Styrke og sårbarhed – en aften med Delphine de Vigan

delphine-de-vigan-aarhus

Aarhus Universitets store Aula tog imod onsdag aften, da Authors in Aarhus i samarbejde med Institut français bød den prisbelønnede franske forfatter Delphine de Vigan velkommen til Aarhus. Den smukke festsal, der har lagt sildebensparket til utallige årsfester, konferencer, dimissioner og kongelige besøg, var fuldt oplyst med det særlige, bløde lys fra PHs store spirallamper i loftet, som gør den store sal til en hyggelig stue i stort format. Mere end halvdelen af de omkring 500 læderstole var optaget af forventningsfulde litteraturinteresserede, der var kommet for at høre Delphine de Vigan i samtale med lektor i fransk Steen Bille Jørgensen. Det er usædvanligt mange til et litterært arrangement – på fransk – i Aarhus!

Samtalen begyndte med den sidst udkomne af Vigans romaner: Prix Renaudot-vinderen fra 2015 D’Après une histoire vraie, der er udkommet på dansk med titlen Baseret på en sand historie. Centralt i historien står fortælleren Delphine, der efter sit internationale litterære gennembrud nu står med forventningspresset om at levere endnu en bestseller. Så møder hun kvinden L, der hurtigt får mere og mere indflydelse på Delphine, der står vaklende overfor, hvordan den nye roman skal udformes. Det er selvbiografisk, og så alligevel ikke: “Delphine er fortælleren,” svarede Vigan kryptisk, da Steen Bille Jørgensen spurgte ind forfatterens ide til romanen. “Det er ikke nødvendigvis mig,” med henvisning til at forfatter og fortæller normalt er to forskellige personer i romansammenhæng.

Forholdet mellem romanens to kvinder beskrives af Vigan som værende et vekslende styrkeforhold mellem to selvstændige kvinder, der i løbet af romanen nærmest lukker sig om sig selv, med et behov for at spejle sig i hinanden. En slags modsatrettet samhørighed og modstand. I en situation, hvor fortælleren Delphine tvivler og vakler mellem sin foregående romans store succes og manglende inspiration til den kommende, tager kvinden L mere og mere over, og vil bestemme, hvad den nye roman skal handle om.

På spørgsmålet om den fraværende maskuline kraft i bogen svarede Vigan, at hun havde fået samme spørgsmål i København, og at det måtte være en kulturelt betinget, dansk måde at fokusere på: “Alle kan opleve at være sårbare eller stærke, det har ikke så meget at gøre med køn, men mere med selve relationen mellem to mennesker”.

På et tidspunkt kan jeg ikke lade være med at tænke, at der er både sårbarhed og styrke over Vigan, som hun sidder der på scenen i det bløde projektørlys. Finttegnede ansigttræk, krøllet, mellemblondt hår og en væver figur. Lillebitte i det store rum. Der er godt varmt i salen, selv nede på de bageste rækker, og der lugter af varme radiatorer. Hvordan mon det er at sidde midt i projektørlyset?

Romanen Rien ne s’oppose à la nuit er det litterære gennembrud, der sendte Vigan ind på de internationale bestsellerlister. Det er historien om hendes mor, der var maniodepressiv og endte med at begå selvmord. “Hvorfor følte du behov for at søge i arkiver og researche til historien om din egen mor?”, lød et af de første spørgsmål. Det var, forklarede Vigan, i et forsøg på at forstå. Forstå den psykiske lidelses udspring, genopleve sin barndom og lære moderen at kende gennem familiens oplevelser. En opvækst med en maniodepressiv mor er noget, der har præget Vigan dybt, og hun havde et ønske om at forstå moderens lidelse, og at forstå, hvad der i den forbindelse overføres til de yngre generationer.

“Kan man sige, at sårbarheden (la vulnérabilité) er et centralt tema i dit forfatterskab?” spurgte Steen Bille Jørgensen afslutningsvis. “Ja, sårbarheden er noget, jeg har tæt på”, svarede Vigan. “Ting kan svinge fra lys til skygge og tilbage til lyset”.

Et eksistentielt livsvilkår.

De halvanden times samtale fløj afsted, og Delphine de Vigan og Steen Bille Jørgensen nåede langt omkring i de to romaner. I forhallen kunne man købe hendes bøger, og mange stod i kø til den efterfølgende bogsignering, hvor Vigan tålmodigt tog sig tid til et par ord med hver person, der fik signeret en bog. En halv time efter arrangementets afslutning stod der stadig 25-30 mennesker tålmodigt ventende på, at det blev deres tur.

Noget tyder på, at Vigans romaner har ramt noget i tiden, som hendes læsere kan genkende.

Mandag den 10. oktober holder Authors in Aarhus læsekreds på Viby Bibliotek om Vigans to romaner Alt må vige for natten og Baseret på en sand historie. Arrangementet er gratis og vil foregå på dansk. Er du interesseret, kan du læse mere og tilmelde dig på Authors in Aarhus’ hjemmeside her.

Måske vil du også synes om: