Klokken var 16, da vi kom ned fra Aiguille du Midi, men der var ikke så meget tid at spilde. Vi ville gerne nå en tur med bjergtoget op til Montenvers og gletscheren La Mer de Glace. Ved kabelbanestationen hænger der et stort skilt, der viser vej til det lille bjergtogs station. Det ligger blot 10 minutters gang væk, og er nemt nok at finde. Solen bagte stadig, men skyggerne var blevet lange i den smalle dal, da vi krydsede Chamonix’ jernbanespor via den 100 år gamle grønne bro, for at komme til den lille bjergbanes endestation. Det lille røde tog holdt klar, og snart var vi endnu en gang på vej op i højderne.
I 1880 åbnede Le Grand Hotel du Montenvers lige ved gletscheren. I starten måtte man gå ad stejle stier for at nå derop. Det er i dag stadig muligt at booke et værelse på hotellet, der emmer af næsten 150 års bjerghistorie. Restauranten lever også i bedste velgående. Togbanen er blevet ført op til hotellet senere, og indviet i 1909. Siden har det trofast fragtet turister, bjergvandrere og andet godtfolk op for at besøge gletscheren, og alpinister der ville endnu længere op i bjergmassivet.
Turen op til gletscheren tager cirka 20 minutter og foregår i adstadigt tempo. De første kilometer snor det sig igennem en skov, indtil det kommer så højt op, at skrænterne begynder at blive stejle og dybe. Ligesom når man kører i bjergene og kan se mange meter direkte ned. “Hvordan går det?”, spurgte Kæreste på et tidspunkt, da vi var kommet et godt stykke op i højden, og udsigten udvidede sig betragteligt. “Faktisk ganske fint”, svarede jeg. “Mon højdeskræk er noget man kommer over efter nogen tilvænning, ligesom søsyge?”
Ved bjergstationen er der en lille kabelbane, som fører godt en tredjedel af vejen ned til gletscheren. Men fordi den er svundet så meget de seneste mange tiår er der yderligere omkring 400 trin ned til gletscheren (som man jo skal OP ad igen). Det var blevet lidt sent, og hvis vi skulle nå ned til gletscheren, se isgrotten og nå op igen, inden det sidste tog kørte ned til Chamonix igen kl. 18.00, var det bare om at sætte igang. Efterhånden som vi nåede nedad, kunne vi se skilte der indikerede, hvor høj gletscheren tidligere har været. Det var også tydeligt på trapperne, der er blevet forlænget år efter år, efterhånden som gletscherniveauet er faldet.
For 100 år siden lå gletscheren i niveau med den lille bjergbane, som du kan se på billedet her. Inden for de seneste blot 11 år er gletscheren skrumpet betragteligt, og er et meget tydeligt bevis på den globale opvarmning. Ifølge denne artikel kunne man i 1988 nøjes med at tage få trin fra den lille kabelbane og ned til gletscheren, i dag skal man næsten 400 trin ned. Hvor gletscheren i mange år smeltede med cirka en meter om året, er det tal ifølge artiklen i dag oppe på 3,61 meter det seneste år. Det giver stof til eftertanke…
Besøget inde i selve isgrotten var relativt hurtigt overstået. En lang tunnel er blevet boret ind i gletscheren, hvor man har ført lys ind. Inderst i grotten var der en udstilling om bjergarbejderes liv i 1800-tallet. Vi synes det virkede en smule poppet at lyssætte grotten med kulørte farver. De naturlige farver i gletscheris er i sig selv betagende smukke.
Da vi nåede tilbage til bjergstationen var der ikke så lang tid til at dagens sidste tog kørte ned. Det var lidt ærgerligt, for der er en udstilling om bjergbanens og kurhotellets historie, som jeg gerne ville have dykket mere ind i. Og så iøvrigt bare gå rundt og taget stedet ind. Selvom gletscheren kun er en skygge af tidligere tiders frygtindgydende storhed, så er det en fascinerende oplevelse at se så meget is så tæt på.
Bjergsiden lå i skygge, da vi kørte med det sidste tog ned til Chamonix. Og vi havde lige fået en uventet lektion i, hvad den globale opvarmning gør ved verdens gletschere.
TIP: Man kan købe Multipass for 1 eller flere dage, der gælder til en række attraktioner, herunder turen op til Aiguille du Midi (der alene koster 58,50€ per person) og turen med bjergtoget op til Montenvers og La mer de Glace gletscheren (der alene koster 31€ per person). Et Multipass for 1 dag koster 61€ per person. Der er altså en god del penge at spare. Vi havde desuden fået rabatkuponer med fra stedet, hvor vi boede, der gav 5€ rabat per person på Multipasset. Så spørg hos campingpladsreception/hotel/gæstgiver hvor I bor, om de har rabatkuponer.
Man kan godt nå både Aiguille du Midi og bjergtoget til Montenvers på een dag, men man skal starte tidligt. Det er for eksempel en god ide at være ved billetlugen til Aiguille du Midi senest ved 10.00 tiden.
Du kan læse meget mere om de forskellige muligheder her på Compagnie du Mont Blancs hjemmeside.
Seneste kommentarer