L’Hermine (Hermelinen)

hermelinen-lhermineFilmen L’Hermine (Hermelinen) med Fabrice Luchini og Sidse Babett Knudsen i de bærende roller, er ikke bare eet, men to stille dramaer, der kører parallelt filmen igennem.

I provinsretssalen i den lille by Saint-Omer i det nordlige Frankrig skal endnu en nævningesag til at tage sin begyndelse. Retsformanden Michel Racine (Fabrice Luchini) har influenza, er mere gnaven end sædvanlig, og hans læge har beordret ham sengeliggende. Alligevel sidder han i sin retssal, da narkoselægen Ditte Lorensen-Coteret (Sidse Babett Knudsen) træder ind som den sidste af de valgte nævninge. Herfra starter to stille, men intense dramaer, som udvikles i løbet af filmen.

Michel Racine er kendt som en hård dommer, der ikke uddeler straffe under 10 år. Han er frygtet af de tiltalte, og blandt advokaterne og hans meddommere har han ry for at være følelseskold. Han er også professionel til fingerspidserne, og på trods af at konen har smidt ham ud og han bor midlertidigt på hotel, og på trods af en slem influenza med høj feber, møder han op i sin retssal, hvor en ung far er på anklagebænken for at have sparket sit 7 måneder gamle barn ihjel. Den unge mor sidder ved siden af sin advokat som den forurettede i sagen.

Da narkoselægen Ditte Lorensen-Coteret træder frem som den sidste nævning i den lodtrækning, der finder sted, genkender Racine hende. Men det er først efter en lang dags retsmøde at vi får løftet den første flig af deres forhistorie. Og vi må vente til efter anden dags retsmøde for at få fortsættelsen, og til efter tredie dags retsmøde og votering på at få slutningen. Som måske bliver en begyndelse.

Det ene drama udspilles i retssalen. En scene, hvor alle har foruddefinerede roller: Retsformanden, hans meddommere, den tiltalte, den forurettede, vidnerne, nævningene, tilskuerne. Handlingen er oprulningen af sagen. Har den knugede, dybt berørte unge far virkelig slået sit barn ihjel, eller er der andre forhold, der spiller ind?

I kulissen, bag scenen, spiller det stille drama mellem Racine og den kvinde, hvis smilende øjne var det første han så, da han vågnede efter en operation (og helt ærligt: hvem bliver ikke varm når Sidse Babett Knudsen skruer op for smilet?). De to har nogle tråde, de skal have redet ud.

Det er ikke tilfældigt, at han hedder Racine (jeg tror heller ikke det er tilfældigt, at hun hedder Ditte…). Det er ikke tilfældigt, at han har et rødt halstørklæde og at hun bærer en rød frakke. Det er ikke tilfældigt, at hun i filmens slutscene bærer en blå jakke, og hans orden med det blå bånd, som han bærer i sin dommerkappes hermelinkant, kommer i fokus (han er Officier de l’Ordre National du Mérite). Dramaerne i denne film ligger i detaljerne: I et skævt smil, en bevægelse, et usikkert blik eller i to blikke der mødes.

Det er fransk film når den er bedst. Underspillet og nærværende.

 L’Hermine spiller i Grandteatret i København, Øst for Paradis i Aarhus, i flere mindre biografer rundt om i landet samt i nogle af Nordisk Films biografer.

Måske vil du også synes om:
massif des bauges

Når det regner i bjergene…

Vejret skifter ofte i bjergene, og det kan godt betale sig at holde et vågent øje med vejrudsigten for lokalområdet. Som Kæreste gjorde, den dag vi skulle op på Aiguille du Midi, eller da vi udforskede La Route des Grandes Alpes. Men når bjergene har trukket de regntunge skyer godt og grundigt ned over ørerne er der ikke så meget ved at køre op i højderne. Det ved de også godt på Annecys turistbureau, hvor de har samlet en lang række ideer til, hvad man kan lave, hvis skyerne hænger lavt og det regner.

massif des bauges

Vi havde en tre-fire dage, hvor vejret ikke var optimalt. En af dagene tog vi på opdagelse i le Massif des Bauges, som er det bjergmassiv, der ligger mellem Annecy-søen og Chambéry, Aix-les-Bains og Lac du Bourget. Området er også klassificeret som nationalpark. I de små landsbyer i bjergmassivet bor de lokale, hvor de lever af landbrug, husdyrdrift og ostefremstilling. Blandt andet den lækre Tome des Bauges, som kun laves her. I bjergmassivet kan man gå lange vandreture, teste sin cykelform op til Crêt de Châtillon i 1670 meters højde, eller gå på jagt efter nogle af de grotter, der ligger i området. Hvis man gerne vil væk fra de turistede områder i Annecy by og de små byer omkring søen, så er Massif des Bauges et godt sted at tage hen.

massif des bauges

Vi endte på en lokal restaurant i Lescheraines, hvor vi fik frokost. Dagens menu med tre retter for 13€ per næse. Hovedretten var tartiflette au reblochon, en af egnsretterne her i Savoyen. Det er i store træk flødestuvede kartofler med lardons (baconstykker), og med gratineret reblochon-ost ovenpå. Lokalt, enkelt og virkelig smagfuldt!

Tartiflette

Tartiflette

Jeg har altid været fascineret af de underjordiske huler man kan finde i bjergområder, og det er som regel noget af det, jeg kigger efter, når vi planlægger en ferie der inkluderer bjerge. Der er flere større grotter i bjergene omkring Annecy, og på en af regnvejrdagene besøgte vi les grottes du Cerdon, som ligger godt 16 kilometer sydvest for byen Nantua, og godt en times kørsel vest for Annecy.

Man kan kun komme ned i grotten med en guide, og turen tager cirka en times tid. Den snævre underjordiske hule med både stalagmitter og stalaktitter er skabt af en underjordisk flod under istiden, og munder ud i en kæmpestor grotte. Her kan man enten kan gå op til overfladen igen, eller fortsætte gennem det kæmpestore galleri ned igennem endnu en smal passage, der munder ud i en klippeafsats med vid udsigt over Cerdon-dalen. På jordoverfladen omkring grotten er der lavet en park med aktiviteter for børn, hvor de kan lære mere om istiden og de forhistoriske mennesker, så det er en udflugt som både voksne og børn har fornøjelse af.

Og når sol og regn veksler i bjergene kan man være heldig at se, hvor regnbuen begynder – eller ender – på klippen lige overfor, hvor vi boede.

regnbue sevrier

Måske vil du også synes om:

Mads Anders Baggesgaard: Nye franske verdener

Nye franske verdenerANMELDELSE

Fransk litteratur er under historisk forandring i disse år, fra et nationalt til et langt mere globaliseret perspektiv. Mads Anders Baggesgaards bog Nye franske verdener, der netop er udgivet på Aarhus Universitetsforlag, beskriver ændringerne og analyserer tendenserne.

Bogens omdrejningspunkt er globaliseringens indtog i litteraturen – i dette tilfælde den klassiske franske litteraturtradition – og hvordan det påvirker den måde vi læser litteratur på, og derigennem forstår vores plads i verden på.

Efter et introducerende kapitel og et kapitel med metodiske og teoretiske overvejelser, falder resten af bogen i to dele. Første del placerer den franske litteratur i forhold til de kulturpolitiske tiltag, forskellige franske præsidenter har iværksat siden 2. verdenskrig. Her er det særligt Nicolas Sarkozys kulturpolitik der sættes fokus på, med analysen af Yasmina Rezas bog L’aube le soir ou la nuit. Rezas bog blev til, efter at hun fik tilladelse til at følge Sarkozy tæt i en periode op til det præsidentvalg, som han vandt.

I anden del af bogen sættes der fokus på en række litterære værker, der alle på forskellige måder reflekterer den globalisering, der er på spil. Gennem en række analyser af romaner af blandt andre Georges Perec, Serge Doubrovsky, François Bon, Michel Houellebecq, Pierre Alféri og Boualem Sansal, tages læseren med på en rejse gennem de forskelige måder, globaliseringen kommer til udtryk på, og hvordan den ændrer litteraturens udtryk og viser vejen til en ny, fransk(sproget) litteratur.

En af de mest fremtrædende tendenser der fremanalyseres i bogen er medierealismen, hvor flere franske forfattere, blandt andre Michel Houellebecq, Marie Darrieussecq og Amélie Nothomb, bruger den nye medievirkelighed til at sætte den litterære dagsorden. Mads Anders Baggesgaard beskriver begrebet ’medierealisme’ som de analyserede værkers undersøgelser af “[…] skæringslinjen mellem tradition og globalisering, som medier og økonomi skaber for jetsettet og for almindelige franskmænd”, og som sættes på spidsen, ofte ud i “det absurde og hos Houellebecq ligefrem i det utopiske”.

Det er til tider komplekse analyser af de nævnte forfatteres værker der kommer på bordet, men der er spændende indsigter at hente for den, der kan holde koncentrationen og tungen lige i munden undervejs.

Nye franske verdener er en viderebearbejdelse af Mads Anders Baggesgaards ph.d. afhandling fra 2010, tilføjet en række artikler der tidligere har været udgivet i forskellige tidsskrifter.

Bogens opbygning er den klassiske akademiske struktur som starter med en problemstilling, for derefter at arbejde sig igennem en indledning der opsummerer hele bogen. Derefter kommer et kapitel, der redegør for de teoretiske og metodiske overvejelser, der efterfølgende bliver styrende for den række analyser af litterære værker, Baggesgaard bruger til at påvise, hvordan globaliseringen har gennemsyret den franske litterære tradition. Til slut samles alle tråde i en grundig konklusion.

En ph.d. afhandling er et stykke originalt forskningsarbejde som typisk skrives for en meget snæver kreds af mennesker, med det formål at forfatteren opnår en ph.d. grad. Målgruppen (læserne) er underforstået og tæller først og fremmest ph.d. afhandlingens bedømmelsesudvalg, vejleder og bivejleder, og dernæst de forskere og fagfæller, der har interesse i forskningsprojektet og hvad det bidrager med af ny viden.

Når man viderebearbejder en ph.d. afhandling med henblik på udgivelse til en bredere offentlighed, er der til gengæld tale om faglig formidling af forskning (i dette tilfælde indenfor fransk litteratur). Her giver det mening at overveje, hvem det er man formidler til. Er det stadig kun fagfæller og litteraturstuderende, der har forudsætningerne for at læse tekster der ligger højt på abstraktionsstigen? Eller vil man gerne nå bredt ud, og også fange almindelige, litterært interesserede læsere? Den overvejelse savner jeg i bogen.

Disse ting skal man lige holde sig for øje, når man begynder at læse. Gør man det, venter der læseren en grundig, saglig og uhyre interessant rejse i de nye globale tendenser, der præger fransk litteratur i disse år.

Nye franske verdener, Mads Anders Baggesgaard. Aarhus Universitetsforlag (2016), i serien Verdenslitteratur. 292 sider (siderne 213-292 er fyldige noter, en omfattende litteraturliste, en liste over illustrationer samt en forfatternote).

Måske vil du også synes om:

Er der ikke andre måder at vise sin kærlighed på?

Cadenas Pont des Arts kærlighedslåse

Så er den gal igen. Eller rettere: Den er stadigvæk gal….

Kan du huske at et gitterfag på Pont des Arts kollapsede i juni 2014 under vægten af de mange kærlighedslåse? Og at Paris’ bystyre efterfølgende afmonterede alle gitterfagene på Pont des Arts for at erstatte dem med glas? Det skrev jeg et indlæg om sidste år, efter at jeg selv havde oplevet Pont des Arts i maj 2014, kort før gitterfaget kollapsede.

Kort efter kollapset gik arbejdet med at fjerne alle gitterfagene på Pont des Arts i gang, og efterfølgende fik en ansat ved Paris’ bystyre den geniale og romantiske ide at smelte de fjernede låse om til ringe.

Men det har ikke hjulpet alverden, og problemet er blot blevet flyttet.

Trods alle bystyrets både humoristiske og mere strikse henstillinger til de elskende om at vise deres kærlighed på andre måder end ved at skæmme byens kulturarv, er problemet blot blevet flyttet. Nu er det gitterfagene på Pont Neuf omkring statuen af Henri IV der er så overlæssede, at de er i fare for at kollapse. Og flere andre broer ligeledes.

Så nu går bystyrets tekniske afdeling i gang med at sætte skiltning op, der opfordrer folk til ikke at hænge en kærlighedslås op, og samtidig understreger at der ER andre måder at vise sin kærlighed på.

Jeg forstår godt den bagvedliggende ide om, at folk vil vise hinanden deres kærlighed ved at hænge en lås op på en bro i byernes by. Jeg forstår til gengæld ikke, at deres forgabelse i den ide overskygger deres lige så erklærede kærlighed til byen selv, og at de er villige til at være med til at ødelægge byens monumenter for at realisere den ide. I mit hoved er det ordet ‘egoistisk’ der først popper op. Jeg forstår ikke, at folk ikke kan finde på andre måder at vise deres udkårne (og åbenbart resten af verden) deres kærlighed!

Hvad mener du?

Lacets-montvernier

La Route des Grandes Alpes #2

“Bon appétit” råbte gruppen af cykelryttere til os. “Merci, et bonne route !” sendte vi retur. Vi sad og fik frokost ved foden af les Lacets de Montvernier. De skulle op ad de 18 smalle hårnålesving på cykel. Vi havde lige taget turen op og ned igen. I bil.

Dag 2 af vores udforskning af la Route des Grandes Alpes blev en dag, hvor vi passerede flere af de legendariske bjerge som Tourfeltet har besteget gennem tiden, og en dag, hvor Kærestes begejstring for bjergene smeltede sammen med min ditto for Tour de France. Fire dage tidligere havde vi kørt første etape, fra Beaufort til Saint-Michel-de-Maurienne. I den mellemliggende tid havde bjergene haft skyerne trukket godt ned om ørerne. Det er ikke optimalt, når man vil opleve de højeste bjerglandskaber på tætteste hold.

Les Lacets de Montvernier ligger ikke på selve alperuten, men alligevel ret tæt ved. Vi kørte fra Annecy og sydpå til Saint-Michel-de-Maurienne ad motorvej A43, og Les Lacets – de 18 skrappe hårnålesving der fører op til landsbyen Montvernier – kan ses fra motorvejen, når man er cirka 20 kilometer nord for Saint-Michel-de-Maurienne. Hårnålesvingene blev for alvor berømte sidste år, da Tourfeltet for første gang blev sendt op ad de omkring 3 kilometer. Da jeg fandt ud af at vi ville køre lige forbi dem, blev de sat på dagsruten. Jeg ville op og ned ad dem igen for selv at opleve vejen.

De er så smalle og stejle, at jeg måtte køre i 1. gear det meste af vejen op, og samme lave gear hele vejen ned. Og det er altså ikke fordi jeg er en pivskid. Stigningerne og de skrappe hårnålesving sammen med den smalle vej, hvor to biler ikke kan passere hinanden, gør det simpelthen umuligt at køre hurtigere. Oven i det skal lægges hensynet til de mange cykelryttere, der er enten på vej op eller ned. Den pragmatiske bilist har ikke lyst til at køre en af dem ned. Den hensynsfulde bilist vil ikke ødelægge cyklistens rytme ved at genere vedkommende for meget.

Vi konstaterede ved selvsyn at der var en indlysende, sikkerhedsmæssig grund til at tilskuere var forbudt på opkørslen, da Tourfeltet blev sendt op: Det er en asfalteret gedesti, hvor end ikke to almindelige biler kan passere hinanden. At tillade tilskuere i de 18 hårnålesving ville have været hasarderet. Det var i sig selv modigt, grænsende til det dumdristige, af Tourledelsen at sende hele feltet op ad den vej.

Efter frokost fortsatte vi de sidste kilometer til Saint-Michel-de-Maurienne. Her var vi kørt fra alperuten efter vores første etape, og her drejede vi ind på ruten igen. Straks efter starter opstigningen til Col du Télégraphe, som feltet har været over adskillige gange gennem tiden. Efter Col du Télégraphe fortsætter ruten gennem bjergmassivet uden helt at komme ned fra højderne igen, inden opkørslen til Col du Galibier – endnu et Tourbjerg – begynder. Ruten mellem de to bjerge er nok noget af det smukkeste, vi har set på denne tur. For hvert sving var der nye panoramaer, nye dramatiske landskaber og åndeløst betagende udsigter.

col-du-galibier

Efter Col du Lautaret kørte vi væk fra alperuten og mod Le Bourg d’Oisans. Tourtosser, cykelentusiaster og andet godtfolk ved, at det bynavn betyder opkørsel gennem 21 hårnålesving til Alpe d’Huez. Tourbjerget over dem alle. Vi kørte selvfølgelig hele vejen op. Sammen med alle de cyklister, som i lighed med de andre høje bjerge i alperne selvfølgelig også skal prøve kræfter med Alpe d’Huez. Og toppen er tydeligt mærket af, at Touren så ofte har været forbi. En officiel Tour-merchandise butik, cykelshops og pitstop for de mange seriøse amatørcyklister, der har besejret bjerget og puster ud, mens kæresten/ægtefællen/kammeraten i følgebilen giver solide skulderklap over bedriften.

alpe d'huez

alpe d'huez

Det blev endnu en lang men god dag i bjergene. Vejret var perfekt og da vi kom tilbage til Annecy var vi begge trætte men begejstrede over de naturoplevelser, dagen havde budt på. Næste gang tror jeg vi anskaffer os vandrestøvler og kaster os ud i at prøve vandreture i højderne.

INFO: La route des Grandes Alpes er åben fra juni til oktober – men kan være lukket på visse strækninger pga vej- eller vejrforhold. Det vil typisk være over bjergtinderne, og typisk vil det være annonceret ved begyndelsen på opstigningen. For der er altså kun een vej op – og ned igen… Der er få barer/caféer undervejs, men de ved godt, hvad de vil have for mad og drikkevarer. Det er en rigtig god ide selv at medbringe en god frokost, vand og måske kaffe/småkager. Selvom man vælger – som vi gjorde – kun at køre et par hundrede kilometer, så går der alligevel mange timer med at køre, tage billeder (nogle gange for hver 500 meter eller noget) og holde frokostpause og andre små pauser. Tiden går hurtigt sådan en dag.

Regionerne, som la Route des Grandes Alpes løber igennem, har lavet en hjemmeside med ruten, dens historie, forslag til overnatninger, vandreruter, planlægning for cyklister der vil prøve kræfter med Tour de Frances klassiske bjerge og forslag til ture for motorcyklister. Den finder du HER.

 

Måske vil du også synes om:
La Route des Grandes Alpes

La Route des Grandes Alpes #1

Indrømmet. Jeg var lige en anelse muggen den morgen. Bare en snert. For jeg vidste jo godt at han havde ret, Kæreste. Han havde presset på for at komme afsted lige efter morgenkaffen. Vejret tegnede ikke godt resten af ugen, med regnvejr, torden og lavthængende skyer. Det matcher ikke en tur i bjergene for at se de helt store udsigter. Men det var dagen efter vi havde været i Chamonix, og jeg havde ikke lige den store lyst til at sidde mange timer i en bil igen, selv om det ville være i selskab med de smukkeste udsigter hele dagen igennem.

Vi skulle køre et par hundrede kilometer ad la Route des Grandes Alpes den dag. Dag 1 af to dage, vi havde sat af til at opleve bjergene på helt tæt hold. Det blev en lang og god dag med panoramaudsigter så langt øjet rækker, sneklædte tinder, brusende gletschervandfald og smukke grønne dale, i selskab med cykelmotionister, motorcyklister og andet godtfolk.

La Route des Grandes Alpes går fra Thonon-les-Bains ved Genève-søen og helt ned til Middelhavet ved Nice. I alt omkring 700 kilometer ad små snoede bjergveje, dybe grønne alpedale og høje bjergpas. Så høje, at ruten først åbner i juni, når sneen er smeltet i højderne, og lukker igen i oktober, når sneen falder igen.

I begyndelsen af 1900-tallet begyndte arbejdet med at forbinde og forbedre de små bjergveje, der bragte forsyninger til de fjerntliggende og isolerede bjerglandsbyer. Den gryende turisme og muligheden for at komme frem ved hjælp af den nye opfindelse, automobilet, gjorde, at interessen for også at komme op i bjergene voksede. I 1937 blev vejen over Col de l’Iseran, tæt ved Val d’Isère, åbnet.

La Route des Grandes Alpes

Den dag kørte vi fra Annecy og drejede ind i bjergmassivet ved Albertville. Ved Beaufort fandt vi D902, som ruten hedder på det stykke. Vi kørte forbi dæmningen Roselend med den turkisgrønne sø, og fortsatte op til le cormet de Roselend, som er et bjergplateau i 1968 meters højde, med grønne enge og et brusende gletschervandfald. Her fik vi frokost til lyden af klokker om halsen på de græssende, chokoladebrune køer.

Efter frokost kørte vi videre, ned mod Bourg-Saint-Maurice og videre til Sainte-Foy-Tarentaise. Næste højdepunkt var Col de l’Iseran, den højeste bjergvej i Europa. Opkørslen starter lige efter skisportsbyen Val d’Isère, og tog os ad skrappe hårnålesving med bratte skrænter op i 2770 meters højde. Undervejs stoppede vi mange gange. For at nyde panoramaerne, den efterhånden ret kølige luft, og – selvfølgelig – tage en masse billeder. For hver gang vi stoppede måtte vi være opmærksomme på de cyklister og motorcykler, der var på vej både op og ned. Faktisk var der flere end der var biler!

Nedkørslen fra Col de l’Iseran har så betagende smukke udsigter og vilde bjerglandskaber, at vi igen stoppede mange gange. Faktisk blev det en smule for meget til sidst, synes jeg, så når Kæreste for gud-ved-hvilken-gang stoppede for at tage billeder, begyndte jeg at lede efter edelweiss – Alpernes ikoniske blomst. Og jeg fandt en! Den eneste på hele turen, faktisk. Helt alene stod den der i sin grøftekant og knejsede, med udsigt ned over Col de l’Iserans sydlige bjergside. Jeg lod den stå. Jeg tror faktisk edelweiss er fredet og må ikke plukkes…

Route des Grandes Alpes

la Route des Grandes Alpes

Da vi nåede helt ned i dalen ved Bonneval-sur-Arc var det blevet kaffetid. Klokken var blevet hen ad 16 og vi havde stadig nogle timers kørsel foran os. Når man kører på la Route des Grandes Alpes kan man ikke bare lige dreje fra og tage motorvejen hjem.

Efter kaffepausen fortsatte vi ned mod Modane og videre til Saint-Jean-de-Maurienne, hvor vi kunne komme på motorvejen tilbage til Albertville, og videre ad landevejen tilbage til Annecy, hvor vi landede igen ved 20-tiden.

Jo, det var en lang dag – men det var også alle timerne i bilen værd. Og det var godt at Kæreste insisterede på at komme afsted i det gode vejr. Dagen efter hang skyerne lavt over bjergene ved Annecy.

INFO: La route des Grandes Alpes er åben fra juni til oktober – men kan være lukket på visse strækninger pga vej- eller vejrforhold. Det vil typisk være over bjergtinderne, og typisk vil det være annonceret ved begyndelsen på opstigningen. For der er altså kun een vej op – og ned igen… Der er få barer/caféer undervejs, men de ved godt, hvad de vil have for mad og drikkevarer. Det er en rigtig god ide selv at medbringe en god frokost, vand og måske kaffe/småkager. Selvom man vælger – som vi gjorde – kun at køre et par hundrede kilometer, så går der alligevel mange timer med at køre, tage billeder (nogle gange for hver 500 meter eller noget) og holde frokostpause og andre små pauser. Tiden går hurtigt sådan en dag.

Regionerne, som la Route des Grandes Alpes løber igennem, har lavet en hjemmeside med ruten, dens historie, forslag til overnatninger, vandreruter, planlægning for cyklister der vil prøve kræfter med Tour de Frances klassiske bjerge og forslag til ture for motorcyklister. Den finder du HER.

Måske vil du også synes om:

Monsieur Chocolat

Monsieur Chocolat

Filmatiseringen af historien om den første sorte klovn i Frankrig, Chocolat, havde Danmarkspremiere i torsdags, og jeg var i Øst for Paradis i Aarhus for at se den. Det er en vellykket fortælling, der er munter på overfladen men dybt sørgelig i de underliggende lag.

Vi møder Chocolat i et hensygnende, omrejsende cirkus, hvor han spiller en vild afrikansk stammehøvding. Det var dengang, cirkus levede af at fremvise ‘freaks’, altså mennesker der var afvigende fra normalen, både i højde, drøjde, hudfarve und so weiter… Klovnen Footit er mødt op for at forsøge at få et job som klovn. Hans egen karriere er for nedadgående. Han ser Chocolat optræde, og får ideen til en duo – den hvide klovn sammen med en sort. Deres første optræden er en fiasko, men de finder rytmen og bliver lynhurtigt en dundrende succes. Så meget at direktøren for det prestigefyldte Nouveau Cirque i Paris hyrer dem. I La Belle Epoques mondæne Paris trækker de fulde huse, og successen vil tilsyneladende ingen ende tage. Vi som biografpublikum griner sammen med det mondæne cirkuspublikum i filmen, når Footit og Chocolat laver deres sketches og slapsticknumre i manegen.

Men under den glitrende overflade af succes ligger temaer som racisme, spillegæld, koloniherrementalitet, ulighed, narkotikamisbrug (dengang hed stoffet opium og laudanum), og et menneskes ønske om blive set som menneske, og ikke som en hudfarve. Chocolat vil mere end at være den hvide klovns prügelknabe, mere end at være den sorte klovn der får los bagi aften efter aften. På toppen af deres succes afbryder Chocolat samarbejdet med Footit. Han har ambitioner, og ansporet af sit livs kærlighed, sygeplejersken Marie, prøver han kræfter med det seriøse teater i rollen som Shakespeares Othello, den sorte maurer.

Den hvide klovn Footit er realisten og overleveren, hvis malede røde klovnemund hænger mere og mere i mundvigene efterhånden som filmen (og årene) skrider frem. Chocolat er den opstigende stjerne, en grim ælling der bliver en smuk svane der vil opleve det hele, tager verden ind og ender med at brænde vingerne og falde til jorden i glemsel. Omar Sy som Chocolat og James Thiérrée som Footit komplementerer hinanden formidabelt som den sort-hvide duo.

Filmen følger Chocolat, fra han møder den hvide klovn Footit til han dør i Bordeaux, fattig og glemt. Den følger ikke den rigtige Chocolats livsforløb slavisk, og tager sig nogle digteriske friheder undervejs i forhold til den autentiske historie. Det er set før og må siges at være forventeligt, når et autentisk livsforløb skal koges ned til spillefilmslængde. Det ændrer heller ikke ved at fortællingen er vellykket og filmen i den grad er værd at gå ind og se.

Historien om den sorte klovn Chocolat blev hentet ud af glemslen efter at historikeren og sociologen Gérard Noiriel fra EHESS i Paris (École des Hautes Etudes en Sciences Sociales) skrev bogen Chocolat, clown nègre : l’histoire oubliée du premier artiste noir de la scène française, der blev udgivet i 2012 på forlaget Bayard. Siden var Noiriel med til at skrive et teaterstykke om historien om den første sorte klovn i Frankrig, og det er den historie der nu er blevet til en film.

Monsieur Chocolat spiller i Grandteatret i København, Øst for Paradis i Aarhus, i flere mindre biografer rundt om i landet samt i nogle af Nordisk Films biografer.

Billede: Fra Wikimedia Commons

Måske vil du også synes om: