bordeaux

La Cité du Vin i Bordeaux – innovativ verdenshistorie

I går åbnede La Cité du Vin i Bordeaux for publikum, efter at være blevet officielt indviet i tirsdags af præsident François Hollande sammen med Bordeaux’ borgmester Alain Juppé. Indvielsen blev dækket af mere end 100 journalister.

Hvis turen går til Bordeauxområdet så er La Cité du Vin en af områdets incontournables, der skal opleves. Der er oplevelser og læring om vinens historie og kultur for både store og små, og de besøgende på åbningsdagen i går var begejstrede.

Det er svært at indkredse med eet ord, hvad La Cité du Vin er for en størrelse. Der skal flere ord til. For centeret er både et museum, en kulturel rejse i vinens globale historie, et interaktivt læringscenter og muligheder for at smage på vine fra hele verden.

Lagde du mærke til at jeg skrev ‘global’?

Det er nemlig ikke kun Bordeaux’ eller Frankrigs vine, det handler om. Det er vinens kulturhistorie, produktionsformer og udbredelse på verdensplan. Af samme grund er La Cité du Vins hjemmeside fuldt udbygget på både fransk og engelsk, da man forventer mange internationale gæster.

Centeret indeholder blandt andet 3000 m2 permanent udstilling, der gennem en lang række temaer tager den besøgende igennem vinens historie fra de tidligste tider til det 21. århundredes landvindinger inden for produktionen. Udstillingen byder blandt andet på en rundtur til verdens vinmarker, vinens vej fra vinstok til flaske og menneskets fem sanser i forhold til vinen. I eksperthjørnet kan man blandt andet få svar på, hvad der skaber en millésime – en årgangsvin. Her kan du se meget mere om, hvad den permanente udstilling indeholder.

bordeaux

Latitude20 er en vinbar og et af madstederne i La Cité du Vin, der i al (u)beskedenhed kalder sig selv for verdens største vinkælder. 14.000 flasker vin fra 70 forskellige lande indeholder den, og alene fra Bordeauxområdet er 120 slotte og vingårde repræsenteret. Og det er ikke bare en praleudstilling. Man kan smage på en stor del af barens vine.

Den særprægede bygning er designet af arkitektfirmaet XTU i Paris, og den permanente udstilling er designet og indrettet af Londonarkitekterne CassonMann, der også har indrettet berømte museer som Imperial War Museum og Churchill Museet i London, og Benjamin Franklin Museet i Philadelphia.

Man kan med fordel købe billetter online for at springe køen over. En almindelig voksenbillet koster 20€, og dækker et besøg i den permanente udstilling med en ‘rejsekammerat’, en audio-visuel guide, der på hjemmesiden beskrives som et ‘innovativt redskab på otte sprog, der tilpasser sig den besøgendes tempo gennem udstillingen’. Desuden giver billetten adgang til åbningsudstillingen med billeder af Isabelle Rozenbaum fra opførelsen af komplekset, en tur op i bygningens tårn med udsigt horisonten rundt over Bordeaux og opland, samt et glas vin.

Her finder du La Cité du Vins hjemmeside, hvor du kan se meget mere, og her kan du se en billedreportage af France3’s vinjournalist Jean-Pierre Stahl, der dækkede indvielsen.

Fotos: Espace presse de La Cité du Vin

Måske vil du også synes om: