Franske film i biografen, november 2018

Der er guf i vente for dem, der holder af Marcel Proust og På Sporet Af Den Tabte Tid, og Franske Film Mandage har også perler på programmet. Det er blevet tid til månedens filmoversigt.

Franske Film Mandage

I dag, mandag den 5. november kan du se opfølgeren til kanonsuccesen fra 2008, Bienvenue chez les Ch’tis, når La Ch’tite Famille vises i Franske Film Mandage. Filmen er instrueret af Dany Boon, der også spiller med i filmen, sammen med blandt andre Laurence Arné og François Berléand. Se den i Øst for Paradis i Aarhus og Grand Teatret i København. 

Mandag den 12-november vises Mektoub my love: Canto Uno, instruktøren Abdellatif Kechiches længe ventede opfølger til Adèles liv. I hovedrollerne ses blandt andre Alexia Chardard, Lou Luttiau og Ophélie Bau. I Øst for Paradis og Grand Teatret.

Mandag den 19. november kan du se Normandie nue, instrueret af Philippe Le Guay. I hovedrollerne ses blandt andre François Cluzet, Toby Jones og François-Xavier Demaison. Se den i Øst for Paradis og Grand Teatret.

Mandag den 26 november spiller Le Collier rouge, der tager afsæt i romanen af samme navn af den franske forfatter Jean-Christophe Rufin. Filmen er instrueret af Jean Becker, og i hovedrollerne ses François Cluzet, Nicolas Duvauchelle og Sophie Verbeeck. BEMÆRK at filmen kun spiller i Grand Teatret.

Premierer i november

I torsdags havde filmen Les Gardiennes (Vogterne), som var på FFM programmet i september, ordinær premiere. Filmen er instrueret af Xavier Beauvois, og i hovedrollerne ses blandt andre Nathalie Baye, Laura Smet og Iris Bry. Se den i Øst for Paradis i Aarhus og Grand Teatret i København.

Bemærk at flere af filmtitlerne, jeg nævner ovenfor, muligvis også spiller i andre, mindre biografer. Tjek en biograf nær dig.

Cinemateket

Øst for Paradis i Aarhus har indledt et samarbejde med Cinemateket, og viser hver tirsdag nogle af filmhistoriens vigtigste værker og nye filmperler, der ellers ikke får dansk premiere. Der er også franske film imellem, og tirsdag den 13. november kan du i Øst for Paradis se Le Grand Bleu fra 1988. Filmen er instrueret af Luc Besson, og i hovedrollerne ses Jean-Marc Barr, Jean Reno, Rosanna Arquette, Paul Shenar og Sergio Castellitto.

I København er der også franske film på Cinematekets program:

Fra den 8 – 13. november vises den franske dokumentar Le Grand Bal. Det er historien om verdens største folkedansfestival i Auvergne, der dyrker de traditionelle folkedanse.

Fra 12. november og helt frem til 23. december er der guf for alle, der elsker Marcel Proust og hans gigantiske værk À La Recherche Du Temps Perdu (På Sporet Af Den Tabte Tid). Cinemateket viser fire film og afholder seks foredragsarrangementer, der kaster lys over det monumentale værk og forfatteren selv.

Tirsdag den 13. november kan du i serien ‘1. Verdenskrig’ se La grande Illusion fra 1937, instrueret af Jean Renoir. I hovedrollerne ses  Pierre Fresnay, Erich von Stroheim, Jean Gabin, Marcel Dalio og Julien Carette.

Lørdag den 17. november er Jean Gabin igen på plakaten, når Cinemateket i serien ‘Filmuniversitetet’ viser instruktøren Marcel Carnés hovedværk i den franske poetiske realisme Le Quai des Brumes (Tågernes kaj) fra 1938. Filmen præsenteres af Peter  Schepelern.

God fornøjelse i biografmørket :)!

Måske vil du også synes om: