John Pedersen: Troubadourernes sange

John P TroubadourerneHvem har ikke i sine mest ømme, frankofile øjeblikke siddet og sippet rødvin, spist fransk ost og baguettes og lyttet til Jacques Brel, Edith Piaf, eller måske Patrick Bruels nyfortolkning af franske viser fra 1930erne-1950erne (albummet Entre deux), og måske har tanken strejfet, hvad det er for noget med franskmændene og deres visetradition?

Man skal ikke være ret frankofil før man ved, at der er noget specielt ved den franske visetradition, men hvad det er, fortaber sig lidt i århundredernes glemsel. Sådan ret bogstaveligt. Vidste du, at den går helt tilbage til 1100-tallet og har rødder i det sydlige Frankrig og det occitanske sprog?

Occi-hva’-for-en-fisk?

Vi er på korstogenes tid, i Aliénor d’Aquitaines og hendes søn Richard Løvehjertes århundrede. Det occitanske sprog – langue d’oc – var et sprog, der blev talt i store dele af det sydlige Frankrig og det nordlige Spanien i Middelalderen. Og det var det sprog, de sydfranske troubadourer digtede deres sange på i 1100- og 1200-tallet, og drog rundt og optrådte med. Sangene handlede primært om den høviske kærlighed til den uopnåelige kvinde, men de kunne også handle om krig. Mange af sangene havde flere betydningslag, og beskrev med skjulte hentydninger, hvad troubadouren virkelig ønskede at foretage sig med den skønne frue.

Mange sange i deres originale udformning på occitansk er blevet bevaret for eftertiden, men oversættelsesprocesserne gennem tiden, til fransk og andre sprog (også dansk), har båret præg af den tidsånd, de er blevet oversat i, og det har ‘udvandet’ betydningerne fra de oprindelige tekster, eksempelvis gjort dem for romantiske. Det er altid en fare ved oversættelse.

I 2001 udkom bogen Troubadourernes sange, og det er intet mindre end en dansk nyoversættelse af cirka 30 troubadoursange. Ikke oversat fra fransk, næh-nej, men direkte fra occitansk! Og med det mål for øje at gengive ikke blot de occitanske originalers oprindelige menings- og betydningslag, men også rimstrukturen. Det kræver sin oversætter, skal jeg hilse og sige! Men bag bedriften står også ingen ringere end John Pedersen, der var professor i romanske sprog (fransk/italiensk/spansk/portugisisk) ved Københavns Universitet fra 1973-1999. Han er af den generation på de danske universiteters romanske institutter, hvor man ud over hovedsprogene også kendte til eller ligefrem beherskede de ‘gamle’ romanske sprog. Som for eksempel det occitanske – langue d’oc.

I bogen får vi en grundig introduktion til troubadourernes digtekunst, hvilke landområder det occitanske sprog og kultur dækkede, og får forklaret den høviske kærlighed – fin ‘amor. Det er spændende læsning. Derefter følger sange af den første troubadour, man kender til, Guillaume af Poitiers, hvor afsnittets første sang er parallelt opstillet med den occitanske original, så læseren kan få en fornemmelse af sproget. De følgende afsnit indeholder sange om den høviske kærlighed, savnet af den elskede, eksempler på sange med mange betydningslag, sange af de kvindelige troubadourer og sange om krig, sorg og satire.

Bogen giver et fascinerende indblik i en gammel tradition der måske er gået i glemmebogen, men som er værd at stifte nærmere bekendtskab med.

John Pedersen, Troubadourernes sange. Gyldendal (2001). Kan købes i velassorterede boghandler, på nettet, eller lånes på biblioteket.

Måske vil du også synes om: