“Det, vi har i dag, er ikke noget, vi har for evigt”

(L’article en français en-dessous de l’article en danois :) )

Hvorfor lander en franskmand fra Paris i København og ikke alle mulige andre, eksotiske steder, hvad fik ham til at begynde at skrive, og hvordan fik han ideen til at iscenesætte et fremtidsDanmark som et diktatur, regeret af kristne ekstremister?

Samtale med Baptiste Boryczka, forfatteren til Korzen og Café Krilo.

Det er en af de første forårsdage. En stille og lun dag med solskin. Bladene på træerne endnu ikke helt udsprungne. Adressen, som Baptiste har givet mig, er på det indre Frederiksberg, kun et stenkast fra søerne, og langt fra det billigste kvarter i København. “Vi købte lejligheden som et håndværkertilbud, og jeg har selv sat det meste i stand, med hjælp fra min far”, fortæller Baptiste, da jeg senere får en rundvisning på de særdeles velindrettede kvadratmeter.

I stuen står døren ud til balkonen åben, Læs mere

Måske vil du også synes om:

Tre franske litteraturarrangementer i næste uge

Der er tre særdeles spændende litterære arrangementer på plakaten i både København, Aarhus og Odense i næste uge, og der er noget for enhver smag. Se bare her:

Torsdag den 20. april i Aarhus kl. 15.15 – 18.15 er der seminardag på Aarhus Universitet, hvor alle er velkomne. Seminarets fokus og titel er Quelles formalisations pour les écritures du réel? og afholdes på fransk. Der er foredrag ved flere prominente litteraturforskere fra Frankrig, blandt andre François Bon. Det er muligt at få et kort resumé på engelsk af de enkelte foredrag ved henvendelse til lektor Steen Bille Jørgensen. Se hele programmet for seminaret inkl. lokaledetaljer her.

Fredag den 21. april i København kl. 18.00 i Fotografisk Center, Staldgade 16, KBH V, er der boglancering i København med forfattersigneringer, når Forlaget Etcetera, Dansk selskab for ny fransksproget litteratur og Poesiens Hus inviterer til en helt særlig bogudgivelse. I invitationen skriver arrangørerne: “Bogen Franske stemmer – captations littéraires er ti bud på, hvordan fransksproget litteratur tager sig ud netop nu. Forlaget Etcetera og Dansk selskab for ny fransksproget litteratur (SLC) har inviteret ti fremtrædende forfattere fra Frankrig, Belgien og den tidligere franske koloni Burkina Faso til at skrive en tekst særligt til bogen her – og de har fået helt frie hænder“. Læs mere om programmet på SLCs hjemmeside her, eller på Facebookbegivenheden her.

Lørdag den 22. april i Odense er der forfatterbesøg i Alliance française kl. 15.00. OULIPO-forfatteren Jacques Jouet, som du iøvrigt også kan møde i København om fredagen (se ovenfor) kommer på besøg, ledsaget af lektor Steen Bille Jørgensen fra Aarhus Universitet, der har oversat Jouets digtsamling om Aarhus På…/…En. Jeg har tidligere i år anmeldt digtsamlingen, som jeg er begejstret for. Du kan (gen)læse min anmeldelse her. Find flere detaljer om arrangementet på Alliance française Fyns Facebookside her.

Foto øverst til venstre: Sofie Vestergaard Jørgensen, Forlaget Etcetera
Foto øverst til højre: Wikimedia Commons

 

Måske vil du også synes om:

Roland Buti: Midt i horisonten

ANMELDELSE

Midt i horisonten er et stille drama set gennem en 13-årig drengs øjne, hvis verden falder sammen omkring ham, uden at han kan gøre noget. En fortælling om tab af uskyld og tab af barndom i en kvælende hed sommer i Schweiz.

Der er ikke meget biografisk materiale at finde på internettet om forfatteren Roland Buti. Da der endelig dukker noget op i form af hans forlags forfatterbeskrivelse og et interview til den schweiziske avis Le Temps, får man bekræftet mistanken om, at vi her har en forfatter, der har andre gøremål i livet end at skrive romaner. Den schweiziske forfatter, født i 1964, er gymnasielærer i historie og elsker sin historieundervisning, fortæller han i interviewet til Le Temps.

Le Milieu de l’horizon fra 2013 er hans tredje og seneste roman og fjerde udgivelse i alt. I 1990 udkom novellesamlingen Les Ames lestées. Trods den beskedne udgivelsesrate er der alligevel opmærksomhed om hans bøger, og han er flere gange prisbelønnet. Le Milieu de l’horizon vandt blandt andet Prix suisse de la littérature i 2014, og var indstillet til den prestigefyldte franske litterære Prix Médicis samme år. Og det er den prisbelønnede roman, der i slutningen af december 2016 udkom på dansk med titlen Midt i horisonten.

Midt i horisonten er fortællingen om sommeren 1976, der var den varmeste og tørreste sommer i Schweiz i mands minde, oplevet gennem den 13-årige Gus, der er romanens jeg-fortæller. Indtil denne sommer har verden udgjort en helhed for Gus. Moren tog sig af familien, og hans klippe af en far tog sig af arbejdet med gården, hjulpet af den enfoldige Rudy, der er familiens plejesøn og som har Downs Syndrom i mild grad. Hans bedstefar, som drev gården før hans far, bor nu i et hus tæt ved. Gus hjælper til på gården, og læser tegneserier i sin fritid. En dag finder han en hvid due, som han tager til sig. Den har fået plukket halefjerene af og kan ikke flyve. og den får fast plads på Gus’ skulder.

Mennesker, dyr og afgrøder lider i den kvælende hede. Jorden slår revner, majsen visner og hønekyllingerne i farens milliondyre investering, kyllingehuset, dør i hobetal, fordi ventilationen ikke er gearet til så høje udendørs temperaturer. Nætterne er ikke meget køligere.

En dag dukker Cécile, en af morens bekendtskaber, op og flytter ind på gården. Hun er livlig og sprudlende, og utvivlsomt en god adspredelse i morens daglige trummerum. En dag opdager Gus, at det ikke er Cécile, der har sovet i det lille loftskammer, men faren. Rygterne begynder at løbe i landsbyen, og moren rejser væk sammen med Cécile efter et dramatisk optrin i familiens køkken. Og så begynder Gus’ verden for alvor at ramle. Den urokkelige far synker i grus, gårdens faste rutiner bliver ikke opretholdt, dyrene lider, den enfoldige Rudy har ikke nogen styring i dagens pligter længere. Da regnen endelig kommer er det en syndflod, der ødelægger de sidste rester af bestanden af hønekyllinger og markens afgrøder, og katastrofen er total.

Midt i horisonten er et stille drama set gennem en 13-årigs øjne, hvis verden falder fra hinanden omkring ham uden at han kan gøre noget. Med enkle og alligevel meget effektfulde fortællegreb formår Roland Buti at placere læseren i den varme, tørre sommer og fornemme den knitrende, kvælende hede, der ligger som en forbandelse over mennesker og dyr. Vi undres sammen med den 13-årige Gus over forældrenes handlinger og reaktioner, men får ikke nogen forklaring. Romanen er en fortælling om tab af uskyld, tab af barndom og en fortælling om, at et menneskes verden kan falde fuldstændig fra hinanden, og at man kan komme ud på den anden side.

Roland Buti Midt i Horisonten. Udkommet på dansk i december 2016 på forlaget Arvids. Romanen er oversat fra fransk af Inge-Lise Dalager. 176 sider.

Her kan du læse mere om Roland Buti: Interviewet i Le Temps og forfatterbeskrivelsen på forlaget Zoés hjemmeside.

Fem læseforslag til påskedagene

Er du heldig at have fri i næste uge? Eller ser du frem til påskedagene, men mangler en god bog at læse i?

Her får du min top 5 over de bøger, jeg har anmeldt det seneste halve års tid. Men dermed jo ikke være sagt, at der ikke har været mange andre gode, litterære oplevelser på bloggen. Det har der jo, og du finder dem allesammen her, under bloggens litteraturarkiv.

5. En smuk og poetisk historie om musikkens verden og stemmens kraft:

Célia Houdart: Med dæmpet stemme

4. Jeg har aldrig for alvor haft lyst til at give mig i kast med Houellebecqs forfatterskab. Denne bog giver nøglen, lysten og skubbet til at komme i gang:

Bernard Maris: Økonomen Houellebecq

3. Jamen, jeg har bare et blødt punkt for litteraturprofessorer m/k, der øser af deres enorme lager af historier, anekdoter og faktuel viden:

Hans Hertel: Bogmennesker

2. Fordi den foregår i min hjemby, som Jacques Jouet viser mig på en helt ny måde:

Jacques Jouet: På…/…En

1. Fordi den foregår i Danmark, og fordi den italesætter, hvad ingen kan forestille sig kunne ske i vores hjemlige smørhul, hvis vi ikke passer på:

Baptiste Boryczka: Café Krilo

Hvad jeg skal læse i Påsken?

Jeg er så heldig at have ingenting i kalenderen (bortset fra et par haveprojekter, hvis vejret arter sig) så jeg skal have læst op på tolerancebegrebet. Inden jeg læser denne her, som jeg fik i fødselsdagsgave for nylig, så skal jeg lige have genopfrisket Voltaires afhandling om tolerance. Den som jeg skrev om her.

Har du iøvrigt set, at Saint-Exupérys uopslidelige klassiker nu er blevet oversat til sprog nummer 300, og dermed har overhalet Biblen? Læs mere her.

Måske vil du også synes om:

Scholastique Mukasonga: Hvad bjergene hvisker

ANMELDELSE

Hvad bjergene hvisker er seks fine fortællinger om en række barndomserindringer fra tiden før folkemordet i Rwanda, der samtidig giver den europæiske læser stof til eftertanke om egne fordomme om det afrikanske kontinent.

Scholastique Mukasonga voksede op i en lille bjerglandsby og oplevede allerede som barn de etniske spændinger, der fandtes i landet. I 1973 måtte hun drage i eksil i Burundi, og i 1992 flyttede hun til Frankrig. 37 af hendes familiemedlemmer, heriblandt hendes mor, var iblandt den næsten 1 million mennesker, der blev dræbt i løbet af de godt tre måneder i 1994, myrderierne stod på.

Moderen var analfabet og en af de store historiefortællere. En af dem der bidrog til, at det rwandiske folks mundtlige fortællinger blev overleveret til de følgende generationer. Da Scholastique Mukasonga vendte tilbage på besøg i Rwanda ti år efter blodbadet, var der ingen, der kunne fortælle historierne.

Hvad bjergene hvisker er seks noveller. Seks af de fortællinger, hun husker fra sin barndom og fra sin mor. Vi får historien om Nilens kilde dybt inde i Rwanda, og om, hvordan de europæiske opdagelsesrejsende i slutningen af 1800-tallet søger den. Mukasonga fortæller om barndommens katekismus-undervisning, der blev forestået af de europæiske missionærer, og igennem den konkrete barndomserindring reflekteres den ældgamle, lokale overtro i den kristne tro, de katolske præster underviser rwanderne i. Vi får fortællingen om Titicaribi, hunden der kunne fortælle så smukke og medrivende historier, at menneskene glemte alt omkring sig, marker og huse forfaldt og børn blev omvandrende skeletter.

Køer er en meget essentiel del af en rwanders rigdom, og Mukasonga fortæller sin bedstefars historie om, hvordan han engang fik en ko af kongen. Historien er samtidig fortællingen om det belgiske koloniherredømme. Og endelig får vi fortællingen om, hvad Ulykke betyder for en rwander gennem fortællingen om bjergets matroner, der mødes for at afgøre, hvad de skal gøre ved en af kvinderne i landsbyen, der tilsyneladende tiltrækker Ulykken. Den sidste novelle er Mukasongas erindring om en pygmædreng fra hendes landsbyskole, og hvordan han, til trods for at pygmæer ikke engang blev anset for at være mennesker dengang, knuste de lokale fordomme og blev læge i Nairobi.

Det er forfriskende at læse frankofon litteratur fra et område, som ligger langt fra det kontinentale Frankrig, både i fysisk og mental forstand. Historierne er holdt i en mundtlig fortællestil, så man fornemmer fortælleren sidde på sin måtte på den støvede jord udenfor hytten. Rigmor Eibe har på fineste vis fået den mundtlige fortællestil med over i den danske oversættelse. Samtidig giver fortællingerne stof til eftertanke, for under læsningen bliver man uvægerligt konfronteret med sine egne, (nord)europæiske fordomme om det mørke Afrika, dets myter og overtro, og de europæiske kolonimagters færden på det afrikanske kontinent.

Scholastique Mukasonga Hvad bjergene hvisker. Forlaget Arvids. Februar 2017. Oversat af Rigmor Eibe fra fransk: Ce que murmurent les collines.

I 2014 udgav Forlaget Arvids Scholastique Mukasongas roman Nilens Vor Frue på dansk.

Scholastique Mukasongas egen hjemmeside, der er veludbygget og også findes i en engelsk version, kan du læse meget mere om forfatterskabet.

Måske vil du også synes om:

Et justitsmord, der gik over i (idé)historien

I dag for 255 år siden blev den protestantiske købmand Jean Calas dømt til døden af retten i Toulouse.

Nogle måneder forinden var hans søn blevet fundet død, og der gik rygter om at faderen havde dræbt ham, fordi han ville konvertere til den katolske tro. Det meste af husstanden, inklusive tjenestepigen, blev smidt i fængsel, og de falske vidnesbyrd fra katolske borgere hobede sig op. Den 9. marts 1762 blev Jean Calas dømt til døden på hjul og stejle, og hans lemmer skulle efterfølgende brændes på bålet. Man kan næppe forestille sig en mere ydmygende dødsdom, der blev eksekveret allerede den følgende dag.

Sagen er gået over i historien som Calas-affæren – L’affaire Calas – og den hænger uløseligt sammen med den franske oplysningsfilosof Voltaire og tolerancebegrebet. Voltaire var på det tidspunkt en ældre herre og var kendt for sin skarpe og samfundskritiske pen. Han blev inddraget i sagen og blev ret hurtigt overbevist om, at der var blevet begået et justitsmord, og at Jean Calas var blevet uskyldigt dømt. Han satte himmel og jord i bevægelse, inklusive sine to indflydelsesrige venner, Frederik af Prøjsen og den russiske dronning Katarina II. I december 1763 udkom hans afhandling Traité sur la tolérance à l’occasion de la mort de Jean Calas (Afhandling om tolerance i anledning af Jean Calas’ død), hvori han tordner mod religiøs fanatisme og intolerance.

I juni 1764 blev dommen omstødt og året senere blev Jean Calas posthumt renset for alle anklager.

Sidder du nu og tænker, at det var da vanvittig aktuelt, og den afhandling om tolerance kunne du godt tænke dig at læse?

Efter terrorangrebet på Charlie Hebdo-redaktionen i januar 2015 fik Voltaires skrift en opblomstring i Frankrig. Mange ville læse det igen, og det blev genoptrykt fra forlagene. Et lille dansk forlag sprang med på bølgen og fik skriftet oversat til dansk og udgivet i april 2016. Så ikke alene kan Voltaires afhandling om tolerance nu læses på dansk, du kan læse en grundig anmeldelse af den hos K’s Bognoter lige her!

Og så er der dem, der mener, at tolerancebegrebet i vore dage er blevet tømt for betydning, og at det er på tide at vi får genetableret begrebets oprindelige mening. Den artikel – og boganbefaling – kan du læse i mit nye yndlings-onlinemagasin Zetland lige her.

(Pssst: Jeg har stadig en præmie på højkant her til den, der leverer Voltaire-citatets præcise placering i forfatterskabet – hvis det altså findes).

Måske vil du også synes om:

Bernard Maris: Økonomen Houellebecq

ANMELDELSE

Den franske Bogcafé i København har sit eget forlag, hvor en væsentlig nøgle til forståelsen af Michel Houellebecqs forfatterskab netop er blevet udgivet i dansk oversættelse. 

Han er en underlig fisk, ham Houellebecq. Enten hader man ham eller man elsker ham. Jeg er aldrig for alvor kommet i gang med hans forfatterskab. Muligvis fordi de omtaler og anmeldelser, jeg har læst, har været lunkne, eller har været skrevet af en, der ikke syntes om Houellebecq. Men hvorom alting er, så er her en glimrende anledning til for alvor at dykke ned i forfatterskabet. Den franske Bogcafés eget forlag, Bobo, har udgivet et nøgle-essay af den franske økonom og skribent Bernard Maris i dansk oversættelse som hjælp til at forstå den ofte forkætrede og misforståede franske forfatter.

Økonomen Bernard Maris havde et større forfatterskab af litterært tilsnit bag sig, da han blev dræbt på Charlie Hebdo-redaktionen den 7. januar 2015 sammen med flere af sine kolleger. I Økonomen Houellebecq giver han os nøglen til Houellebecqs værk med økonomens synsvinkel. Det lyder meeegakedeligt, ikke? Det er det bare så langt fra. Bogen er et meget personligt og litterært opbygget essay og en plaidoyer – en forsvarstale – for Houellebecqs forfatterskab.

I introduktionen beskriver Maris, hvordan han, efter at have fået en åbenbaring ved læsningen af Kortet og Landskabet (La carte et le territoire), ved systematisk at læse Houellebecqs værk fik identificeret fem – sammenhængende, ovenikøbet – strømninger hos Houellebecq: Individernes Herredømme, Virksomheden, De umættelige forbrugere, Kunsten og arbejdet og Kapitalismens endeligt. De fem hovedstrømninger danner strukturen i essayets fem hovedkapitler, hvor Maris, som den litterære økonom han er, drager paralleller til økonomiske tænkere gennem tiden: Alfred Marshall, Joseph Schumpeter, John Maynard Keynes, Karl Marx og Thomas Malthus.

Det bliver til tider ret intellektuelt, ret flyvsk, men samtidig også interessant og spændende. Vi er ude i noget regulært og ofte ret morsomt Økonom-bashing (det er så moderne, det ord), og hele Maris’ mission er at vise os, at Houellebecqs tankegang og den røde tråd i hans værk netop er at skrive imod al økonomisk tankegang. Imod det, at alting skal sættes på formel, selv begreber som Lykke og Kærlighed.

Det er en fransk intellektuel, der skriver her, og han forudsætter en intellektuel viden hos sin læser om de økonomiske tænkere og andre mere litterære personligheder, han henviser til. Det er typisk fransk intellektuelt. Men med et par wikipedia-opslag er man hjulpet godt på vej, hvis man føler sig hægtet af. Det væsentligste er, at vi her har en vigtig nøgle til forståelsen af Houellebecqs forfatterskab, nu ovenikøbet i en dansk oversættelse.

Det er lykkedes oversætteren Peer Bundgaard at få den intellektuelle, franske tone med over i den danske oversættelse, og hatten af for det! Det går dog sine steder lidt ud over flowet i den danske tekst, men som altid er det for en oversætter en afvejning og et kompromis mellem loyaliteten overfor originalteksten og læsbarheden på målsproget.

Flere af Michel Houellebecqs romaner er iøvrigt oversat til dansk og kan findes på biblioteket eller i boghandlen.

Økonomen Houellebecq. Bernard Maris. Oversat til dansk af Peer Bundgaard. Bobo – Den franske Bogcafés Forlag (2017). Originaltitel: Houellebecq Économiste. Flammarion (2014).

 

Måske vil du også synes om:

Baptiste Boryczka: Café Krilo

ANMELDELSE

Café Krilo er Baptiste Boryczkas anden roman, og den indfrier til fulde forventningerne. Det er en velskrevet og uhyggeligt aktuel fabel om, hvor vi kan ende, hvis vi ikke sørger for at værne om vores demokratier og værdier som ytringsfrihed, fredelig sameksistens og tolerance.

Det er vist efterhånden de færreste der ikke har opdaget, at de vestlige demokratier står midt i et paradigmeskifte. At verden, som vi har kendt den de sidste mange årtier, er ved at ændre sig. De højrepopulistiske kræfter råber uhyggeligt højt i det verdenspolitiske billede, og hvis ikke de allerede er kommet ind i varmen, som i USA, så står de og banker på hoveddøren til Europa. Det kommende franske præsidentvalg er den næste gyser, vi bliver vidne til.

På den baggrund er Café Krilo en uhyggeligt aktuel roman om, hvordan det danske samfund kunne komme til at se ud i en ikke nærmere tidsbestemt fremtid. Et muligt, fremtidigt scenarie, som de færreste har fantasi til at forestille sig. Men som kunne blive virkelighed, hvis vi ikke sørger for at værne om vores demokratier og værdier som ytringsfrihed, fred og tolerance.

Nogle årtier ude i fremtiden, på Vesterbro i et København, der er forladt af de fleste indbyggere, bor de tre venner Mark, John og Lotte i en ramponeret ejendom. I ejendommens stueetage ligger caféen Krilo, der var den danske modstandsbevægelses sidste bastion, inden de sidste store oprør blev nedkæmpet 10-15 år tidligere. Danmark er regeret af kristne ekstremister, og den lokale præst på Vesterbro har personligt sørget for, at katolikker, jøder og muslimer er blevet udrenset fra kvarteret. Landet regeres af en synode, en kirkelig landssamling, hvis håndlangere – politiet og mange militser – er brutale og anvender tortur og rå magt. Mange danskere er flygtet ud af landet, og tomme huse og bygninger ses overalt. De skandinaviske lande er blevet diktaturer, og resten af Europas lande har lidt nogenlunde samme skæbne. Tidligere grundlovssikrede rettigheder som religionsfrihed, ytringsfrihed, homoseksuelles rettigheder og andre rettigheder. som vi i dag tager for givet, er sat ud af kraft. Mænd skal bære lange bukser og lange ærmer, kvinder skal bære lange nederdele og må ikke arbejde.

Da Lotte en dag får nok og begår en handling, der ville sende hende i fængsel uden domfældelse og uden meget håb om at slippe ud i live, flygter hun ud af København ad den sydlige flugtrute mod Lolland, som mange andre danskere før hende. En vej, hvor det er lykkedes dem at slippe ud af Danmark til Tyskland via Fehmern-forbindelsen (der er bygget færdig mange år tidligere) og videre ned til det sydligste Europa eller helt til Asien, hvor der er fred. Hun må flygte til fods, dels fordi infrastrukturen er brudt sammen, dels for at undgå at blive fanget af regeringens militser. Hendes eneste chance er at følge motorvejen mod Lolland på afstand. Regeringen kontrollerer selve motorvejsstrækningen, mens modstandsgrupper kontrollerer landområderne på begge sider ned til Lolland.

Samtidig, i København, har John og Mark travlt med at istandsætte Café Krilo, og den eksilerede danske ledelse af modstandsbevægelsen gør klar til et afgørende slag mod det autoritære regime.

Lyder det fuldstændig vildt, absurd og surrealistisk?

Det er det på sin vis også. Men det er også et wake-up call og en påmindelse om, at vi ikke må tage vore samfund, vores rettigheder og vores goder for givet. Café Krilo italesætter en fremtid der kunne blive virkelighed, hvis vi ikke passer på vores demokratier og på hinanden.

Café Krilo er Baptiste Boryczkas anden roman (i 2015 udkom debutromanen Korzen), og der er altid store forventninger til opfølgeren til en debutroman. Baptiste Boryczka indfrier til fulde de forventninger. Café Krilo er en velskrevet og uhyggeligt aktuel roman med et dystert fremtidsbillede, men rummer også håb om, at menneskelighed og modstand mod undertrykkelse altid, før eller siden, vil vinde.

Baptiste Boryczka Café Krilo. Lemieux Éditeur (Paris). Udgivet 13. februar 2017. Kan bestilles online, og helt sikkert også i de franske boghandler i København og Aarhus.

 

Måske vil du også synes om:

Jacques Jouet: På…/…En

ANMELDELSE (og lidt til…)

Jacques Jouets digtsamling På…/…En er en hyldest til Aarhus, til byrummet og til aarhusianerne. Det er en fortættet og fascinerende fortælling om digterens 9 dage i Aarhus, og den fortjener at få langt mere opmærksomhed, end det er tilfældet i øjeblikket.

Jeg er født i Aarhus. Har trådt mine barnesko i Aarhus. Festet i byen i gymnasieårene i 1980erne. Vist byen frem for tilrejsende familie. Venner. Gæstende kolleger. Mine børn er født her. Jeg har brugt og set og oplevet Aarhus på mange forskellige måder gennem et halvt århundrede. Jeg mener faktisk at kende Aarhus som min egen bukselomme.

Og alligevel formår en udefra kommende franskmand at vise mig byen fra en helt anden vinkel.

Jacques Jouets digtsamling En…/ …På, der blev udgivet i november 2016 ved en reception på Aarhus Litteraturcenter på Godsbanen i Aarhus, er 101 digte om hans oplevelser og observationer af Aarhus og byens rum, skrevet under et 9 dages ophold i foråret 2015. De 101 digte blev sendt til 101 tilfældigt udvalgte aarhusianere.

Jeg er – indrømmet – ikke den store poesifan, så jeg læste de 101 digte som Jouets kondenserede, sammenhængende fortælling om sine ni dage i Aarhus. Læst på den måde får man som læser en række fortættede øjebliksbilleder af byen, set med helt friske og udefra kommende øjne: Udsigten fra vinduet i lufthavnsbussen. Det første indtryk af byens røde mursten. Lyden af mågerne. Indtryk på havnen. Besøg hos den franske boghandel i Klostergade. Betragtning af en mariehøne. Den klikkende lyd ved et fodgængerfelt. Godsbanen. Hus Forbi sælgerne. Undren over Aa og Å. På cykel i Aarhus. Isbjerget på Aarhus Ø. De 101 kuverter, der skal adresseres i hånden. På Trøjborg. Stenhuggeriet på hjørnet af Carl Blochsgade og Thorvaldsensgade. Bazar Vest. Gule rapsmarker.

Og mange andre, kondenserede indtryk af byen.

Læst som en fortættet historie om ni dage i Aarhus kan langt de fleste være med i læsningen af digtsamlingen og blive fascineret af at få præsenteret byen fra en helt anden vinkel.

Og alle, der har deres daglige gang i Aarhus’ byrum, eller bare holder af byen, burde faktisk læse den.

Men når man er fransk digter og forfatter med tilknytning til den litterære, franske OULIPO-bevægelse (OULIPO er en forkortelse for OUvroir de LIttérature POtentielle – Værksted for potentiel litteratur), er intet overladt til tilfældighederne, og de litterære og digteriske spidsfindigheder står i kø for at blive afsløret af de læsere, der holder af litterære og dybtgående analyser. Når et værk har en forfatter fra OULIPO som afsender, kan man være helt sikker på, at der er indlagt flere benspænd og måske også noget matematik i værket. Samtidig har disse (skjulte?) benspænd utvivlsomt givet oversætteren, lektor i fransk ved Aarhus Universitet Steen Bille Jørgensen, grå hår i hovedet.

Jeg spurgte Steen tidligere på ugen, om det har været en udfordring at oversætte digtene – og hvad der var det sværeste? Her er, hvad han svarede:

Oversættelse af poesi er altid vanskeligt! Hos Jouet er den store udfordring rytmen og en mild ironi, pince-sans-rire. For mig var tidsrammen (”la contrainte temporelle” [den tidslige binding. JOV]) til gengæld en hjælp. Jeg måtte følge forfatterens rytme så godt som muligt, da digtene skulle sendes med brev-post til Aarhus-borgere. Det lykkedes indenfor en måneds tid.

Sidenhen redigerede jeg mine oversættelser til bogudgivelsen i modsætning til forfatteren, der stort set ikke rørte et komma i det franske. Den største vanskelighed var ”la contrainte formelle” [den formelle binding. JOV], som jeg simpelthen måtte opgive at overholde. Det handler om quenine-formen – baseret på sextine-formen fra det XII årh. – der er afgørende for længden af såvel digtene (antal strofer) og verselinjerne (antal stavelser)… Her kom jeg til kort, og måtte prøve at ramme rytmen med mere på gehør i forhold til det danske.

JOV: Da jeg modtog mit eksemplar af bogen, måtte jeg selv sprætte den op, ligesom i ‘gamle dage’. I digt nr. 13 nævner Jouet selv det med at skulle sprætte en ny bog op.  Er det af økonomiske årsager, at læseren selv skal sprætte bogen op? Eller er det med fuldt overlæg fra Jouets side?

M.h.t. bogobjektet og siderne der ikke er sprættet op; oplever jeg den løsning som en form for reference til at digtene er tilegnet en person og i første omgang blev sendt til vedkommende med posten. Bogen skal således sprættes op som et traditionelt brev, og læseren gøres opmærksom på både bog-objektet og det arbejde, der ligger i lay-out, omslag m.m. På den måde markerer udgivelsen både en høj grad af konceptuel, kunstnerisk bevidsthed og en sanselig æstetisk kvalitet.

Trods de sproglige bindinger fra Jouets side er oversættelsen dog særdeles vellykket, og det er mit indtryk at det må være op til den enkelte læser, hvor meget vedkommende vil dykke ned i de dybere, litterære lag. Digtsamlingen kan som sagt fint læses ‘blot’ som en fortættet fortælling om Aarhus uden de litterære mellemregninger, og alle, der holder af Aarhus og/eller bor i byen, skulle unde sig selv læseoplevelsen af byrummet fra en helt anden vinkel.

Tilbage står min undren over, hvorfor denne fine, charmerende og (for en indfødt aarhusianer) fascinerende digtsamling til og om Aarhus ikke ligger alle steder, der overhovedet har noget med det europæiske Kulturhovedstadsår at gøre? Det litterære projekt FRESH EYES, som er et samarbejde mellem Litteraturcenter Aarhus, Galleri Image og Aarhus Billedkunstcenter, er en del af kulturåret i Aarhus, og Jouets digtsamling er en del af FRESH EYES projektet. Det kulminerer til efteråret, hvor Jacques Jouet efter sigende kommer til byen igen. Men hvorfor vente med markedsføringen af digtsamlingen, der udkom i november 2016? Aarhus Litteraturcenter oplyser, at bogen kan købes i de aarhusianske boghandler eller via Aarhus Litteraturcenter, men der er ikke oplyst en pris. En googlesøgning viser, at den vejledende pris ligger på 175 kr.

Institut français i København lancerer digtsamlingen ved at bringe et digt om dagen de kommende måneder. Det er også en måde at læse digtsamlingen på. Et digt om dagen. Jeg synes, at man får mest ud af at læse den som en sammenhængende fortælling om byrummet i Aarhus.

En…/…På, Jacques Jouet (2016). Udgivet på forlaget Jorinde og Joringel. Digtsamlingen indeholder både den franske originalversion og den danske oversættelse.

PS: Jeg håber, nogen i udgivelseskredsen har tænkt på at sende Hendes Majestæt Dronningen et eksemplar. Jeg er sikker på, at hun vil sætte stor pris på det!

Måske vil du også synes om:

Bordeaux’ litterære fyrtårne

Da jeg i oktober sidste år var “hjemme” på besøg i Saint-Émilion og Bordeaux-området, var jeg også en tur rundt oplandet for at besøge de steder, hvor nogle af Frankrigs helt store litterære og filosofiske fyrtårne har skrevet deres værker.

Blogartiklerne kom enkeltvis i løbet af november og december, men hvis du stadig har til gode at læse dem, så får du alle tre artikler samlet lige her.

God læselyst :)!

Montaigne – store tanker fra et tårnværelse

Montesquieu – arven fra Oplysningstiden

Mauriac – med troen som bærende tema

Måske vil du også synes om: