Jeg er lige landet i den søvnige, danske forstadsidyl efter fire varme og solrige dage i kakofoniske Paris.
Jeg har ikke tal på de gange, jeg har været i Paris efterhånden, og hver gang jeg planlægger en ny tur, prøver jeg altid at lægge mindst ét nyt sted eller én ny oplevelse ind i programmet. Når man sidder hjemme i sofaen virker byen så dejligt overskuelig: “Vi skal se det og det denne gang, og fordi vi kun er os to afsted kan vi nå alle de her ting, og vi er ikke afhængige af nogen“.
Og så lander man i den parisiske virkelighed. I mylderet af mennesker og trafik, af lugte og dufte og lyde. Blandt travle lokale der småløbende forsvinder i menneskemængden og turister der slentrer afsted igennem dagen, peger og snakker og tager byen ind. Og pludselig virker byen ikke så overskuelig længere, man føler sig lillebitte, for der er så mange ting, man kan lave og se, og så mange ting, man på forhånd ved, man ikke når.
“Vi skal bare lige forbi Hallerne og se den overdækning”. Og så går der er par timer, fordi man fortaber sig i Paris’ største FNAC, hvor Kæreste forsvinder mellem musikreolerne og jeg blandt bøgerne, og det tager bare længere tid end man regner med, fordi den overdækning er så stor at det tager tid at tage den ind.
“Vi spadserer lige langs med Canal Saint-Martin, derfra er der kun 5 minutters gang til Place de la République”. Men så sejler en stor turbåd ind i den øverste sluse, og inden man ved af det, er der gået halvanden times tid med at se den store båd komme igennem både den sluse og de to næste…
På Place de la République gør den store statue af Marianne mere indtryk end Nuit Debout bevægelsens besættelse af pladsen. Marianne har stået model til meget de seneste måneder – fra angrebet på Charlie Hebdo til attentaterne i november og senest Nuit Debout bevægelsens protester mod social uretfærdighed. Hun er hårdt mærket af grafitti, plakater og protestbannere, og ved hendes fødder ligger stadig et væld af blomster, lys og mindeord. Marianne er samlingspunkt for franskmændene, både i konkret og i overført betydning.
Og på trods af at byen har været hårdt prøvet det seneste år oplevede jeg denne gang, at pariserne var venligere, mere imødekommende, og mere villige til at tale engelsk med Kæreste, der ikke taler fransk. Jeg oplevede, at en afro-fransk mor med baby i klapvogn og en tre-årig på gåben bad om hjælp til at komme ned af den stejle rulletrappe i metroen i myldretiden ved Les Halles. Og pludselig står jeg med en buttet, mørklødet barnehånd i min, mens han knuger sin røde brandbil i den anden hånd. Mens vi kører ned ser de store brune øjne skiftevis ængsteligt på vildtfremmede mig og på sin mor, der forsikrer ham at alt er godt, og at vi snart er nede.
På caféerne sidder turisterne blandt de lokale, og sidst på eftermiddagen er det tydeligt at genkende dem på de trætte, tomme blikke, efter at de har gået og gået, og oplevet og oplevet, hele den lange, varme dag. Virkeligheden og de ømme fusser og trætte hoveder har indhentet ønskerne om at se så meget som muligt i den korte tid, man er i byen…
Kæreste mener, at Paris har en speciel duft som han genkender, hver gang vi kommer op på gaden fra RER B-toget fra lufthavnen. Han siger, det er en blanding af friskbagte croissanter og brød, maddufte fra restauranterne, parfume, bilos og mange andre ting. For mit vedkommende bliver jeg hver gang overvældet af, hvor forskellige mennesker er. I Paris kommer de i alle former og farver, alle racer og sprog, blandet i tusindvis af forskellige, personlige udtryk.
Efter nogle dage er jeg typisk helt ør i hovedet af sansebombardementet. Og alligevel sker der en gradvis tilvænning til støjniveauet, for da vi landede på matriklen ved midnatstid søndag var det stilheden, der larmede mest.
Paris bliver man bare aldrig færdig med.
Seneste kommentarer