Majfilm i biografen

Der er hele fem mandage i maj måned, og det betyder fem franske film på Franske Film Mandage programmet, der er et samarbejde mellem Institut français i København og biograferne Øst for Paradis i Aarhus og Grand Teatret i København. Også Cinemateket byder ind med gode film, blandt andet en nyrestaureret film af og med Jacques Tati.

Det er blevet tid til månedens filmoversigt:

Franske Film Mandage

1. maj: La fille inconnue (Kvinde, ukendt), instrueret af Jean-Pierre Dardenne og Luc Dardenne, og med blandt andre Adèle Haenel, Olivier Bonnaud og Jérémie Renier. Filmen spiller i Øst for Paradis i Aarhus, hvor der er et glas vin inkluderet i billetprisen, og i Grand Teatret i København. Filmen får ordinær premiere i begge biografer 8. juni.

8. maj: Cézanne og Zola. Et 1800-tals drama om forfatteren Émile Zola og maleren Paul Cézanne og deres livslange venskab. Filmen er instrueret af Danièle Thompson, og i de to hovedroller ses Guillaume Canet og Guillaume Gallienne. Filmen spiller i Grand Teatret og i Øst for Paradis. I Øst for Paradis er der et glas vin inkluderet i billetprisen. Filmen får ordinær premiere 18. maj i begge biografer.

15. maj: L’Odyssée (Jacques – En mand af havet). Et drama om den legendariske opdagelsesrejsende Jacques Cousteau, med Lambert Wilson og Audrey Tautou i hovedrollerne. Filmen er instrueret af Jérôme Salle. Se den i Øst for Paradis (inkl. et glas vin) og Grand Teatret i København. Filmen har ordinær premiere 1. juni i begge biografer.

22. maj: Ma Loute! (Mysteriet ved Slack Bay). Med blandt andre Fabrice Luchini, Juliette Binoche og Valeria Bruni Tedeschi. Filmen er instrueret af Bruno Dumont, og spiller i Øst for Paradis (inklusive et glas vin) og Grand Teatret.

29. maj: Réparer les Vivants. Med blandt andre Tahar Rahim, Emmanuelle Seigner og Anne Dorval. Filmen er instrueret af Katell Quillévéré. Se den i Øst for Paradis (inkl.et glas vin) og Grand Teatret. Filmen har ordinær premiere 22. juni i Øst for Paradis.

Andre franske film i biografen i maj

Mal de pierres (Elsk mig!) med Marion Cotillard, Louis Garrel og Alex Brendemühl og Frantz, med Pierre Niney, Paula Beer, Ernst Stötzner, Marie Gruber og Johann von Bülow, der begge har været på FFM programmet her i foråret, spiller stadig i både Øst for Paradis og Grand Teatret, samt i flere mindre biografer landet over.

Cinemateket 

I serien Copenhagen Architecture Festival vises torsdag 4. maj en nyrestaureret version af Jacques Tatis film fra 1967 Playtime.

I en serie om den franske instruktør Robert Bresson vises tre af hans film i maj måned: Lørdag den 6. maj og igen lørdag den 27. maj er det l’Argent (Blodpenge) fra 1983. Le diable probablement (Djævlen måske) fra 1977 vises 9. og 17. maj, og Quatre nuits d’un rêveur (Four nights of a dreamer) fra 1971 vises 30. maj og 8. juni.

God tur i biografen, og god weekend :)!

Måske vil du også synes om:

Lidt af hvert om 1. runde af præsidentvalget

fransk-præsidentvalg-2017Der har været væg-til-væg dækning af det franske præsidentvalgs 1. runde i de danske medier den seneste uge, og mange sten er blevet vendt i den forbindelse. Jeg har ikke nogen intention om at gentage de mange analyser og historier, men her er fire pip fra mit lille hjørne.

Hvornår indsættes den nye præsident?

I søndags, mens 1. runde af præsidentvalget blev afviklet, spurgte Anders i bloggens kommentarfelt:

Ved du hvornår den valgte præsident indsættes på posten… er det umiddelbart i forbindelse med den sidste valgafhandling eller hvornår er han formelt præsident?

Den nye præsident bliver indsat 1-2 uger efter vedkommendes valgsejr i 2. runde. Det kan ske, når Le Conseil Constitutionnel (Forfatningsrådet) offentliggør valgresultatet efter valget, og skal senest ske når den siddende præsidents embedsperiode udløber. For præsident Hollande er det 14. maj.

Præsidentvalg i Danmark

De herboende franskmænd var også ved stemmeurnerne i søndags. Det foregik på den franske skole i København, hvor stemmeprocenten for 1. runde af præsidentvalget var på godt 57%, og Emmanuel Macron fik halvdelen af de afgivne stemmer. Marine le Pen fik 3,44% af de ‘danske’ stemmer. Du kan se hele stemmeresultatet her, på den franske ambassades hjemmeside.

Sproglig finesse for nørder

Jeg sad og fulgte med på Twitter kl. 20.00, da de franske valgsteder lukkede. Blandt andet på Le Mondes Twitterprofil, samt hashtaggene #presidentielle og det danske #franskvalg. Exit polls er som bekendt en prognose, et estimat, og altså ikke det endelige resultat. Derfor er det også en af den slags situationer, hvor brugen af hypotetisk conditionnel eksploderer i de franske medier. Netop fordi resultatet ikke er bekræftet.

Baggrundsartikel

Og så har der været endnu en god baggrundsartikel på mit yndlings-onlinemagasin Zetland. Denne gang om det franske rustbælte, nærmere betegnet regionen Nord-Pas-de-Calais, hvor man forsøger at vende afindustrialiseringen til en oplevelsesøkonomi. Det er blandt andet her, Louvre har åbnet en afdeling af det verdensberømte museum. Det er også i den region, at man ifølge artiklens forfatter tydeligst ser forskellene mellem de to præsidentkandidater – Macron og le Pen. Du kan læse artiklen her.

 

Måske vil du også synes om:

En aften med Alliance française de Fionie

Der er liv og glade dage i Alliance française de Fionie.

Så meget, faktisk, at de i erkendelse af at være den eneste AF-afdeling på Fyn for et par år siden skiftede navn fra Alliance française Odense til Alliance française de Fionie. “Vi har derfor lagt arrangementer på biblioteket i Svendborg og arbejder også på muligheden for at lægge arrangementer i f.eks. Faaborg. Vi har samtidig også arbejdet på at gøre os mere synlige i Odense. Vi skal nu for 4. år deltage i Havnekulturfestivalen på Odense Havn. I år sponsorerer vi en buffet, der samtidig fortæller de gode historier om fransk madkultur. Vi kalder arrangementet ’Fra ord til bord’. Vi arbejder også på at få et samarbejde i gang med gymnasierne” fortæller kasserer Helle Andersen mig i en mail dagen efter mit besøg torsdag aften.

Og der var da også fuldt hus i torsdags i Studenterhuset på Brandts Klædefabrik i hjertet af Odense. Unge og gamle og os nogenlunde midt imellem var kommet for at høre lektor Henrik Prebensen fra Københavns Universitet holde foredrag om det franske præsidentvalg, få dage før 1. valgrunde.

En af franskfagets nestorer i Danmark, professor Morten Nøjgaard, er formand for Alliancen på Fyn, og han bød velkommen, inden Henrik Prebensen gik i gang. I løbet af godt halvanden time fik vi en grundig og uhyre struktureret gennemgang af, hvordan et fransk præsidentvalg afvikles og hvad det franske præsidentembede historisk set indebærer, Her var særligt De Gaulle og den 5. republik i fokus. Vi fik et blik på det franske samfunds tilstand her i foråret lige før valget, med de kriser der martrer landet. Den økonomiske krise, der trækker tråde helt tilbage til 2. Verdenskrigs afslutning og den sociale samfundsmodel, der blev forhandlet på plads dengang. Den nuværende, sociale  krise med stigende arbejdsløshed. Den politiske krise. Og en identitetskrise som Prebensen kaldte en kultur- og civilisationskrise.

Herefter gik han videre til en gennemgang af de fem kandidater, der ligger højest i meningsmålingerne, mens de resterende seks kandidater dog også fik et par ord med på vejen. Og måske vigtigst af alt: Prebensen stillede spørgsmålet om, hvordan det kommer til at gå efter valget?

Jeg skal normalt høre en hel del om Frankrig, før jeg lærer noget nyt. Jeg havde flere aha-oplevelser undervejs i Prebensens kyndige gennemgang. Jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen: Arrangementerne i Alliance française-afdelingerne er værd at køre efter! Og torsdag aften var foredraget hele køreturen fra Aarhus til Odense og retur værd.

I lørdags havde de ovenikøbet endnu et højprofileret arrangement i Odense-afdelingen. Der var forfatterbesøg, hvor Jacques Jouet var på besøg for at fortælle om sin digtsamling om Aarhus På…/…En, ledsaget af lektor Steen Bille Jørgensen, der har oversat digtsamlingen. Det besøg var arrangeret i samarbejde med Fransk Salon på Dalum Bibliotek og Selskab for Ny Fransksproget Litteratur.

Fransk Salon er en række læsekredse på Dalum Bibliotek, ledet af salonnière og bibliotekar Dorrit Munk Jørgensen. Udover læsekredsene laver Fransk Salon også kulturelle arrangementer, hvor deltagerne mødes på tværs af læsekredsene, og Dorrit Munk Jørgensen arbejder tæt sammen med Alliance française de Fionie. Se Fransk Salons Facebookside her.

Der er mange franske aktiviteter i det fynske, og det er ikke sidste gang, jeg tager på besøg.

Måske vil du også synes om:

Dagen derpå (eller noget…)

Hold. Nu. Op.

Sikke en modtagelse, interviewsamtalen med Baptiste Boryczka har fået. Det har vist mig, at jeg er på rette spor med blogarbejdet, og at arbejdet med at lytte og transkribere samtalen, beskære stoffet (det var svært! der kom så mange guldkorn på bordet i løbet af de 47 minutter og 22 sekunder, samtalen varede, at vendingen ‘Kill your darlings’ fik en helt ny betydning), skrive artiklen og oversætte den til dansk var det hele værd!

Connaissances.dk er i sit udgangspunkt dansk. Og det vil den blive ved med at være. Men artiklens succes har også fået mig til at overveje, om der skal lidt flere – bare lidt flere – artikler med på både dansk og fransk. Når det er relevant, forstås. Indtil videre er der ikke så mange. Bare 4 ud af 391 (inklusive dette indlæg). Til en start har jeg nu givet de dansk/franske artikler en selvstændig kategori, som du finder i menuen øverst på siden.

Og så er det på søndag, det sker. 1. runde af det franske præsidentvalg. Det bliver en gyser. Det bliver sindssygt spændende, fordi der nu er fire kandidater, der ligger næsten på linje til at gå videre til 2. runde. Se den interaktive grafik her, der er et gennemsnit af 128 opinionsundersøgelser fra 10 institutter fra december 2016 og frem til i mandags (grafikken ses bedst på en computer).

Måske har du allerede set dette klip med John Oliver, hvor han tager det franske valg under morsom, men kærlig behandling? Hvis ikke, så und dig selv at bruge de 18 minutter, det varer, til at få dig et godt grin. Og se endelig klippet HELT til ende. Det bliver kun sjovere og sjovere. Og til sidst helt ustyrligt morsomt.

God torsdag derude :)!

Måske vil du også synes om:

“Det, vi har i dag, er ikke noget, vi har for evigt”

(L’article en français en-dessous de l’article en danois :) )

Hvorfor lander en franskmand fra Paris i København og ikke alle mulige andre, eksotiske steder, hvad fik ham til at begynde at skrive, og hvordan fik han ideen til at iscenesætte et fremtidsDanmark som et diktatur, regeret af kristne ekstremister?

Samtale med Baptiste Boryczka, forfatteren til Korzen og Café Krilo.

Det er en af de første forårsdage. En stille og lun dag med solskin. Bladene på træerne endnu ikke helt udsprungne. Adressen, som Baptiste har givet mig, er på det indre Frederiksberg, kun et stenkast fra søerne, og langt fra det billigste kvarter i København. “Vi købte lejligheden som et håndværkertilbud, og jeg har selv sat det meste i stand, med hjælp fra min far”, fortæller Baptiste, da jeg senere får en rundvisning på de særdeles velindrettede kvadratmeter.

I stuen står døren ud til balkonen åben, Læs mere

Måske vil du også synes om:

Tre franske litteraturarrangementer i næste uge

Der er tre særdeles spændende litterære arrangementer på plakaten i både København, Aarhus og Odense i næste uge, og der er noget for enhver smag. Se bare her:

Torsdag den 20. april i Aarhus kl. 15.15 – 18.15 er der seminardag på Aarhus Universitet, hvor alle er velkomne. Seminarets fokus og titel er Quelles formalisations pour les écritures du réel? og afholdes på fransk. Der er foredrag ved flere prominente litteraturforskere fra Frankrig, blandt andre François Bon. Det er muligt at få et kort resumé på engelsk af de enkelte foredrag ved henvendelse til lektor Steen Bille Jørgensen. Se hele programmet for seminaret inkl. lokaledetaljer her.

Fredag den 21. april i København kl. 18.00 i Fotografisk Center, Staldgade 16, KBH V, er der boglancering i København med forfattersigneringer, når Forlaget Etcetera, Dansk selskab for ny fransksproget litteratur og Poesiens Hus inviterer til en helt særlig bogudgivelse. I invitationen skriver arrangørerne: “Bogen Franske stemmer – captations littéraires er ti bud på, hvordan fransksproget litteratur tager sig ud netop nu. Forlaget Etcetera og Dansk selskab for ny fransksproget litteratur (SLC) har inviteret ti fremtrædende forfattere fra Frankrig, Belgien og den tidligere franske koloni Burkina Faso til at skrive en tekst særligt til bogen her – og de har fået helt frie hænder“. Læs mere om programmet på SLCs hjemmeside her, eller på Facebookbegivenheden her.

Lørdag den 22. april i Odense er der forfatterbesøg i Alliance française kl. 15.00. OULIPO-forfatteren Jacques Jouet, som du iøvrigt også kan møde i København om fredagen (se ovenfor) kommer på besøg, ledsaget af lektor Steen Bille Jørgensen fra Aarhus Universitet, der har oversat Jouets digtsamling om Aarhus På…/…En. Jeg har tidligere i år anmeldt digtsamlingen, som jeg er begejstret for. Du kan (gen)læse min anmeldelse her. Find flere detaljer om arrangementet på Alliance française Fyns Facebookside her.

Foto øverst til venstre: Sofie Vestergaard Jørgensen, Forlaget Etcetera
Foto øverst til højre: Wikimedia Commons

 

Måske vil du også synes om:

Roland Buti: Midt i horisonten

ANMELDELSE

Midt i horisonten er et stille drama set gennem en 13-årig drengs øjne, hvis verden falder sammen omkring ham, uden at han kan gøre noget. En fortælling om tab af uskyld og tab af barndom i en kvælende hed sommer i Schweiz.

Der er ikke meget biografisk materiale at finde på internettet om forfatteren Roland Buti. Da der endelig dukker noget op i form af hans forlags forfatterbeskrivelse og et interview til den schweiziske avis Le Temps, får man bekræftet mistanken om, at vi her har en forfatter, der har andre gøremål i livet end at skrive romaner. Den schweiziske forfatter, født i 1964, er gymnasielærer i historie og elsker sin historieundervisning, fortæller han i interviewet til Le Temps.

Le Milieu de l’horizon fra 2013 er hans tredje og seneste roman og fjerde udgivelse i alt. I 1990 udkom novellesamlingen Les Ames lestées. Trods den beskedne udgivelsesrate er der alligevel opmærksomhed om hans bøger, og han er flere gange prisbelønnet. Le Milieu de l’horizon vandt blandt andet Prix suisse de la littérature i 2014, og var indstillet til den prestigefyldte franske litterære Prix Médicis samme år. Og det er den prisbelønnede roman, der i slutningen af december 2016 udkom på dansk med titlen Midt i horisonten.

Midt i horisonten er fortællingen om sommeren 1976, der var den varmeste og tørreste sommer i Schweiz i mands minde, oplevet gennem den 13-årige Gus, der er romanens jeg-fortæller. Indtil denne sommer har verden udgjort en helhed for Gus. Moren tog sig af familien, og hans klippe af en far tog sig af arbejdet med gården, hjulpet af den enfoldige Rudy, der er familiens plejesøn og som har Downs Syndrom i mild grad. Hans bedstefar, som drev gården før hans far, bor nu i et hus tæt ved. Gus hjælper til på gården, og læser tegneserier i sin fritid. En dag finder han en hvid due, som han tager til sig. Den har fået plukket halefjerene af og kan ikke flyve. og den får fast plads på Gus’ skulder.

Mennesker, dyr og afgrøder lider i den kvælende hede. Jorden slår revner, majsen visner og hønekyllingerne i farens milliondyre investering, kyllingehuset, dør i hobetal, fordi ventilationen ikke er gearet til så høje udendørs temperaturer. Nætterne er ikke meget køligere.

En dag dukker Cécile, en af morens bekendtskaber, op og flytter ind på gården. Hun er livlig og sprudlende, og utvivlsomt en god adspredelse i morens daglige trummerum. En dag opdager Gus, at det ikke er Cécile, der har sovet i det lille loftskammer, men faren. Rygterne begynder at løbe i landsbyen, og moren rejser væk sammen med Cécile efter et dramatisk optrin i familiens køkken. Og så begynder Gus’ verden for alvor at ramle. Den urokkelige far synker i grus, gårdens faste rutiner bliver ikke opretholdt, dyrene lider, den enfoldige Rudy har ikke nogen styring i dagens pligter længere. Da regnen endelig kommer er det en syndflod, der ødelægger de sidste rester af bestanden af hønekyllinger og markens afgrøder, og katastrofen er total.

Midt i horisonten er et stille drama set gennem en 13-årigs øjne, hvis verden falder fra hinanden omkring ham uden at han kan gøre noget. Med enkle og alligevel meget effektfulde fortællegreb formår Roland Buti at placere læseren i den varme, tørre sommer og fornemme den knitrende, kvælende hede, der ligger som en forbandelse over mennesker og dyr. Vi undres sammen med den 13-årige Gus over forældrenes handlinger og reaktioner, men får ikke nogen forklaring. Romanen er en fortælling om tab af uskyld, tab af barndom og en fortælling om, at et menneskes verden kan falde fuldstændig fra hinanden, og at man kan komme ud på den anden side.

Roland Buti Midt i Horisonten. Udkommet på dansk i december 2016 på forlaget Arvids. Romanen er oversat fra fransk af Inge-Lise Dalager. 176 sider.

Her kan du læse mere om Roland Buti: Interviewet i Le Temps og forfatterbeskrivelsen på forlaget Zoés hjemmeside.

Mandagstanker

Måske har du bemærket, at frekvensen af blogindlæg er gået en anelse ned på det seneste? Fra en 3-4 stykker om ugen til 2-3? Bare rolig. Der er ikke tale om, at jeg er ved at være træt af at blogge eller er ved at løbe tør for emner at skrive om. Men jeg arbejder på fuld tid ved siden af bloggeriet i øjeblikket, og mine kvalitetskrav til et blogindlæg, holdt op imod det faktum at der kun er 24 timer i døgnet, gør altså, at publikationsfrekvensen lige er dalet en anelse. Det kunne selvfølgelig være fantastisk, hvis jeg kunne leve af bloggen alene, men det scenarie ligger et stykke ude i fremtiden. Og jeg gider ikke have reklamebannere på bloggen.

Men altså. Der er ikke helt påskeferie på bloggen endnu. Faktisk skal min uge bruges til at skrive blogindlæg og læse bøger – når vi altså ikke lige har nogle haveprojekter, der kalder. Men nogle gange bliver et blogindlæg, der allerede er undervejs og kun mangler den sidste afpudsning (som det, du skulle have haft i fredags), overhalet af vigtigere ting. Som for eksempel at spise is i forårssolen på Amager Strandpark med Kæreste og det ene af mine yngstebørn.

Der var dog et franskrelateret indslag i gårsdagens tur til København. Jeg havde aftalt et interview med Baptiste Boryczka, forfatteren til Korzen og Café Krilo. Jeg har kendt ham i knap et par år og har korresponderet jævnligt med ham. Men bortset fra et hurtigt bonjour til et arrangement på Institut français i september 2015 har vi aldrig, sådan rigtigt, haft en samtale. Det fik vi lavet om på i går. Og jeg fik blandt andet svar på, hvorfor det var i København og ikke alle mulige andre, eksotiske steder, han landede, hvad der fik ham til at begynde at skrive, og hvordan han fik ideen til at iscenesætte et fremtidsDanmark som et diktatur, regeret af kristne ekstremister.

Det møde får du selvfølgelig som artikel her bloggen – på både dansk og fransk – når jeg har skrevet færdig og oversat.

Og så nærmer præsidentvalget i Frankrig sig med hastige skridt. Jeg har fulgt fantastiske Stéphanie Surrugue siden den sommer, hvor hun kørte rundt i hælene på Tourfeltet i sin lille røde bil med Politikens legendariske Tour-reporter Mogens Jacobsen i passagersædet. Stéphanie rapporterede alle de skæve vinkler fra Touren backstage, mens Mogens Jacobsen tog sig af de store forkromede linier fra Tourens frontscene. Det var ustyrligt morsomt!

Stéphanie er for nylig blevet DRs korrespondent i Frankrig, og der er, som altid, en lind strøm af gode ting på vej fra hende. For eksempel i morgen på DR1, hvor hun i udsendelsen Stéphanies Frankrig tager os med på en rejse fra Nice i syd til Calais i nord for at tage pulsen på det franske samfund op til valget. Eller radioprogrammet Allô Allô på P1, der havde premiere i går, hvor hun sammen med Morten Runge tager det franske præsidentvalg under kærlig behandling, inklusive de skæve vinkler.

I morgen får du det blogindlæg, du skulle have haft i fredags :)

Måske vil du også synes om:

Fem læseforslag til påskedagene

Er du heldig at have fri i næste uge? Eller ser du frem til påskedagene, men mangler en god bog at læse i?

Her får du min top 5 over de bøger, jeg har anmeldt det seneste halve års tid. Men dermed jo ikke være sagt, at der ikke har været mange andre gode, litterære oplevelser på bloggen. Det har der jo, og du finder dem allesammen her, under bloggens litteraturarkiv.

5. En smuk og poetisk historie om musikkens verden og stemmens kraft:

Célia Houdart: Med dæmpet stemme

4. Jeg har aldrig for alvor haft lyst til at give mig i kast med Houellebecqs forfatterskab. Denne bog giver nøglen, lysten og skubbet til at komme i gang:

Bernard Maris: Økonomen Houellebecq

3. Jamen, jeg har bare et blødt punkt for litteraturprofessorer m/k, der øser af deres enorme lager af historier, anekdoter og faktuel viden:

Hans Hertel: Bogmennesker

2. Fordi den foregår i min hjemby, som Jacques Jouet viser mig på en helt ny måde:

Jacques Jouet: På…/…En

1. Fordi den foregår i Danmark, og fordi den italesætter, hvad ingen kan forestille sig kunne ske i vores hjemlige smørhul, hvis vi ikke passer på:

Baptiste Boryczka: Café Krilo

Hvad jeg skal læse i Påsken?

Jeg er så heldig at have ingenting i kalenderen (bortset fra et par haveprojekter, hvis vejret arter sig) så jeg skal have læst op på tolerancebegrebet. Inden jeg læser denne her, som jeg fik i fødselsdagsgave for nylig, så skal jeg lige have genopfrisket Voltaires afhandling om tolerance. Den som jeg skrev om her.

Har du iøvrigt set, at Saint-Exupérys uopslidelige klassiker nu er blevet oversat til sprog nummer 300, og dermed har overhalet Biblen? Læs mere her.

Måske vil du også synes om:

Alliance française i april

Det er blevet tid til den månedlige oversigt over aktiviteterne i de danske Alliance française-afdelinger, og afdelingerne byder igen på spændende foredrag, som det godt kan betale sig at køre efter.

Se bare her:

Fredericia

I DAG, tirsdag den. 4. april kl. 19.00, er der foredrag om Sydfrankrig ved Karen og John Risum. Geografisk og historisk vil de give tips til ture og aktiviteter fra grænsen til Pyrenæerne, Andorra og Spanien. Læs mere på afdelingens hjemmeside her.

Haderslev

Onsdag den 26. april kl 19.00 – det er mellem det franske præsidentvalgs 1. og 2. runde – kommer Jean-Pierre Mabire og fortæller om det franske præsidentvalg. Der er spisning inkluderet og derfor tilmeldingsfrist senest 19. april. Se afdelingens program for flere detaljer her.

Helsingør

Tirsdag den 25. april kl. 19.30 er der foredrag på fransk med titlen Paris et son histoire ved Christophe Luciani, der gennemgår Paris’ historie fra forhistorisk tid til vore dage. Mere på afdelingens hjemmeside her.

Odense

Torsdag den 20. april kl. 18.30 er lektor i fransk ved Københavns Universitet, Henrik Prebensen, på besøg. Emnet er det franske præsidentvalg 2017, hvor 1. runde afholdes søndag den 23. april. Foredraget er på dansk.

Lørdag den 22. april kl. 15.00 er der dobbeltbesøg, idet OULIPO-forfatteren Jacques Jouet kommer på besøg, ledsaget af lektor Steen Bille Jørgensen fra Aarhus Universitet, der har oversat Jouets digtsamling om Aarhus På…/…En. Jeg har tidligere i år anmeldt digtsamlingen, som jeg er begejstret for. Du kan (gen)læse min anmeldelse her.

Find flere detaljer om begge arrangementer på Alliance française Fyns Facebookside her.

Roskilde

Torsdag den 27. april kl. 19.00 er der generalforsamling (kun for medlemmer). Efter generalforsamlingen åbnes dørene kl. 19.30 for et foredrag om det franske præsidentvalg  ved lektor ved Københavns Universitet, Henrik Prebensen. Det er midt mellem 1. og 2. valgrunde. Læs mere på afdelingens hjemmeside her.

Vestjylland

Søndag den 9. april kl. 14.00 – 15.30 er der musikalsk Matinée på Holstebro Bibliotek ved den franske musiker Thierry Cattiaux, med titlen La Chanson Française de 1950 à 2017. Læs mere om det musikalske program her.

Viborg

Onsdag den 26. april kl. 19.30 holder professor emeritus og tidligere formand for Alliance française i Haderslev, Bitten Bøgsted, foredrag på fransk med titlen Aveyron, un département inconnu?  om den ret ukendte region Aveyron i det sydvestlige Frankrig med Millau-viadukten, verdens højeste bro. Se flere detaljer i programmet her.

 

Måske vil du også synes om: