5 vidt forskellige, frankofone kulturtilbud i Danmark i juni

Der er ret mange franske og frankofone kulturbegivenheder på plakaten i den kommende tid, fra København over Aarhus til Holstebro. Her får du fem af dem, man ikke ser hver dag.

  • I forbindelse med det europæiske kulturhovedstadsår i Aarhus udstiller de franske brødre Ronan og Erwan Bouroullec på Aarhus Kunsthal fra 26. maj og året ud. De veletablerede designere har arbejdet sammen med et væld af internationale brands, ikke mindst danske Hay og Kvadrat. Den aarhusianske designudstilling blev indviet af Frankrigs ambassadør.
  • For ikke så længe siden anmeldte jeg den fransk-rwandiske forfatter Scholastique Mukasongas bog Hvad bjergene hvisker, som jeg var meget begejstret for. Nu får du mulighed for at opleve hende i Danmark, da hun kommer på besøg på Institut français i København fredag den 9. juni. Der er gratis adgang, men man skal forhåndstilmelde sig. Det sker her, hvor du også kan læse mere om Mukasonga.
  • Lørdag den 10. juni er der afrikansk kultur- og musikfestival på Nørrebro i København. Den farverig festival med navnet Couleur Café har efterhånden en del år på bagen i det københavnske, og slår nu dørene op til 2017-udgaven. Læs mere om program på deres Facebookside her.
  • I forbindelse med festugen i Holstebro 10.-18. juni, der også er en del af det europæiske kulturhovedstadsår 2017 i Aarhus, optræder det franske hesteteater Théâtre du Centaure i gadebilledet ved flere lejligheder. På Festugens hjemmeside skriver de blandt andet om Théâtre du Centaures planlagte program: […] Under Aarhus 2017 kan de opleves i Holstebro og omegn med unikke kentaurevents og forestillinger, for eksempel i Kentaurlandsbyen i Holstebro bymidte, hvor der hver morgen vil være morgenkaffe og byttehandler; i midnatsceremonier i parken; i kirken i en intim danseforestilling; i vandreforestillinger i landsbyerne Sevel og Borbjerg; og i tilsynekomster i det daglige bybillede, hvor kentaurerne går i banken, på café eller i tøjbutikker. Endelig skaber teatret ved Husby Strand en Animaglyphe: en helt unik koreografi med hundredvis af heste i vesterhavslandskabet. 
  • Og sidst, men ikke mindst, så er det i denne måned at Forlaget Tiderne Skifter udgiver en samlet version af de danske oversættelser af tekster af den franske filosof og fænomenolog Paul Ricoeur, der er udgivet gennem tiden. Hertil er oversat yderligere et par tekster, der ikke tidligere har været udgivet på dansk. Det er den danske filosofiprofessor og Ricoeur-kender, Peter Kemp, der har samlet og redigeret nyudgivelsen. Dén glæder jeg mig til at læse!
Måske vil du også synes om: