Clipperton

Clipperton

Clipperton, eller Île de la Passion, som den også hedder på fransk, er en lillebitte ø i det østlige Stillehav, cirka 1200 kilometer sydvest for den Mexicanske vestkyst. Øen er så lille, at man knap kan kalde den en ø. Faktisk er den så lille, at det vil være mere præcist at tale om et koralrev med en smal cirkel af land. Øen er cirka 6km2 stor, hvoraf kun de 2 km2 er landjord, der omkranser en lagune. Bortset fra en klippe der rager 29 meter op over havoverfladen er øen så flad, at den jævnligt oversvømmes når det er hårdt vejr i regionen. Clipperton er, selvfølgelig fristes man til at sige, ubeboet.

Clipperton er et Territoire d’Outre-Mer, der statsadministrativt hører direkte under den franske stat, nærmere betegnet ministeriet for de oversøiske områder. Højkommissæren for Fransk Polynesien har ansvaret for den daglige administration af den lille ø. Højkommissæren er det samme som en præfekt, der er statens repræsentant i en given fransk region.

Øen blev opdaget af franskmændene i starten af 1700-tallet, på en Langfredag, der på fransk hedder Vendredi saint. De begivenheder, der før påsken ledte til Jesus’ korsfæstelse, kaldes på fransk la Passion du Christ. Deraf atollens navn og forbindelsen til påsken: Île de la Passion. Gennem tiden har øen været ‘besat’ af mexicanerne og amerikanerne, men fra 1959 blev det internationalt anerkendt at øen tilhører Frankrig, da Mexico som det sidste land frafaldt deres territorialkrav.

Strømforholdene omkring øen er så farlige, at det er forbudt at ankre op ved øen, og i det hele taget er det ikke tilladt at besøge øen uden forudgående tilladelse fra højkommissæren. Turisme er der naturligt nok ikke noget af, det er mest forskere og filmhold, der får tilladelse til at opholde sig på og ved øen. Senest har et film- og forskerhold fra National Geographic opholdt sig på Clipperton i ti dage i marts, for at undersøge revets biodiversitet og optage en naturfilm. Det kan du se mere om her, og på samme hjemmeside kan du se mange flere billeder fra den lille ø.

Det var sidste blogindlæg om de franske oversøiske områder. Du kan læse alle indlæggene ved at bruge søgeordet ‘oversøiske’ søgefeltet ude i bloggens højre kolonne. Her kan du også læse det indledende indlæg, jeg skrev om de oversøiske områder.