Baptiste Boryczka: Café Krilo

ANMELDELSE

Café Krilo er Baptiste Boryczkas anden roman, og den indfrier til fulde forventningerne. Det er en velskrevet og uhyggeligt aktuel fabel om, hvor vi kan ende, hvis vi ikke sørger for at værne om vores demokratier og værdier som ytringsfrihed, fredelig sameksistens og tolerance.

Det er vist efterhånden de færreste der ikke har opdaget, at de vestlige demokratier står midt i et paradigmeskifte. At verden, som vi har kendt den de sidste mange årtier, er ved at ændre sig. De højrepopulistiske kræfter råber uhyggeligt højt i det verdenspolitiske billede, og hvis ikke de allerede er kommet ind i varmen, som i USA, så står de og banker på hoveddøren til Europa. Det kommende franske præsidentvalg er den næste gyser, vi bliver vidne til.

På den baggrund er Café Krilo en uhyggeligt aktuel roman om, hvordan det danske samfund kunne komme til at se ud i en ikke nærmere tidsbestemt fremtid. Et muligt, fremtidigt scenarie, som de færreste har fantasi til at forestille sig. Men som kunne blive virkelighed, hvis vi ikke sørger for at værne om vores demokratier og værdier som ytringsfrihed, fred og tolerance.

Nogle årtier ude i fremtiden, på Vesterbro i et København, der er forladt af de fleste indbyggere, bor de tre venner Mark, John og Lotte i en ramponeret ejendom. I ejendommens stueetage ligger caféen Krilo, der var den danske modstandsbevægelses sidste bastion, inden de sidste store oprør blev nedkæmpet 10-15 år tidligere. Danmark er regeret af kristne ekstremister, og den lokale præst på Vesterbro har personligt sørget for, at katolikker, jøder og muslimer er blevet udrenset fra kvarteret. Landet regeres af en synode, en kirkelig landssamling, hvis håndlangere – politiet og mange militser – er brutale og anvender tortur og rå magt. Mange danskere er flygtet ud af landet, og tomme huse og bygninger ses overalt. De skandinaviske lande er blevet diktaturer, og resten af Europas lande har lidt nogenlunde samme skæbne. Tidligere grundlovssikrede rettigheder som religionsfrihed, ytringsfrihed, homoseksuelles rettigheder og andre rettigheder. som vi i dag tager for givet, er sat ud af kraft. Mænd skal bære lange bukser og lange ærmer, kvinder skal bære lange nederdele og må ikke arbejde.

Da Lotte en dag får nok og begår en handling, der ville sende hende i fængsel uden domfældelse og uden meget håb om at slippe ud i live, flygter hun ud af København ad den sydlige flugtrute mod Lolland, som mange andre danskere før hende. En vej, hvor det er lykkedes dem at slippe ud af Danmark til Tyskland via Fehmern-forbindelsen (der er bygget færdig mange år tidligere) og videre ned til det sydligste Europa eller helt til Asien, hvor der er fred. Hun må flygte til fods, dels fordi infrastrukturen er brudt sammen, dels for at undgå at blive fanget af regeringens militser. Hendes eneste chance er at følge motorvejen mod Lolland på afstand. Regeringen kontrollerer selve motorvejsstrækningen, mens modstandsgrupper kontrollerer landområderne på begge sider ned til Lolland.

Samtidig, i København, har John og Mark travlt med at istandsætte Café Krilo, og den eksilerede danske ledelse af modstandsbevægelsen gør klar til et afgørende slag mod det autoritære regime.

Lyder det fuldstændig vildt, absurd og surrealistisk?

Det er det på sin vis også. Men det er også et wake-up call og en påmindelse om, at vi ikke må tage vore samfund, vores rettigheder og vores goder for givet. Café Krilo italesætter en fremtid der kunne blive virkelighed, hvis vi ikke passer på vores demokratier og på hinanden.

Café Krilo er Baptiste Boryczkas anden roman (i 2015 udkom debutromanen Korzen), og der er altid store forventninger til opfølgeren til en debutroman. Baptiste Boryczka indfrier til fulde de forventninger. Café Krilo er en velskrevet og uhyggeligt aktuel roman med et dystert fremtidsbillede, men rummer også håb om, at menneskelighed og modstand mod undertrykkelse altid, før eller siden, vil vinde.

Baptiste Boryczka Café Krilo. Lemieux Éditeur (Paris). Udgivet 13. februar 2017. Kan bestilles online, og helt sikkert også i de franske boghandler i København og Aarhus.

 

Måske vil du også synes om: