Provence-Alpes-Côte d’Azur regionen ligger i Frankrigs sydøstligste hjørne, og er måske den franske region, der er mest kendt af danskerne, for det er ved regionens Middelhavskyst i Provence at mange af os tager på ferie hvert år.
Mod øst grænser regionen op til Italien, mod nord til regionen Rhône-Alpes og mod vest til Languedoc-Rousillon.
Regionen har seks departementer: Alpes-de-Haute-Provence(04), Alpes-Maritimes (06), Bouches-du-Rhône (13), Hautes-Alpes (05), Var (83) og Vaucluse (84).
Regionens administrative hovedby er Marseille.
området blev kristnet ret tidligt, og allerede i 300-tallet e.v.t. blev det første bispesæde oprettet i Arles. I 1300-tallet var Avignon hjemsted for pavestolen, der var rykket i eksil på grund af stridigheder i Rom.
Provenceområdet var i den tidlige Middelalder et grevskab, inden det i 1000-tallet blev indlemmet i det Tysk-Romerske Kejserrige. I slutningen af 1400-tallet, da den sidste greve af Provence døde uden at efterlade sig arvinger, overgik området til den franske konge Louis XI, og kom dermed ind under den franske trone.
I marts 1815 gik Napoléon Ier i land i Juan-bugten (Golfe Juan) mellem Cannes og Fréjus, omgivet af en mindre hær af trofaste soldater. Han havde siddet i husarrest på Elba, en lille ø i Middelhavet mellem Korsika og den italienske vestkyst, men havde stadig støtter i militæret og i Frankrig. Han marcherede via Grasse og Grenoble til Paris, og det indledte Napoléons 100 dage ved magten, inden han led det endelige nederlag ved Waterloo og englænderne deporterede ham igen. Denne gang sørgede de for at sætte ham i husarrest på øen Saint Helena, der ligger i det sydlige Atlanterhav og så langt væk fra Europa, at han ikke kunne flygte fra husarresten. La Route Napoléon er i dag en form for turistattraktion, som man kan gå/cykle/køre ad i længere stræk, for at opleve historiens vingesus.
I august 1944 lagde Provence kyst til de allieredes landgang mellem Toulon og Cannes. Landgangen var en opfølgning af Operation Overlord – landgangen i Normandiet i juni 1944. Netop på grund af Operation Overlord havde tyskerne sendt store mængder soldater og materiel til Nordfrankrig, og var svækket i det sydfranske. Få uger efter var Paris – og dermed Frankrig – befriet.
Regionen har mange ting at byde på. Det blågrønne Middelhav, bakkerne i baglandet bag kystlinien og Alperne lidt længere nordpå. I den vestligste del af regionens kystlinie, mellem Marseille og Montpellier, har Rhônefloden sit udløb i Camarguedeltaet, der er udlagt som naturpark. Østpå langs kysten ligger en perlerække af kendte byer – Marseille, Toulon, Saint-Tropez, Fréjus, Cannes, Nice og fyrstedømmet Monaco. Jo længere østpå man kommer, jo mere tiltrækkende lader det til at være for dem, der har mange penge. Men der er heldigvis også mange steder langs kysten, der er til at betale for en helt almindelig turist. Der er mange campingpladser langs kysten, og da vi boede lidt uden for Saint-Tropez for et par år siden, så strandudsigten sådan her ud:
Bevæger man sig ind i baglandet bag kysten møder man både de bakkelandskaber, forfatteren Marcel Pagnol besynger i sine barndomserindringer, og de vilde klippelandskaber omkring Les Gorges du Verdon, der ender i den smukke Lac de Sainte-Croix. Lidt nord for Cannes finder man verdens parfumehovedstad Grasse, og lidt længere vestpå Arles, der blev grundlagt af Cæsar, og hvor maleren Van Gogh havde et kort men særdeles produktivt ophold fra 1888-1889. Avignon er ikke blot en paveby, men er også hjemsted for en af verdens største teaterfestivaler, der afholdes hvert år i juli. Og blot et par timers kørsel fra kysten er man oppe i de sydlige Alpers skiområder.
Regionens sol, varme, smukke landskaber og helt særlige lys har tiltrukket mange gennem årene. Malere, kunstnere, høj og lav, rige mennesker og de helt almindelige turister, der bare gerne – et par uger eller tre hvert år – vil have en solsikker badeferie med afstikkere ind i landet.
Seneste kommentarer