Augustfilm i biografen

biografen

Ligger du stadig i hængekøjen? Eller er du bare træt af det halvdårlige vejr? Der er også franske film og premierer i biograferne i august, så det er bare med at komme afsted!

I går var der Danmarkspremiere på filmen Monsieur Chocolat. Filmen har Omar Sy i den ene af hovedrollerne, og James Thierrée, der er barnebarn af Charlie Chaplin, i den anden. Filmen spiller i Grandteatret i København, Øst for Paradis i Aarhus, nogle af Nordisk Films biografer og andre af de mindre biografer rundt om i landet.

Du kan stadig nå at se De gyldne år (Trois souvenirs de ma jeunesse), der spiller i Grandteatret i København, og i Øst for Paradis spiller Det spritnye Testamente (Le tout nouveau testament) også endnu. Begge film spiller ihvertfald en uge mere.

Franske Film Mandage holder stadig sommerferie, men filmen Hermelinen (l’Hermine), der var på programmet i foråret, får dansk filmpremiere 4. august i Grandteatret i København, Øst for Paradis i Aarhus, nogle af Nordisk Films biografer og andre af de mindre biografer rundt om i landet. I hovedrollerne ses Fabrice Luchini og vores egen Sidse Babett-Knudsen, der vandt en pris for sin rolle i filmen ved César-uddelingen i februar.

Den 15. august er der premiere på endnu en fransk film i Grandteatret i København. Tout s’accelère er en tankevækkende film om, hvordan verden går stadig stærkere, og om, hvor længe vi vil kunne blive ved med at følge med, når selv børn kan se, at det går for stærkt.

Cinemateket har et vidtspændende og internationalt program også i august, men fokus er ikke så meget på fransk film og kultur den kommende måned. Månedens film i august er dog fransk, nemlig filmen Fatima fra 2015 af instruktøren Philippe Faucon. Her kan du se Cinematekets fulde program for august.

God weekend :)!

 

Måske vil du også synes om:
paccard annecy

Passion for et ældgammelt håndværk

paccard annecy

Vi kender allesammen lyden af rådhusklokkerne på Københavns rådhus. Dem, vi indtil for nogle år siden hørte lige inden middagsradioavisen. Eller Nytårsaften, når klokken slår midnat. Mange danske rådhuse har klokker, eller måske ligefrem et klokkespil. Kirkeklokker er vi også vant til at høre. Måske bor du endda så tæt på en kirke, at kirkeklokkerne fortæller dig, hvad tid på dagen det er?

Men har du nogensinde overvejet, hvordan sådan nogle klokker bliver lavet?

På den vestlige side af Annecy-søen i den lille by Sévrier, mellem landevejen og selve søen, ligger en blå, men ellers ret anonym fabriksbygning, der ikke gør meget væsen af sig. Hver dag, når vi sad og fik morgenkaffe på terrassen halvvejs oppe på bjerget, kunne vi høre et klokkespil. Men der var ingen kirker i nærheden, og lyden kom nede fra landevejen. En dag, vi var på vej ud af vores sædvanlige supermarked, kunne vi igen høre det, så vi begyndte at gå efter lyden. Midt mellem en Renaultforhandler og en slagter fandt vi klokkespillet, der står foran den blå bygning. La fonderie Paccard er et klokkestøberi, hvor 7. generation i familien i dag styrer virksomheden, der blev grundlagt i 1796. Ved støberiet er der indrettet et lille museum, hvor man kan blive klogere på, hvordan klokker kommer til verden. Den diskrete museumsbygning rummer fortællingen om mere end 200 års passion for et helt særligt håndværk.

Udstillingen tager tilskueren gennem hele processen med at støbe en klokke. Fra de første skitser på papir, til udformningen af støbeformen, som det smeltede metal skal hældes ned i, og videre til selve støbningen, afkølingen og nedbrydningen af den unikke støbeform der efterlader den færdige klokke, der til slut poleres og stemmes.

paccard annecy

paccard annecy

Det, jeg fandt mest overraskende er, at selve støbningen af klokken kun tager en brøkdel af den tid, hele processen tager. Opbygningen af støbeformen kan tage uger eller endda måneder, afhængig af klokkens størrelse. Når selve støbeformen er klar, sættes inskriptioner og afbildninger på, og til sidst pudses den af. Herefter kan metallet smeltes og hældes i.

I april 1998 fik Paccard-støberiet ordren på verdens største klokke en volée (dvs der svinger på en klokkestol – beffroi på fransk). En amerikansk rigmand fra Kentucky bestilte en fredsklokke på 33 tons, der skulle ringe det nye årtusinde ind nytårsnat 1999-2000 i Newport, Cincinatti. Arbejdet med den store støbeform gik straks i gang, men først i december 1998 blev den store klokke støbt. Det tog kun syv (7!) minutter at hælde de 33 tons stål ned i formen. Hele historien bliver fortalt i en lille film, som også kan ses på museet. Det er meget fascinerende.

Fonderie Paccard har gennem de seneste 220 år støbt klokker og klokkespil til – blandt mange andre – katedralen i Rouen, hvor den største klokke er døbt Jeanne d’Arc og vejer 16 tons, og til Sacré Coeur-kirken i Paris, hvor Frankrigs største kirkeklokke – La Savoyarde – på næsten 19 tons hænger.  Det store klokkespil med 70 klokker i La sainte Chapelle i Hertugernes slot i Chambéry er også fra Paccard, og såmænd også klokkespillet i byen Bergues’ kirketårn.

Bergues??? Ja, du ved kirketårnet med klokkespillet, der spiller en vigtig rolle i filmen Bienvenue chez les ch’tis.

IMG_1652

paccard annecy

INFO: Museet har åbent hele året rundt mandag til lørdag, samt søndag eftermiddag. Museet åbner klokken 10.00, og lukker kl. 18.00 (18.30 i juli og august). Fredag, lørdag, søndag og helligdage er det desuden muligt at få en rundvisning i støberiets værksteder. Billetpris: 6,50€ (voksen). Der gives jævnligt klokkespilskoncerter i museet. Du kan læse meget mere om støberiet og museet på Paccards hjemmeside HER.

 

Måske vil du også synes om:
annecy

Alpernes Venedig

Det er ikke uden grund, at Annecy bliver kaldt Alpernes Venedig.

Langs floden Thiou i den historiske bymidte ligger maleriske stræder, smalle gyder og romantiske små broer, der automatisk leder tankerne hen på Italiens måske mest romantiske by. Men hvor man godt kan fare vild i Venedigs labyrint af smalle stræder og kanaler, så er Annecys middelaldercentrum til at overse. Det gør den dog ikke mindre charmerende.

Vi var der første gang på en bagende varm og solbeskinnet fredag formiddag, hvor der var  fyldt godt op i de smalle gader. Det var markedsdag, som hver fredag, søndag og tirsdag hele året rundt, med lokale specialiteter, kød, frugt og grønt. Præcis som vi kender det fra de fleste lokale, franske markeder. Men varmen og den travle menneskemængde langs markedsboderne drev os videre, ned til søbredden hvor der blæste en mild brise. Her kan man gå en tur langs søbredden, og krydse Pont des Amours (kærlighedsbroen) der går over Vassé-kanalen i udkanten af den store park les Jardins de l’Europe.

IMG_1260

Aftenen før Frankrigs nationaldag 14. juli tog vi igen en tur ind til Annecy. Det havde regnet i løbet af dagen og aftenen var kølig. Stræderne langs den lille flod og broerne over den virkede meget bredere uden de markedsboder, vi havde set nogle dage forinden, men det historiske centrum er ikke mindre charmerende i aftenbelysning. Der er udendørsservering på de mange barer og restauranter, og butikker med italiensk is på omtrent hvert gadehjørne. Der var dog ikke overdrevent meget festivitas i anledning af nationaldagen, men vi nåede kun at se det sidste af det traditionelle, overdådige festfyrværkeri. Vi havde nået at se det hele, hvis ikke nogen (læs: undertegnede…) havde tabt sit mobiletui med kreditkort og parkeringsbillet i… Det gav lige nogle paniske øjeblikke, hvor vi febrilske halvløb tilbage ad dunkelt oplyste stræder med smeltende isvafler i hænderne, inden vi heldigvis fandt det igen, med kort og billet intakte.

Det mest turistede område er ved søhavnen, hvor la Compagnie des Bateaux’s rutebåde lægger til. Det er også her, de ikoniske, typiske fotos af Annecys gamle bydel og le Palais de l’ile, den gamle fæstning midt i floden, bliver taget.

Ud over Annecys historiske bymidte, der alene er et besøg værd, er det særligt le château d’Annecy og den smukke basilika Basilique de la Visitation der er incontournables i selve Annecy by.

PARKERING: Annecy har en del parkeringspladser og -kældre, både lige uden for bymidten og inde midt i det hele, så det er ikke svært at komme af med bilen. Og timepriserne for parkering er ganske rimelige, selv ved rådhuset kun 100 meter fra det historiske centrum. Derimod er trafikken ofte kaotisk ind og ud af byen, og der er lange køer i spidsbelastningsperioderne. For at komme fra den ene side af søen til den anden skal alle biler igennem bymidten tværs forbi det historiske centrum langs søen ad en kun tosporet vej. Det skaber en del trafikkaos.

 

Måske vil du også synes om:
montenvers-la-mer-de-glace

Chamonix #2 – Bjergtoget til Montenvers og La mer de Glace

Klokken var 16, da vi kom ned fra Aiguille du Midi, men der var ikke så meget tid at spilde. Vi ville gerne nå en tur med bjergtoget op til Montenvers og gletscheren La Mer de Glace. Ved kabelbanestationen hænger der et stort skilt, der viser vej til det lille bjergtogs station. Det ligger blot 10 minutters gang væk, og er nemt nok at finde. Solen bagte stadig, men skyggerne var blevet lange i den smalle dal, da vi krydsede Chamonix’ jernbanespor via den 100 år gamle grønne bro, for at komme til den lille bjergbanes endestation. Det lille røde tog holdt klar, og snart var vi endnu en gang på vej op i højderne.

Montenvers chamonix

I 1880 åbnede Le Grand Hotel du Montenvers lige ved gletscheren. I starten måtte man gå ad stejle stier for at nå derop. Det er i dag stadig muligt at booke et værelse på hotellet, der emmer af næsten 150 års bjerghistorie. Restauranten lever også i bedste velgående. Togbanen er blevet ført op til hotellet senere, og indviet i 1909. Siden har det trofast fragtet turister, bjergvandrere og andet godtfolk op for at besøge gletscheren, og alpinister der ville endnu længere op i bjergmassivet.

Turen op til gletscheren tager cirka 20 minutter og foregår i adstadigt tempo. De første kilometer snor det sig igennem en skov, indtil det kommer så højt op, at skrænterne begynder at blive stejle og dybe. Ligesom når man kører i bjergene og kan se mange meter direkte ned. “Hvordan går det?”, spurgte Kæreste på et tidspunkt, da vi var kommet et godt stykke op i højden, og udsigten udvidede sig betragteligt. “Faktisk ganske fint”, svarede jeg. “Mon højdeskræk er noget man kommer over efter nogen tilvænning, ligesom søsyge?”

Ved bjergstationen er der en lille kabelbane, som fører godt en tredjedel af vejen ned til gletscheren. Men fordi den er svundet så meget de seneste mange tiår er der yderligere omkring 400 trin ned til gletscheren (som man jo skal OP ad igen). Det var blevet lidt sent, og hvis vi skulle nå ned til gletscheren, se isgrotten og nå op igen, inden det sidste tog kørte ned til Chamonix igen kl. 18.00, var det bare om at sætte igang. Efterhånden som vi nåede nedad, kunne vi se skilte der indikerede, hvor høj gletscheren tidligere har været. Det var også tydeligt på trapperne, der er blevet forlænget år efter år, efterhånden som gletscherniveauet er faldet.

Montenvers chamonix

Montenvers chamonix

Montenvers chamonix

For 100 år siden lå gletscheren i niveau med den lille bjergbane, som du kan se på billedet her. Inden for de seneste blot 11 år er gletscheren skrumpet betragteligt, og er et meget tydeligt bevis på den globale opvarmning. Ifølge denne artikel kunne man i 1988 nøjes med at tage få trin fra den lille kabelbane og ned til gletscheren, i dag skal man næsten 400 trin ned. Hvor gletscheren i mange år smeltede med cirka en meter om året, er det tal ifølge artiklen i dag oppe på 3,61 meter det seneste år. Det giver stof til eftertanke…

Montenvers chamonix

 Montenvers chamonix

Besøget inde i selve isgrotten var relativt hurtigt overstået. En lang tunnel er blevet boret ind i gletscheren, hvor man har ført lys ind. Inderst i grotten var der en udstilling om bjergarbejderes liv i 1800-tallet. Vi synes det virkede en smule poppet at lyssætte grotten med kulørte farver. De naturlige farver i gletscheris er i sig selv betagende smukke.

Da vi nåede tilbage til bjergstationen var der ikke så lang tid til at dagens sidste tog kørte ned. Det var lidt ærgerligt, for der er en udstilling om bjergbanens og kurhotellets historie, som jeg gerne ville have dykket mere ind i. Og så iøvrigt bare gå rundt og taget stedet ind. Selvom gletscheren kun er en skygge af tidligere tiders frygtindgydende storhed, så er det en fascinerende oplevelse at se så meget is så tæt på.

Bjergsiden lå i skygge, da vi kørte med det sidste tog ned til Chamonix. Og vi havde lige fået en uventet lektion i, hvad den globale opvarmning gør ved verdens gletschere.

TIP: Man kan købe Multipass for 1 eller flere dage, der gælder til en række attraktioner, herunder turen op til Aiguille du Midi (der alene koster 58,50€ per person) og turen med bjergtoget op til Montenvers og La mer de Glace gletscheren (der alene koster 31€ per person). Et Multipass for 1 dag koster 61€ per person. Der er altså en god del penge at spare. Vi havde desuden fået rabatkuponer med fra stedet, hvor vi boede, der gav 5€ rabat per person på Multipasset. Så spørg hos campingpladsreception/hotel/gæstgiver hvor I bor, om de har rabatkuponer. 

Man kan godt nå både Aiguille du Midi og bjergtoget til Montenvers på een dag, men man skal starte tidligt. Det er for eksempel en god ide at være ved billetlugen til Aiguille du Midi senest ved 10.00 tiden.

Du kan læse meget mere om de forskellige muligheder her på Compagnie du Mont Blancs hjemmeside.

Måske vil du også synes om:
chamonix-aiguille-du-midi

Chamonix #1 – Aiguille du Midi

“Vi skal derop”, sagde Kæreste forventningsfuldt og pegede op mod bjerget, hvor selv langsynede mig dårligt kunne se tårnet på Aiguille du Midi. Vi stod midt i køen til at købe billetter til kabelbanen, der skulle tage os op i 3842 meters højde med udsigt til Mont Blanc. Omgivet af almindelige turister og hardcore bjergklatrere med ishakker, pigsko og lange reb i deres oppakning. Selvom jeg stadig stod med fødderne solidt plantet på jorden gav det alligevel et sug i maven.

“Jeg skal nok tage billeder, så koncentrerer du dig bare om at forsøge at holde øjnene åbne på vej op”, fortsatte han.

Han ved godt, at højder ikke er min foretrukne beskæftigelse. Alligevel havde jeg sagt ja til turen.

Da kabinedørene gled i, havde Kæreste sørget for at vi havde pladser ved det kabinevindue, der vendte ud mod dalen med udsigt over Chamonix. Med omkring 50 mennesker i kabinen begyndte opstigningen til mellemstationen i 2317 meters højde. Kæreste tog billeder. Jeg koncentrerede mig om at trække vejret og holde øjnene åbne. Og så ellers holde godt fast i noget. Det gik nogenlunde ok, indtil vi skulle passere den første af tre pyloner. Kabinen begyndte at hoppe på kablet, og svingede frem og tilbage, da vi havde passeret.

IMG_1343

Det var i starten af 1900-tallet at ideen om en kabelbane helt op til Aiguille du Midi opstod. Teknologien med kabelbaneføring i bjergene var ret ny dengang. Det kostede mange år, afbrudt af to verdenskrige, før det lykkedes at forbinde Chamonix med Aiguille du Midi via mellemstationen Plan d’Aiguille. I 1954 stod den første strækning færdig, og året efter blev det andet stræk helt op til toppen indviet. Aiguille du Midi har ifølge driftselskabets hjemmeside en halv million besøgende om året og kan transportere 600 passagerer i timen. Når der er mange besøgende i højsæsonen kan adgangen til toppen blive reguleret, som det også sker i Eiffeltårnet. Det er derfor en god ide at være der tidligt på formiddagen.

IMG_1349

Der gik et kollektivt gisp gennem kabinen, da den begyndte at svinge. Det samme skete ved de to næste pyloner, som kabinen skulle over for at komme op til mellemstationen Plan de l’Aiguille. Nogen i kabinen sagde, at det var helt normalt. Alligevel skulle jeg lige have vejrtrækning og hjerteslag i ro igen, da vi kom op til plateauet. Her kunne jeg konstatere, at der i det mindste ikke var nogen pyloner på anden etape. Til gengæld var kabelføringen næsten lodret langs klippevæggen de sidste par hundrede meter af turen op til Aiguille du Midi. Det ville være ret fjollet at bakke ud nu, så jeg tog endnu en dyb indånding og steg ind i den næste kabine.

Kabinen lægger til på en lukket platform på Aiguille du Midi. Her bliver man ledt gennem en klippegang, men pludselig står man ude i det fri. Med 360 graders udsigt ud i intetheden og horribelt mange meter direkte lodret ned. Dér gik klappen lige ned nogle minutter, da min højdeskræk rottede sig sammen med den kolde luft, den skyfri blå himmel, den hvide sne, og udsigten til dalen der langt langt nede, som vi lige var kommet fra.

Da jeg fik styr på mig selv igen, startede vi med at gå rundt på ankomstniveauet og se udsigterne hele vejen rundt, og selvfølgelig over til Mont Blanc. Bjergklatrerne, der har Aiguille du Midi som startpunkt på vejen op til Mont Blanc, begav sig på vej. Da vi havde været hele vejen rundt, tog vi elevatoren det sidste stykke op til den øverste platform, der hvor tårnet står. Herfra har man 360 graders udsyn hele vejen rundt, og kan se de 65 meter ned til dem, der står på ankomstniveauet.

IMG_1408

IMG_1400

Når man kommer op til Aiguille du Midi får man en seddel stukket i hånden med nummeret på den kabine, man skal tage ned med igen. Det betyder, at man får cirka halvanden time på toppen. På de halvanden time kan man fint nå at se det hele. Le pas du vide (skridtet ud i intetheden), er en glaskasse man kan træde ud i. Den ligger helt i toppen ved tårnet og den er der mange, der gerne vil fotograferes i. Det var ikke specielt mange mennesker, da vi var der. Alligevel var der cirka en halv times ventetid.

Efter halvanden times tid i 3842 meters højde var jeg så tilvænnet at jeg var blevet ret kæk. Det gik fint med at komme ned til mellemstationen på Plan de l’Aiguille. Her kan man gå en tur i landskabet, og betragte både den opgående kabine og den, der går ned til Chamonix. Fra plateauet kan man også se, hvordan kabinen passerer pylonerne.

Vi brugte cirka fire timer fra vi stillede os i billetkøen til vi var sikkert nede på jorden igen. Da vi lige havde sundet os, skyndte vi os videre til bjergtoget op til Montenvers, som ligger blot ti minutters gang fra kabelbanen til Aiguille du Midi. Vi havde købt et Multipass, som giver adgang til flere af de attraktioner, man kan opleve i Chamonix, og det gjaldt om at udnytte det.

TIP: Man kan købe Multipass for 1 eller flere dage, der gælder til en række attraktioner, herunder turen op til Aiguille du Midi (der alene koster 58,50€ per person) og turen med bjergtoget op til Montenvers og La mer de Glace gletscheren (der alene koster 31€ per person). Et Multipass for 1 dag koster 61€ per person. Der er altså en god del penge at spare. Vi havde desuden fået rabatkuponer med fra stedet, hvor vi boede, der gav 5€ rabat per person på Multipasset. Så spørg hos campingpladsreception/hotel/gæstgiver hvor I bor, om de har rabatkuponer. 

Man kan godt nå både Aiguille du Midi og bjergtoget til Montenvers på een dag, men man skal starte tidligt. Det er en god ide at være ved billetlugen til Aiguille du Midi senest ved 10.00 tiden.

Du kan læse meget mere om de forskellige muligheder her på Compagnie du Mont Blancs hjemmeside.

Læs med på mandag igen, når vi tager turen op til gletscheren La Mer de Glace.

God weekend :)!

 

Måske vil du også synes om:
de-franske-alper

De franske Alper

IMG_1444

IMG_1535

IMG_1659

IMG_1701

IMG_1732

IMG_1835

Vi er lige landet igen efter nogle skønne dage i de franske Alper, mætte af intense naturoplevelser og meget klogere på regionens historie.

Det blev en tur, hvor Kærestes begejstring for bjerge (han er fra det flade Holland) smeltede sammen med min ditto for Tour de France. En tur, hvor højdeforskrækkede mig var ud i nogle grænseoverskridende oplevelser (skal vi ikke bare konstatere, at en tur i en kabelbane aldrig bliver min yndlingsbeskæftigelse?). En tur, hvor jeg oplevede at passion kan have mange udtryksformer: De seriøse amatørcyklisters ture op ad de mest berømte stigninger som Touren har besteget, bjergvandrere udstyret med ishakker, snesko og reb, troendes stille og intense bønner i en kirke, eller et håndværk der er gået i arv gennem generationer.

Jeg har stadig ferie lidt endnu, og indtrykkene er ved at bundfælde sig. Der kommer en del indlæg om vores oplevelser i Savoyen i den kommende tid. Fra de højeste tinder til et pænt stykke under jorden, og alt derimellem.

Så hæng på og læs med – det bliver ikke kedeligt :)!

Måske vil du også synes om:

5 hurtige om 14. juli – den franske nationaldag

  1. Det står lidt hen i det uvisse, om dagen højtideligholder den 14. juli 1789, den dag den franske revolution brød ud og Bastillefængslet faldt, eller om det drejer sig om den 14. juli 1790, som den lovgivende revolutionsforsamling bestemte skulle være dagen, hvor folkets enhed blev fejret på 1-årsdagen for revolutionen. Kongen, Louis XVI, deltog i fejringen og militærparaden,
  2. Det var dog først i 1880, under den 3. republik, at Nationalforsamlingen vedtog ved lov, at den 14. juli skulle være nationaldag. Loven angiver dog ikke, om det er den blodige 14. juli 1789 eller den forsonende 14. juli 1790, man vil højtideligholde. Derimod angives det, at dagen skal fejres med en militærparade.
  3. Indtil 1914 blev militærparaderne afholdt på hestevæddeløbsbanen Longchamp i Boulogneskoven. I 1915 blev paraden for første gang afholdt på Champs-Elysées, men først i 1981 under præsident François Mitterrand blev verdens mest berømte avenue det faste omdrejningspunkt for 14. juli paraden. I de mellemliggende årtier blev den afholdt andre steder i Paris, blandt andet Place de la Bastille og Place de la République.
  4. Festlighederne starter typisk den 13. juli om aftenen, med folkefest og måske tivoli i de fleste byer. Den 14. juli starter militærparaden på Champs-Elysées klokken 10, og indledes med at la Patrouille de France i deres Alphajets overflyver Champs-Elysées. Dagen sluttes mange steder i Frankrig med overdådige fyrværkerishows.
  5. I Frankrig hedder dagen 14 (quattorze) juillet. Bastilledagen / Bastille Day er et udenlandsk navn for dagen.

Foto: Wikimedia Commons

Måske vil du også synes om:

Den franske geografi

Bloggen om regioner

Jeg har lavet endnu en side, hvor jeg har samlet en række indlæg til jer. Denne gang er det alle indlæggene om de franske regioner, både i det kontinentale Frankrig og de oversøiske områder. Indlæggene tegner tilsammen billedet af hele Frankrigs geografi. Hvert af indlæggene beskriver den pågældende region, med geografisk placering, kort om dens historie og lidt om, hvad der er at se. Der er læsning til en del timer :).

Du kan selvfølgelig også selv kaste dig ud i en søgning blandt bloggens indlæg. Der er forskellige muligheder ude i højre kolonne, for eksempel søgefeltet til en frisøgning, en kronologisk søgning på indlæggene for hver måned i arkivet, en søgning blandt kategorierne, eller du kan klikke på ordene i tag-skyen nederst i højre kolonne og se, hvad der dukker op.

God læselyst :)

Måske vil du også synes om:

Forslag til sommerferielæsning: Éric-Emmanuel Schmitt

EES 1 Éric-Emmanuel Schmitt er en af de mest produktive, franske forfattere i nyere tid, og flere af hans bøger er oversat til dansk.

Han er også en særdeles alsidig forfatter. Han har skrevet adskillige romaner og noveller, flere teaterforestillinger, hvor han også medvirker både på scenen, bagved og som instruktør. Han har lavet flere film, igen hvor han enten har skrevet manuskript eller instrueret. Og så er han forfatter til tegneserien Poussin 1.

Hans personlige, officielle hjemmeside er informativ på fire sprog: Fransk, engelsk, spansk og tysk. Han er en forfatter, der i sjælden grad har forstået at bruge internettet og de sociale medier til at være synlig i landskabet. Især på Facebook er han aktiv.

Hvis du ikke kender til Schmitts historier, så er hans novellesamling Odette Toulemonde et autres histoires, der er oversat til dansk med titlen Odette Toulemonde og andre historieret fint sted at starte. Det er en samling af hjertevarme noveller, der alle har handlekraftige kvinder som omdrejningspunkt. Særligt den sidste novelle i bogen – Den bedste bog i verden – er rørende. Den handler om en række kvinder indespærret i en Gulaglejr, og om, hvad de gerne vil give videre til deres børn. Svaret er overraskende, og som vanligt hos Schmitt får vi først le dénouement – løsningen – til sidst.

Samlingens titelnovelle Odette Toulemonde er desuden blevet filmatiseret med Catherine Frot i hovedrollen. Den meget hverdagsagtige Odette passer sit arbejde i en parfumeafdeling om dagen, og syr fjer på dansedragter om aftenen. Hendes yndlingsforfatter er Balthazar Balsan, som hun en dag skriver til. Herfra starter handlingen, som slutter ret uventet.

EES2I 2004 udgav forlaget Hr. Ferdinand danske oversættelser af Schmitts romantrilogi, der består af Monsieur Ibrahim og Koranens blomster (der er blevet filmatiseret med Omar Sharif i rollen som Monsieur Ibrahim), Oscar og den lyserøde dame og Milarepa. De tre bøger kredser alle subtilt om religion og livets store spørgsmål, pakket ind i en god historie. På Litteratursiden.dk kan du læse mere om de bøger af Eric-Emmanuel Schmitt, der er blevet oversat til dansk. 

Her kan du læse et interview fra 2004 i Kristeligt Dagblad, i anledning af den danske udgivelse af romantrilogien.

De danske oversættelser af Éric-Emmanuel Schmitts bøger kan købes i velassorterede boghandler eller lånes på biblioteket.

Måske vil du også synes om:

Boginspiration

Bloggen om bøger

På samme måde som jeg i sidste uge lavede en side med alle de steder i Frankrig, jeg har skrevet om, så får du i dag en oversigt over de bøger, jeg har skrevet om gennem tiden. Der er anmeldelser, anbefalinger, omtaler, nørdede finurligheder og citater, jeg er faldet over gennem tiden, som får en kommentar med på vejen.

Du kan selvfølgelig selv kaste dig ud i en søgning blandt bloggens indlæg. Der er forskellige muligheder ude i højre kolonne, for eksempel søgefeltet til en frisøgning, en kronologisk søgning på indlæggene for hver måned i arkivet, en søgning blandt kategorierne, eller du kan klikke på ordene i tag-skyen nederst i højre kolonne og se, hvad der dukker op.

Der er til mange timers læsning – både her på bloggen og blandt bøgerne, jeg har skrevet om.

God fornøjelse :)

VINDERNE af biografbilletterne blev Mette Nybo og Rikke Alapetite – TILLYKKE! Send hurtigst muligt jeres adresse til mig på mail (jette@connaissances.dk) eller i en privat besked via bloggens Facebookside, så sørger jeg for at der kommer biobilletter den anden vej.

Måske vil du også synes om: