Trikoloren

5 hurtige om trikoloren

  1. Under det franske kongedømme (l’Ancien Régime), der sluttede med den franske revolution i 1789, var den franske lilje symbolet på kongedømmet. Liljen er stadig en integreret del af den canadiske provins Quebecs flag.
  2. Trikoloren var oprindeligt en kokarde (en roset), som i starten af den franske revolution kun var blå og rød (byen Paris’ farver, og i videre forstand et symbol på folket). Det siges at General Lafayette tilføjede den hvide farve (kongehusets traditionelle farve) til rosetten, da Ludvig XVI blev tvunget til at bære den på Paris’ rådhus 17. juli 1789. Det var tre dage efter stormen på Bastillefængslet. De blå, røde og hvide farver skulle sammen være symbolet på alliancen mellem kongen og folket. Det var mens kongen stadig var tålt. Senere gik det som bekendt helt galt mellem kongen og folket, og han mistede hovedet i guillotinen.
  3. I 1794 besluttede la convention nationale – revolutionens nationalforsamling – at det franske flag skulle have vertikale striber i blå, hvid og rød, med den blå farve tættest på flagstangen. Det er sådan, trikoloren ser ud i dag.
  4. Under genindførelsen af kongedømmet i Frankrig efter Napoleons-årene forsvandt trikoloreflaget og den franske lilje blev genindført. Under julirevolutionen i 1830 hentede folket trikoloren frem igen, og borgerkongen Louis-Philippe anerkendte det som symbol på den franske nation.
  5. Trikoloreflaget er i dag indskrevet som symbol på den franske nation i den 5. republiks forfatnings artikel 2.