Martsfilm i biografen

Franske Film Mandage, der er et samarbejde mellem Institut français og biograferne Øst for Paradis i Aarhus og Grand Teatret i København, er på gaden med forårsprogrammet, og det ser spændende ud. La fille de Brest med Sidse Babett Knudsen er også med i programmet, men den må vi vente til juni med at se.

My French Film Festival sluttede 13.februar. Jeg håber, du nåede at se nogle af filmene? Der blev sat rekord i år med 6.7 millioner visninger af de 29 film, der var tilgængelige online. De lande, der havde flest visninger var (i faldende orden) Rusland, USA, Mexico, Brasilien og Frankrig. Her kan du læse mere om, hvem der vandt de tre priser.

Her får du oversigten over marts måneds fransksprogede film i danske biografer:

Franske Film Mandage

27. februar (det er I DAG!): Juste la fin du monde (Det er bare verdens undergang) med blandt andre Marion Cotillard, Léa Seydoux og Nathalie Baye. Filmen er instrueret af Xavier Dolan, og spiller i Øst for Paradis i Aarhus og Grand Teatret i København. Filmen får ordinær premiere torsdag den 23. marts i begge biografer.

6. marts: La vache (One man and his cow). Med blandt andre Fatsah Bouyahmed, Lambert Wilson og Jamel Debbouze. Filmen er instrueret af  Mohamed Hamidi. Se den i Øst for Paradis og Grand Teatret. Her kan du se filmens trailer.

13. marts : En mai, fais ce qu’il te plaît (Dengang i maj). Med August Diehl, Olivier Gourmet, Mathilde Seigner, Alice Isaaz og Matthew Rhys. Filmen er instrueret af Christian Carion. Se den i Øst for Paradis og Grand Teatret. BONUSINFO: Filmens musik er komponeret af Ennio Morricone. I Øst for Paradis inkluderer billetten et glas rødvin efter filmen.

20. marts: France – Les habitants. En dokumentarfilm af Raymond Depardon. Filmen vises kun i Grand Teatret, og i forbindelse med CPH-DOX festivalen. Læs mere på Grand Teatrets program her.

27. marts: Frantz. Med blandt andre Pierre Niney, Paula Beer, Ernst Stötzner, Marie Gruber og Johann von Bülow. Filmen er instrueret af François Ozon. Se den i Øst for Paradis og Grand Teatret. I Øst for Paradis inkluderer billetten et glas rødvin efter filmen. Filmen får ordinær premiere torsdag den 30. marts i begge biografer.

Andre franske film i marts

Den belgiske film fra 2016 L’économie du couple (Efter kærligheden), har ordinær premiere i Øst for Paradis 2. marts. Filmen er instrueret af Joachim Lafosse og har blandt andre Bérénice Bejo, Cédric Kahn, Marthe Keller og Jade Soentjens på rollelisten. Se trailer og omtale her.

Filmen Elle, med Isabelle Huppert i hovedrollen, der indledte Franske Film Mandages forårssæson 2017, får ordinær premiere i både Øst for Paradis og Grand Teatret torsdag den 16. marts.

Cinemateket

Lørdag den 11. marts vises Jean Cocteaus filmatisering af La Belle et la Bête (Skønheden og Udyret) fra 1946, med blandt andre Jean Marais, Josette Day, Mila Parély og Nane Germon. Se beskrivelse og bestil billetter her.

I Cinematekets serie Nøglerne til La La Land vises Les Parapluies de Cherbourg (Pigen med paraplyerne) fra 1964 igen, med en meget ung Catherine Deneuve i hovedrollen. Det er tirsdag den 14. marts.

Cinemateket er med til at fejre Frankofoniens Dag den 20. marts, når de blænder op for en række fransksprogede film i ugen 21.-30. marts. Se hele programmet for Cinéma du monde – Alverdens film på fransk lige her.

God tur i biografen :)!

Måske vil du også synes om:

En aften med Alliance française i Aarhus

Det var en af de aftener, hvor man helst bliver i sofahjørnet i den lune stue. Der stod en kold og strid kuling på tværs af Godsbanens arealer, da jeg parkerede bilen og gik de få hundrede meter over til Folkestedet i Carl Blochsgade. Her holder den aarhusianske afdeling af Alliance française til, når de holder deres arrangementer.

Jeg har sat mig for at komme rundt og besøge de danske afdelinger af Alliance française i løbet af året, når tiden og mulighed byder sig, og i onsdags var der foredrag i Aarhus ved Michel Fournier. Programmet lovede et foredrag om det forgangne år i Frankrig “i en fornøjelig blanding af begivenheder, anekdoter og bagvedliggende tendenser” (min oversættelse fra programmet).

Og det blev et par fornøjelige timer, hvor Michel Fournier kom omkring mange begivenheder fra det forgangne år i Frankrig: Balladen om det engelske slogan til Paris’ kandidatur til de Olympiske Lege i 2024, Made for sharing, hvor nogle marketingfolk vist havde glemt at tjekke, om andre allerede havde brugt det. Det har engelske Quality Street (dem med karameldåserne, du ved…), så det havde givet en ordentlig omgang ballade oveni protesterne over, at sloganet var på engelsk. Videre over problemerne med stigende priser på foie gras på grund af fugleinfluenzaen, det generelt faldende uddannelsesniveau i Frankrig, miljøet og luftforureningen, arbejdsløsheden, præsidentvalget, den franske økonomi, forholdet mellem politiet og borgerne (særligt i forstæderne), og flere andre emner.

Foredraget blev holdt på et let forståeligt fransk, og flere af de 25-30 tilhørere kom jævnligt med kommentarer eller spørgsmål i en afslappet og uformel atmosfære. På et tidspunkt løb Fourniers pc tør for strøm og forbindelsen til projektoren røg, med det gjorde absolut ingenting. Fournier fortalte blot videre, indtil han blev afbrudt af pausen, hvor der blev serveret pandekager og et glas vin, mens der blev hyggesnakket på både dansk og fransk. Efter pausen fortsatte det fornøjelige causeri, krydret med personlige historier fra Fourniers opvækst i Lyon.

Det var en hyggelig og frankofil aften, som utvivlsomt bliver gentaget, når afdelingen den 7. marts kl. 19.00 – også på Folkestedet i Aarhus – inviterer til foredrag (på dansk) om præsidentvalget i Frankrig ved seniorforsker Henrik Debois Prebensen fra Københavns Universitet.

Er du ikke medlem af foreningen koster en gæstebillet 50 kroner, som skal betales senest to dage før via bankoverførsel. Se mere i foreningens program her. Man kan også betale ved indgangen, men kun kontant. Alle interesserede er velkomne.

Måske vil du også synes om:

Baptiste Boryczka: Café Krilo

ANMELDELSE

Café Krilo er Baptiste Boryczkas anden roman, og den indfrier til fulde forventningerne. Det er en velskrevet og uhyggeligt aktuel fabel om, hvor vi kan ende, hvis vi ikke sørger for at værne om vores demokratier og værdier som ytringsfrihed, fredelig sameksistens og tolerance.

Det er vist efterhånden de færreste der ikke har opdaget, at de vestlige demokratier står midt i et paradigmeskifte. At verden, som vi har kendt den de sidste mange årtier, er ved at ændre sig. De højrepopulistiske kræfter råber uhyggeligt højt i det verdenspolitiske billede, og hvis ikke de allerede er kommet ind i varmen, som i USA, så står de og banker på hoveddøren til Europa. Det kommende franske præsidentvalg er den næste gyser, vi bliver vidne til.

På den baggrund er Café Krilo en uhyggeligt aktuel roman om, hvordan det danske samfund kunne komme til at se ud i en ikke nærmere tidsbestemt fremtid. Et muligt, fremtidigt scenarie, som de færreste har fantasi til at forestille sig. Men som kunne blive virkelighed, hvis vi ikke sørger for at værne om vores demokratier og værdier som ytringsfrihed, fred og tolerance.

Nogle årtier ude i fremtiden, på Vesterbro i et København, der er forladt af de fleste indbyggere, bor de tre venner Mark, John og Lotte i en ramponeret ejendom. I ejendommens stueetage ligger caféen Krilo, der var den danske modstandsbevægelses sidste bastion, inden de sidste store oprør blev nedkæmpet 10-15 år tidligere. Danmark er regeret af kristne ekstremister, og den lokale præst på Vesterbro har personligt sørget for, at katolikker, jøder og muslimer er blevet udrenset fra kvarteret. Landet regeres af en synode, en kirkelig landssamling, hvis håndlangere – politiet og mange militser – er brutale og anvender tortur og rå magt. Mange danskere er flygtet ud af landet, og tomme huse og bygninger ses overalt. De skandinaviske lande er blevet diktaturer, og resten af Europas lande har lidt nogenlunde samme skæbne. Tidligere grundlovssikrede rettigheder som religionsfrihed, ytringsfrihed, homoseksuelles rettigheder og andre rettigheder. som vi i dag tager for givet, er sat ud af kraft. Mænd skal bære lange bukser og lange ærmer, kvinder skal bære lange nederdele og må ikke arbejde.

Da Lotte en dag får nok og begår en handling, der ville sende hende i fængsel uden domfældelse og uden meget håb om at slippe ud i live, flygter hun ud af København ad den sydlige flugtrute mod Lolland, som mange andre danskere før hende. En vej, hvor det er lykkedes dem at slippe ud af Danmark til Tyskland via Fehmern-forbindelsen (der er bygget færdig mange år tidligere) og videre ned til det sydligste Europa eller helt til Asien, hvor der er fred. Hun må flygte til fods, dels fordi infrastrukturen er brudt sammen, dels for at undgå at blive fanget af regeringens militser. Hendes eneste chance er at følge motorvejen mod Lolland på afstand. Regeringen kontrollerer selve motorvejsstrækningen, mens modstandsgrupper kontrollerer landområderne på begge sider ned til Lolland.

Samtidig, i København, har John og Mark travlt med at istandsætte Café Krilo, og den eksilerede danske ledelse af modstandsbevægelsen gør klar til et afgørende slag mod det autoritære regime.

Lyder det fuldstændig vildt, absurd og surrealistisk?

Det er det på sin vis også. Men det er også et wake-up call og en påmindelse om, at vi ikke må tage vore samfund, vores rettigheder og vores goder for givet. Café Krilo italesætter en fremtid der kunne blive virkelighed, hvis vi ikke passer på vores demokratier og på hinanden.

Café Krilo er Baptiste Boryczkas anden roman (i 2015 udkom debutromanen Korzen), og der er altid store forventninger til opfølgeren til en debutroman. Baptiste Boryczka indfrier til fulde de forventninger. Café Krilo er en velskrevet og uhyggeligt aktuel roman med et dystert fremtidsbillede, men rummer også håb om, at menneskelighed og modstand mod undertrykkelse altid, før eller siden, vil vinde.

Baptiste Boryczka Café Krilo. Lemieux Éditeur (Paris). Udgivet 13. februar 2017. Kan bestilles online, og helt sikkert også i de franske boghandler i København og Aarhus.

 

Måske vil du også synes om:
Normandiet solnedgang Anse du Brick Cherbourg

Normandiet revisited

I går uddelte Ove roser i kommentarfeltet, fortalte om sin tur til Normandiet sidste år og bad om at få flere indlæg om regionen. Jeg bliver jo så glad, når jeg får roser, så her kommer en buket af indlæg, jeg har skrevet om Normandiet siden bloggens start.

God læselyst :)

Foto: Solnedgang ved Anse du Brick, lidt øst for Cherbourg
(Og nej, det er ikke photoshoppet. Det VAR en fabelagtig solnedgang den aften…)

Normandiet 1

Normandiet 2

Roosevelt, Churchill og de Gaulle

Haute-Normandie

Basse-Normandie

Le calvados

Bayeux-tapetet

Måske vil du også synes om:

Skibet er ladet med…

En udstilling på Kvindemuseet i Aarhus fortæller historien om tilblivelsen af de tre Life-boats, som den norske kunstner Marit Benthe Norheim har skabt til Kulturhovedstadsåret 2017 i Aarhus. Den ene af bådene gemmer på en fransk overraskelse.

“Vi skal også op på øverste etage”, sagde den ene af de seks livlige kvinder, jeg besøgte Kvindemuseet i Aarhus sammen med for nylig. “Der er en udstilling om de tre Life-boats, kunstværkerne som kan sejle”, fortsatte hun, med henvisning til de tre spektakulære både udformet som kvinder, der havde sejlet deres jomfrutur fra Ålborg til Aarhus i sensommeren. Så da vi havde set udstillingerne på første sal i og omkring den smukke gamle byrådssal i Aarhus’ gamle rådhus, som i dag huser Kvindemuseet, fortsatte vi op ad en stejl trappe. Helt op under det gamle rådhus’ skrå tagvægge.

De tre Life-boats er fortællingen om en kvindelig livscyklus, og bærer navnene Mit skib er ladet… med Længsel, med Liv og med Minder. Skibet ladet med Længsel er en ung kvinde. Skibet ladet med Liv er en gravid kvinde, mens skibet ladet med Minder bærer i alt 19 galionsfigurer, der alle er portrætter af kvinder. Udstillingen på Kvindemuseet i Aarhus fortæller særligt om båden med de 18 kvinder, der alle har det til fælles, at de er over 70 og har levet ‘grænseløst’. De 19 skulpturer, 18 kvinder og en åben galionsfigur der er ‘ingen og alle’, står i en bådformet kreds i udstillingens snævre rum.

“Hver af de 18 kvindelige skulpturer”, fortæller guiden os, “er en kvinde af kød og blod, der har fortalt sin historie til Marit Benthe Norheim”. Historierne, som kvinderne har fortalt, er 18 stærke fortællinger om kvindeliv, som Marit Benthe Norheim efterfølgende har tolket ind i de 18 kvindehøje skulpturer, der står i rummet. De 18 skulpturer er forarbejder til de figurer, der pryder Skibet er ladet med Minder. Da vi når hen bagest i salen ser vi 18 små plancher på en hvid væg. Hver planche har et nummer, der korresponderer med en af skulpturerne, et billede af kvinden, der er portrætteret, og et kort sammendrag af hendes historie. Kvindernes rødder og historie rækker ud over hele verden, fra den vietnamesiske kvinde, der måtte sende ti børn afsted som bådflygtninge, til den japanske kvinde, den danske intellektuelle kvinde, den libanesiske, den sydafrikanske…

Og blandt de 18 navne er der et, jeg genkender: Arlette Andersen.

Den franske kvinde, der overlevede koncentrationslejren Auschwitz’ rædsler under 2. Verdenskrig og efter krigen kom til Danmark og blev dansk gift.

Arlette Andersen, der tav om sine oplevelser i mange årtier, men som så begyndte utrætteligt at holde foredrag om det, særligt for unge gymnasieelever, for at ingen skulle glemme og for at lignende rædsler ikke sker igen. Arlette Andersen, den lille, store, skrøbelige, stærke 93-årige franske kvinde, som den franske ambassadør i København i november sidste år udnævnte til officer af den franske Æreslegion, er portrætteret som skulptur nummer 4.

Udstillingen på Kvindemuseet kan ses frem til 23. april, og vil du opleve alle tre Life-boats, inden de sejler videre ned gennem Europa på floderne, så ligger de i Marselisborg Lystbådehavn. På projektets hjemmeside her kan du læse meget mere om bådene og om galionsfigurerne på Skibet er ladet med Minder.

God weekend :)!

Måske vil du også synes om:
Fransk forår

Mens vi venter på forår…

Sidder du også og drømmer om en forårstur til Paris?

Godt nok har meteorologerne lovet forårstemperaturer den kommende uge, og vi så solen i går, men det er stadigvæk bidende koldt og sneen forsvinder ikke rigtigt. Så er det, man tager sig selv i at sidde under tæppet i sofaen og drømme om Paris i milde forårstemperaturer, kaffe og croissanter på en café i forårssolen eller en slentretur under de blomstrende japanske kirsebærtræer i parken bag Notre Dame.

Måsker er du allerede så småt ved at planlægge? Skal du have børn med? Så kig lige her:

Paris i børnehøjde

Eller måske er det alle de lækre køkkenudstyrsforretninger, der ligger på en perlerække lige bag ved Les Halles, du vil besøge denne gang? Her får du en guide til syv (7!) forretninger der ligger inden for en radius af få hundrede meter fra hinanden:

Til de mad- og kageglade!

Har du lyst til at udforske Paris på en helt anden måde, mens du lærer om byens historie ved at gå på jagt efter historiske levn, der ligger frit tilgængelige for alle? Så er denne side, som jeg oversatte til dansk sidste år, en oplagt ide:

Paris’ skjulte historie – nu på dansk!

Er der for langt at gå? Prøv Paris’ bycykler – det er utroligt, hvor langt man kan nå rundt på en times tid. Se bare her:

På cykel i Paris

Er du ikke helt klar på at booke flybilletten endnu, men vil egentlig bare gerne læse noget, der er bedre end en almindelig turistguide og giver inspiration til at drømme videre? Så er det den her, du skal have fat i:

Den her skal du læse!

Drøm sødt, og god læselyst :)!

Måske vil du også synes om:

Om en vis amerikansk præsident og magtens tredeling

For nogle dage siden læste jeg en fremragende artikel på netavisen Zetland, hvor skribenten Jakob Jessen satte fingeren på selve kernen i den nye, amerikanske præsidents spruttende tweets over de amerikanske dommere, der ophævede hans indrejseforbud. Artiklens overskrift lyder: Trump slås ikke bare for sit [ind]rejseforbud – Han er i krig med magtens tredeling.

Det er den sidste del af artiklens overskrift, der rammer direkte ned i problemets kerne: Han er i krig med magtens tredeling. 

Og det er faktisk en ganske alvorlig sag, hvis det lykkedes Trump (den udøvende magt) at knægte en (eller begge) af de andre magtinstanser: Den lovgivende og den dømmende magt (henholdsvis Kongressen og Domstolene).

Sidder du og spekulerer på, hvad det har med Frankrig at gøre?

Jo. Tredelingen af magten i den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt blev formuleret af den franske retspræsident og oplysningsfilosof Montesquieu. Værket fylder flere bind, som blev til efter flere års studierejser rundt til europæiske lande i 1730erne. Forud for de kapitler, jeg citerer fra nedenfor, beskriver han forskellige statsstyreformer og definerer, hvad frihed inden for lovens rammer er.

Her får du de helt centrale principper for magtens tredeling, som du kan finde i værkets bog 11 og 12:

“[…] Politisk frihed findes kun i moderate styrer. Men den findes ikke altid i de moderate stater. Det gør den kun når magten ikke misbruges, men det er en evig erfaring at ethvert menneske der har magt, er tilbøjelig til at misbruge den; han fremturer indtil han støder på grænser. […]

For at man ikke skal kunne misbruge magten, må tingene indrettes så magt sætter en stopper for magt. [Min fremhævelse. JOV] […]”

Montesquieu, bog XI, kap. IX

“Der er i hver stat tre slags myndighed: den lovgivende myndighed, den udøvende myndighed med hensyn til sager der hører under folkeretten, og den udøvende myndighed over sager som hører under den borgerlige ret. […] Vi vil kalde denne sidste den dømmende myndighed, og den anden helt enkelt statens udøvende myndighed. 

[…] Når den lovgivende og den udøvende myndighed er samlet hos samme person eller i det samme korps af embedsmænd, er der ingen frihed, for så kan man frygte at den samme monark eller det samme råd som indfører tyranniske love, udfører dem tyrannisk.

Der er heller ingen frihed, hvis den dømmende myndighed ikke er adskilt fra den lovgivende og den udøvende. Hvis den dømmende myndighed faldt sammen med den lovgivende, ville magten over borgernes liv og frihed være vilkårlig, for dommeren ville være lovgiver. Hvis den var forenet med den udøvende myndighed, ville dommeren kunne få styrke til at undertrykke.

Alt ville være tabt, hvis den samme mand eller den samme forsamling af fremstående, enten fra adelen eller fra folket, beherskede de tre myndighedsområder: at give love, at udføre de offentlige beslutninger og at pådømme angående forbrydelser og private stridigheder” […]

Montesquieu, bog XI, kap. VI

Principperne for balancen mellem de tre skal sikre, at magten ikke korrumperer. De skal så at sige holde hinanden i skak. Det er et helt fundamentalt grundlæggende princip i en demokratisk forfatning, der skal sikre den enkelte borgers frihed og retssikkerhed. Og det er derfor, der er så meget røre om Trumps indrejseforbud, om de amerikanske dommeres ophævelse af det og det helt fuldstændig uhørte i, at den udøvende magt angriber den dømmende magt på den måde, som det sker i USA i disse dage.

Ovenstående citater er fra storværket Om lovenes Ånd (De l’esprit des Lois), der udkom i 1748. Montesquieus værk var en af hovedinspirationskilderne til den amerikanske forfatning fra 1787-1788 – verdens første, demokratiske forfatning.

Jeg har citeret fra Merete Klenow Withs oversættelse af De l’esprit des Lois, der udkom på Gads Forlag i 1998.

 

Måske vil du også synes om:

Hvis du skal have bilen med på fransk storbyferie

Sidste sommer blev det obligatorisk at købe et miljømærke – Crit’air – til sit køretøj, hvis man ville køre i Paris indenfor den Zone à Circulation Restreinte (Begrænset færdselszone), der blev indført 1. juli 2016. Nu udrulles ordningen gradvist til hele Frankrig, og det får også betydning for udenlandske turister på bilferie.

Ordningen bliver indført i et forsøg på at begrænse luftforureningen i de større franske byer. Den er allerede trådt i kraft i Grenobles og Lyons bymidter, og flere større franske byer vil følge efter. De restriktive miljøzoner i bymidter i Frankrig betyder, at alle køretøjer skal have et miljømærke for at kunne køre inden for den markerede zone. Det gælder også for udenlandske biler, og får måske også betydning for dig, hvis du skal have bilen med til Frankrig.

Fra 1. februar er det blevet muligt for bilister med ikke-franskindregistrerede køretøjer at bestille miljømærket online. Og det kan vel at mærke KUN bestilles online. Det kan ikke købes lokalt på for eksempel en tankstation, som det er tilfældet med det schweiziske motorvejsmærke.

Når man har læst sig igennem FAQ-siden må hovedbudskabet siges at være:

SØRG FOR AT VÆRE I GOD TID, FORDI

Miljømærket er ikke særlig dyrt (3,70 € plus porto), men du kan forvente at det tager op til 30 dage at få det sendt med posten (og der er ikke andre muligheder for at få det…),

og FORDI

Der kræves ret mange oplysninger om din bil til ansøgningen om at få et miljømærke. Blandt andet datoen for første indregistrering, bilens serienummer og andre teknikaliteter, PLUS en scannet kopi af bilens indregistreringsattest der skal vedhæftes onlineansøgningen. Det er derfor en god ide lige at undersøge, præcis hvilke oplysninger du skal finde frem, og så sætte dig så uforstyrret og eventuelt med en kop kaffe og udfyld ansøgningsskemaet.

Du har kun behov for miljømærket, hvis du skal have bilen med ind til bymidten i – indtil videre – Paris, Lyon og Grenoble. Men da gradvist flere byer kommer med, så tjek i god tid, om det også kommer til at gælde jeres feriemål. Ellers er det jo ikke værre end at man stiller bilen et sted uden for den pågældende bys miljøzone og spadserer eller tager den offentlige transport ind til centrum.

Her finder du den officielle hjemmeside for information om og bestilling af miljømærket. Siden findes også i en engelsk version.

Hvis du har lyst til at (gen)læse, hvad jeg tidligere har skrevet om luftforureningen i Paris og de drastiske tiltag, bystyret har indført, så se HER og HER.

 

Måske vil du også synes om:

MFFF – Tre kortfilm fra kategorien ‘Love & Friendship’

My French Film Festival onlineMy French Film Festival, som du kan følge online, har nu kørt i tre uger. Den slutter om en uge, den 13. februar, så hvis du ikke har fået set nogle af filmene, så er det ved at være op over. Har du brug for et hurtigt overblik, så kig her.

Her i weekenden har jeg set tre af kortfilmene fra kategorien Love & Friendship: La convention de Genève og Le Dernier des Céfrans (i konkurrence), og D’ombres et d’ailes (udenfor konkurrence).

La convention de Genève (15 min). Instruktør Benoît Martin

Gymnasieeleven Hakim står og venter på bussen efter skole, da det trækker op til slagsmål. En flok drenge venter på deres offer på den anden side af gaden. Det eskalerer, da offeret dukker op og bliver jagtet ind i den nærmeste skov. Men hvordan undgår de, at det ender i masseslagsmål mellem de 16-årige? En tankevækkende lille film om gæld, forhandling og en overraskende løsning, iblandet de unges franske slang, le verlan.

Le Dernier des Céfrans (30 min). Instruktør Pierre-Emmanuel Urcun

Rémy bor en ghettoforstad, hvor han hænger ud med sine bedste venner. De hutler sig igennem dagene med småjobs og kriminalitet. Rémy er den sidste hvide franskmand (céfran på verlan) i kvarteret, der, som hans kammerater, overvejende tæller beboere af arabisk og afrikansk herkomst. Rémy er gået i stå i sit liv og føler, der skal ske noget helt anderledes, så han melder sig til hæren. Men hvordan skal han få det sagt til vennerne? En fin kortfilm om unge i en ghettoforstad og deres indbyrdes forhold og sprog. Der forekommer en del verlan (fransk slangsprog) i filmen, og det er en rigtig god ide af slå underteksterne til, også på fransk.

D’ombres et d’ailes (12 min). Instruktør Eleonora Marinoni

En smuk, allegorisk akvareltegnefilm om fugle med stækkede vinger, der er lukket inde i en hule og kun kortvarigt hver dag ser et glimt af dagslyset. De adlyder skygger, indtil en dag to af dem sætter sig fri. Man kan tolke flere budskaber ind i den smukke film. Et af dem er Platons hulelignelse. Et andet kunne være frisættelsen af sindet og sjælen til frihed.

TIP! Sådan slår du underteksterne til: Når du har klikket på den film, du gerne vil se, og den begynder at spille (efter reklamen), så kommer der et lille ‘cc’ ikon på afspilningsbjælken ved siden af lydstyrken (ude til højre). Når du klikker på ‘cc’ ikonet kommer der en lille pop-up menu, hvor du kan vælge sprog på underteksterne.

Måske vil du også synes om:

Jacques Jouet: På…/…En

ANMELDELSE (og lidt til…)

Jacques Jouets digtsamling På…/…En er en hyldest til Aarhus, til byrummet og til aarhusianerne. Det er en fortættet og fascinerende fortælling om digterens 9 dage i Aarhus, og den fortjener at få langt mere opmærksomhed, end det er tilfældet i øjeblikket.

Jeg er født i Aarhus. Har trådt mine barnesko i Aarhus. Festet i byen i gymnasieårene i 1980erne. Vist byen frem for tilrejsende familie. Venner. Gæstende kolleger. Mine børn er født her. Jeg har brugt og set og oplevet Aarhus på mange forskellige måder gennem et halvt århundrede. Jeg mener faktisk at kende Aarhus som min egen bukselomme.

Og alligevel formår en udefra kommende franskmand at vise mig byen fra en helt anden vinkel.

Jacques Jouets digtsamling En…/ …På, der blev udgivet i november 2016 ved en reception på Aarhus Litteraturcenter på Godsbanen i Aarhus, er 101 digte om hans oplevelser og observationer af Aarhus og byens rum, skrevet under et 9 dages ophold i foråret 2015. De 101 digte blev sendt til 101 tilfældigt udvalgte aarhusianere.

Jeg er – indrømmet – ikke den store poesifan, så jeg læste de 101 digte som Jouets kondenserede, sammenhængende fortælling om sine ni dage i Aarhus. Læst på den måde får man som læser en række fortættede øjebliksbilleder af byen, set med helt friske og udefra kommende øjne: Udsigten fra vinduet i lufthavnsbussen. Det første indtryk af byens røde mursten. Lyden af mågerne. Indtryk på havnen. Besøg hos den franske boghandel i Klostergade. Betragtning af en mariehøne. Den klikkende lyd ved et fodgængerfelt. Godsbanen. Hus Forbi sælgerne. Undren over Aa og Å. På cykel i Aarhus. Isbjerget på Aarhus Ø. De 101 kuverter, der skal adresseres i hånden. På Trøjborg. Stenhuggeriet på hjørnet af Carl Blochsgade og Thorvaldsensgade. Bazar Vest. Gule rapsmarker.

Og mange andre, kondenserede indtryk af byen.

Læst som en fortættet historie om ni dage i Aarhus kan langt de fleste være med i læsningen af digtsamlingen og blive fascineret af at få præsenteret byen fra en helt anden vinkel.

Og alle, der har deres daglige gang i Aarhus’ byrum, eller bare holder af byen, burde faktisk læse den.

Men når man er fransk digter og forfatter med tilknytning til den litterære, franske OULIPO-bevægelse (OULIPO er en forkortelse for OUvroir de LIttérature POtentielle – Værksted for potentiel litteratur), er intet overladt til tilfældighederne, og de litterære og digteriske spidsfindigheder står i kø for at blive afsløret af de læsere, der holder af litterære og dybtgående analyser. Når et værk har en forfatter fra OULIPO som afsender, kan man være helt sikker på, at der er indlagt flere benspænd og måske også noget matematik i værket. Samtidig har disse (skjulte?) benspænd utvivlsomt givet oversætteren, lektor i fransk ved Aarhus Universitet Steen Bille Jørgensen, grå hår i hovedet.

Jeg spurgte Steen tidligere på ugen, om det har været en udfordring at oversætte digtene – og hvad der var det sværeste? Her er, hvad han svarede:

Oversættelse af poesi er altid vanskeligt! Hos Jouet er den store udfordring rytmen og en mild ironi, pince-sans-rire. For mig var tidsrammen (”la contrainte temporelle” [den tidslige binding. JOV]) til gengæld en hjælp. Jeg måtte følge forfatterens rytme så godt som muligt, da digtene skulle sendes med brev-post til Aarhus-borgere. Det lykkedes indenfor en måneds tid.

Sidenhen redigerede jeg mine oversættelser til bogudgivelsen i modsætning til forfatteren, der stort set ikke rørte et komma i det franske. Den største vanskelighed var ”la contrainte formelle” [den formelle binding. JOV], som jeg simpelthen måtte opgive at overholde. Det handler om quenine-formen – baseret på sextine-formen fra det XII årh. – der er afgørende for længden af såvel digtene (antal strofer) og verselinjerne (antal stavelser)… Her kom jeg til kort, og måtte prøve at ramme rytmen med mere på gehør i forhold til det danske.

JOV: Da jeg modtog mit eksemplar af bogen, måtte jeg selv sprætte den op, ligesom i ‘gamle dage’. I digt nr. 13 nævner Jouet selv det med at skulle sprætte en ny bog op.  Er det af økonomiske årsager, at læseren selv skal sprætte bogen op? Eller er det med fuldt overlæg fra Jouets side?

M.h.t. bogobjektet og siderne der ikke er sprættet op; oplever jeg den løsning som en form for reference til at digtene er tilegnet en person og i første omgang blev sendt til vedkommende med posten. Bogen skal således sprættes op som et traditionelt brev, og læseren gøres opmærksom på både bog-objektet og det arbejde, der ligger i lay-out, omslag m.m. På den måde markerer udgivelsen både en høj grad af konceptuel, kunstnerisk bevidsthed og en sanselig æstetisk kvalitet.

Trods de sproglige bindinger fra Jouets side er oversættelsen dog særdeles vellykket, og det er mit indtryk at det må være op til den enkelte læser, hvor meget vedkommende vil dykke ned i de dybere, litterære lag. Digtsamlingen kan som sagt fint læses ‘blot’ som en fortættet fortælling om Aarhus uden de litterære mellemregninger, og alle, der holder af Aarhus og/eller bor i byen, skulle unde sig selv læseoplevelsen af byrummet fra en helt anden vinkel.

Tilbage står min undren over, hvorfor denne fine, charmerende og (for en indfødt aarhusianer) fascinerende digtsamling til og om Aarhus ikke ligger alle steder, der overhovedet har noget med det europæiske Kulturhovedstadsår at gøre? Det litterære projekt FRESH EYES, som er et samarbejde mellem Litteraturcenter Aarhus, Galleri Image og Aarhus Billedkunstcenter, er en del af kulturåret i Aarhus, og Jouets digtsamling er en del af FRESH EYES projektet. Det kulminerer til efteråret, hvor Jacques Jouet efter sigende kommer til byen igen. Men hvorfor vente med markedsføringen af digtsamlingen, der udkom i november 2016? Aarhus Litteraturcenter oplyser, at bogen kan købes i de aarhusianske boghandler eller via Aarhus Litteraturcenter, men der er ikke oplyst en pris. En googlesøgning viser, at den vejledende pris ligger på 175 kr.

Institut français i København lancerer digtsamlingen ved at bringe et digt om dagen de kommende måneder. Det er også en måde at læse digtsamlingen på. Et digt om dagen. Jeg synes, at man får mest ud af at læse den som en sammenhængende fortælling om byrummet i Aarhus.

En…/…På, Jacques Jouet (2016). Udgivet på forlaget Jorinde og Joringel. Digtsamlingen indeholder både den franske originalversion og den danske oversættelse.

PS: Jeg håber, nogen i udgivelseskredsen har tænkt på at sende Hendes Majestæt Dronningen et eksemplar. Jeg er sikker på, at hun vil sætte stor pris på det!

Måske vil du også synes om: