Aprilsnar ;)

Aprilsnarfisk Aprilsnar

Det er den der dag på året, du ved… Dagen, hvor man ikke kan stole på medierne. Dagen, hvor man risikerer at blive holdt for nar, hvis man ikke lige husker på at det er 1. april. Dagen hvor mange af os prøver at hitte ud af, hvorfor det lige skal være 1. april at der skal laves den slags spas og ballade.

Så det har jeg selvfølgelig også prøvet at finde ud af. Og sandt at sige så stritter forklaringerne lidt i alle retninger, for der er ikke nogen entydig oprindelse, og nogle forklaringer kan spores helt tilbage til før vores tidsregning. Nogle forklaringer går på en omlægning af kalenderåret i 1500-tallet, andre forklaringer går på afslutningen af fasten, atter andre at det har med den begyndende fiskesæson at gøre.

Fisk?

I Danmark, Tyskland og de engelsktalende lande er det en ‘nar’ eller en ‘spøg’, der er tale om. På engelsk siger man ‘April’s fool’ (‘aprils-nar’), på tysk ‘Aprilscherz’ (‘april-spøg’), i Danmark ‘aprils-nar’. I de fransktalende lande taler man derimod om ‘Poisson d’avril’ (‘aprils-fisk’). Og det med, hvorfor det er en fisk, fortaber sig også lidt i tidernes tåger. Det er ikke sikkert, hvorvidt der er tale om fisk som noget man spiste efter fastetiden, eller om det har med foråret og den begyndende fiskesæson at gøre. I Frankrig består spøgen i at fæstne en papirfisk på ryggen af en intetanende stakkel, der – hvis vedkommende ikke opdager det – kan gå rundt med den hele dagen, til stor morskab for omgivelserne. Og i lighed med andre lande fornøjer medierne i Frankrig sig også med fuphistorier.

Jeg hører til dem, der godt kan glemme, hvilken dato det er, og jeg når også at blive narret en gang eller to, indtil jeg opdager, hvilken dag det er. Og så består sporten for mig i at finde fuphistorierne i medierne. Nogle gange er de direkte gennemskuelige, andre gange er de sjovt og kreativt fundet på.

Hvad er den bedste aprilsnar, du har oplevet?