Torvehallerne i København #2

Torvehallerne udenfor 2

Jeg er altså et madøre, det skal ikke være nogen hemmelighed…

Da jeg var i København i sidste uge for at besøge Torvehallerne, tog jeg mig selv i at tænke at det kunne være fantastisk at have så mange franske madbutikker samlet eet sted i Århus (eller bare i Jylland). Jeg er ret sikker på, at vi godt kan få de samme ting i provinsen, hvis vi leder efter de rigtige butikker, men tænk, hvis man bare behøvede at tage eet sted hen…

Ma poule 4

I Hal 1 ligger Ma Poule – et vaskeægte fransk charcuterie med islæt af ostehandel, vinhandel og bistro. Jamen altså – det er så gennemført man føler sig hensat til La France. Pølser, skinker, tørret jambon, oste i alle afskygninger. Foie gras, cassoulet, confit de canard, patéer, alle de klassiske franske charcuterivarer som man finder dem i ethvert velassorteret, fransk charcuterie. Og så har Ma Poule bistroservering ved siden af butikken, hvor man for eksempel kan få en omgang confit de canard. Du kan læse mere om Ma Poule her.

Lige overfor Ma Poule – også i Hal 1 – ligger to andre spændende madbutikker. Fiskeforretningerne Hav og Fiskerikajen har primært lokale, friskfangede fisk og skaldyr, men de har også mange mere eksotiske fisk, i et omfang jeg ikke har set før – måske med undtagelse af Havnens Fiskehus i Århus. Hummere, langustere, jomfruhummere, rejer i alle størrelser, de største tigerrejer jeg endnu har set (omtrent det dobbelte af de frosne, man kan købe i supermarkedet…), krabber, sværdfisk, friske blæksprutter, kaviar (den ægte, forstås!), og mange andre fisk og skaldyr som jeg ikke engang kender navnene på. Udstillingen af råvarerne ligner fuldstændig fiskehandlerne i Frankrig, og det er en fornøjelse at se, at ikke blot er der en faglig stolthed hos fiskehandlerne, folk flokkes også om diskene og det er tydeligt at se, at gode, friske råvarer bliver værdsat. Her kan du se fiskehandlen Havs hjemmeside, og her kan du se nærmere på Fiskerikajen.

Har du besøgt Torvehallerne i København? Hvad synes du?