Den lille Prins

Filmen Den lille Prins havde dansk premiere i går. Det er en udmærket film, men hvis du tror den (kun) handler om Saint-Exupérys Le petit Prince, så læs med her.

Der er lige to ting, vi allerførst skal have på plads:

  1. Antoine de Saint-Exupérys fortælling om Den lille Prins er for franskmændene, hvad H. C. Andersens eventyr er for danskerne.
  2. Disneys version af Den lille Havfrue er ikke det samme som H. C. Andersens eventyr om Den lille Havfrue. På samme måde forholder det sig med denne amerikaniserede version af Den lille Prins. Den er løst bygget over Saint-Exupérys historie, men digter videre. Meget videre. Lidt for langt, synes jeg…

Fortællingen om den lille prins er ‘kun’ indlejret i filmens overordnede historie om en lille pige, hvis mor forbereder hende på at blive optaget på en meget prestigefyldt skole. Planen for hendes forberedelse er minutiøst lagt i et dag/uge/månedsskema, der ikke levner nogen tid overhovedet til leg eller kreativitet. Men naboen til det hus, de er flyttet ind i, er en gammel mand, der har en tilvokset have med et gammelt rødt dobbeltdækkerfly. Han ser den lille pige studere hårdt, men får gradvist hendes opmærksomhed med sin historie om den lille prins, som han mødte i ørkenen for mange år siden, da han forulykkede med sit fly(!).

Deres venskab udvikler sig, og den lille pige får langsomt øjnene op for at der er andet i livet end hårdt arbejde og en skemalagt dag. Da den gamle mand bliver indlagt på hospitalet drager den lille pige ud i verden for at lede efter den lille prins, for den gamle mand har brug for ham. Hun finder den lille prins som en ung mand i et arbejdsmiljø, der får tankerne (mine, ihvertfald) ledt hen på Pink Floyds The Wall. Og her synes jeg, filmen kammer over.

Det hele ender dog i fryd og gammen, hvor den lille prins er tilbage på sin asteroide, og både pigen og hendes hårdtarbejdende, gennemstrukturerede mor har fået øjnene op for at livet er andet end en effektiv, skemalagt hverdag.

Visuelt er filmen flot lavet. Pigens verden er computeranimeret, mens sekvenserne når den gamle mand fortæller om den lille prins er stop-motion animation, der forsøger at efterligne Saint-Exupérys egne, originale akvareltegninger. Voksenverdenen er holdt i meget nedtonede, gråblå nuancer, mens den lille prins’ verden og den gamle mands hus og have er farverige og solbeskinnede.

Jeg synes mindre godt om den amerikanske måde at skære tingene så meget ud i pap, at selv en to-årig vil kunne se, at filmens voksenverden ikke er rar, og at den lille prins’ og den gamle mands verden er sjove og dejlige steder at være. Det er en vanvittig karikeret voksenverden, filmen formidler.

Jeg sidder tilbage med et indtryk af, at filmen bliver til en Peter Pan historie om aldrig at blive rigtig voksen og huske at lege og være et barn. Nuancerne og poesien i Saint-Exupérys fortælling og hans livsfilosofi om kærlighed, venskab og nærvær forsvinder i filmen. Rosen, ræven, slangen, den forfængelige mand, kongen og forretningsmanden er også med i filmen, men de får helt andre roller end hos Saint-Exupéry.

Du kan sagtens tage (børne)børnene med ind og se den. Men regn ikke med, at det er en introduktion til Saint-Exupérys fortælling. For det er filmen ikke. Det er en udmærket film, hvis man lige holder sig de ting, jeg nævnte i starten, for øje. Men det er ikke Saint-Exupérys klassiker der bliver fortalt. Læs i stedet historien for ungerne, inden I tager ind og ser filmen. Så de kender den rigtige historie. Den lille Prins er udgivet i dansk oversættelse på forlaget Lindhardt & Ringhof.

Filmen er instrueret af Mark Osborne, der stod bag Kung Fu Panda. Aldersgrænsen er 7 år og det er forståeligt, for der er nogle lidt voldsomme scener i den sidste halve time.

Filmen havde dansk biografpremiere torsdag d. 9. juni.

 

Måske vil du også synes om:

Kikset eller passioneret?

questionInspireret af en snak, jeg havde med en indfødt franskmand forleden, har jeg været ved at grave lidt i, hvad nørd hedder på fransk, for umiddelbart kender jeg ikke til, at fransk har et ord for ‘nørd’ (eller det engelske ‘nerd’, som vi har det danske ord fra).

Den Danske Ordbog (på Ordbogen.com) angiver tre forskellige betydninger af navneordet ‘nørd’:

  1. person, som regel ung mand, der er yderst optaget af tekniske og naturvidenskabelige interesser, men ellers er klodset og upraktisk.
  2. person der er (for) stærkt interesseret i et bestemt emne. [bemærk lige ordet ‘for’ i parentes. JOV]
  3. idiotisk og irriterende person.

… hvorimod udsagnsordet ‘at nørde’ angives til at betyde beskæftige sig indgående og passioneret med et bestemt emne eller gøremål.

Så er det jeg spekulerer på, hvorfor navneordet har en lettere nedladende betydning, mens udsagnsordets definition er mere positiv (og helt i tråd med MIN opfattelse af ordet)….

Hvis man prøver at oversætte ‘nørd’ hos Blinkenberg, får man nerd(!) og hos Politikens Ordbog får man dingue, fanatique elle accro, men de ord dækker i min optik ikke begrebet nørd, og slet ikke fanatique.

På Wordreference.com, der blandt mange andre sprog oversætter engelsk-fransk-engelsk, kan man i et af sprogforaene læse forslag om oversættelse af nerd til petit intello coincé. Eller som franskmanden forleden foreslog: intello boutonneux à lunettes. Begge beskrivelser er særdeles nedladende: Lille, hæmmet intellektuel og bebumset intellektuel med briller.

Så hvad er min pointe her? Jamen det ved jeg faktisk ikke helt. Jeg havde en teori om, at nørd på dansk var nedladende og jantelovsrelateret, mens franskmændene ikke havde et nedladende udtryk for det samme, fordi det er mere accepteret at være intellektuel/boglig i Frankrig.

Men den holder altså ikke helt…

Så var det jeg tænkte, at I læsere sikkert har nogle gode input til debatten. Er vi ude i en pærevælling af definitioner på både dansk og fransk, eller hvad tænker I?

Giv dit besyv med i kommentarfeltet – jeg er spændt på at læse, hvad DU synes :)!

 

Måske vil du også synes om:

Le Zouave ved Pont de l’Alma

Gennem de seneste dage har vi set rigtig mange billeder fra Paris og den voldsomt forøgede vandstand i Seinen. Hvis du også har undret dig over de mange billeder af en bestemt statue fra Seinen, så læs med her – det er en finurlig historie.

Statuen hedder ‘le Zouave’, og dens historie går helt tilbage til Frankrigs 2. Kejserdømme. Frankrig deltog sammen med briterne og osmannerne i Krimkrigen (1853-1856), og gik sejrrigt ud af slaget ved floden Alma. ‘Les Zouaves‘ var soldater fra de franske kolonier i Nordafrika, og de spillede en afgørende rolle i sejren. Napoléon III besluttede at bygge Pont de l’Alma som mindesmærke over det sejrrige slag, og broen stod færdig i 1856.

Oprindeligt havde broen to piller, og ved hver pille stod to soldater fra de regimenter der deltog i Krimkrigen. To på opstrømssiden og to på nedstrømssiden. På billedet nedenfor fra Verdensudstillingen i 1900 kan du se to af de fire statuer.

Le_pont_de_l'Alma_et_les_pavillons_étrangers;_Vue_prise_du_vieux_Paris

Når vandstanden er normal i Seinen, står den 5 meter og 20 centimeter høje statue tørskoet på sin piedestal. I 1910, under den store oversvømmelse, stod statuen bogstaveligt talt i vand til halsen, og det er det samme scenarie, vi er vidne til på de billeder, vi ser i disse dage: Hvor meget stiger vandet, og kommer Le Zouave til at stå i vandmasserne? Får han bare dyppet tæerne eller bliver det endnu værre?

Der er bare eet men, og det har avisen Le Monde udfoldet i en artikel i fredags. Man kan nemlig ikke sammenligne, hvor meget statuen stod i vand i 1910, og hvor meget den står i vand under den nuværende forhøjede vandstand.

I starten af 70erne blev broen udvidet og ombygget, og har i dag kun een bropille. Efterfølgende blev der kun plads til en ud af de oprindelige fire soldaterstatuer, le Zouave, og han står ikke nedstrøms, som han gjorde før ombygningen og altså under den store oversvømmelse i 1910. Efter ombygningen i 70erne står han på modsatte side af broen, opstrøms. Avisen er ude i nogle forholdsberegninger der umiddelbart angiver, at statuen står lavere efter at være blevet flyttet, og derfor hurtigere får våde fødder, når vandstanden stiger. Det dokumenteres med billeder fra 1968 (før ombygningen) og 1982, altså efter ombygningen… Og derfor kan man ikke sammenligne vandstanden ved statuen i 1910 og i 2016.

Le Monde har i deres jagt på den finurlige historie kontaktet den ansvarlige myndighed på området, men her har man ikke kunnet bekræfte, om statuen står lavere på den ‘nye’ side af broen end på sin oprindelige plads.

Avisen Le Figaro har også været på jagt efter historien bag statuen. Den artikel kan du læse her.

Vidste du forresten at… Den parisiske talemåde Le zouave a les pieds dans l’eau (zouaven står med fødderne i vand) betyder, at ‘pariserne har problemer’.

Billeder fra Wikimedia Commons

Måske vil du også synes om:

D-dag i Normandiet

Arromanches Mulberry Harbour d-day

Resterne af Mulberry Harbour ved Arromanches

Det er i dag 72 år siden, historiens største militærinvasion fandt sted på Normandiets kyster, og det fejres i hele regionen. Festlighederne startede allerede 28. maj, og i to uger frem til søndag d. 12. juni er der masser af arrangementer for de interesserede.

Dagens fejring foregår ved byen Arromanches, hvor briterne gik i land 6. juni 1944, og efterfølgende etablerede en forsyningsbro, Mulberry Harbour. Man kan stadig se rester af broen i vandet ud for stranden. Dagen begynder med en friluftsgudstjeneste kl. 9.30, og ved middagstid vil flytyper fra 2. Verdenskrig overflyve stranden. I aften fortsætter festlighederne  med koncert, filmvisning på storskærm, og det hele afsluttes med et festfyrværkeri kl. 23.30.

Men der er mange flere arrangementer på plakaten. I løbet af den kommende uge er der mulighed for guidede vandreture (nogle op til 20 kilometer) i soldaternes fodspor, koncerter i de mange små byer, der blev direkte berørte under invasionsdagene og i månederne efter, eller hvad med et besøg i de amerikanske krigsreporteres presserum på lørdag kl. 14? Og selvfølgelig er der alle invasionsmuseerne, der ligger spredt ud i regionen, og som har åbent året rundt.

Så hvis du er i regionen i denne uge, eller er på vej derned, så vil der være masser at se og opleve. Mere end sædvanligt. Her kan du se det fulde program for ugen – både på fransk og engelsk.

Hvis du har lyst til at (gen)læse mit indlæg om dengang, vi besøgte invasionsstrandene på den østlige side af Cotentinhalvøen så er det her, og i dette indlæg fortæller jeg om den vestlige del af Cotentinhalvøen og de betagende smukke landskaber, man finder der. Hvis du vil vide endnu mere om, hvad Normandiet er for en størrelse, så skrev jeg to indlæg om det her og her, inden regionssammenlægningen trådte i kraft 1. januar 2016.

Måske vil du også synes om:

Strejkerne fortsætter…

Konflikten i Frankrig om arbejdsmarkedsreformen spidser til. Nu er også togdriften hårdt ramt, og i de kommende dage melder flyvelederne sig ind i konflikten. Hvis du skal til Frankrig den kommende tid er der grund til at holde øje med nyhederne.

strejker

I sidste uge var det olieraffinaderierne og dermed brændstofforsyningen til bilister og anden transport, der blev ramt. I denne uge er det togførerne der strejker, og togdriften i hele landet står nærmest stille. Og nu melder flyvelederne sig ind i konflikten. Det har i følge avisen Le Monde ført til, at indtil videre 10% af Air Frances flyvninger til blandt andet Orly er blevet aflyst.

Balladen skyldes, som jeg tidligere har skrevet om, indførelsen af en ny arbejdsmarkedsreform i Frankrig. Og protesterne er kun taget til i omfang. Den franske regering har taget en forfatningsbestemmelse i brug der gør, at regeringen kan vedtage en lov uden om Nationalforsamlingen. Men selvom den franske regering har kunnet omgå den demokratiske proces i Nationalforsamlingen, kan den ikke gøre det med Senatets behandling af loven. Her ligger reformforslaget til debat i disse dage, og det kan blive en langvarig affære hen over sommeren, inden loven er helt på plads.

Så hvis (ferie)turen går til Frankrig er der grund til at holde øje med nyhederne. Om de strejkende har planer om at ødelægge det for fodboldtilskuerne under EM der starter 10. juni, eller for cykelentusiasterne under Tour de France der starter 2. juli, så ved man aldrig helt med den franske strejkekultur….

DR Deadline havde i går aftes (1. juni) et glimrende indslag om strejkerne, med baggrundsanalyse og interview med Jørn Boisen, der er lektor i fransk historie og samfund ved Københavns Universitet. Det kan du se her (indslaget starter ved 22:57).

Måske vil du også synes om:
bordeaux

La Cité du Vin i Bordeaux – innovativ verdenshistorie

I går åbnede La Cité du Vin i Bordeaux for publikum, efter at være blevet officielt indviet i tirsdags af præsident François Hollande sammen med Bordeaux’ borgmester Alain Juppé. Indvielsen blev dækket af mere end 100 journalister.

Hvis turen går til Bordeauxområdet så er La Cité du Vin en af områdets incontournables, der skal opleves. Der er oplevelser og læring om vinens historie og kultur for både store og små, og de besøgende på åbningsdagen i går var begejstrede.

Det er svært at indkredse med eet ord, hvad La Cité du Vin er for en størrelse. Der skal flere ord til. For centeret er både et museum, en kulturel rejse i vinens globale historie, et interaktivt læringscenter og muligheder for at smage på vine fra hele verden.

Lagde du mærke til at jeg skrev ‘global’?

Det er nemlig ikke kun Bordeaux’ eller Frankrigs vine, det handler om. Det er vinens kulturhistorie, produktionsformer og udbredelse på verdensplan. Af samme grund er La Cité du Vins hjemmeside fuldt udbygget på både fransk og engelsk, da man forventer mange internationale gæster.

Centeret indeholder blandt andet 3000 m2 permanent udstilling, der gennem en lang række temaer tager den besøgende igennem vinens historie fra de tidligste tider til det 21. århundredes landvindinger inden for produktionen. Udstillingen byder blandt andet på en rundtur til verdens vinmarker, vinens vej fra vinstok til flaske og menneskets fem sanser i forhold til vinen. I eksperthjørnet kan man blandt andet få svar på, hvad der skaber en millésime – en årgangsvin. Her kan du se meget mere om, hvad den permanente udstilling indeholder.

bordeaux

Latitude20 er en vinbar og et af madstederne i La Cité du Vin, der i al (u)beskedenhed kalder sig selv for verdens største vinkælder. 14.000 flasker vin fra 70 forskellige lande indeholder den, og alene fra Bordeauxområdet er 120 slotte og vingårde repræsenteret. Og det er ikke bare en praleudstilling. Man kan smage på en stor del af barens vine.

Den særprægede bygning er designet af arkitektfirmaet XTU i Paris, og den permanente udstilling er designet og indrettet af Londonarkitekterne CassonMann, der også har indrettet berømte museer som Imperial War Museum og Churchill Museet i London, og Benjamin Franklin Museet i Philadelphia.

Man kan med fordel købe billetter online for at springe køen over. En almindelig voksenbillet koster 20€, og dækker et besøg i den permanente udstilling med en ‘rejsekammerat’, en audio-visuel guide, der på hjemmesiden beskrives som et ‘innovativt redskab på otte sprog, der tilpasser sig den besøgendes tempo gennem udstillingen’. Desuden giver billetten adgang til åbningsudstillingen med billeder af Isabelle Rozenbaum fra opførelsen af komplekset, en tur op i bygningens tårn med udsigt horisonten rundt over Bordeaux og opland, samt et glas vin.

Her finder du La Cité du Vins hjemmeside, hvor du kan se meget mere, og her kan du se en billedreportage af France3’s vinjournalist Jean-Pierre Stahl, der dækkede indvielsen.

Fotos: Espace presse de La Cité du Vin

Måske vil du også synes om: