For ikke så længe siden annoncerede jeg, at vinterens læseprojekt er Marcel Prousts storværk På sporet af den tabte tid. Udgaven, jeg sidder med, er Gallimards Quarto, med hele værket samlet i eet bind, som Proust selv havde ønsket, det skulle udgives.
Det er der både plusser og minusser ved, skal jeg hilse og sige.
Jeg kan godt lide at have tingene samlet eet sted, og at kunne bladre frem og tilbage i værket uden at skulle have fat i flere forskellige bøger. Til gengæld er det ret tungt, i sådan helt fysisk forstand, at sidde med hele værket i een udgave. Det er altså ikke liiige en bog man smutter ned i tasken når man skal med bussen eller andre steder hen. Eller tager med i seng som godnatlæsning. Så den ligger på bordet ved siden af mit sofahjørne, så det er aftenlæsning inden sengetid, med mindre der undtagelsesvist skulle være noget interessant i fjernsynet…
Så nu er jeg nået igennem første del af Du côté de chez Swann (Swanns verden). Og hvad tænker jeg så?
Altså. Jeg har ikke tænkt mig at levere en litterær analyse af værket, men blot fortælle om mine indtryk og ting jeg undres over under læsningen. Der er folk der forsker på fuld tid i På sporet…, og dem vil jeg trygt overlade de litterære udredninger til.
Sproget er flydende, og det er faktisk forbavsende få ord, jeg er nødt til at slå efter (hvad det så siger om mit ordforråd eller Prousts skrivestil skal jeg lade være usagt…), men man skal ind imellem holde tungen lige i munden under læsningen, for de ‘udflugter’ hovedpersonens erindringer/tanker tager på, mens han ligger der søvnløs, er nogle gange meget livagtige, og man skal lige minde sig selv om at det er en søvnløs’ flashback erindringer, man er ved at læse. Og så er jeg endnu ikke skræmt af de mange tusind sider. Sideantallet er jo ikke værre end de store bestsellere som nogle rask væk pløjer igennem.
Der er to ting, der især har gjort indtryk efter at have læst de første sider: Den magiske lanterne, og erindringen om Madeleinekagen og lindeblomstteen, som begge beskrives i denne første del af Swanns Verden.
På nogle af de allerførste sider beskrives en erindring om en magisk lanterne, som hovedpersonen havde stående på sit værelse som barn,og som projicerede billeder fra historien om Geneviève af Brabant op på væggen . Faktisk måtte jeg læse afsnittet flere gange for at forstå, hvordan den lampe mon fungerede. Det viser sig at være en (som jeg ser det) petroleumslampe med en linse og en anordning, som man kunne køre billedslides igennem. Samme princip som det lysbilledapparat, jeg husker fra min barndom.
Madeleinekagen og teen fortæller jeg om i morgen, hvor jeg også kommer lidt ind på, hvad det er for en slags erindringer, Proust beskriver i værket.
Godt klaret, men du har ret i, at det er næsten umuligt at læse bøger i det format!
Tak – Men det går nu meget godt, så længe jeg bare bliver i sofaen med den :)