Indrømmet. Jeg var lige en anelse muggen den morgen. Bare en snert. For jeg vidste jo godt at han havde ret, Kæreste. Han havde presset på for at komme afsted lige efter morgenkaffen. Vejret tegnede ikke godt resten af ugen, med regnvejr, torden og lavthængende skyer. Det matcher ikke en tur i bjergene for at se de helt store udsigter. Men det var dagen efter vi havde været i Chamonix, og jeg havde ikke lige den store lyst til at sidde mange timer i en bil igen, selv om det ville være i selskab med de smukkeste udsigter hele dagen igennem.
Vi skulle køre et par hundrede kilometer ad la Route des Grandes Alpes den dag. Dag 1 af to dage, vi havde sat af til at opleve bjergene på helt tæt hold. Det blev en lang og god dag med panoramaudsigter så langt øjet rækker, sneklædte tinder, brusende gletschervandfald og smukke grønne dale, i selskab med cykelmotionister, motorcyklister og andet godtfolk.
La Route des Grandes Alpes går fra Thonon-les-Bains ved Genève-søen og helt ned til Middelhavet ved Nice. I alt omkring 700 kilometer ad små snoede bjergveje, dybe grønne alpedale og høje bjergpas. Så høje, at ruten først åbner i juni, når sneen er smeltet i højderne, og lukker igen i oktober, når sneen falder igen.
I begyndelsen af 1900-tallet begyndte arbejdet med at forbinde og forbedre de små bjergveje, der bragte forsyninger til de fjerntliggende og isolerede bjerglandsbyer. Den gryende turisme og muligheden for at komme frem ved hjælp af den nye opfindelse, automobilet, gjorde, at interessen for også at komme op i bjergene voksede. I 1937 blev vejen over Col de l’Iseran, tæt ved Val d’Isère, åbnet.
Den dag kørte vi fra Annecy og drejede ind i bjergmassivet ved Albertville. Ved Beaufort fandt vi D902, som ruten hedder på det stykke. Vi kørte forbi dæmningen Roselend med den turkisgrønne sø, og fortsatte op til le cormet de Roselend, som er et bjergplateau i 1968 meters højde, med grønne enge og et brusende gletschervandfald. Her fik vi frokost til lyden af klokker om halsen på de græssende, chokoladebrune køer.
Efter frokost kørte vi videre, ned mod Bourg-Saint-Maurice og videre til Sainte-Foy-Tarentaise. Næste højdepunkt var Col de l’Iseran, den højeste bjergvej i Europa. Opkørslen starter lige efter skisportsbyen Val d’Isère, og tog os ad skrappe hårnålesving med bratte skrænter op i 2770 meters højde. Undervejs stoppede vi mange gange. For at nyde panoramaerne, den efterhånden ret kølige luft, og – selvfølgelig – tage en masse billeder. For hver gang vi stoppede måtte vi være opmærksomme på de cyklister og motorcykler, der var på vej både op og ned. Faktisk var der flere end der var biler!
Nedkørslen fra Col de l’Iseran har så betagende smukke udsigter og vilde bjerglandskaber, at vi igen stoppede mange gange. Faktisk blev det en smule for meget til sidst, synes jeg, så når Kæreste for gud-ved-hvilken-gang stoppede for at tage billeder, begyndte jeg at lede efter edelweiss – Alpernes ikoniske blomst. Og jeg fandt en! Den eneste på hele turen, faktisk. Helt alene stod den der i sin grøftekant og knejsede, med udsigt ned over Col de l’Iserans sydlige bjergside. Jeg lod den stå. Jeg tror faktisk edelweiss er fredet og må ikke plukkes…
Da vi nåede helt ned i dalen ved Bonneval-sur-Arc var det blevet kaffetid. Klokken var blevet hen ad 16 og vi havde stadig nogle timers kørsel foran os. Når man kører på la Route des Grandes Alpes kan man ikke bare lige dreje fra og tage motorvejen hjem.
Efter kaffepausen fortsatte vi ned mod Modane og videre til Saint-Jean-de-Maurienne, hvor vi kunne komme på motorvejen tilbage til Albertville, og videre ad landevejen tilbage til Annecy, hvor vi landede igen ved 20-tiden.
Jo, det var en lang dag – men det var også alle timerne i bilen værd. Og det var godt at Kæreste insisterede på at komme afsted i det gode vejr. Dagen efter hang skyerne lavt over bjergene ved Annecy.
INFO: La route des Grandes Alpes er åben fra juni til oktober – men kan være lukket på visse strækninger pga vej- eller vejrforhold. Det vil typisk være over bjergtinderne, og typisk vil det være annonceret ved begyndelsen på opstigningen. For der er altså kun een vej op – og ned igen… Der er få barer/caféer undervejs, men de ved godt, hvad de vil have for mad og drikkevarer. Det er en rigtig god ide selv at medbringe en god frokost, vand og måske kaffe/småkager. Selvom man vælger – som vi gjorde – kun at køre et par hundrede kilometer, så går der alligevel mange timer med at køre, tage billeder (nogle gange for hver 500 meter eller noget) og holde frokostpause og andre små pauser. Tiden går hurtigt sådan en dag.
Seneste kommentarer