Der er strejke i Paris!

Jo, der er!

Men ikke en af de helt store med flag og faner og ballade. Det er en af de mere upåagtede af slagsen. Faktisk skal man lede lidt på de parisiske avisers websider for at finde noget om sagen. Det er les dames pipi, de uundværlige tissekoner toiletdamer som vi allesammen kender, der strejker. Dem, der rengør og passer de offentlige toiletter ved de parisiske monumenter, sælger hygiejneprodukter og andre småting, og ellers myndigt styrer strømmen af turister ind og ud af de små rum.

I januar var det på de parisiske banegårde, den var gal. Fordi SNCF (De franske Statsbaner) valgte ny rengøringsleverandør, hollandske 2theloo. Toiletdamerne var bange for at miste deres arbejde, fordi 2theloo ikke mente at de var forpligtede til at overtage ansættelserne af damerne. Og som altid i Frankrig: Vi strejker først og forhandler bagefter! Dengang i januar endte det efter en uges strejke med at fagforeningen fik forhandlet en overtagelse af damernes ansættelseskontrakter igennem, og at 2theloo også betalte deres løn i den uge, de strejkede.

Og nu er den så gal igen på de offentlige toiletter, der ligger ved mange af seværdighederne i Paris, som dem ved Notre-Dame, Triumfbuen og ved Sacré-Coeur. Mange af damerne er ældre, måske ikke ved deres bedste helbred, og har for manges vedkommende arbejdet i flere årtier ved disse offentlige toiletter. Man forstår godt, at de er nervøse ved situationen. Årsagen er den samme som på banegårdene. 2theloo har overtaget koncessionen af mange af toiletterne og mener ikke, de er forpligtede til at overtage de ansatte. Så med fagforeningssyndikaterne i ryggen er damerne gået i strejke. Rengøringen og vedligeholdelsen af toiletterne er udliciteret af Paris’ byråd, der forsøger at finde en løsning på situationen med deres nye leverandør af ydelserne.

Men 2theloo giver sig ikke sådan uden videre. Hvis de skal overtage de ansatte ved de offentlige toiletter vil damerne blive kaldt til samtale en for en for at få afklaret, om de kan tjene penge til firmaet. Og hvis de bliver (gen)ansat, bliver det uden overenskomst og deres mangeårige anciennitet. Der er ikke noget at sige til at fagforeningerne er på banen.