Hold øje med ham her

Han er 25. Han ligner absolut ikke en superstjerne med sin tøjstil, sit grydeklippede hår og de ranglede lemmer. Men han stormer frem på den franske musikscene.

For et års tid siden var han nærmest ukendt i Frankrig. I dag er der en enorm hype omkring ham, han bliver kaldt et fænomen, og han bliver sammenlignet med Stromae. Han har blæst de fleste bagover, og en gennemgående reaktion, hvad enten man læser Youtube-kommentarer eller hører interviewdeltageres bemærkninger, er: J’ai reçu une claque (jeg fik en lussing), og hvor de, efter at have hørt og set ham synge, har tænkt: HVAD var det???

Hans navn er Eddy de Pretto.

Han er født og opvokset i Créteil, en sydøstlig forstad til Paris, og selvom han relativt tidligt fik interesse for teatret og kultur generelt, er der en gennemgående hårdhed i hans tekster, som han i flere interviews giver udtryk for, delvist stammer fra hans forældre, der opdrog ham til ikke at vise svaghed, og hans venner i forstaden, som han hang ud med, hvor man heller ikke måtte vise svaghed.

Han bliver kaldt en genrebryder, fordi hans tekster og musik lægger sig et sted mellem rap og la chanson française. Der er en nerve og en intensitet i hans tekster, hans sang og hans musik, hvor han bruger sit eget liv som udgangspunkt. Han siger selv, at hans inspiration kommer fra ‘de 3 B’: Brassens, Brél og Barbara. Det er en ret klassisk inspiration, som han så blander med rap. Resultatet er overvældende og ørehængende. Artiste og poète bliver han også omtalt som.

I flere interviews med ham bliver det fremhævet, at teksterne til hans sange ikke er trykt i det lille hæfte, som følger med, når man køber en cd. Til det svarer han, at han vil have at folk skal lytte og selv fortolke det, man hører (men du kan finde hans tekster online, hvis du vil være helt sikker på, om du har hørt rigtigt).

I januar i år udsendte han sin første single KID, og midt i januar udkom den næste, Random. Hans første album, CURE, udkom i marts i år. Siden er det kun gået een vej for ham: Fremad! Lyt til førnævnte numre og numrene Fête de trop og Normal, og døm selv.

Du kan finde flere af hans numre og interviews med ham på Youtube, og mere information på hans officielle hjemmeside.

Måske vil du også synes om:

AF afdelingerne holder sommerpause, men…

De gode mennesker i Alliance française i København har sendt mig info om hele fire arrangementer i juni måned. Et arrangeret af dem selv og tre arrangeret af andre. Der er både kultur og spas på programmet. Se bare her:

Tirsdag den 12. juni kl. 19.00 på Tranquebar (i København K) kan du møde Frankrigs afgående ambassadør, François Zimeray, fortælle om sit syn på Danmark og om sin nye bog Med franske øjne. Efterfølgende er der bogsignering. Der kan købes billetter på billetto.dk. Arrangementet foregår på engelsk.

Onsdag den 13. juni kl. 18.30 på pladsen foran Kastelskirken i København er der mindekoncert for H.K.H. Prins Henrik på Kastellet. Ved koncerten vil Prinsens Musikkorps både spille fransk og dansk musik. Medlem af Alliance française København, Regitze Schroeder, vil læse op af prinsens digte på både fransk og dansk. Der er fri entré, og tilmelding er ikke nødvendig. Arrangementet foregår på dansk og fransk.

Fredag den 22. juni fra kl. 18.00 – 21.30 er der Soirée blind-test et karaoké chansons françaises på Café Cadeau på Frederiksberg. Aftenen er arrangeret af gruppen Les chansons françaises au Danemark. Der vil være italiensk buffet. Deltagelse er gratis, og tilmelding er ikke nødvendig. Arrangementet foregår på fransk.

Torsdag den 28. juni kl. 16.30 arrangerer Alliance française København besøg på Gallerie Lorien på Frederiksberg, hvor deltagerne blandt andet skal høre om H.K.H. Prins Henriks kunst. Deltagelse er gratis, men tilmelding er obligatorisk senest 18. juni via afdelingens Facebookside her. Arrangementet foregår på dansk.

God weekend :)!

Måske vil du også synes om: