Skandinavisk jul i Paris

Den er god nok.

De er pjattede med skandinavisk jul i Paris.

Et af Paris’ ældste stormagasiner BHV – Bazar de l’Hôtel de Ville – i Rue de Rivoli ved rådhuset, går all-in på dansk jul i år. De har allieret sig med den danske ambassade, Maison du Danemark og VisitDenmark, og Malene Rydahl – forfatteren til Heureux comme un Danois – er protektor for juletemaet. Selveste prinsesse Marie var i Paris i forrige uge for at indvie herlighederne.

Der er dansk design, juledekorationer, adventskrans-workshop, foredrag og bogsignering med Malen Rydahl, dansk smørrebrød i lange baner, og julepynt en masse. Så spekulerer jeg bare på, om de også har fået den mest danske julepynt overhovedet med? Mon de har julehjerter, man selv kan flette? Eller julestjerner?

Hvis du ikke selv har mulighed for at kigge forbi BHV i december, så kan du på stormagasinets hjemmeside se, hvad de byder på. Ordet ‘hygge’ optræder mindst en gang på hver side. Det er faktisk lige før, det er for meget…

Norsk julemarked i det 10. arrondissement

Men som om det ikke er nok, inviterer to norske jenter bosiddende i Paris for andet år i træk til norsk julemarked i det 10. arrondissement. Det sker i den kommende weekend i Rue du Chateau d’Eau, hvor der vil være norsk julehåndværk, norske julenisser, rensdyrskind, norsk strik og kulinariske oplevelser. Det kan du læse mere om hos Paris ZigZag, der er svært begejstrede for det norske julemarked.

Måske vil du også synes om:

Kaouther Adimi: Nos richesses

ANMELDELSE

Nos richesses er et eksempel på den exofiction, der trender i fransk litteratur i disse år. Romanen er den fineste blanding af litteraturhistorie, samfundshistorie og kolonihistorie, som man kun kan blive klogere på. Og sådan noget er jeg ret pjattet med.

Romanens udgangs- og omdrejningspunkt er Edmond Charlot og hans boghandel Les Vraies Richesses, som blev indviet i Alger i 1936. Det andet yderpunkt er Alger år 2017, hvor den unge studerende Ryad har fået til opgave at tømme den forladte boghandel og male den, inden der skal indrettes beignetshop i lokalet. Imellem de to yderpunkter væver Kaouther Adimi et spind, der består af Charlots dagbogsnotater, afsnit med den historiske baggrund for perioden, og Ryads oplevelser i 2017. Et spind, der væver 1936 sammen med 2017, og skaber hele fortællingen om den sagnomspundne boghandel og forlag, der blandt andet udgav en helt ung Albert Camus’  tekster.

Charlots “dagbogsnotater”

Charlot og boghandlen er de to ting i romanen, der har eksisteret i virkeligheden. Kaouther Adimi har brugt et år på at researche kilder, der kunne fortælle mere om ham, om boghandlen og om livet i Alger. Af alt denne indsamlede information har hun sammenstykket dagbogsnotater, som kunne have været Charlots, men som reelt er dramadokumentarisk materiale, der spejler en virkelighed. Personerne er virkelige, begivenhederne er dramadokumentariske.

Gennem dagbogsnotaterne følger vi Charlot, fra han som ganske ung i 1936 vender tilbage til Alger, indretter boghandlen og starter sit forlag, der udgiver tekster af forfattere som Albert Camus, Jean Giono, André Gide, og en vrimmel af andre kendte og mindre kendte forfattere. Så kommer 2. Verdenskrigs ødelæggelser, Charlot rykker til Paris og starter en afdeling af sit forlag, mens familien bliver i Alger og passer boghandlen. Men det bliver en hård konkurrence mod de store, parisiske forlag, og manglen på papir, tryksværte og snor er desperat. Uden de ting, ingen bogudgivelser.

Den parisiske afdeling af forlaget går konkurs, og efter krigen vender Charlot tilbage til Alger, hvor oprøret mod den franske kolonimagt ulmer. Spændingerne i landet stiger, og fra 1954 til 1962 raser Algierkrigen. Dagbogsnotaterne slutter i efteråret 1961, hvor Charlots boghandel bliver totalt raseret.

Korte historiske rids

Romanen indeholder en række korte historiske intermezzoer, der sætter Charlots dagbogsnotater ind i en større samfundspolitisk kontekst: Alger lige før 2. Verdenskrigs udbrud, dens indvirkning på den europæiske og nordafrikanske situation, massakren i Sétif i 1945, situationen i Algeriet i 1954, Paris 1961… Altsammen set fra en algiersk synsvinkel.

Ryad i Alger 2017

Da den unge studerende Ryad lander i Alger, regner han med, at det ikke vil tage ham lang tid at få ryddet den gamle boghandel og malet det hele hvidt, så han hurtigt kan komme hjem til Paris og sin kæreste igen. Men stedets charme sniger sig umærkeligt ind på ham. Der er gamle bøger og manuskripter, håndskrevne bilag, fotos, postkort og breve, der fortæller historier om Edmond Charlots livsværk. Ryads opgave bliver ikke nemmere af at boghandlens ‘vogter’, den gamle og næsten to meter høje Abdallah, belejrer fortovet udenfor boghandlen, og kvarterets beboere yder en venlig men skjult modstand mod rydningen. Ryad er rundt i flere forretninger for at finde hvid maling, men det er forunderligt nok udsolgt alle steder uden undtagelse. Når Ryads arbejde bliver observeret af kvarterets beboere, understreges det helt tekstnært af den aktive brug af ‘nous’.

Langsomt inviterer de ham imidlertid ind i deres fællesskab og fortæller ham mere om boghandlen og deres egne liv. Romanens store, ubesvarede spørgsmål er, om Ryad nogensinde får færdiggjort sit arbejde, så lokalet kan åbne som en ny og hvidmalet beignetshop…

Nos richesses er et eksempel på den exofiction, der trender i fransk litteratur i disse år. En fortællemåde, hvor virkelige begivenheder eller personer sættes ind i en dramatiseret (fiktiv) kontekst. Romanen udmærker sig ved at fortælle om begivenhederne fra en algiersk synsvinkel (forfatteren er selv algierer) og beskrive Frankrig som den kolonimagt, landet var indtil Algieriets uafhængighed i 1962. Romanen er den fineste blanding af litteraturhistorie, samfundshistorie og kolonihistorie, som man kun kan blive klogere på. Og sådan noget er jeg ret pjattet med.

Kaouther Adimi Nos Richesses (Éditions du Seuil), Paris 2017.

Måske vil du også synes om:

Novemberfilm i biografen

Der er fuld fart på Franske Film Mandage programmet, hvor to af filmene allerede får ordinær premiere få dage efter FFM visningen. Og så er der fint besøg i Grand Teatret i anledning af premieren på filmen om brødrene Lumière, der opfandt kinematografen. Det er blevet tid til månedens franske filmoversigt.

Franske Film Mandage

I dag, mandag den 6. november: Le jeune Karl Marx (Den unge Karl Marx) med blandt andre August Diehl, Stefan Konarske, Vicky Krieps og Olivier Gourmet. Filmen er instrueret af Raoul Peck. Vises i både Øst for Paradis og Grand Teatret. filmen har ordinær premiere den 9. november i begge biografer.

Mandag den 13. november vises filmen Rodin med Vincent Lindon i den store hovedrolle. I andre roller ses Izïa Higelin, Séverine Caneele, Bernard Verley og Anders Danielsen Lie. Filmen er instrueret af Jacques Doillon. Spiller i Øst for Paradis og Grand Teatret. Filmen har ordinær premiere 16. november i Grand Teatret.

Mandag den 20. november er det Le divan de Staline (Stalins sofa), der er på programmet. I hovedrollen som Stalin ses Gérard Depardieu, med Emmanuelle Seigner, Paul Hamy og Francois Chattot i andre roller. Filmen er instrueret af Fanny Ardant (Jojo, hun kan også instruere. Og hun kender udmærket Depardieu fra filmatiseringen af Balzac-novellen Colonel Chabert, hvor hun spillede hans hustru). Se Le divan de Staline i Øst for Paradis og Grand Teatret.

Mandag den 27. november: La Confession med blandt andre Romain Duris, Marine Vacht og Anne Le Ny. Filmen er instrueret af Nikolas Boukhrief. I Øst for Paradis og Grand Teatret.

Premierer i november – film om brødrene Lumière

Ud over Le jeune Karl Marx og Rodin, der begge får ordinær premiere i november (se ovenfor), er der 16. november fint besøg i Grand Teatret, når både Thierry Frémaux, direktør for Cannes filmfestivalen, og Frankrigs ambassadør i Danmark, François Zimeray, introducerer den nye film Lumière, om brødrene Lumière, der opfandt kinematografen i 1895. Filmen får ordinær premiere 23. november i både Øst for Paradis og Grand Teatret.

Spiller stadig

Efterårets første første film på FFM-programmet, Sage femme (Gensynet), med Catherine Deneuve og Catherine Frot i hovedrollerne, spiller stadig i Grand Teatret. Filmen er instrueret af Martin Provost.

Ce qui nous lie (Vores vingård i Bourgogne), med blandt andre Pio Marmaï, Ana Girardot og François Civil. Filmen er instrueret af Cédric Klapisch. Spiller stadig i Grand Teatret i København. Filmen havde ordinær premiere i begge biografer torsdag den 19. oktober.

Un sac de billes (Flugten til Nice), med Dorian Le Clech, Batyste Fleurial, Patrick Bruel (jojo, sangeren!), Elsa Zylberstein og Bernard Campan, spiller stadig i Øst for Paradis. Filmen er instrueret af Christian Duguay.

Cinemateket

I serien Ønskefilm viser Cinemateket den 11. november Le vieil homme et l’enfant (Den gamle mand og drengen) fra 1967, instrueret af Claude Berri.

Den 18. november, ligeledes i serien Ønskefilm, vises Les enfants du Paradis (Paradisets børn) fra 1943, instrueret af Marcel Carné.

God fornøjelse i biografen:)!

Måske vil du også synes om:

Alliance française i november 2017

Det begynder at dufte lidt af jul i de danske Alliance française-afdelinger, og der er stadig spændende arrangementer, som det er værd at køre efter. Flere afdelinger har efterhånden Facebooksider, som det kan betale sig at holde øje med. Det er blevet tid til måneden oversigt over arrangementer i de danske AF-afdelinger.

Fredericia

Torsdag den 30. november kl. 19.00 er der julefest i Alliance française i Fredericia med traditioner, lækkerier, musik og sang. Læs mere på afdelingens hjemmeside.

Frederikshavn

Torsdag den 9. november kl. 19.30 får afdelingen besøg af professor emeritus Morten Nøjgaard, der holder foredrag om den franske 1800-tals forfatter Gustave Flauberts nok mest berømte roman, Madame Bovary. Mere information på Alliance française Frederikshavns hjemmeside.

Haderslev

Torsdag den 23. november er der juleafslutning med mad og hygge. Tilmelding senest den 16. november. Læs mere på afdelingens hjemmeside, eller følg med på deres Facebookside.

Helsingør

Torsdag den 23. november kl. 19.30 er der foredrag på fransk om Marcel Pagnol ved Alix Bonetto. Se afdelingens program og få flere informationer her.

København

Arrangementer i afdelingen annonceres via deres Facebookside her.

Odense

Alliance française de Fionie holder Piaf-aften i aften, og interessen har været så stor, at der simpelthen er udsolgt! Det har fået arrangørerne anledning til at overveje yderligere musikarrangementer i fremtiden. Følg med i afdelingens arrangementer på deres Facebookside.

Odense – Fransk salon Dalum

 Torsdag den 9. november fra 19.00 til 21.00 er der foredrag om Le Petit Prince ved cand.ling.merc Vanessa Balsby. Fra beskrivelsen lyder det bl.a.: 74 år efter dens udgivelse, tvinger Antoine de Saint- Exupérys franske ”Le Petit Prince” os stadig i knæ, når vi læser om prinsen og hans elskede rose. Læs mere på Dalum Biblioteks hjemmeside, og hold også øje med Fransk Salons Facebookside.

Roskilde

Mandag den 13. november kl. 19.00 har afdelingen arrangeret en fællestur til Grand Teatret i København for at se den franske film om Rodin og hans muse Camille Claudel.

Mandagen efter, den 20. november kl. 18.30 er der foredrag om Marcel Pagnol ved Alix Bonetto, der vokset op i Sydfrankrig. Hun vil tage tilhørerne med i Pagnols fodspor.

Læs mere om begge arrangementer på afdelingens hjemmeside.

Sønderborg

Alliance française i Sønderborg har også to arrangementer på programmet i november.

Torsdag den 2. november kl. 19.00 vises filmen Les Chevaliers blancs med Vincent Lindon i hovedrollen. Filmen er fra 2015 og er instrueret af Joachim Lafosse. 

Onsdag den 15. november kl. 19.00 på Sønderborg Bibliotek,  kommer Jean Pierre Mabire og fortæller om den franske præsident Emmanuel Macron og hans politiske visioner for Frankrig.

Læs mere om begge arrangementer på afdelingens hjemmeside.

Vestjylland

Tirsdag den 21. november afsluttes sæsonen med et  ”Franskinspireret Julearrangement”. Find programmet og flere informationer på afdelingens Facebookside.

Viborg

Tirsdag den 7. november er der foredrag ved museumsinspektør, dr. phil. Ulla Kjær fra Nationalmuseet, om de dansk-franske kunstforbindelser i den danske enevældes tid. Se mere her, og få flere informationer om tid og sted på afdelingens egen hjemmeside.

Aabenraa

Tirsdag den 14. november kl. 18.30 vises der film i Kino i Aabenraa: Juste la fin du monde (Det er bare verdens undergang). Se mere information om tid og sted på afdelingens hjemmeside.

 

Måske vil du også synes om: