Trikoloren

5 hurtige om trikoloren

  1. Under det franske kongedømme (l’Ancien Régime), der sluttede med den franske revolution i 1789, var den franske lilje symbolet på kongedømmet. Liljen er stadig en integreret del af den canadiske provins Quebecs flag.
  2. Trikoloren var oprindeligt en kokarde (en roset), som i starten af den franske revolution kun var blå og rød (byen Paris’ farver, og i videre forstand et symbol på folket). Det siges at General Lafayette tilføjede den hvide farve (kongehusets traditionelle farve) til rosetten, da Ludvig XVI blev tvunget til at bære den på Paris’ rådhus 17. juli 1789. Det var tre dage efter stormen på Bastillefængslet. De blå, røde og hvide farver skulle sammen være symbolet på alliancen mellem kongen og folket. Det var mens kongen stadig var tålt. Senere gik det som bekendt helt galt mellem kongen og folket, og han mistede hovedet i guillotinen.
  3. I 1794 besluttede la convention nationale – revolutionens nationalforsamling – at det franske flag skulle have vertikale striber i blå, hvid og rød, med den blå farve tættest på flagstangen. Det er sådan, trikoloren ser ud i dag.
  4. Under genindførelsen af kongedømmet i Frankrig efter Napoleons-årene forsvandt trikoloreflaget og den franske lilje blev genindført. Under julirevolutionen i 1830 hentede folket trikoloren frem igen, og borgerkongen Louis-Philippe anerkendte det som symbol på den franske nation.
  5. Trikoloreflaget er i dag indskrevet som symbol på den franske nation i den 5. republiks forfatnings artikel 2.

Måske vil du også synes om:

‘Nuit debout’ – ny protestbevægelse i Frankrig

Eugène Delacroix. La liberté guidant le peuple (1830)

Eugène Delacroix. La liberté guidant le peuple (1830)

Place de la République i Paris har den seneste uge dannet ramme om en gryende bevægelse, der har fået navnet ‘Nuit debout’. Ingen ved, hvad det vil føre til, men den menige franskmand lider af udtalt politikerlede og mener at det politiske system har spillet fallit.

Mig bekendt har det ikke ramt det danske nyhedsbillede endnu. Det er helt nyt. Vi taler om noget, der er startet inden for de senest 10 dage. Helt præcist natten mellem 31. marts og 1. april. Efter endnu en omfattende demonstration den 31. marts mod den franske regerings nye forslag til en arbejdsmarkedsreform, besluttede flere af deltagerne spontant, at de ikke ville gå hjem, men i stedet på fredelig vis ’besætte’ Place de la République i folkets navn. Pladsen er traditionelt stedet, hvor franskmændene samler sig, hvis der er ’noget’. Senest i forbindelse med attentaterne sidste år i januar og november. Og nu altså igen.

Flere og flere slutter sig til, og ‘Nuit debout’*) er en bevægelse – un mouvement – af folk, der har fået nok af det politiske system og mener, det har spillet fallit. Selvom en demonstration mod den nye arbejdsmarkedsreform blev udløseren for bevægelsen, så rækker folks lede ved det politiske system langt videre end protesterne mod reformforslaget. Bevægelsen har indtil videre ikke noget ledelseshierarki. Der er ingen, der bestemmer mere end andre. Alle kan få taletid på Place de la République, hvis de skriver sig op på en liste forud. Så har man 2 minutters taletid, hvor alle lytter. Alt efter, hvilke, interesser, deltagerne har, er de delt ind i grupper (f.eks. klima, pension, fødevarer,  uddannelse…), men derudover er der intet hierarki.  Ingen ved på nuværende tidspunkt, hvad bevægelsen vil føre til, da tingene udvikler sig fra dag til dag. Senest har frivillige oprettet en ’Radio debout’, og bevægelsen breder sig ud i landet, hvor der afholdes lignende forsamlinger i Lyon, Toulouse, Nantes, Lille og Pau. Der er i det hele taget meget i bevægelsen, der minder om den opfordring til indignation over social uretfærdighed, som den tysk-franske modstandskæmper og diplomat Stéphane Hessel udgav i skriftet Indignez-vous ! i 2010 (på dansk Gør oprør!).

Midt i februar blev et udkast til en ny arbejdsmarkedsreform offentliggjort i den franske presse. Bag reformforslaget står arbejdsminister Myriam El Khomri og selvfølgelig regeringen som helhed. Forslaget har vakt et ramaskrig i Frankrig, og særligt fagforeningerne og ungdomsorganisationerne mener, at der er tale om massive forringelser af de eksisterende lønmodtagerrettigheder. Der blev kaldt til omfattende demonstrationer over hele Frankrig. Særligt fagforeningerne var så utilfredse, at de blev inviteret med til forhandlingsbordet da regeringen anerkendte, at forslaget måtte revideres inden det skulle igennem Parlamentet (Nationalforsamling og Senat). Det reviderede forslag blev modereret  til en nogenlunde spiselig størrelse for fagforeningerne. Men der er stadig demonstrationer imod det. Den franske regering forsøger at haste reformforslaget igennem Parlamentet for at få reformen vedtaget inden sommerferien. Og parlamentets behandling af den nye arbejdsreform er ikke færdig endnu, så der er udsigt til nye demonstrationer.

Så et par gode råd, hvis du er i Frankrig den næste tid: Hold afstand hvis du møder en demonstration (de kan godt være voldsomme indimellem) eller prøv at besøge Place de la République og se demokratiet i fri udfoldelse.

Her kan du se billeder og læse en artikel fra TV5 Monde, der giver et overblik over ‘Nuit debout’ bevægelsen.

*) Nuit debout er svært at oversætte til mundret dansk. I vendingen ligger, at demonstranterne holder sig vågne (debout) natten (Nuit) igennem. Debout kan også betyde ‘stå op’, ‘oprejst’ eller ‘stående’.

Måske vil du også synes om:
Les Halles

De nye Haller – igen et besøg værd

Les Halles er blevet genopfundet – ‘réinventées’ – og er blevet en “ny” parisisk seværdighed, der igen er et besøg værd, næste gang du er i Paris.

Efter 5 års omfattende renovering blev Les Halles genindviet forleden. Mere præcist er der tale om en omfattende renovering af det underjordiske shoppingcenter samt et helt nyt udtryk over jorden, nemlig den store canopée, der fylder hele den østlige ende af den nye plads. Den nye overdækning åbner op mod en stor park, som delvist er blevet åbnet med en ny legeplads for de 7-11 årige. Resten af parken forventes at stå færdig i 2018.

Det store underjordiske shoppingcenter, der før var på tre underjordiske niveauer, dækker nu fire, og ikke blot er de eksisterende butikker blevet renoveret, der er også kommet nye til. Shoppingcentret omfatter nu 150 butikker. H&M, hvis butik i Les Halles var en af de største H&M butikker i Paris før renoveringen, breder sig nu over fire etager. Blandt mange andre nye mærker har Lego åbnet en 285 m2 stor konceptstore i shoppingcentret, den første i Paris, i øvrigt. Det kan du læse mere om her. Der er desuden kommet flere restauranter til, en ny svømmehal, et hiphop center, biograf og et supermarked på 3.000 m2. (Jeg kan huske, hvor nemt det var at fare vild i Forum Les Halles inden renoveringen begyndte, og spekulerer lidt på om det mon er blevet bedre efter renoveringen…)

Den nye canopée, der er Hallernes nye, ikoniske kendetegn, dækker et areal på 28.000 m2, med 18.000 ruder af glas. Vægten af overdækningen er ifølge TV5 Mondes oplysninger omtrent det samme som Eiffel-tårnet, det vil sige godt 8000 tons.

Tilbage står færdiggørelsen af arbejdet med den underjordiske togstation, der blandt andet har fået to ekstra underjordiske niveauer, der skal huse RER-stationen. Hvor der før var tre underjordiske niveauer, er man nu “nede” på 5 underjordiske niveauer. En helt ny nedgang, der fører direkte ned til fordelingshallen mellem metroen og RER-stationen, er blevet bygget på place Marguerite-de-Navarre, der ligger mellem Hallerne og Rue de Rivoli. Den nye togstation står færdig i slutningen af 2016, og vil ifølge paris.fr fremstå langt mere indbydende og brugervenlig end de nuværende myriader af gange, man skal igennem.

Her kan du se en timelapse af to fotografer, der har tilbragt et døgn på toppen af kirken Saint-Eustache, der ligger ved Les Halles’ nordlige kant (scroll lidt ned på siden).

Har du været i Paris i denne uge og har du allerede set de nye Haller? Fortæl gerne om det i kommentarfeltet.

Klik på linkene i indlægget og se billeder og fotos for at få et indtryk af de nye omgivelser.

Måske vil du også synes om:

De franske antarktiske og australske områder

Terres australes et antarctiques françaises Franske antarktiske og australske områder

Les Terres australes et antarctiques françaises (de franske antarktiske og australske områder), som meget ofte ses forkortet TAAF (fordi det bare er meget nemmere at sige), har status af Territoire d’Outre-Mer under den franske stat.

TAAF er meget atypisk, fordi der er tale om en geografisk set meget spredt, administrativ enhed. Territoriet omfatter fem ‘distrikter’, der inkluderer Terre Adélie på Antarktis, de tre øgrupper Kerguelen, Crozet og Saint Paul & Amsterdam midt i Stillehavet, samt les Îles Éparses, der er fem småøer i havet omring Madagascar. Épars betyder ‘spredt’ på fransk, og det må de fem småøer siges at være.

Historisk set er de fem områder vidt forskellige, men alligevel har de en del med den franske kolonihistorie at gøre. Kerguelen og Crozet blev opdaget af franske opdagelsesrejsende i 1770’erne, mens Saint Paul & Amsterdam blev opdaget under Magellans jordomsejling i 1520’erne, og kom på franske hænder i slutningen af 1800-tallet. Les Îles Éparses i havet omkring Madagascar er en reminiscens af det franske protektorat på Madagascar i perioden 1896-1958, og selvom de hører til Frankrig i dag, gør Madagascar territorialkrav på dem. La Terre Adélie på Antarktis er en smal stribe land fra kysten og ind til Sydpolen, der, selvom det er fransk ‘territorium’, er reguleret af Antarktis-traktaten fra 1959, der er en international aftale om hele Antarktis. Den franske del huser den arktiske forskningsbase Dumont d’Urville.

Ingen af områderne er permanent beboede, omend forskere og militærpersoner opholder sig på øerne og Antarktis i kortere eller længere perioder ad gangen. Af samme årsag er der heller ikke nogen demokratisk valgte forsamlinger for de enkelte områder, og samlet set bliver de administreret af en præfekt, der er den franske stats repræsentant.

Île de La Réunion er central i forsyningsleverancerne til de fjerne øer, idet en båd fra La Réunion fire gange om året tager en rundtur til de tre øer midt i Stillehavet. De fem småøer, der udgør les Îles Éparses ved Madagascar, får leveret forsyninger med fly fra La Réunion. La Terre Adélie får forsyninger med skib fra byen Hobart i Tasmanien, der ligger lige syd for det australske kontinent.

Terres australes et antarctiques françaises Mont Ross Kerguelen

Mont Ross, Kerguelen

Forsyningsskibet Marion Dufresne II, ved Kerguelen

Forsyningsskibet Marion Dufresne II ved Kerguelen

Turistmæssigt er der ikke så meget at komme efter, men for den nette sum af 8.500 euro (per person…) for en dobbeltkahyt kan de hardcore oplevelsesrejsende komme med forsyningsskibet Marion Dufresne, der betjener Crozet, Kerguelen og øerne Saint Paul & Amsterdam,. Hvis du har behov for en enkeltkahyt de ca 28 dage, rundturen tager, skal du af med 17.000 euro. Hertil skal så lægges prisen for en flybillet tur/retur til Île de la Réunion. Men så er der også garanti for nogle helt enestående naturoplevelser. Du kan læse mere om rundturen med forsyningsskibet Marion Dufresne her, og samtidig se nogle fantastiske billeder fra de fjerne øer. Der er også to videoer på siden, så man får et godt indtryk af den vilde natur.

Fotos: Wiki Commons, public domain

Måske vil du også synes om:

Stemmer bag sløret – ny letlæst bog på fransk

Stemmer bag sløretDes voix derrière le voile er egentlig en lærebog til det gymnasiale niveau, og min umiddelbare tanke da jeg modtog den var, at en anmeldelse af en lærebog til gymnasiet måske er for smalt et emne til bloggen, da Connaissances’ læsere dækker en meget bred vifte af frankofile interesser. Men efter endt læsning kan jeg konstatere at det ikke “kun” er en lærebog, men en bog om et emne, som alle med et mellemniveau i fransk kan læse.

Bogen er et uddrag af den franske journalist Faïza Zeroualas bog Des voix derrière le voile, der udkom i Frankrig sidste år. Uddraget omfatter fem af de ti interviews fra Zeroualas bog, og er blevet bearbejdet til undervisningsbrug af Jens Peder Weibrecht.

De muslimske kvinders tørklæde er noget, de fleste af os har en holdning til, og automatreaktionen hos dem, der råber højt om det er som regel, at de kvinder der bærer tørklæde sikkert ikke gør det af egen fri vilje. Når debatten blusser op i Frankrig, og det gør den med jævne mellemrum, er det som regel altid imod retten til at bære tørklæde. Fordi det kolliderer med det franske laïcité-princip (verdslighedsprincip) for religiøse symboler i det offentlige rum (du kan læse mit indlæg om la laïcité her), og fordi mange mange opfatter det som kvindeundertrykkende.

I Des voix derrière le voile (Stemmer bag sløret) får vi historien fra kvindernes perspektiv. Fælles for dem er, at de selv har valgt at bære tørklæde, og at de faktisk føler det som en frihed. De har forskellige, personlige årsager til at vælge tørklædet, og flere af dem begyndte at bære det på trods af deres forældres eller families ønske, som den 22-årige biologistuderende Nadia. I lighed med den 18-årige gymnasieelev Assia fortæller Nadia, at det føles som en lettelse ikke at være et ‘sexobjekt’, og flere af kvinderne fortæller, at det har givet dem en indre ro, selvom det ikke altid er nemt at håndtere omgivelsernes ofte negative reaktioner.

Det er i øvrigt grundlæggende de samme argumenter for at bære tørklæde, som den 27-årige Natasha Al-Hariri, der har boet i Danmark siden 1989, giver udtryk for i artiklen her.

Det er et følelsesladet og komplekst emne. Men det er også et særdeles interessant emne. Faren for at generalisere er overhængende, og det er nødvendigt at nuancere debatten. Spørgsmålet er, om 5-10 muslimske kvinder, der bærer tørklæde og stiller op til interview er nok til at gøre det. Men jo flere jo bedre, og jo flere af de kvinder, der frivilligt bærer tørklæde og som giver deres besyv med i debatten, jo mere nuanceret bliver den. Bogen her giver os et indblik i deres holdning til tørklædet, og hvilke overvejelser de har gjort sig. Det er anden historie der bliver fortalt, som måske vil rokke ved nogle fordomme om det muslimske tørklæde.

Des voix derrière le voile er primært en undervisningsbog, der også kan bruges på aftenskolernes mellemniveau og opefter, og hvis man har et mellemniveau i fransk kan man selv læse den. Den er grundigt glosseret og nem at læse.

Des voix derrière le voile, bearbejdet til undervisningsbrug af Jens Peder Weibrecht. Lilje-Forlaget (2016). 143,75 kr.

Terriblement bon !

Frédéric Terrible

Foto: (c) Frédéric Terrible

Har du prøvet at få tarte au citron, som den skal laves rigtigt? Du ved, sprød mørdejsbund, mindst 1 centimeter syrligt-frisk citroncreme (der bliver hvor den skal, når man skærer kagen) og den smukkeste, hvide og let brunede marengs, der med sin sødme balancerer og komplementerer den syrlige citron?

Jeg har nogle gange forsøgt mig med madopskrifter her på bloggen. Ikke fordi connaissances.dk skal være en madblog, men jeg syntes at det kunne være sjovt at prøve at bringe opskrifter på mine franske yndlingsretter. Det gik vældigt fint med de fire første (se dem herherher og her), og så gik det mindre godt med den femte opskrift, men det lykkedes dog. Så var det at jeg fik den fremragende ide at prøve at lave en tarte au citron. Det gik ikke. Som i SLET ikke. Heller ikke da jeg prøvede anden gang.

Jeg fandt en opskrift og gik glad i gang: bagning af bund gik fint, bagning af bund med citroncreme gik fint. Marengs gik fint, men da den skulle i ovnen og brunes gik det galt. Begge gange. Marengsen blev fint lysebrun, men citroncremen blev flydende igen, og det var mildt sagt noget værre rod. Bevares, tærten kunne da spises (det er som regel ikke noget problem her i huset), men det er jo lissom ikke meningen at citroncremen skal flyde ud over hele tallerkenen, altså…

Jeg giver normalt ikke op så let, og googlede efter en løsning på problemet. Og så faldt jeg over ham her. Med 20 års erfaring som dessertkok på danske restauranter som Nimb i Tivoli og Falsled Kro måtte det jo være noget, der ligner masterclass at komme på kursus hos Frédéric Terrible. Så det var jeg i lørdags. For at lære at lave en rigtig, ordentlig tarte au citron.

Hvad lærte jeg så? Jeg lærte først og fremmest at det kun er bunden, der skal bages i ovnen. Ikke cremen. Og ikke marengsen. Jeg lærte, at man kan bage en tærtebund i en bagering uden bund. Og at den ikke går i stykker af den grund. Jeg lærte, at ved at tilsætte lidt husblas til citroncremen kommer den til at stå helt skarpt, når man skærer tærten. Og jeg lærte at lave italiensk marengs, der ikke ændrer sig, til forskel fra fransk marengs, der ret hurtigt falder sammen og bliver vandig. Faktisk var det suverænt det sjoveste at lege med italiensk marengs i sprøjteposer, fordi massen ikke ændrer sig, og man kan øve sig på en tallerken inden man kaster sig over dekoration af tærten. I løbet af de tre en halv time, kurset varede, delte Frédéric gavmildt ud af tips og tricks fra sine mange år som dessertkok, alt sammen i en god og fornøjelig stemning, hvor alle otte deltagere (det maksimale deltagerantal på kurserne) fik hjælp og opmærksomhed i det omfang, man havde brug for det.

Frédéric Terrible

Foto: (c) Frédéric Terrible

Frédéric TerribleFoto: (c) Frédéric Terrible

Var det værd at betale for ikke bare kursus men også færgebillet? JA, det var det! Var det værd at stå op for klokken sindssvagt tidligt en lørdag morgen for at nå færgen til Sjælland? JA, det var det! Og jeg gør det gerne igen, for Frédéric har også kurser i blandt andet croissanter og macarons, og det der macarons-kursus har jeg allerede kig på.

Og så skal jeg på indkøb i Dehillerin og nok også flere af de andre køkkenudstyrs- /ingrediens-/kogebogsbutikker, når jeg er i Paris i maj. Hvilke butikker det er, kan du læse mere om i indlægget her.

Måske vil du også synes om:

Aprilsnar ;)

Aprilsnarfisk Aprilsnar

Det er den der dag på året, du ved… Dagen, hvor man ikke kan stole på medierne. Dagen, hvor man risikerer at blive holdt for nar, hvis man ikke lige husker på at det er 1. april. Dagen hvor mange af os prøver at hitte ud af, hvorfor det lige skal være 1. april at der skal laves den slags spas og ballade.

Så det har jeg selvfølgelig også prøvet at finde ud af. Og sandt at sige så stritter forklaringerne lidt i alle retninger, for der er ikke nogen entydig oprindelse, og nogle forklaringer kan spores helt tilbage til før vores tidsregning. Nogle forklaringer går på en omlægning af kalenderåret i 1500-tallet, andre forklaringer går på afslutningen af fasten, atter andre at det har med den begyndende fiskesæson at gøre.

Fisk?

I Danmark, Tyskland og de engelsktalende lande er det en ‘nar’ eller en ‘spøg’, der er tale om. På engelsk siger man ‘April’s fool’ (‘aprils-nar’), på tysk ‘Aprilscherz’ (‘april-spøg’), i Danmark ‘aprils-nar’. I de fransktalende lande taler man derimod om ‘Poisson d’avril’ (‘aprils-fisk’). Og det med, hvorfor det er en fisk, fortaber sig også lidt i tidernes tåger. Det er ikke sikkert, hvorvidt der er tale om fisk som noget man spiste efter fastetiden, eller om det har med foråret og den begyndende fiskesæson at gøre. I Frankrig består spøgen i at fæstne en papirfisk på ryggen af en intetanende stakkel, der – hvis vedkommende ikke opdager det – kan gå rundt med den hele dagen, til stor morskab for omgivelserne. Og i lighed med andre lande fornøjer medierne i Frankrig sig også med fuphistorier.

Jeg hører til dem, der godt kan glemme, hvilken dato det er, og jeg når også at blive narret en gang eller to, indtil jeg opdager, hvilken dag det er. Og så består sporten for mig i at finde fuphistorierne i medierne. Nogle gange er de direkte gennemskuelige, andre gange er de sjovt og kreativt fundet på.

Hvad er den bedste aprilsnar, du har oplevet?