I tirsdags i kommentarfeltet skrev Kristina: Jeg kom til at tænke på et emne som forvirrer især udlændinge, men også franskmænd pga de regionale forskelle, nemlig la bise.
Og det har hun helt ret i, for det er ikke så ligetil. For hvor mange kindkys giver man? Og til hvem? Og hvilken kind skal man begynde med?
Jeg har spurgt lidt rundt, hvad man gør i de forskellige egne af Frankrig, for der er regionale forskelle, og det er ikke altid logisk. Fælles er dog, at kindkys primært er mellem kvinder, eller en kvinde og en mand, mens mænd oftest giver hinanden hånden. Det mest udbredte er at man starter med højre kind, men igen: i nogle egne af Frankrig starter man med venstre kind.
Dorothée fra Calais fortæller, at reglen her er 4 kindkys blandt venner, familie og kolleger, altså med mennesker man kender godt. Mændene giver som regel håndtryk, hvis de kun kender hinanden perifert eller slet ikke. Hun fortæller videre, at i Valenceområdet (syd for Lyon), hvor en af hendes veninder er fra, er det 3 kindkys.
Blot 3 timers kørsel syd for Valence, i Callas tæt ved Middelhavskysten, fortæller Jens Peder at normen er 2 kindkys blandt venner. Han fortæller videre at det også i Marseille er normalt med 2 kindkys, og kun mænd der kender hinanden meget godt eller er i familie giver 2 kindkys.
Solveig, der bor i Champagne-Ardenne, fortæller, at der ikke er nogen regler (for antal kindkys), og fortsætter: I min familie fire kys, i hvert fald i en del af familien, i andre familier og venner to eller tre eller fire, nogle familier kysser mændene hinanden (som i min), andre gør ikke.
Kristina, der bragte emnet på bane i kommentarfeltet i tirsdags, bor i Caen i Normandiet. Her er reglen 4 kindkys, mellem kvinder eller kvinde/mand. Ikke mænd imellem. Kristina fortæller videre: Jeg har lagt mærke til at min store datter på 12 er begyndt at “faire la bise” med sine veninder efter at hun begyndte i collège sidste år, men ikke alle veninder. Sjovt nok er det kun med de nye veninder og nye drengevenner, mens hun ikke gør det med sine gamle og bedste veninder og drengevenner, som hun har kendt i årevis. Min datter udtaler også det er totalt kikset at nogle faktisk kysser rigtigt, det skal man endelig ikke gøre.
Som Dorothée også nævner det ovenfor, så er det almindeligt at man også er på kindkys med kollegerne, i visse sammenhænge. På Kristinas arbejde gør man det normalt ikke på arbejdspladsen, men hun fortæller at hvis man møder kollegaer udenfor arbejdstiden kan man sagtens “faire la bise”. […] Dog bruges det at “faire la bise” på mit arbejde, når vi kommer tilbage efter sommerferien, men aldrig med dem der er højere i hierakiet end en selv.
Mogens (som i Frankrig kaldes Maurice fordi det er helt umuligt at sige ‘Mogens’ på fransk) og hans hustru har et hus i Loupian tæt ved Montpellier, og her er reglen helt klar: Det er tre bises. Point final ! […] Der kan så være forskel på, hvor hurtigt man kommer på bise. Vi har en fransk veninde i Meze (ca. 3 km. fra os). Hun har boet 25 år i Danmark som chef for det franske turistbureau i Danmark. Hende traf jeg første gang i den lokale cave cooperative, hvor hun med høj stemme på dansk spurgte, hvem der ejede den dansk indregistrerede bil udenfor. Jeg svarede, at det var mig. Hun gik hen til mig, præsenterede sig og gav mig 3 bises. Mogens oplever også en modsatrettet kulturforskel, når franskmænd og danskere skal hilse på hinanden: […] For fransmænd er bise helt naturligt, hvilket vi kolde nordboere skal vænne os til. Derimod føler de det grænseoverskridende og alt for intimt, hvis man vil give dem et kram.
Personligt har jeg mest erfaring fra det sydvestlige Frankrig (departementet Gironde og nærmere bestemt Saint-Emilion og omegn), og her er reglen 2 kindkys, begyndende med højre kind. Men hvis man er i en situation, hvor man ikke har set hinanden længe og er superglade for at ses igen, kan man godt give 4 kindkys. Men igen, det er en balance, og min tommerfingerregel plejer at være at jeg lader den indfødte franskmand tage ‘têten’.
Så hvis man ikke er vant til kindkysseri og forudser en situation, hvor det kan ske, er mit bedste råd lige at forhøre sig diskret på forhånd – f.eks. hos værten/værtinden, hvis man er inviteret til middag og der kommer andre. Og hvis man ikke har mulighed for det, så gå ud fra at det er 2 kindkys, begyndende med højre kind. Kender man slet ikke personen, kan man starte med at give hånd, og lade det være op til franskmanden at tage initiativet til at faire la bise. Og skulle det ske at man alligevel havner i en akavet situation, så tag det fra den humoristiske side. Værre er det heller ikke, og der er som regel forståelse for, at man som ikke-franskmand er uvant med situationen. Og så er ‘faire la bise’ jo også et glimrende samtaleemne om kulturforskelle, og en måde at få brudt isen på. Bare husk at man ‘kysser’ ved blot at sætte kind mod kind, ikke læberne!
Hvad er din oplevelse med franske kindkys? Fortæl os gerne om det i kommentarfeltet.
2 i Limousin – eller 4, når det er længe siden, man har set hinanden😚😚
Tak for input Mette :) Limousin er heller ikke så langt fra Gironde.