Kort fra commons.wikimedia.org
I slutningen af december 2015 var der nogle gengivelser i de danske dagblade af et telegram fra Ritzaus Bureau/Agence France-Presse om at Vichy-arkiverne var blevet åbnet for offentligheden. Det fangede min opmærksomhed, men jeg fik ikke kigget nærmere på det dengang, da jeg stod foran 14 dages flytterod, så jeg lod det i første omgang ligge. Men det er en interessant historie, så nu får den alligevel lige et par ord med på vejen.
Nazitysklands besættelse af Frankrig og det officielle Frankrigs samarbejde med tyskerne er et ømfindtligt kapitel i fransk historie, som franskmændene ikke er særligt stolte af. Frankrig blev invaderet i maj 1940, og i juli blev der indgået våbenhvile. I mellemtiden havde de franske ledere ikke kunnet blive enige om, hvorvidt man skulle kæmpe eller overgive sig. Charles de Gaulle, der på det tidspunkt var general i den franske hær, ville kæmpe, mens Marskal Pétain og hans støtter ønskede en våbenhvile. De Gaulle rejste til London for at få de allieredes støtte, og imens kuppede Pétain sig til magten. I juli 1940 indgik Pétain våbenhvile med tyskerne, og Frankrig blev groft sagt delt i to, som du kan se på kortet. Pétains regering og statsadministration tog sæde i kurbyen Vichy i den ‘frie’ del af Frankrig, deraf navnet ‘Vichy-regimet’.
Det er ikke spørgmålet om kamp eller våbenhvile, man ikke er så stolt af. Det er graden af det aktive samarbejde, Vichy-regimet lagde for dagen i forhold til tyskerne, hvad angår antisemitiske love, jødedeportationer, anholdelser af modstandsfolk og så videre, der kaster skygger over den franske indsats under 2. Verdenskrig.
Og det er dokumenter fra denne periode, som der nu er åbnet for.
Men hvad betyder det for historieskrivningen? Jeg har spurgt Carsten Løfting, som er lektor emeritus ved Aarhus Universitet og historiker med Frankrig som speciale, og han er enig med de franske historikere, der er blevet citeret i blandt andet Le Monde og France Info, at åbningen af arkiverne ikke har den store betydning. Og så alligevel.
De franske forskere har allerede haft adgang til arkiverne i mange år via dispensationer, omend det har kostet uendelige mængder af tid og papirnusseri at opnå adgangen. Så man har allerede kendskab til mange forhold fra Vichy-regimets tid, og der er ingen der forventer, at åbningen af arkiverne vil føre til sensationelle afsløringer eller en omskrivning af historien. Og det er nok også derfor, bemærker Carsten Løfting, at nyheden har fået så sparsomme kommentarer i medierne. Men åbningen af arkiverne for den brede offentlighed betyder, at alle i princippet nu har adgang, og dermed også private, der kunne ønske at undersøge deres egen (familie)historie. Det vil desuden kunne kaste mere lys over den udrensning, der fandt sted, men ifølge de franske historikere skal man som sagt ikke forvente de store sensationelle afsløringer.
Seneste kommentarer