Saint-Emilion

Saint-Emilion er mit franske ‘chez moi’. Når jeg er i Saint-Emilion er jeg ‘hjemme’ i Frankrig.

Sådan har det været, siden jeg landede i landsbyen en temmelig regnfuld januaraften i 1986 efter 24 timers togtur, og uden at kunne mere fransk end det, jeg havde lært i gymnasiet. Efter en del begyndervanskeligheder, der indbefattede skift af au-pair familie, var jeg hos den nye familie i næsten et år, og familien er blevet mine venner for livet. Jeg besøger stadig både dem og de andre venner jeg fik det år, og som hjalp mig igennem den første, besværlige tid. Hver gang er det som at komme hjem.

Saint-Emilions historie går ca 1.200 år tilbage, og er grundlagt omkring den grotte, hvor munken Emilion boede og havde sit virke i det 8. århundrede. Der er blevet dyrket vin omkring byen siden Romertiden, og det er på grund af den særlige, kalkholdige jordbund i området, at vinene er af så høj kvalitet. I 1999 blev byen sat på Unescos Verdensarvsliste.

Byen har et vinbroderskab, La Jurade de Saint-Emilion, hvis historie går tilbage til 1100-tallet. Dengang var det meste af regionen Aquitaine i den sydvestlige del af Frankrig under engelsk herredømme. Den engelske konge Jean sans Terre uddelegerede den daglige administration af byen til lokale embedsmænd (La Jurade), til gengæld kunne den engelske trone nyde godt af vinene fra Saint-Emilion. Denne lokale autoritet varede ved indtil Revolutionen i 1789. Efter 2. Verdenskrig genopstod La Jurade, denne gang som ambassadør og garant for kvaliteten af vinene fra appellationen Saint-Emilion.

La Jurade står i spidsen for to festligheder hvert år, hvor vinen fejres: la Fête de Printemps midt i juni, som fejrer vinstokkenes blomstring, og som slår tonerne an til le Ban des Vendanges i september, der officielt skyder høsten i gang. Traditionelt udråbes høstens start fra toppen af Tour du Roi, men festlighederne er dog mest af ceremoniel karakter. Alle i området ved, at der skal høstes når druerne er klar, hverken før eller siden, og beslutningen om at starte høsten tages ofte med få dages varsel.

Her kan du se billeder af La Jurade.

I år var Saint-Emilion med i opløbet om at blive le village préféré des Français, i en årlig konkurrence afholdt af tv-kanalen France 2. De deltagende landsbyer er blevet præsenteret i udsendelser i løbet af foråret, og mere end 155.000 seere deltog i afstemningen, hvor kriterierne var charme, skønhed, historie, kulturarv og autenticitet. Vinderen blev kåret i en tv-udsendelse på France 2 tirsdag aften, og det var landsbyen Ploumanac’h i Bretagne der løb med sejren. Her kan du se videopostkort, hvor de deltagende landsbyer bliver præsenteret.