besat’ af mexicanerne og amerikanerne, men fra 1959 blev det internationalt anerkendt at øen tilhører Frankrig, da Mexico som det sidste land frafaldt deres territorialkrav.

Strømforholdene omkring øen er så farlige, at det er forbudt at ankre op ved øen, og i det hele taget er det ikke tilladt at besøge øen uden forudgående tilladelse fra højkommissæren. Turisme er der naturligt nok ikke noget af, det er mest forskere og filmhold, der får tilladelse til at opholde sig på og ved øen. Senest har et film- og forskerhold fra National Geographic opholdt sig på Clipperton i ti dage i marts, for at undersøge revets biodiversitet og optage en naturfilm. Det kan du se mere om her, og på samme hjemmeside kan du se mange flere billeder fra den lille ø.

Det var sidste blogindlæg om de franske oversøiske områder. Du kan læse alle indlæggene ved at bruge søgeordet ‘oversøiske’ søgefeltet ude i bloggens højre kolonne. Her kan du også læse det indledende indlæg, jeg skrev om de oversøiske områder.

Måske vil du også synes om: