chateau-menthon-saint-bernard

Ferie i Annecy – et overblik

Der er rigtig mange ting at se og opleve, når man er på ferie i området ved Annecy. Gennem de seneste uger har I været med højdeforskrækkede mig på toppen af Aiguille du Midi, og på tur ad La Route des Grandes Alpes, som vi udforskede en del af i to omgange. I var med, da vi fik en uventet lektion i den globale opvarmning. Der er også ting at lave, når det regner i bjergene. For eksempel at besøge klokkestøberiet Paccard og det tilhørende museum i Sévrier på søens vestside. Eller man kan slentre en tur rundt i Annecys gamle bydel og få indtrykket af at være i Venedig.

Men der er en overflod af andre ting at opleve ved eller på søen, og vi nåede slet ikke dem allesammen.

lac-annecy-chateau-menthon-saint-bernard

Når vi sad på terrassen og så over på bjergene på den anden side af søen, kunne vi se en stor, slotslignende bygning ved foden af bjerget. Hver aften, når skyggerne blev lange og mørket faldt på, blev bygningen oplyst af projektørlys, der spejlede sig i den vindstille sø. “Vi skal altså over og se, hvad det er for en bygning”, sagde jeg til Kæreste en dag, da vi igen havde betragtet bygningen over morgenkaffen. Det viste sig at være en af de mest kendte fæstninger i det gamle hertugdømme Savoyen, le Château de Menthon-Saint-Bernard. Slottet er fra 1100-tallet, og har været i den samme families eje i næsten 1000 år. Man kan komme ind og se slottet og dets 105 værelser, men man kan også nøjes med at gå en tur i parken og nyde udsigten over søen, eller se de mange påfugle i haven. Og så fortælles det i øvrigt, at en vis Walt Disney så det og blev inspireret til Torneroses slot.

Château de Menthon-Saint-Bernard, 74 290 Menthon-Saint-Bernard. Fra maj til september kl. 14-18 kan man komme på guidede ture inde i selve slottet. Billetter (8,50€ for en voksenbillet) købes ved indgangen.

IMG_1284

På dage med godt vejr er der mulighed for at prøve at tandem-paraglide med erfarne udspringere. Hver dag kunne vi se paragliderne på og over bjergene overfor, hvor vi boede. Og der var mange af dem. De sprang alle fra det samme sted, og gled på luftstrømmene over søen til det samme landingssted ved søens sydlige del. Børn kan prøve det for mellem 75€ og 80€, mens det for voksne koster fra 95€ til 130€. Turene er på mellem 10 og 30 minutter, og man kan vælge en tur, hvor man for 130€ får hele 45 minutters flyvning.

Airmax-Parapente, Col de la Forclaz, 74210 Montmin. Der kan reserveres ture på hjemmesiden.

udsigt-sø-annecy-fra-chateau-menthon-saint-bernard

Lac d’Annecy er en af Frankrigs reneste søer, og der er flere små strande rundt om søen. Vi var ved en fin en af slagsen ved byen Duingt på søens vestlige side. Der er gode parkeringsmuligheder, græs og skygge, og en lille restaurant, hvis man bliver sulten. Har man lyst til at bade, men bare ikke i søen, er der udendørs swimmingpools flere steder, blandt andet Piscine des Marquisats tæt ved Annecy

Piscine des Marquisats, 29 rue des Marquisats, 74000 Annecy. Bassiner og badeland. 

Har du ikke mod på de høje bjerge, men vil alligevel gerne have cyklen med på ferie, så byder Annecy også på en Voie Verte – en grøn rute på 36 km langs søens vestlige side helt ned til byen Ugine, hvor man både må cykle, gå og løbe på rulle skøjter. Ruten ligger beskyttet og afskærmet fra den travle landevej langs søen. Hvis du ikke har din egen cykel med og lysten opstår, kan man leje cykler flere steder i og omkring Annecy og søen. Her kan du se Voie Verte ruten i Annecy.

compagnie-des-bateaux-annecy

Det er selvfølgelig også muligt at komme ud på søen. La Compagnie des bateaux tilbyder sejlads fra Annecy og ud på søen med ture af kortere eller længere varighed. Kronjuvelen i bådselskabets program er La Libellule, der er en turbåd lidt i stil med les bateaux mouches på Seinen i Paris. Den sejler ud hver dag midt på dagen og om aftenen på en to timers tur inklusive frokost eller middag om bord.

La Compagnie des bateaux, 2 Place aux bois, 74000 Annecy (på hjørnet lige overfor, hvor selskabets både lægger til)

Vil man derimod gerne ud på søen alene, er der mange muligheder for bådudlejning i næsten hver eneste lille by rundt om hele søen. Hvad enten man vil leje motoriserede både eller sejlbåde, med eller uden “kørekort”, bådcykler, kajakker, kanoer osv, kan det lade sig gøre. Tjek i nærheden af, hvor I skal bo ved søen. Der er garanteret en bådudlejning.

 

Måske vil du også synes om: