Får du set nogle film?

Der er knap en uge tilbage, før My French Film Festival lukker og slukker for i år. Her er tre af de kortfilm, jeg har nået at se og stemme på indtil nu. Hvilke film har du set?

Que vive l’Empereur (kortfilm)

I kategorien ‘Love à la française’

Bébé er lidt af en umulius, der øver sig i at være god soldat for Napoléon. Ihvertfald til det rollespilsslag ved Waterloo, som han vil med til. Ludo er hans selvopofrende hustru, som finder sig i hans særheder og blot forsøger at hjælpe og støtte ham og være en god hustru. Bébé har trænet helt alene, men falder igennem, da slaget ved Waterloo skal genspilles…

Belle à croquer (kortfilm)

I kategorien ‘What the F…rench!?

M. Mongoût og Mlle Carotte er naboer i denne fine lille, stiliserede stumfilm. M. Mongoût er tandlæge med kannibalistiske tilbøjeligheder, Mlle Carotte er hans vegetariske nabo, som han er dybt forelsket i, men han hader grøntsager. En hvidklædt engel – l’ange des amours impossibles – i skikkelse af ingen ringere end Catherine Deneuve dukker op, og siger, han skal opføre sig som et mandfolk. Han bliver inviteret til middag hos Mlle Carotte, men hvad gør man, når man elsker Mlle Carotte men hader grøntsager?

Le film de l’été

I kategorien ‘Hit the road!’

Philippe får et lift med Aurélien, der er på vej til Marseille for at aflevere sin søn Balthazar til hans mor. Undervejs opstår der et særligt venskab mellem de tre. Philippe er træt af sit arbejdsliv og søger nye udfordringer. Han er på vej til Lyon til en jobsamtale. Det går ikke som forventet, og og han fortsætter sammen med Aurélien og Balthazar mod Marseille. En roadmovie med de franske autoroutes og – især – rastepladser som kulisse, filmet med et filter, så billederne ligner falmede fotos fra 70ernes sommerferier.

Husk at du kan slå underteksterne til. Når filmen starter er der et lille cc ikon i nederste højre hjørne – vælg mellem op til 10 forskellige sprog.

Se alle filmene og meget mere på My French Film Festivals hjemmeside.

 

Måske vil du også synes om:

Franske film i biografen, februar 2018

Franske Film Mandage starter op igen, og Cinemateket byder på Luis Buñuel, Jules Verne og 50 års fransk filmhistorie. Intet mindre. Det er blevet tid til månedens franske filmoversigt.

Franske Film Mandage

Forårets program er på trapperne, men allerede nu er åbningsfilmen programsat.

Mandag den 19. februar blænder Øst for Paradis og Grand Teatret op for forårets program med filmen 120 battements par minute. Filmen vandt både juryens Grand Prix og de internationale kritikeres pris ved filmfestivalen i Cannes sidste år. Medvirkende er blandt andre Nahuel Pérez Biscayart, Arnaud Valois, Adèle Haenel og Antoine Reinartz. Filmen er instrueret af Robin Campillo.

Premierer i februar

Torsdag den 8. februar er der premiere på l’Amant double (Dobbelt begær), som sluttede efterårets Franske Film Mandages efterårsprogram i december. Marine Vacth, Jérémie Renier, Jacqueline Bisset, Myriam Boyer og Dominique Reymond ses i filmens bærende roller. l’Amant double er instrueret af François Ozon og kan ses i Øst for Paradis og Grand Teatret.

Torsdag den 15. februar: Django. Med blandt andre Reda Kateb, Cécile De France, Bea Palya Bimbam Merstein og Gabriel Mireté. Filmen er instrueret af Etienne Comar. Premiere i Øst for Paradis.

Mandag den 26. februar: Madame Hyde. Med blandt andre Isabelle Huppert, Romain Duris og José Garcia. Filmen er instrueret af Serge Bozon. Kan ses i Øst for Paradis.

Bemærk at flere af filmtitlerne, jeg nævner ovenfor, muligvis også spiller i andre, mindre biografer. Tjek en biograf nær dig.

Cinemateket i februar

I februar (og marts) sætter Cinemateket i samarbejde med Institut français fokus på den franske filminstruktør Luis Buñuels værker.

I dag, onsdag den 7. februar: Cet obscur objet du désir (Begærets dunkle mål) fra 1977, med blandt andre Fernando Rey, Carole Bouquet, Angela Molina og Julien Bertheau.

Også i dag, kl.21.30, og igen onsdag den 28. februar er der Buñuel-film, når Un chien andalou (Den andalusiske hund) fra 1928 og L’Âge d’or (Guldalderen) fra 1930 vises ved en dobbeltforestilling. Læs mere om begge film her.

Lørdag den 24. februar er det den Oscarbelønnede La charme discrète de la bourgeoisie (Borgerskabets diskrete charme) fra 1972 med blandt andre Fernando Rey, Paul Frankeur og Seyrig Delphine, der er på plakaten.

Onsdag den 28. februar vises filmen Le journal d’une femme de chambre (En kammerpiges dagbog) fra 1964, med Jeanne Moreau, Georges Géret, Daniel Ivernel og Michel Piccoli.

Andre franske film i Cinemateket i februar

Onsdag den 14. februar vises filmen Voyage à travers le cinéma français fra 2016. Filmen er en tour de force gennem 50 års fransk filmhistorie, kyndigt anført af instruktøren Bertrand Tavernier.

I februar og marts vises seks engelsksprogede filmatiseringer af den franske forfatter Jules Vernes romaner i serien Jorden rundt med Jules Verne. Flere af forestillingerne er med foredrag eller introduktioner. Læs mere om den spændende serie her.

God fornøjelse i  biografmørket!

Måske vil du også synes om:
Trikoloren

Alliance française februar 2018

Årets gang i det franske, præsident Macrons reformer, fransk opera, franske oste og en afskedsreception er nogle af de ting, der er på plakaten i de danske afdelinger af Alliance française i februar. Det er blevet tid til månedens oversigt.

Frederikshavn

Onsdag den 7. februar kl. 19.30 holder John Chr. Aasted, Aalborg, foredrag med titlen La France en marche… Foredraget vil gennemgå nogle af de reformer, præsident Macron har gennemført eller er ved at gennemføre. Foredraget  vil være på fransk. Endvidere udleveres der dansk-fransk resuméark for de berørte hovedemner. Endelig diskuteres med deltagerne på dansk eller fransk. Læs mere på afdelingens hjemmeside.

Haderslev

Tirsdag den 20. februar kommer Jean-Pierre Mabire på besøg og fortæller om L’immigration til Frankrig. Det er kl. 19.00 på Haderslev Katedralskole. Hold øje med afdelingens Facebookside for nærmere information.

Helsingør

Onsdag den 7. februar er der foredrag på fransk ved Delphine Piault om franske oste, med efterfølgende ostesmagning. For mere information og tilmelding se afdelingens hjemmeside.

Odense/Fyn

Lørdag den 24. februar kl.14.00 afholder Alliance française de Fionie sin årlige generalforsamling. I forlængelse af generalforsamlingen afholdes afskedsreception for afdelingens mangeårige formand, professor emeritus Morten Nøjgaard. Hold øje med afdelingens Facebookside for nærmere information.

Roskilde

Onsdag den 7. februar er der foredrag ved Mogens Wenzel Andreasen over emnet Fransk opera – og operette. Læs mere om indholdet af aftenens spændende foredrag samt tid og sted på AF Roskildes hjemmeside.

Sønderborg

Mandag den 5. februar 2018 er der foredrag på fransk ved Bitten Bøgsted om departementet Aveyron og hendes personlige erfaringer fra livet i en landsby i departementet. Læs mere om tid og sted på afdelingens hjemmeside.

Viborg

Onsdag den 28. februar kl 19.30 er der Gipsy jazz på Viborg Hovedbibliotek. Nærmere beskrivelse følger senere, så hold øje med AF Viborgs Facebookside, hvor afdelingens arrangementer bliver annonceret.

Aarhus

Tirsdag den 6. februar gæster Michel Fournier Alliance française Aarhus, hvor han giver sit årlige overblik over det forløbne år i Frankrig indenfor politik, økonomi og samfund. Store og små emner i det forgangne år kommer under kærlig behandling på et enkelt og forståeligt fransk. Læs mere om tid og sted på afdelingens hjemmeside.

(Opdateret 4. februar)

Måske vil du også synes om: