Den franske kolonisering af Nordamerika: Jacques Cartier

Jacques Cartier blev kendt som den søfarer, der åbnede det amerikanske kontinent på sine tre rejser over Atlanten. Og det skete langt nordligere, end hvor Columbus landede.

Da Jacques Cartier blev født i Saint-Malo i 1491 lå det lige for, at han ville blive sømand. Byen Saint-Malo på Bretagnes nordkyst, lidt vest for Mont Saint-Michel og med direkte adgang til Atlanterhavet, var i Renæssancen en vigtig og stor havn med mange skibe.

Mens den lille Jacques voksede op, var Christopher Columbus fire gange over Atlanten, første gang som bekendt i 1492, hvor han opdagede de vestindiske øer. På de senere rejser udforskede Columbus Mellemamerikas kyster og Sydamerikas nordkyst, men han trængte aldrig ind i kontinentet.

Da François Ier besteg tronen i 1515 kom der for alvor gang i den franske renæssance. Han hidkaldte de bedste italienske renæssancekunstnere, blandt andre Leonardo da Vinci, og det er i denne periode at flere af slottene i Loire-dalen blev opført, blandt andet Chambord.

François Ier havde hørt om et kontinent mod vest, hvor der skulle findes guld og andre rigdomme, og i 1534 udnævnte han Jacques Cartier til at lede en ekspedition der skulle finde kontinentet. Fiskere fra Bretagne fortalte om et område mod vest, hvor de jævnligt fiskede langs kysterne. Om ekspeditionen også skulle søge efter nordvestpassagen til Indien, melder historien ikke noget om.

I april måned 1534 satte Cartier kursen mod vest. Han havde kommandoen over to skibe og godt 60 mand. Cirka tre uger senere nåede de Newfoundlands kyst, og sejlede nord om øen ind i det farvand, der senere fik navnet Golfe de Saint-Laurent – Saint Lawrencebugten. Herfra gik turen ned langs Newfoundlands vestkyst og tværs over bugten til den ø, der senere fik navnet Prince Edward Island. Op langs kysten af det område, der i dag hedder New Brunswick, udforskede Cartier Baie des Chaleurs, hvor ekspeditionen første gang mødte de indfødte. Rejsen fortsatte nord om Saint-Lawrencebugten til Anticosti øen, inden kursen blev sat østover igen, nord om Newfoundland og tilbage til Frankrig.

Til trods for at ekspeditionen var sejlet lige forbi Saint-Lawrenceflodens udmunding i bugten, blev den ikke opdaget på Cartiers første tur.

Med sig tilbage fra den første rejse havde Cartier imidlertid to indfødte, der beskrev en flod, der strakte sig langt ind i landet. Det følgende forår, i 1535, blev Cartier endnu engang sendt afsted af François Ier, med det formål at trænge dybere ind i kontinentet. Denne gang havde han tre skibe og 120 mand under sin kommando. Som på den første tur navigerede ekspeditionen nord om Newfoundland, men denne gang fulgte de nordkysten af Saint-Lawrencebugten til de nåede Anticosti-øen. Efter en udforskning af flodmundingens nord- og sydkyst, fortsatte skibene op ad floden til det punkt, hvor den naturligt indsnævres, af de indfødte kaldet Stadacona. Her anlagde Cartier ekspeditionens hovedkvarter ved Saint-Charles floden på det sted, der senere blev koloniseret og kaldt Quebec. Ekspeditionen nåede så langt som til Hochelaga, hvor byen Montréal i dag ligger. Strømfald på floden forhindrede Cartier i at komme videre, og han vendte tilbage til Stadacona og hovedkvarteret. Men vinteren kom, skibene frøs fast i isen, og ekspeditionen måtte overvintre. Da foråret kom satte Cartier kursen mod Frankrig igen. Han var trængt et godt stykke ind i det nye kontinent, men havde mistet 25 mand på grund af skørbug under overvintringen.

Den tredie og sidste rejse, som Cartier foretog til La nouvelle France, som landet blev kaldt, endte i en katastrofe. I efteråret 1540 beordrede François Ier endnu engang en rejse til det nye land, denne gang med henblik på kolonisering, og Cartier blev udnævnt til ekspeditionsleder for koloniseringen. Men i starten af 1541 blev Cartier degraderet, og kongen udpegede i stedet Jean-François de La Roque de Roberval som leder af ekspeditionen. Mens Roberval ventede på leveringen af blandt andet våben og ammunition, fik Cartier tilladelse til at påbegynde rejsen, og i foråret 1541 sejlede en konvoj med fem skibe og i alt 1500 kolonister ud fra Saint-Malo. De ankom til Stadacona (Quebec) i det tidlige efterår 1541, men allerede i juni året efter opgav Cartier koloniseringen. Vinteren havde været hård, og han påbegyndte hjemrejsen med de overlevende kolonister. Ved Newfoundland mødte han Roberval, der først var kommet afsted i foråret 1542 med et års forsinkelse. Cartier fortsatte mod Frankrig, mens Roberval fortsatte til Stadacona for at gøre endnu et forsøg på kolonisering af det nye land. Også han måtte give op efter vinteren, og i 1543 vendte han tilbage til Frankrig med de sidste overlevende fra kolonien.

Det første franske forsøg på kolonisering af Canada mislykkedes, og på grund af hjemlige religiøse uroligheder mellem katolikker og protestanter kom der til at gå en del år, før de gjorde endnu et forsøg. Men Cartier havde åbnet kontinentet, og selvom han ‘kun’ nåede til det område, der i dag er Montréal, havde han opdaget den flod, der forbinder de store søer – Lake Superior, Lake Huron, Lake Michigan, Lake Erie og Lake Ontario – med Atlanterhavet.

Franske film i biografen, maj 2019

Franske Film Mandage programmet kører på fuldt blus igen efter en stille april måned, og Cinemateket har flere klassikere på programmet. Det er blevet tid til månedens filmoversigt.

Franske Film Mandage

I dag, mandag den 6. maj, kan du se arbejderdramaet En guerre (I krig), instrueret af Stéphane Brizé. I hovedrollerne ses Vincent Lindon (La Loi du Marché, som Brizé også instruerede) og Mélanie Rover. Se den i Øst for Paradis i Aarhus og Grand Teatret i København.

Mandag den 13. maj er det La dernière folie de Claire Darling, der er på FFM programmet. Filmen er instrueret af Julie Bertuccelli og er baseret på Lynda Rutledges roman Faith Bass Darling’s Last Garage Sale. I den altoverskyggende hovedrolle ses Catherine Deneuve, godt bakket op af Chiara Mastroianni og Alice Taglioni. I Øst for Paradis og Grand Teatret.

Mandag den 20. maj er Amanda på plakaten. Filmen er instrueret af Mikhaël Hers, og i hovedrollerne ses Vincent Lacoste, Stacy Martin og Isaure Multrier. Se den i Øst for Paradis og Grand Teatret.

Mandag den 27. maj kan du se Double vies (Non-fiction), instrueret af Olivier Assayas. I de bærende roller ses Juliette Binoche, Guillaume Canet, Vincent Macaigne og Nora Hamzawi. I Øst for Paradis og Grand Teatret.

Premierer i maj

Det kan vel næppe kaldes en premiere, men i morgen, tirsdag den 7. maj, viser Øst for Paradis i samarbejde med Cinemateket musicalfilmen Les parapluies de Cherbourg (Pigen med paraplyerne) fra 1964. Musikken er skrevet af en af Frankrigs store komponister, Michel Legrand, der døde i januar i år. I hovedrollerne ses en meget ung Catherine Deneuve, Nino Castelnuovo, Anne Vernon og Marc Michel. Filmen er instrueret af Jacques Demy.

Cinemateket

Søndag den 12. maj og de følgende to weekender viser Børnebiffen Le ballon rouge (Den røde ballon) fra 1956, instrueret af Albert Lamorisse. Filmen foregår i Paris’ Ménilmontant-kvarter.

Tirsdag den 14. maj er der mindedag for den belgisk-franske filminstruktør Agnès Varda, der døde i marts måned, 90 år gammel. Arrangementet byder på kortfilm, fransk musik og café.

Søndag den 26. maj viser Cinemateket den romantiske klassiker Les amants du Pont-Neuf (De elskende fra Pont-Neuf) fra 1991, med Juliette Binoche og Denis Lavant i hovedrollerne. Filmen er instrueret af Leos Carax.

Mandag den 27. maj kan du se Mouchette – den voldtagne fra 1967, instrueret af Robert Bresson. I de bærende roller ses Nadine Nortier, Jean-Claude Guilbert, Paul Hébert og Marie Cardinal.

God fornøjelse i biografen :)!