Virginie Despentes: Vernon Subutex 1

vernon-subutex-frontANMELDELSE

Den franske forfatter Virginie Despentes’ roman Vernon Subutex 1 udkom i dansk oversættelse i går på forlaget Tiderne Skifter. Det er en på en gang deprimerende, fascinerende og sprogligt underholdende fortælling om social deroute og enhver-er-sig-selv-nærmest. Romanen er første bind i en trilogi.

Vernon har i 25 år haft en ikonisk pladeforretning med rockmusik i Paris. Trods hans uudtømmelige viden om rockmusik slog musikindustriens digitalisering butikken ihjel, og Vernon blev tvunget til at lukke. Op gennem 1980erne og 90erne har et væld af mennesker haft deres gang i butikken, det var sex, drugs og rock’n’roll dengang, og mange af butikkens kunder blev Vernons venner og bekendte. Nu sidder han i sin lejlighed og hutler sig igennem dagene. Dagpenge eller kontanthjælp får han ikke, og da fogeden sætter ham på gaden accelererer hans deroute. Han får et kvarter til at pakke en taske med blandt andet tre videobånd, som en af vennerne fra pladebutikken, der er blevet en berømt sanger, indspillede kort før sin død, og overlod til Vernon.

De kommende måneder sofasurfer Vernon rundt på diverse venners og bekendtes for det meste modvillige gæstfrihed. Fælles for dem alle er, at de har været en del af kredsen omkring Vernons pladeforretning, og kender ham og hinanden i forskellige konstellationer. Et fascinerende persongalleri oprulles. Mange af dem, der i 1980erne var unge og rebelske, er blevet desillusionerede, satte bedsteborgere.

Mens Vernons sociale deroute fortsætter, rygtes det i miljøet, at han er i besiddelse af videobåndene. En selvoptaget filmproducer frygter de indeholder noget kompromitterende, og sætter en sporing af Vernon i gang. Men han er ikke den eneste, der vil finde Vernon, der til sidst løber tør for bekendtes sofaer. Vernons frie fald fra en verden med job og indtægt til en parallel verden, hvor han uden økonomisk og socialt sikkerhedsnet til sidst står på gaden som hjemløs, får en modsætning i den digitale verden. Eftersøgningen efter ham går viralt, og under hashtagget med hans navn er han uvidende blevet en stjerne på nettet. Og det er ved hjælp af den digitale verden, at han bliver fundet.

…Og der slutter bogen, med en cliff-hanger og indtil flere løse ender. Flere af personerne, der er blevet introduceret for læseren, har ikke opfyldt deres formål så at sige, og sagen med den berømte sangers videobånd, som ingen ved, hvad reelt indeholder, er ikke afsluttet. Og er Vernon død, eller lever han stadig?

Det får vi forhåbentlig svar på i bind 2 og 3 af trilogien. Forlager oplyser, at den danske oversættelse af bind 2 kommer i 2018. Bind 3 er endnu ikke udkommet i Frankrig.

Virginie Despentes skriver i et usentimentalt og ufiltreret, råt-for-usødet sprog, og personerne i romanen er beskrevet med en stor, psykologisk indsigt. Gennem de tanker som karaktererne er talerør for, høres en underliggende samfundskritik. Det har utvivlsomt været sin sag at få den særlige sproglige stil med over i den danske oversættelse, og chapeau til oversætteren Mette Olesen for den bedrift!

Virginie Despentes Vernon Subutex 1, Forlaget Tiderne Skifter (udkommet 29. november 2016). 327 sider.

Måske vil du også synes om:
la-fille-de-brest-affiche-haut-et-court-distr

Sidse Babett Knudsen i ny fransk film

I onsdags – 23. november – havde en ny fransk film med Sidse Babett Knudsen i hovedrollen fransk premiere.

La Fille de Brest er instrueret af Emmanuelle Bercot og er baseret på virkelige begivenheder.

En lungelæge på hospitalet i Brest opdager, at der er en sammenhæng mellem dødsfald på hospitalet og indtagelsen af lægemidlet Mediator, der var udbredt brugt i behandlingen af diabetes i Frankrig midt i 00erne. Sidse Babett Knudsen spiller hovedrollen som Irène Frachon, lungelægen der opdager, at der er en sammenhæng mellem dødsfaldene og lægemidlet. Vi følger hende fra den første, lille mistanke og til sagen eksploderer og bliver en offentlig medicinalskandale.

Filmen er baseret på den bog, som virkelighedens Irène Frachon skrev i kølvandet på sin kamp for at få forbudt benflourex, der er det aktive stof i lægemidlet Mediator, og som var mistænkt for at forårsage hjertestop hos patienterne. Man antager at op til 2000 patienter døde som følge af brugen af Mediator. Frachon gennemførte sine egne, videnskabelige tests, der bekræftede hendes mistanke. Men der er mange penge og magtfulde firmaer i medicinalindustrien, og de offentlige medicinalovervågningsinstanser tøvede med at offentliggøre sagen. Da Frachons bog Mediator 150mg – Combien de morts ? udkom i 2010 anlagde medicinalfirmaet Servier, der producerede og solgte millioner af Mediatorpiller i perioden 1976-2009, sag mod hende for injurier.

Det er de begivenheder, filmens handling er bygget over.

Hvad siger kritikerne?

Filmen er blevet overvejende godt modtaget af kritikerne, og særligt Sidse Babett Knudsen er blevet filmdarling i det franske. Franskmændene kender hende fra Borgen, og især fra l’Hermine fra sidste år, hvor hun spiller overfor Fabrice Luchini. En birolle hun vandt en César for. Nogle af anmeldelserne har en lille sten i skoen over hendes danske accent i et ellers flot fransk, men der er også enighed om at hendes charme og skuespil så langt overskygger den danske accent.

Mon ikke vi inden længe ser La Fille de Brest i danske biografer?

Filmplakat fra distributøren Haut et Court

 

Måske vil du også synes om:

Decemberfilm i biografen

Biograf2

Det er blevet tid til det månedlige indlæg om kommende, franske film i biografen. Franske Film Mandages efterårsprogram lakker mod enden, og efter et par måneder med et overflødighedshorn af franske film sætter Cinemateket fokus på andre, men ikke mindre interessante, film. Vi glæder os til at se foråret filmprogrammer!

Franske Film Mandage

28. november: Médecin de campagne (Lægen fra Chaussy). Med François Cluzet (ham fra De Urørlige…), Marianne Denicourt, Christophe Odent, Patrick Descamps og Guy Faucher. Filmen er instrueret af Thomas Lilti. Kan ses både i Øst for Paradis og Grand Teatret. Filmen får ordinær premiere 8. december i begge biografer.

5. december: Rouge (Rød) – den tredje og sidste film i Krystof Kieslowskis filmtrilogi fra 190erne. Med Irène Jacob, Jean-Louis Trintignant og Frédérique Feder. Filmen vises både i Øst for Paradis og Grand Teatret, og får ordinær premiere 8. december.

Andre franske film i biografen

I serien Mine Aftener i Paradis vises filmen Ikke her for at blive elsket (Je ne suis pas là pour être aimé) i Øst for Paradis. 7. december. I hovedrollerne ses blandt andre Patrick Chesnais, Anne Consigny, Georges Wilson og Lionel Abelanski. Filmen er fra 2007, og er instrueret af Stéphane Brizé.

Cinemateket

26. november vises Kieslowskis’ Bleu (BLÅ), og 29. november er der to filmforevisninger af den franske instruktør Jean Vigo, under temaet Jean Vigo og 30’ernes Frankrig. Aftenen indledes med et foredrag, der sætter Jean Vigo og hans film ind i en kunst- og socialhistorisk kontekst.

Efter de seneste par måneders overflødighedshorn af franske film i Cinemateket står december måned i de (primært) amerikanske films tegn, med klassiske film, nyere film og en Disneyfilmkavalkade. Hvis det var noget, så kan du se december måneds program her.

God weekend :)!

 

Måske vil du også synes om:

Jeg har brug for noget hjælp…!

question

Jeg har et (sprogligt) hovedbrud, jeg godt kunne bruge jeres hjælp til.

Det er det franske ord insolite, der driller mig.

Det er et af de ord, der er svært at finde en præcis, dansk oversættelse til, selvom ordbøgerne tilbyder flere muligheder: Afvigende, besynderlig, fremmedagtig, fremmedartet, mærkelig, påfaldende, sjælden, ualmindelig, underlig, usædvanlig.

Jeg har bare en udefinerbar fornemmelse af, at der i ordets franske betydning også ligger et element af “skævhed”. En skæv vinkel, en underfundig historie eller andre former for finurligheder. Skulle jeg oversætte insolite til engelsk, ville jeg for eksempel ikke tøve med at bruge ordet quirky.

Som I sikkert har opdaget, så kan jeg godt lide ordet ‘finurlig’. I min optik dækker det ord nemlig den skæve vinkel, det lidt pudsige og anderledes perspektiv. Men laver jeg en søgning af, hvad ‘finurlig’ betyder på dansk, fortæller Den Danske Ordbog mig, at det betyder “snedig, spidsfindig eller udspekuleret, ofte på en pudsig måde”. Og det er egenskaber, jeg slet ikke lægger i ordet (bortset fra “…på en pudsig måde”).

Så hvad mener du?

  • Ligger der et element af ‘pudsig skævhed’ i den franske betydning af ordet?
  • Hvilken betydning har det danske ord ‘finurlig’ for dig?

Jeg glæder mig til at få jeres input :)!

 

Måske vil du også synes om:

Reception med Jacques Jouet på Godsbanen i Aarhus

jacques_jouet-wikimedia-commonsPå et skrivekursus i sommers blev jeg introduceret til begrebet “the fine art of hanging out”. Vores lærere var en garvet underviser fra Journalisthøjskolen og en prisbelønnet journalist og underviser fra Poynter Institute i Florida.

The fine art of hanging out handler i bund og grund om at være til stede og se, hvad der sker omkring een, spotte den gode historie eller bare observere et øjeblik og efterfølgende beskrive det. De bedste skribenter, og det være sig forfattere, journalister og andet godtfolk, mestrer kunsten til det sublime. Det er en integreret del af skribentens researchfase.

Den franske poet og forfatter Jacques Jouet mestrer den kunst. Og han brugte den, da han som den første kunstner var i Aarhus i 2015 i forbindelse med projektet FRESH EYES – International artists rethink Aarhus. Projektet er et samarbejde mellem Aarhus Litteraturcenter, Galleri Image og Aarhus Billedkunstcenter, der inviterer kunstnere til Aarhus for at se byen med nye øjne op til Kulturhovedstadsåret næste år.  Under sit 9 dages ophold i Aarhus observerede Jouet livet og kulturen i Aarhus, og skrev 101 digte, der udelukkende handler om hans tid og oplevelser her. En finurlig sidehistorie til digtsamlingen er, at hvert digt blev dedikeret og sendt til en tilfældig borger i Aarhus.

Jacques Jouet er medlem af den franske litterære bevægelse OuLiPo (OUvroir de LIttérature POtentielle – Værksted for den potentielle litteratur), der blev indstiftet i 1960 af forfatteren og digteren Raymond Queneau og matematikeren François de Lionnais. Forfatteren Georges Perec er et andet, berømt medlem af bevægelsen. I 2015 skrev Aarhus Litteraturcenter om Jouet:

[…] formålet med hans litteratur [er] bl.a. at opfinde nye litterære former gennem en opstilling af forskellige formelle skriveregler. Matematikken spiller en stor rolle i denne leg, og det er derfor på ingen måde tilfældigt, at Jouet endte med at skrive 101 digte i løbet af sit besøg.

På fredag d. 25. november udgives de 101 digte i en samlet, tosproget udgave på fransk og dansk, i lektor Steen Bille Jørgensens oversættelse. I den forbindelse afholder Aarhus Litteraturcenter reception kl. 20.00 på Godsbanen i Aarhus, hvor Jacques Jouet vil være til stede og signere bogudgivelsen. Læs mere om arrangementet her.

Her kan du læse meget mere om, hvad OuLiPo er for en størrelse, og her kan du læse hele Aarhus Litteraturcenters omtale af Jouet og digtene fra maj 2015.

Måske vil du også synes om:
chateau-de-la-brede-montesquieu

Montesquieu – arven fra Oplysningstiden

Det er 13 år siden, jeg sidst har været her.

Jeg kan ikke erindre, at turistinformationen for den lille by La Brède syd for Bordeaux dengang lå ved den store gitterport for enden af den lange, grusbelagte vej, der fører op til Château de La Brède. Jeg er også ret sikker på, at parkeringsområdet var en del mindre dengang. I dag kan der uden problemer holde omkring hundrede biler på græsarealet. Og der er pænt fyldt op, denne lørdag. Franskmændene kan deres litteraturhistorie, og både ældre par og voksne med yngre børn har købt billet til en rundvisning på Montesquieus slot. Stedet hvor storværket De l’Esprit de LoisLovenes Ånd – blev til.

chateau-de-la-brede-montesquieu-allee

Charles Louis de Secondat, Baron de La Brède et de Montesquieu, er en af Frankrigs betydeligste oplysningsfilosoffer. Men da han blev født på slottet i 1689, sad Solkongen Louis XIV stadig solidt på kongemagten. Ingen forestillede sig, at den gamle samfundsorden, l’Ancien Régime, ville falde i grus præcis et århundrede senere, hjulpet på vej af den kritik af den eksisterende samfundsorden, som selvsamme Montesquieu og blandt andre Voltaire, Diderot og Rousseau på forskellig vis ventilerede op gennem 1700-tallet.

Den lille Charles var født ind i en familie af jurister, og blev selv jurist. I 1714 blev han rådgiver ved retten i Bordeaux. Året efter giftede han sig, og hans protestantiske hustru bragte en stor medgift ind i ægteskabet. Da hans onkel døde i 1716 arvede han ikke blot adelstitel og en stor formue, men også onklens retspræsidentembede. Nogle år senere solgte han embedet, og kastede sig i stedet over videnskabsstudier og det mondæne liv i Paris.

Slottet ligger omgivet af en stor, åben park og en voldgrav. For at komme til slottets indgangsport skal man over tre små broer. Indgangsporten giver adgang til den indre gård, hvor vi er ca 30 personer, der, efter at have afleveret vores billet, venter på guiden. Da vi træder indenfor slår en tung, fugtig luft os i møde. Voldgraven, der omgiver slottet, er til stede i mere end en forstand. Den mørke hall er domineret af tykke, snoede søjler i træ, der virker en smule malplacerede, selvom om hallen er stor. Guiden forklarer os, at Montesquieus bibliotek ligger lige over os, og at søjlerne blev installeret for at støtte loftet. De mange tusind bøger, som i dag er overført til Bordeaux’ bibliotek, truede med at få etageadskillesen til at bryde sammen. Turen fortsætter gennem slottets rum, der alle er dækket af mørke træpaneler med guldindfattede familiemalerier. Slottet har været i Montesquieu-slægtens eje indtil 2004, da Montequieus sidste, direkte efterkommer, Jacqueline de Chabannes, døde, og overlod ejendommen til en fond, der viderefører den kultur- og litteraturhistoriske arv.

Gulvene knirker, da vi går rundt og ser de rum, hvor Montesquieu og hans familie levede i 1700-tallet. Turens højdepunkt – og der, hvor rundvisningen slutter – er den store, middelalderlige festsal på første sal, hvor Montesquieu havde sit omfattende bibliotek. I 1994 overdrog Jacqueline de Chabannes alle Montesquieus bøger, manuskripter, optegnelser og andet materiale, som familien omhyggeligt havde opbevaret gennem tre århundreder, til Bordeaux’ stadsbibliotek, hvor forskere i dag kan arbejde med det litterære livsværk.

montesquieu_2-wikimedia-commons

I 1721 udgav Montesquieu anonymt brevromanen Lettres persanes, om to perseres rejse til Paris. I årene 1728 til 1731 gennemrejste han Europa for at undersøge landenes politiske systemer, deres kulturer, religion og øvrige særtræk. Det massive, empiriske materiale, han bragte med sig hjem til La Brède blev bearbejdet de følgende år, og i 1748 udkom storværket De l’Esprit des Lois (Lovenes Ånd). Det er et storværk, fordi det er så omfattende, men også fordi det har haft så central indflydelse på indretningen af de vestlige demokratiers forfatning. Det mest kendte princip fra værket er nok hans formulering af tredelingen af magten i den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt, og den balance der bør være mellem de tre.  Som nogle af de første var det USAs Founding Fathers, der i 1770erne lod sig inspirere af hans tanker om en demokratisk statsindretning.

Resten af sit liv brugte Montesquieu på at udgive reviderede udgaver af sine værker og at forsvare sig imod kritikerne af De l’Esprit de Lois. Han døde i Paris i 1755, og blev begravet i Saint-Sulpicekirken. Under revolutionen blev hans jordiske rester, sammen med mange andres, smidt i en offentlig fællesgrav, da de revolutionære gjorde op med alt royalt og adeligt, selv de døde. Man ved i dag reelt ikke, hvor hans jordiske rester befinder sig, og derfor finder vi ham ikke i Paris’ Pantheon, hvor andre af Frankrigs store sønner og døtre ligger begravet.

Da vi kommer ud i solskinnet igen, er det tid til at besøge staldene og les chais, der ligger bag slottet. Der dyrkes vin på ejendommen, men der er ingen dyr i staldene længere. De er til gengæld fyldt med litteraturinteresserede, for der er Salon du Livre de La Brède med en lang række forfattere repræsenteret. Der er foredrag og litterære caféer, og man kan få en snak med forfatterne. Det er andet år i træk, byen arrangerer litteratursalon, og der er mange besøgende. Noget tyder på, at det kunne gå hen og blive en fast, tilbagevendende begivenhed. Den næsten fyldte parkeringsplads indikerer, at gæsterne ikke kun er kommet for at se Montesquieus slot, men også for at møde nulevende forfattere.

Franskmændene holder af litteratur og bøger, og de kører tydeligvis gerne langt ud på landet efter det.

Château de La Brède, Avenue du Château, 33650 La Brède. Billetpris (voksen) 7 €. Det er ikke tilladt at tage billeder indenfor på slottet, men du kan se mere på hjemmesiden her.

Dette indlæg om Montesquieu er en del af min lille artikelserie om Bordeaux’ tre store M’er. Her kan du læse artiklen om mit besøg hos renæssancefilosoffen Montaigne.

Måske vil du også synes om:

Primærvalg i Frankrig #1

fransk-præsidentvalg-2017Knap er det amerikanske præsidentvalg overstået, før verdens øjne vender sig mod det franske. Det finder sted i foråret 2017, nærmere bestemt 23. april og 7. maj.

Men inden da skal flere af de franske kandidataspiranter igennem en række primærvalg, et udskilningsløb, så kun een kandidat fra hvert parti eller sammenslutning af partier kan stille op til første runde af det “rigtige” præsidentvalg den 23. april.

Nogle partier har allerede nomineret deres kandidat, for eksempel Lutte Ouvrière (Nathalie Arthaud) og Europe Ecologie les Verts (Yannick Jadot) fra venstrefløjen, og Front National (Marine Le Pen) på højrefløjen.

Men store partier som præsident Hollandes Parti Socialiste og dets ‘allierede’, og højrefløjspartiet Les Républicains (med blandt andre den tidligere præsident Nicolas Sarkozy og Bordeaux’ borgmester Alain Juppé) skal igennem primærvalg, for at deres lister med de mange præsidentkandidataspiranter kan kortes ned til en fra hvert parti.

Socialistpartiets primærvalg finder først sted til januar, men på søndag den 20. november afvikles første runde af Les Républicains’ primærvalg, og søndagen efter, den 27. november, afvikles anden runde. Herefter ved vi, om det bliver Nicolas Sarkozy, Alain Juppé, Nathalie Kosciusko-Morizet, François Fillon, Jean-François Copé, Bruno Le Maire eller Jean-Frédéric Poisson der skal være præsidentkandidat for Les Républicains.

De åbne primærvalg i Frankrig er noget relativt nyt i det politiske landskab. Indtil 2012 var primærvalgene i partierne lukkede, det vil sige at den endelige præsidentkandidat blev valgt indenfor partiorganisationen (som for eksempel i USA). I 2012 valgte Socialistpartiet som det første parti at afholde et åbent primærvalg, hvor alle franskmænd, der var indskrevet på valglisterne, kunne stemme. Det kan du læse meget mere om her på statsadministrationens hjemmeside. Til det kommende præsidentvalg har tre partier (eller partisammenslutninger) valgt at afholde åbne primærvalg: Europe Ecologie les Verts, hvor Yannick Jadot blev valgt som partiets præsidentkandidat i sidste uge, Les Républicains, og le Parti Socialiste.

Her kan du se avisen Le Mondes visualisering af de franske præsidentkandidat(aspirant)er. Jeg har tidligere linket til siden, der giver et godt overblik. Her kan du læse mit blogindlæg om en af de indledende meningsmålinger til det kommende præsidentvalg.

God weekend :)

 

Måske vil du også synes om:
social-media

3 ting

Der har været lidt stille på bloggen i denne uge, for jeg har været på første del af et kursus i de sociale medier.

I dag er der lige tre ting, du skal vide:

  1. Tirsdag den 29. november udkommer Virginie Despentes’ roman Vernon Subutex 1 i en dansk oversættelse på forlaget Tiderne Skifter. Bogen beskrives af forlaget som en “punkroman om livet efter finanskrisen”. Det er den første roman i trilogien om Vernon Subutex, den måske sidste rebel i et post-finanskrisesamfund, hvor enhver er sig selv nærmest.
  2. For de heldige, der er i Nordsjælland og omegn søndag den 27. november, er der fransk julemarked på den gamle togstation i Vedbæk fra klokken 10.00 til 17.00. Julemarkedet er arrangeret af den danske afdeling af organisationen Français du monde. Her kan du læse mere om julemarkedet.
  3. Forlaget Etcetera har fået den fineste ide, og lavet en adventskalender med 4 franske romaner i dansk oversættelse. Den skal snart bestilles, hvis du skal nå at have den inden 1. søndag i advent. Se kalenderen her.

Fik du læst den lange, udfoldede artikel om Saint-Denis Basilikaen i tirsdags?

Billede: Pixabay.com

Måske vil du også synes om:

Kongerne i forstaden

I foråret skrev jeg et blogindlæg om Saint-Denis basilikaen i Paris. Samtidig skrev jeg en mere udfoldet artikel om basilikaen, som jeg vinklede og målrettede til en avisudgivelse. Der er imidlertid ingen, der har ønsket at bringe artiklen, og jeg synes det er synd, at den skal forsvinde ned i bunden af min skrivebordsskuffe. Så her får du den udvidede – og lidt anderledes vinklede – version af blogindlægget fra maj. 


Kongerne i forstaden

KONTRASTER. I en af Paris’ mest belastede og multikulturelle forstæder ligger de franske konger begravet i en basilika, der ikke lader Notre Dame kirken i hjertet af Paris noget efter i skønhed og historisk vingesus.

AF JETTE ODGAARD VILLEMOES

Da vi kommer op fra metroen tror jeg et øjeblik, at vi er landet det forkerte sted. De slidte bygninger i 70er betonarkitektur danner baggrund for et mylder af mennesker i alle former og farver. Fra tørklædeklædte, arabiske kvinder til afrikanske ditto med deres farvestrålende gevandter, til ældre, arabiske mænd der sidder og holder øje med hele menageriet, mens de piller ved deres bedekrans. Salgsråbene fra stadeholderne blander sig med dytteriet fra de irriterede bilister, der forsøger at komme igennem menneskemængden i udkanten af pladsen. Tomme kasser hober sig op på fortovet. Det er fredag sidst på formiddagen og markedsdag i Parisforstaden Saint-Denis’ multikulturelle virkelighed.

Men den er god nok. Tre minutters gang og to gadehjørner senere tårner målet for vores udflugt væk fra Paris’ turiststrømme sig op foran os. Saint-Denis Basilikaen, hvor de franske konger ligger begravet.

Saint-Denis 1

I 13 århundreder har stedet været begravelsesplads for de franske konger, siden Kong Dagobert blev begravet der i år 639. Legenden fortæller, hvordan pavens udsendte, Denis, blev forfulgt og halshugget i Paris for at ville kristne frankerne, og hvordan han med sit afhuggede hoved under armen gik fra Paris over Montmartres bakke, indtil han faldt om. Legenden beretter videre, at han blev begravet på det sted, hvor han faldt om, og hvor basilikaen i dag rejser sig. Det var i anden halvdel af 200-tallet. I 600-tallet blev et kloster opført på stedet, og tilbedelsen af Saint Denis, der på det tidspunkt var blevet helgenkåret, tiltrak kongemagtens opmærksomhed. Klostret nød godt af kongernes økonomiske og beskyttende bevågenhed, og det menes at være i år 1135 at klostrets magtfulde abbed Suger fik Louis VI’s velsignelse til at ombygge og restaurere klostret og udbygge den eksisterende kirke til en basilika. Basilikaen anses for at være et mesterværk inden for den tidlige gotiske stil.

Der er tyst og køligt i den store kirke, da vi er kommet igennem sikkerhedskontrollen. Kontrasten til den bagende sol og larmen fra markedet udenfor er til at tage og føle på. Solen brager ind gennem overfloden af glasmosaikker, og farverne flyder i bølger hen ad kirkegulvet, op over gravmonumenterne og alteret, og ned ad trapperne til krypten. Gravmælerne over 42 konger, 32 dronninger og 63 prinser og prinsesser fra de kongelige franske dynastier ligger i apsis omkring alteret, i tværskibene og i krypten under alteret.

Gravmonumenterne fortæller deres egen historie om den tid, de er skabt i. Ved siden af Middelalderens Valois-dynastis liggende skulpturer – gisants – tårner renæssancekongen François I’s imposante gravmæle sig op i en triumfbue, der viser Renæssancens genopdagelse af Antikken. Til venstre for alteret er frankernes første konge Clovis I’s enkle gravmæle indhyllet i farvebølgerne fra de solbeskinnede glasmosaikker. I krypten for enden af trappen, hvor diffuse gule og lilla farver bølger gennem jerngitteret og ned på trinnene, finder vi Bourbonslægtens gravtavler. Henri IV, kvindebedåreren som mente, at Paris vel var en messe værd, solkongen Louis XIVs imposante gravtavle, og en lille gravtavle for Louis XVII, tronarving efter Louis XVI og Marie-Antoinette. Deres regenstid sluttede som bekendt brat og voldsomt for enden af guillotinens skarpe kniv under revolutionen, og den lille Louis XVII blev kun 10 år gammel. Han døde i 1795. I krypten finder vi også gravmælet for Louis XVIII, der var Frankrigs første konge efter Napoleonstiden.

Da vi kommer op fra den dunkelt oplyste krypt igen, er solens farvefest i kirkerummet intensiveret, og kirkerummet nærmest sitrer. Skulpturerne af den fromt bedende Louis XVI og hans Marie-Antoinette står i korrundingens kølige skygge.

Forstaden Saint-Denis har gennem de seneste årtier i stigende grad været belastet af kriminalitet. Allerede i 1920erne og 30erne, inden indvandringen fra de franske kolonier, var Saint-Denis en arbejderforstad med industrivirksomheder og dårlige bolig- og hygiejneforhold. Efter 2. Verdenskrig red forstaden med på den generelle bølge af opsving i 50’erne, og man opførte billige boliger i form af socialt boligbyggeri. Da den langvarige økonomiske krise ramte i 70’erne, tiltrak det folk med lave indkomster, både indfødte franskmænd og immigranter. Da de voldsomme uroligheder ramte forstæderne i slutningen af 2005 var Saint-Denis et af brændpunkterne, og 18. november 2015, fem dage efter attentaterne i Paris’ gader, gennemførte politi og aktionsstyrker en storstilet aktion i Saint-Denis i jagten på medskyldige og gerningsmænd, ikke mange gader fra den gamle basilika.

Bydelen oplever en del problemer med radikaliserede grupper og sharia-parallelsamfund, og man kunne forledes til at tro, at Saint-Denis basilikaens beliggenhed midt i en belastet forstad kunne udgøre et problem. Men faktisk var det revolutionsårene fra 1789 og frem, der gav kirken den hårdeste medfart. I iveren efter at udrydde alt, hvad der havde med monarkiet – l’Ancien Régime – at gøre, raserede de revolutionære kirken i 1793 og smed størstedelen af de kongelige, jordiske rester i en fællesgrav på en nærliggende, kommunal kirkegård. I 1805 beordrede Napoleon, der året forinden havde kronet sig selv til kejser, at kirken skulle restaureres og genskabes. Han nåede dog ikke at se det færdige resultat, inden han led sit endelige nederlag ved Waterloo. I de første år efter Napoleonstiden, hvor Bourbondynastiets Louis XVIII var konge, var en af hans første handlinger at videreføre kirkens genopbygning og få sine forfædres jordiske rester genplaceret  i basilikaen. Tidens tand i den kommunale fællesgrav havde dog medført, at identifikation af de enkelte skeletter var blevet umulig, og alle knogler blev placeret samlet i et ossuarium i kirkens krypt. Basilikaens genetablering tog det meste af 1800-tallet, og resultatet er, som den besøgende oplever kirken i dag. Senest er dele af kirken og dens facade blevet renoveret (2012-2015), så den udefra fremstår nyrestaureret.

Da vi forlader kongernes tyste og kølige nekropol med de smukke glasmosaikker, rammer den multikulturelle virkelighed uden for kirkens mure os med fornyet kraft. Vi sætter os på en bænk i den varme sol og ser dagliglivet passere forbi. En somalisk mand i den traditionelle kjortel krydser pladsen foran kirken, hvor en mor spiller bold med sin søn. Caféen på hjørnet har travlt med udendørsserveringen i det varme forårsvejr, og en flok unge arabiske mænd hænger ud på gadehjørnet ved markedet. Stadeholderne er ved at pakke sammen, og de handlende skynder sig at få gjort de sidste indkøb.

Blot tyve minutter med metroen fra hjertet af Paris, indenfor rækkevidden af en almindelig metrobillet, udspiller livets og historiens store kontraster sig for øjnene af os.

Der er gratis adgang til den første del af kirken, men hvis man vil se kongernes gravmæler bliver man ledt ud af kirken, gennem en betalingszone og ind i kirken igen på den anden side. Billetterne koster 8,50€ pr person.

Måske vil du også synes om:

Når det ikke lige går som planlagt…

TricoloreNå, men i onsdags skulle jeg have været på besøg hos Alliance française på Fyn.

Der var både spændende foredrag om den franske, litterære OULIPO-bevægelse, buffet (=aftensmaden var sikret uden at jeg selv skulle lave den), og møde med arrangørerne. Det kører jeg gerne fra Aarhus til Fyn for!

Sneen fra natte- og morgentimerne var smeltet, og motorvejen var ikke for travl. Solen tittede endda frem ind imellem. Jeg havde yndlingsmusikken på bilradioen, og GPS’en fortalte mig, at jeg ville ankomme til Odense godt halvanden time senere. Det gik faktisk rigtig fint, indtil Trafikinformationen brød ind i min tankerække. Et eller andet om motorvej E45 i nordgående retning. Fint nok, angår ikke mig, jeg kører sydpå…. “Og selvom det er lidt langt væk”, fortsatte stemmen i radioen (jatak, jeg er lige nord for Skanderborg…), “…så er motorvej E20 mellem Middelfart og Odense helt spærret, der er op til 2 timers forsinkelse”.

…………….Pffffffffffffffffff……!

…………………………………….!!!

Jeg besluttede at holde ind ved næste rasteplads for at dobbelttjekke med Vejdirektoratet. Den var god nok. Motorvejen over Fyn var spærret ikke bare et, men to steder. Spændende foredrag, lækker buffet, møde med Alliance française-folkene på Fyn og emnet for fredagens indlæg gled som sand ud mellem fingrene på mig…

Men der var ingen mening i at køre til Fyn for at ende i en stillestående kø, og alligevel gå glip af det hele.

Jeg hørte senere, at det havde været fin aften og foredraget havde været rigtig godt. Og jeg kører stadig gerne langt for et godt foredrag (og måske endda en god historie til bloggen).

Kunne du finde på at køre langt for et foredrag?

God weekend :)