John Pedersen: Fransk barok

John P Fransk barokJeg ved det godt.

Baroklitteraturen er ikke lige det første man griber efter, når man får lyst til at læse fransk litteratur. Men når nu vi har fine og tilgængelige udgivelser på dansk af en af vores fremmeste eksperter på området, så synes jeg det er oplagt at omtale det her på bloggen.

Barokkens århundrede i Frankrig er – groft sagt – 1600-tallet, og – igen groft sagt – sammenfaldende med Solkongen Louis XIVs regeringstid. Alexandre Dumas’ (den ældre) roman om De tre musketerer foregår for eksempel i 1620erne (så har du en ide om den opulente tøjstil), det er de store tragediers og komediers århundrede, hvor særligt tragedier af de franske forfattere Racine og Corneille blev opført, og, ikke mindst, Molières komedier, der senere inspirerede vores egen Holberg. La Fontaines Fabler, som Johannes Møllehave så mesterligt gendigtede til dansk i 1988, hvor den udkom i en pragtudgave med den franske 1800-tals kunstner Gustave Dorés illustrationer, er også fra 1600-tallet. Og det er århundredet, hvor byggestilen og de royale haveanlæg ikke kunne blive store og imposante nok – du behøver ikke tænke længere end Versailles-slottet og den store park.

John Pedersen var professor i romanske sprog og litteraturer (fransk/spansk/italiensk/portugisisk) fra 1973-1999, og skrev sin doktordisputats om den franske barok. Han har ikke ligget på den lade side under sit otium, og det er to fine bøger om den franske barok, han har udgivet.

Fransk barok fra 2003 er en samling af digte fra århundredet, fra den religiøse digtning til kærligheden og videre til døden, naturen og refleksionen, Bogen indeholder et grundigt forord til perioden og den franske barokdigtning, inden de smukke digte flyder hen over siderne. Mange af de franske barokdigte har ikke tidligere været oversat til dansk, og målet er “…at give et første indtryk af en periode i fransk digtning, som ikke tidligere har været dyrket herhjemme…” (fra bogens bagsidetekst).

Amfitryon, en af Molières mindre kendte komedier, blev nyoversat af John Pedersen og udgivet i 2005. Komedien er en ægteskabskomedie, hvor guden Jupiter ser sig varm på den nygifte Alkmene, og forklædt som hendes ægtemand Amfitryon får adgang til hendes soveværelse. Alkmene bliver dermed sin mand ubevidst utro, og det skaber en del forviklinger. Bogen indeholder desuden et litteraturhistorisk efterskrift, så man også kan blive klogere på denne komedie, på Molière og på den klassiske tradition, han skriver sig ind i.

Begge bøger er gode introduktioner på dansk til en periode i fransk litteraturhistorie, som for det meste er overset i Danmark af andre end en snæver kreds af eksperter. Hvilket er synd, for det er en fin måde at få et bedre indblik i det århundrede, der i Frankrig ofte kaldes le siècle de Louis le Grand – Solkongens århundrede.

Fransk barok – en antologi ved John Pedersen, Gyldendal (2003) og

Moliére: Amfitryon ved John Pedersen, Museum Tusculanums Forlag (2005).

Begge bøger kan købes i velassorterede boghandler eller online, eller lånes på biblioteket.

Måske vil du også synes om: