Jeg har en tilståelse. Og en undskyldning. Den slags skal man ikke være for fin til.
Jeg må tilstå, at da Stromae hittede så vildt med Alors on dance for 5 år siden at det gav genlyd selv i lille Danmark, tænkte jeg: tyndbenet (i dobbelt forstand, altså… Manden har jo ikke eet gram fedt på kroppen) popmusik! Overfladiske rytmer og et letkøbt hit hos de unge. Og selvom mine kursister indimellem spurgte, om vi ikke skulle prøve at have det ind i undervisningen, var jeg ikke meget for det. Så hellere noget med gods i fra den franske visetradition. At Stromae er belgier gav ham heller ikke nogen pluspoints i min optik.
Indtil en af mine bekendte, som er et belæst og kulturelt dannet menneske der blandt andet går i kirke til jul for at høre Händels Messias, lovpriste ham i store vendinger.
På Facebook.
Hovsa.
Så må vi måske hellere undersøge sagen lidt nærmere. Så jeg begyndte at google Stromae. Det viser sig at han er ret aktiv på de sociale medier, og hans egen officielle hjemmeside er faktisk der, man kan se mest. Og de fleste af hans videoer er tekstet på engelsk.
Videoen til hittet Formidable blev optaget med skjult kamera, og folk der så ham gå beruset rundt i Bruxelles filmede ham med deres mobiltelefoner, og begyndte at undre sig på de sociale medier over, hvad der kunne være galt med ham. Et par dage senere blev videoen udgivet. Prøv at se den. Det er intelligent markedsføring.
Hans hit Carmen er faktisk en løftet pegefinger mod de sociale medier, han selv aktivt bruger. Se bare her:
Så undskyld Stromae! Det er både elegant og intelligent, det du laver, og det kan sagtens bruges i undervisningen.
Seneste kommentarer