I dag, 1. juli, er der en del ændringer der træder i kraft i Frankrig. Det har avisen Le Monde lavet en oversigt over, og her er tre ting, der får betydning for dig, hvis du er på vej til l’Héxagone:
Fra på søndag d. 3. juli holder stormagasinet BHV i Paris også åbent om søndagen. BHV står for Bazar de l’Hôtel de Ville, og det ligger på Rue de Rivoli ved Paris’ Rådhus.
Har du en bil, der er indregistreret før 1. januar 1997? Har du planer om at køre til Paris i den? Så vær opmærksom på, at du fra og med i dag ikke må køre i den inden for la périphérique – ringen omkring Paris – på hverdage mellem kl. 8 og 20. Det er endnu et tiltag i bystyrets indsats for at nedbringe forureningen i Paris. Det har jeg skrevet et indlæg om her.
Du ved de der engangsplasticposer som man får sine varer langet over disken i, når man handler i supermarkedet, på apoteket, ved bageren, på markederne? De bliver forbudt fra i dag, så hvis du skal ud at handle – hvorsomhelst i hele Frankrig – så husk at få en indkøbspose med i lommen.
Her kan du læse hele artiklen fra Le Monde.
Seneste kommentarer